Mad i iPhonen

Det er sjældent, at jeg føler trang til at reklamere for et produkt, blot fordi det er godt, men Jamie Olivers iPhone-kogebog er intet mindre end fremragende.

IMG_0577IMG_0580
Der er måske intet overraskende i, at en styrtende rig stjernekok kan lave en lækker kogebog. Men Olivers iPhone-kogebog er gennemført, der er kælet for alle opskrifterne, de kan ses både som tekst og slideshow – og der er adskillige velproducerede videotips.

IMG_0578IMG_0579
Alle retterne kan ifølge Oliver tilberedes på 20 minutter, og der er råd og vejledning fra indkøbsseddel til servering. I det hele taget er applikationen så pædagogisk opbygget at selv folk, der bliver utrygge over at skulle koge et æg, kan være med.

Der findes masser af kogebøger til iPhone, men de fleste er blot ligegyldige opskriftssamlinger på tekst. Oliver udnytter iPhonens fordele – næsten – til fulde og har dermed lavet en af de mest gennemførte iPhone-applikationer, jeg er stødt på.

Jamie’s 20 Minutes Meals koster 30 kr. i iTunes Store.

MICHELIN-guiden har også forsøgt sig med en applikation. Desværre er den nogenlunde ligeså visuelt inspirerende som en telefonbog. Den mangler ikon-forklaringer og billeder. Medmindre man i forvejen kender guiden ud og ind, så er den nærmest umulig at navigere i. Applikationens force er, at den via telefonens GPS kan vise hvilke restauranter, der ligger i nærheden. Og når man har gennemskuet guidens ikoner, så vil man kunne finde de bedste spisesteder – dem, der har fået MICHELIN-stjerner, men også de, der blot er nævnt – og dermed er billigere.

IMG_0581IMG_0582
MICHELIN-app’en kan være en fordel, hvis man er lidt af et madøre og rejser meget, men jeg ville nok vælge, at spare de 115 kroner applikationen koster og i stedet bruge dem på lidt ekstra mad på en god restaurant fundet via google.

MICHELIN Guide Restaurants (Europe) 115 kr. i iTunes Store.