Kritisk eller skeptisk journalistik

Jeg sad i går i en interessant diskussion med en flok begavede unge journalister om transparens og kildebrug, en diskussion, der blandt andet tog udgangspunkt i David Weinbergers tekst Transparency is the new objectivity. Weinburger er, som altid, temmelig radikal, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for endnu en gang oplevede jeg journalister, der talte imod transparens i journalistikken og for (efter min mening hovedløs) kildebeskyttelse, hvilket i sidste ende kan gøre journalistikken utroværdig, fordi vi af og til er for hurtige på tasterne i behovet for og håbet om et scoop.

Men tilbage til den dårlige smag, da jeg kom hjem, slog det mig, at det jeg reagerede på i diskussionen var skepsis. Jeg oplever alt for ofte skeptiske journalister, der – uden tvivl – opfatter dem selv som kritisk, men som, særligt når det kommer til medie- og teknologisk udvikling er sure for en sikkerhedsskyld. I den bedste af alle verdener er journalisten drevet af nysgerrighed og kritisk sans, men alt for ofte ryger nysgerrigheden på bekostning af skeptisk sans. I stedet for de muligheder, der er i at arbejde med transparens (i metode, kildebrug og proces), der forhåbentlig kan være med til at understøtte journalistikkens troværdighed, så holder vi fast i de metoder, der virkede på print. Udfordringen er, at brugernes tro på medierne er dalende, og vi er nødt til at forandre den måde, vi arbejder på – eller rettere sagt – gøre det tydeligt, at vi har en troværdig proces. Jeg er fuldstændig med på, at der er udfordringer, når det kommer til kildebeskyttelse, men det bør ikke sætte en stopper for journalistikkens nødvendige udvikling.

Definitionen på kritisk er iøvrigt ifølge ordbogen.com, at være: bedømmende, undersøgende, vurderende, hvorimod hvis man er skeptisk, så er man: forbeholden, kritisk, mistroisk, mistænksom og tvivlende.

Skepsissen bliver især tydelig, når det kommer til det, vi, af en eller anden grund, bliver ved med at kalde nye medier – “det tager tid”, “det fjerner fokus”, “det stjæler vores marked”, “det ødelægger verden af i går”  – argumenter, som langt hen ad vejen kan være rigtige, men som ofte er mere skeptiske end kritiske – og derfor ukonstruktive.

Det samme sker, når det kommer til crowdsourcing og i det hele taget brugerinvolvering, der desværre stadig ofte i Danmark værfes af med argumenter i genren “brugerne er dumme” eller fra journalisternes side “cheferne vil have brugerne til at skrive, det vi skal tjene penge på – gratis”. Heldigvis er der medier – fx. Information, der udfordrer rammerne og laver fremragende projekter som fx. dette om Overvågning i Danmark

Der findes masser af ukritisk metajournalistik* om technologi i de traditionelle medier, det er selvfølgelig ikke den, jeg efterspørger – jf. fx de mange artikler om Apple-produkter og tonsvis af artikler med rubrikker a la “Facebook er pissefarligt og stjæler alt, hvad du ejer”, der alt for ofte er mere skeptiske end kritiske.

Så, kære kollega, næste gang, du finder nej-hatten frem, vil du så ikke, for branchens overlevelses skyld, tøve et sekund og spørge dig selv “er jeg skeptisk eller er jeg kritisk?” – for i det øjeblik skepsissen bliver en rygmarvsreaktion, så laver vi dårlig journalistik og sætter udviklingen i stå.

Hvis du vil læse mere om kilderbrug og kildebeskyttelse – og troværdighed i journalistik, så vil jeg endnu engang anbefale Felix Salmons klumme Why Journalists Need to Link, den stiller nogle rigtige spørgsmål, som en hver journalist burde kunne besvare.

*med metajournalistik mener jeg proces-orienteret journalistik a la Politiken artiklen Nu begynder iPhone 5-hypen – igen hvem er det lige, der starter/føjer til hypen, kære Politiken?