Beskrivelsen af Adria Richards sessionen gjorde mig nysgerrig – på papiret var hendes overvejelser gode, for hvordan former historierne sig, hvis vi for alvor bruger de muligheder nettet tilbyder:
“What if Rod Serling had a blog? Would Alfred Hitchcock Tweet? These great producers and directors brought suspense and irony to the popular medium of the time; television. How did their work shape the minds of the young people of the time who would grow up to create “our” Internet?”
Desværre endte Richards oplæg en smule banalt. Hendes pointe var, at sci-fi er en af de eneste fortælle former, der ikke lader sig begrænse af realiteter – alt er muligt – præcis som på internettet (?)
Hvad ville der ske, hvis vi ændrede vores måde at tænke på – og aldrig lod rammer eller konventioner hæmme os?
I bedste amerikanske stil opfordrede hun publikum til at ALDRIG nogensinde at slå sig til tåls med tanken “I can’t do that” – for hvad hvis det blot er beslutningen, der hæmmer os – ikke de reelle muligheder? På trods af det banale islæt, så har hun måske alligevel en pointe. Hun påpegede, at “vi” ofte lader os stoppe af manglen på penge, ferie, den rigtige uddannelse osv. – og at det til tider er banaliteter, der kan overvindes. Men min stivnakkede indre jante har alligevel svært ved at give den som Oprah, da hun foldede sig ud og opfordrede alle til mindst en gang om ugen at fuldende tanken “I can change the world by….”, men måske burde Jante pakke sit habengut og flyve lidt højere.
Desværre havde Richards ikke gjort sig de store overvejelser om fortælleformer, som oplægget lagde op til. Hendes eneste reelle overvejelse mht. Hitchcocks eventuelle brug af Twitter blev: “Someone on Twitter will be guilty and we could all figure out who it is”… I sig selv kunne det sikkert blive en sjov leg, og jeg håber, at der er nogen, der udfordrer mediet og laver den slags fortællinger i fremtiden, men Richards manglede i høj grad eksempler og konkretiseringer, det bedste eksempel, hun kunne komme op med var Hitchhikers guide to the universe – “have you noticed, it’s exactly the same as the kindle?”…
Genialt! Masser af gode pointer. Værktøjer, som jeg kan bruge i min hverdag… Sådan har jeg ofte tænkt, når jeg har siddet til en konference. Jeg skribler løs i min medbragte Moleskin tager den med hjem, stiller den på en hylde i min reol. Her står den i nogle år, indtil jeg åbner den og må konstatere, at jeg under ingen omstændigheder kan læse min egen skrift. Derefter stiller jeg den tilbage i reolen i håb om, at jeg en dag udvikler mig til at blive en talentfuld grafolog – og dermed genopdager alle de geniale indfald, jeg fik under konferencen.
De følgende dages (ugers? Jeg vil jo ikke love mere, end jeg kan holde) indlæg er et forsøg på at ændre det mønster. Det ku jo være, at noget af det geniale, rent faktisk blev hængende i min hjerne – eller at jeg kan google dem frem, når jeg har glemt dem selv.
So without further ado, I would like to introduce SXSW, Texas.
