post @ scriptum.dk

Cirka en gang om året hidser jeg mig op over den manglende diversitet rundt omkring på redaktionerne. For det meste sker det i forbindelse med offentliggørelsen af indstillede til Cavling-prisen, i år glemte jeg det simpelthen, men heldigvis har jeg fundet en anden anledning:

I morges skrev @neogeografen følgende tweet:

“Berlingske åbner det journalistiske værksted” Mon Pirelli kalenderen er tilladt at have hængende i værkstedet? http://tinyurl.com/3acr8qa

Linket fører hen til et blog-indlæg, om Berlingskes – i øvrigt spændende – forsøg med større åbenhed og transperens i forbindelse med undersøgende journalistik. Indlægget er illustreret med et billede af Berlingskes gravegruppe – ni nogenlunde jævnaldrende mænd. Og det er her kæden hopper af. Berlingskes gravegruppe har lavet fremragende projekter de seneste år – ingen tvivl om det. Men når man vælger at ansætte så homogen en gruppe mennesker, så vil jeg vove den påstand, at det i sidste ende går ud over den journalistiske kvalitet. Simpelthen fordi der er spørgsmål, man ikke kommer i tanke om at stille – og historier, man ikke har øje for.

Jeg nægter at tro, at kvinderne og medarbejdere over 45 ikke har det påkrævede talent. Og så er vi tilbage ved, det sædvanlige spørgsmål, hvilke barriere forhindrer diversiteten? Arbejdsforhold? Rip, Rap og Rup-effekt?

Come on Berlingske, det kan I simpelthen gøre bedre!

Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*

Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.

Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.

Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed,  i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har  delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.

Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.

*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?

** læs evt. debatinlægget  “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.

Den 21. – 22. april er der delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ). Jeg har valgt endnu engang at stille op til forbundets hovedbestyrelse og har derfor skrevet følgende præsentation til DJ’s hjemmeside:

Jeg mener, at større selvtillid, bedre kvalitet og tidssvarende idealer bør være hovedoverskrifterne for DJ’s arbejde de næste tre år.

Større selvtillid
Der har de seneste år været tendens til en vis pessimisme i mediebranchen. Forståeligt, men ikke altid berettiget. For på trods af, at den teknologiske udvikling har demokratiseret informations- og nyhedsformidlingen, så alle – både professionelle og uprofessionelle mediebrugere – kan ytre sig, har mediebranchen stadig et stærkt og kvalitativt fundament. Det mener jeg, at vi har tendens til at glemme. Vi skal holde fast i, at det produkt, vi leverer, er af så høj kvalitet, at det har en unik værdi – og dermed en demokratisk berettigelse.
Jeg mener, at en af DJ’s fornemmeste opgaver, er at skabe rammerne for, at vi som medlemmer kan levere det produkt.

Bedre kvalitet
Dermed bør et andet kerneområde være kvalitet. Vi er nødt til at have tydeligt definerede holdninger til kvaliteten af den uddannelse de studerende får, indholdet i medierne og lovgivningen på det mediepolitiske område. Ellers risikerer vi at devaluere faget.
Samtidig er det altafgørende for mig, at vi ikke ser forandringen, den digitale medierevolution, som en modsætning til kvalitet.
Vi skal have øje for, at teknologien aldrig kommer til at overskygge selve indholdet, og arbejde for at medlemmerne kan udnytte de teknologiske rammer fuldt ud – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi bør sætte fokus på, hvordan teknologien kan styrke vores fag, så vi giver brugerne, seerne, lytterne og læserne det bedste produkt.

Tidssvarende idealer
Derfor skal vi blive bedre til at medtænke markedets digitale udvikling i de politiske beslutninger vi tager, så vi ikke blindt kæmper for klassiske fagpolitiske idealer, men fokuserer på, hvordan vi strategisk kan skabe de bedste rammer for medlemmerne – også i fremtiden.
Dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skal opgive de rettigheder, som vi har brugt årevis på at tilkæmpe os, men vi er nødt til hele tiden at udvikle vores strategi, så den forholder sig til, at markedet er under evig forandring.
Vi er nødt til at tage stilling til, hvad udviklingen gør ved idealerne – eksempelvis ophavsret. I den bedste af alle verdener er ophavsretten ukrænkelig, men realistisk set så forsvinder hverken internet, fildeling eller den lette adgang til digital kopiering, og det stiller konstant nye krav til vores strategi på området.

Bagggrund:

Arbejder freelance med web/tv/skrift

Medlem af hovedbestyrelsen siden 2005. Pt. medlem af forretningsudvalg, fagligt udvalg samt beskæftigelses- og uddannelsesudvalg.

