Filmen Barbershop Punk handler om den lille mands kamp mod systemet – for freedom of speech – i bedste Michael Moore-stil.
Computernørden og barbershop-sangeren Robb Topolski sætter sig for at dele gamle barbershop-sange via p2p (torrents), så unge kan opdage denne vidundelige form for musik, og opdager, at hans udbyder Comcast begrænser hans download. Han giver sig til at dokumentere begrænsningerne og blogger om det. Historien eskalerer, AP og NYTimes samler den op – og det hele ender på bedste amerikanske vis i en retssag mod Comcast.
Du kan læse mere om Barbershop Punk, samt se trailer for filmen her
Der findes også adskillige nyhedshistorier om Comcast-historien bl.a. hos NYTimes og TVtechnology
Beskrivelsen af Adria Richards sessionen gjorde mig nysgerrig – på papiret var hendes overvejelser gode, for hvordan former historierne sig, hvis vi for alvor bruger de muligheder nettet tilbyder:
“What if Rod Serling had a blog? Would Alfred Hitchcock Tweet? These great producers and directors brought suspense and irony to the popular medium of the time; television. How did their work shape the minds of the young people of the time who would grow up to create “our” Internet?”
Desværre endte Richards oplæg en smule banalt. Hendes pointe var, at sci-fi er en af de eneste fortælle former, der ikke lader sig begrænse af realiteter – alt er muligt – præcis som på internettet (?)
Hvad ville der ske, hvis vi ændrede vores måde at tænke på – og aldrig lod rammer eller konventioner hæmme os?
I bedste amerikanske stil opfordrede hun publikum til at ALDRIG nogensinde at slå sig til tåls med tanken “I can’t do that” – for hvad hvis det blot er beslutningen, der hæmmer os – ikke de reelle muligheder? På trods af det banale islæt, så har hun måske alligevel en pointe. Hun påpegede, at “vi” ofte lader os stoppe af manglen på penge, ferie, den rigtige uddannelse osv. – og at det til tider er banaliteter, der kan overvindes. Men min stivnakkede indre jante har alligevel svært ved at give den som Oprah, da hun foldede sig ud og opfordrede alle til mindst en gang om ugen at fuldende tanken “I can change the world by….”, men måske burde Jante pakke sit habengut og flyve lidt højere.
Desværre havde Richards ikke gjort sig de store overvejelser om fortælleformer, som oplægget lagde op til. Hendes eneste reelle overvejelse mht. Hitchcocks eventuelle brug af Twitter blev: “Someone on Twitter will be guilty and we could all figure out who it is”… I sig selv kunne det sikkert blive en sjov leg, og jeg håber, at der er nogen, der udfordrer mediet og laver den slags fortællinger i fremtiden, men Richards manglede i høj grad eksempler og konkretiseringer, det bedste eksempel, hun kunne komme op med var Hitchhikers guide to the universe – “have you noticed, it’s exactly the same as the kindle?”…
