Lismore og Skye 2015

Processed with VSCOcam with f1 preset
Status (/forsinket postkort fra de indre hebrider).
De seneste to måneder, har jeg brugt utroligt megen tid på at glo – på får, på havet i håbet om at se en hval, på storkjover og -spover, på havoddere og ponton-tykke sæler, der feder den på tangbankerne i brændingen. 
Jeg startede med at glo på Isle of Lismore, der ligger ved den skotske kyst lige ud for Oban. Efter to uger tog jeg til Isle of Skye, der ligger lidt længere nordpå. Og så til byfest i Dublin og The Frames 25 års jubilæums-koncert.
Jeg blev mindet om, at det bedste er at tilbringe juni midt ude i absolut ingenting, hvor bussen går en gang i døgnet, men naboen altid giver et lift, hvis man misser den. Og nætterne skifter fra absolut mørke, hvor man kortvarigt kan få den selvoptagede tanke at mordere og forbrydere har taget dén ene bus helt ud i ingenting for at slå én ihjel – og pludselig efter en ugen eller to, så fylder lyset hele sommernat, og man kan se, at det eneste, der faktisk står udenfor vinduet og kigger ind er får (fucking stalker får!). 

De seneste to måneder har jeg ment utroligt lidt om utroligt meget (i forbindelse med folketingsvalget mente jeg kortvarigt en hel masse, men så gik jeg ud i baghaven og kiggede på havoddere igen og glemte det hurtigt). 

Jeg har læst 20+ bøger – meget få var opbyggelige, endnu færre vil gå over i litteraturhistorien som væsentlige, men jeg har ikke destomindre været underholdt og fundet ud af at Sjöwall og Wahlöö er klassiske og lidt kedelige, hvorimod Hr. Hamilton stadig brager derudaf, og at jeg til en hver tid vil foretrække Carl Gilbert fremfor både Beck og Bond. Og så kom jeg endelig igennem Min Kamp 5 og 6 – det krævede åbenbart en måned alene i ødemarken.

Jeg har flere gange prist mig lykkelig for at ejendomsmæglere ikke har lavet “one click buy” på bondehuse på Fyn eller for den sags skyld Skye, for hvis de havde, så havde jeg ejet mindst tre gårde med medfølgende stokroser og sikkert op til flere k3-fejl. 

Alt i alt burde alle mennesker have mulighed for at holde fri to måneder med det ene formål at nå dertil, hvor man sporadisk overvejer at rydde op i kælderen – uden at det dog kommer til andet end overvejelse – det kan virkelig anbefales. 

Om en uge går turen for første gang til SDU (som underviser og ikke studerende) – og selvom jeg lige nu ikke aner, hvordan jeg skal klare mig uden to timers middagslur hver og hveranden dag, så glæder jeg mig.

DSCF0336 IMG_2419 IMG_2562

Flere billeder fra Lismore & Skye