Privat: 28 år gammel og bor på Vesterbro.

Facebook
Twitter
LinkedIn

Selvom der er langt imellem, så sker det alligevel indimellem, at de ”traditionelle” medier udvikler interessante online initiativer. Da jeg skimmede ugens rss-feeds stødte jeg på disse to:
Al Jazeera har lavet sitet http://labs.aljazeera.net/warongaza/main# hvor brugere (og journalister) kan poste nyheder fra Gaza-striben. Jeg kan godt lide opdelingen i bekræftede og ikke bekræftede nyheder, men på trods af visualiseringen på kortet, så synes jeg stadig, at det er svært at få et reelt overblik. Fedt initiativ dog.

http://www.nytimes.com/marketing/election2008/facebookmicrosite.html
The New York Times har lavet dette mikrosite i samarbejde med Facebook, hvor de spørger deres Facebook-fans, hvad de mener Obama skal tage fat på, som det første.
Rent grafisk er siden æstetisk og lækker, men ligesom hos Al Jazeera, er det svært at få overblik, og jeg savner konklusioner og refleksioner på selve mikrositet.
Men igen et spændende initiativ, der kan udvikles i en retning, hvor brugerinvolvering for alvor kommer til at give mening på mediernes hjemmesider.

Onsdag den 17. December blev dette års Cavling-nominerede offentliggjort. En masse spændende, dybdeborende og relevant journalistik – som altid. Og som altid tankevækkende, hvor skæv kønsfordelingen blandt de 15 nominerede er: 100% mænd og ingen kvinder.

Jeg stiller hverken spørgsmål til kvaliteten på den nominerede journalistik eller til Cavling-komitéens valg. Men ligesom foregående år, så undrer jeg mig over, hvilke barrierer der kan resultere i at kønsfordelingen bliver så skæv.

Hvis man kigger nærmere på fordelingen blandt de indstillede (alle er velkommen til at indstille, hvorefter komitéen nominerer), så ligger den ret præcis på 20 % kvinder og 80 % mænd* – det er stadig et godt stykke fra Dansk Journalistforbunds medlemsskare, der med runde tal består af godt 40 % kvinder.

Jeg tror desværre ikke, at der er tale om ren og skær tilfældigheder, men alligevel er det nærmest umuligt at sætte en finger på, hvor problemerne opstår.

Ifølge Cavling-prisens fundats, så uddeles prisen ”til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år.” – når kun 20 % af de indstillede er kvinder kan man så konkludere, at kvindelige journalister mangler både talent og initiativ? Næppe!

Derfor MÅ der findes andre grunde.

Jeg mener, at det kan handle om de stofområder, som kvinder vælger/får tildelt?
Uden at have talt efter eller undersøgt det nærmere, så vil jeg vove den påstand, at kvinder i højere grad end mænd sidder på det, vi populært kalder ”bløde stofområder”. Det er områder, som i vores journalistiske optik sjældent kvalificerer sig til en Cavling-nominering. Men jeg tror næppe, at det er hele grunden. Dog er det bestemt en diskussion værd, hvorfor kvinder ender med de stofområder, Interesse? Tradition/kultur på mediearbejdsmarkedet? Mere overkommelige arbejdstider (mændene skal vel også hente børn… eller hvad?)?

Eller måske falder mænd i højere grad for/i rollen som afslørende, Watergate-journalist, der vælter regeringer og afdækker skandaler? Men der findes jo også masser af slidsomme, talentfulde og hårdtarbejdende kvindelige journalister, der passer perfekt i samme rolle – og dermed burde være ligeså oplagte Cavling-vindere.

Så måske er grunden, at kvinder er mere blufærdige end mænd og tøver ved at fremhæve den journalistik, de producerer? Dét burde kunne opvejes ved, at vi i højere grad tænker over, hvem vi indstiller.

Jeg tror desværre ikke, at der findes en oplagt forklaring. Men så længe kønsfordelingen er så håbløs, så håber jeg, at vi bliver ved med at undersøge og reflektere over, hvilke barriere der kan skabe så stor en ulighed. For jeg tror hverken, at det handler om tilfældigheder eller mangel på talenter.

*Jeg har talt de kandidater, der er indstillet flere gange for hver af deres indstillinger. Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion er indstillet som samlet redaktion, den indstilling har jeg talt som fire mænd: Uffe Tang, Philip Flores, Bjarne Steensbeck og Morten Henriksen. Indstillingen ”Kasper Vilsmark, Mikkel Frey Damgaard, Morten Spiegelhauer og redaktionen bag programmet” har jeg valgt at tælle som tre mænd, og dermed undladt den mere diffuse ”redaktion”.

