Valg til hovedbestyrelse i Dansk Journalistforbund

På trods af tidligere udmelding – har jeg i weekenden valgt at genopstille til Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Det kan måske virke mærkeligt for nogen – min kritik taget i betragtning. Men da Lars Werge, Ekstra Bladet, meldte sig som kandidat til næstformandsposten, var det for mig med til at skabe et momentum, der åbner op for at skabe nogle af de forandringer i organisationen, som jeg har efterspurgt. Det medansvar vil jeg gerne tage på mig – nu hvor åbningen er der. Jeg vil understrege, det ikke handler om personspørgsmål, jeg har stor respekt for den forbundsledelse, der sidder i øjeblikket, men jeg tror, det kan skabe ringe i vandet, hvis vi tager forandringen alvorligt. Det vil jeg gerne være med til at sikre, derfor vælger jeg at genopstille.

Profil www.djidialog.dk

Didde Elnif, 30 år, projektleder New Media Days, DR

Medlem af DJ’s hovedbestyrelse siden 2005. Pt. bl.a. medlem af FU (siden 2007), B&U-udvalg og formand for mediepolitisk udvalg.

Vi kan i dag umuligt forudsige, hvordan mediemarkedet ændrer sig de kommende år. Platformene vil flyde sammen i en grad, der efter min mening åbner op for uanede muligheder. Det vil resultere i medieprodukter, vi næppe kan forestille os. Allerede i dag har den digitale udvikling skabt efterspørgsel efter produkter, der tager udgangspunkt i brugernes behov. Dermed udfordres og forandres begreber som public service, publicisme og kvalitet. Jeg mener, at det er DJ’s pligt at forme debatten om de begreber.

Samtidig skal vi fokusere på de fagpolitiske kerneværdier, der er med til at skabe trygge rammer for medlemmerne, så de har mulighed for og overskud til at imødekomme udviklingen.

Det skal selvfølgelig ske via overenskomster, men det er samtidig vigtigt, at vi styrker den personlige rådgivning, da de rettigheder, der kan være naturlige for fastansatte overenskomstdækkede, desværre ofte er utopi for freelancere, kontrakt- og løstansatte.

DJ skal også i fremtiden fokusere benhårdt på efter- og videreuddannelse, og vi skal sikre at medlemmerne er klædt på til at klare opgaverne på det forandrede mediearbejdsmarked. Vi skal også arbejde for at hæve det faglige niveau på uddannelserne – både når de studerende sidder på skolebænken og i praktiktiden, ellers risikerer de at være bagud på point allerede før, de er færdiguddannede.

Det er vigtigt, at DJ er med til at åbne mediemarkedets øjne for, at online-produktion ikke automatisk er lig med et kompromis på kvalitet. Derfor skal DJ arbejde for at medieproduktionen løbende forandres til fordel for både medarbejdere og aftagere, og vi skal sætte fokus på etik og journalistisk integritet, da både medarbejder- og ikke mindst ejer-ideologi ændrer sig i en mediebranche, hvor det kommercielle marked i højere og højere grad smelter sammen med det publicistiske.

I den kommende periode, er det vigtigt, at DJ sikrer, at medieforliget ikke kun kommer til at handle om mediernes overlevelse, men også deres berettigelse. Vi bør arbejde intenst for at mediestøtten forandres, så den placerer sig i nutiden i stedet for fortsat at være bundet op på en produktion og distribution, der hører fortiden til.

Vi skal sikre at Kulturministeriets mediestøtteudvalg ikke bliver den syltekrukke, som en stor del af branchen frygter, men at udvalget kommer med de anbefalinger, der vil sikre både arbejdspladser og publicisme på et nutidigt og fremtidigt mediemarked.