I en artikel i Columbia Journalism Review diskuterer journalisten Alissa Quart, hvad journalister kan lære af musikbranchen, hvis faget (de?) vil overleve.

Langt hen ad vejen, mener jeg, at artiklens pointer er banale. Eller rettere sagt allerede en realitet og hverdag for de fleste journalister. Men det er alligevel interessant at læse analysen, fordi hun er konkret og kommer med udmærkede eksempler.
I store træk mener hun, at journalisterne (måske også journalistikken? Jeg mener, at man i denne sammenhæng bør skelne) kan bruge de erfaringer musikbranchen har gjort på tre områder:

1. Hvis man giver noget væk og kvaliteten er høj nok, så vender brugerne (seerne, læserne, lytterne) tilbage og er villige til at betale for produktet. The first fix is free?

2. Monokultur skal erstattes af mikrokultur. Det vil sige, at nichemedier er vejen frem. Af flere grunde: for det første fordi det er lettere at skifte retning, hvis man ikke er hæmmet af tonsvis af medarbejdere, for det andet fordi man har mulighed for at være tro mod målgruppens interesser. Altså nærhed og forandringsvillighed.

3. ”Atavist Strategien” – den mere gammeldags tilgang, hvor man simpelthen nægter at anerkende den digitale tidsalder, som fx Kid Rock, der vælger at undlade at sælge sin plade digitalt (det ændrer næppe på antallet af ulovlige downloads, tværtimod) – her kan, ifølge Alissa Quart, nævnes den strategi som The Wall Street Journal (og flere danske medier) har lagt, hvor man skal være abonnent for at få adgang til avisens artikler.

Jeg mener, at model 1 og 2 er de mest interessante – eller måske nærmere uundgåelige. Men for mig er spørgsmålet, hvor langt man skal gå, og om de traditionelle allround medier har spillet fallit?

Journalisten citerer Aram Sinnreich, gæsteprofessor ved New York University, for følgende:

“Like a band on tour, journalists need to e-mail and Facebook readers to stay involved with them on a daily basis, to respond to their comments, to give more than just lip service.”

Men er journalister nødt til det? Og kunne vores tid være brugt bedre? Kontakten til kilder, venner og netværk er for mig på ingen måde en pligt. Jeg synes, det er udviklende, udfordrende og hyggeligt. Og langt hen ad vejen bliver min journalistik også bedre af det, fordi jeg bliver klogere og udvider min horisont hver gang mit netværk giver mig ny information. Her bliver det min journalistiske opgave at redigere den information og ikke mindste formidle den videre. Hvis jeg gør det godt nok, så er jeg enig i at ”model 1” fungerer upåklageligt, men jeg mener ikke, at det vil kunne være grundlaget for, at de trykte medier kan overleve på ”model 3”. De er nødt til at erkende, at verden har forandret sig og drage fordel af de forandringer, frem for at holde fast i det forrige århundredes forretningsmodeller.

Ingen tvivl om, at der kan være store fordele ved mikrokultur-tanken. I dagbladsverdenen kunne man fx. vende blikket mod Kristeligt Dagblad. Jeg mener til dels, at det er rigtigt, at man udvander sin egen værdi, hvis man forsøger at tilbyde brugerne ”det hele”, man bør i stedet lægge sine kræfter, der hvor man reelt set har mulighed for at tilbyde eksklusivitet.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at man ønsker større forretninger/koncerner/mediehuse, når det kommer til økonomi, distribution og konkurrence, men hvis jeg skal udtale mig som journalist (artiklen hedder jo ”hvad journalister kan lære af musikbranchen”), så vil jeg til enhver tid foretrække en mikrokultur, hvor jeg har en reel viden om mit stofområde, kender mine læsere og de kender mig – for det vil, jf. model 1, langt hen ad vejen være tilfældet.

Kvaliteten i journalistik er, og bør være, stadigt oppe til diskussion. Og måske er vejen frem fondsstøttet journalistik. Jeff Jarvis tænker i dagens klumme i Guardian tanken lidt længere ud end de fleste, men det bliver den bestemt ikke mindre interessant af:
“Talk turned to another form of subsidy: if the BBC is a public trust, why not have it actively support quality journalism? At the meeting the idea was to rebuild newspapers on BBC technology. I’d go further: the BBC should link to and promote the best of British journalism. It should open its content to remixing by other media (and the public). It could use its global sales force to sell quality British sites’ foreign inventory. It should become a lab for shared innovation: the BBC as an open-source platform.”