post @ scriptum.dk

Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*

Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.

Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.

Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed,  i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har  delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.

Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.

*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?

** læs evt. debatinlægget  “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.

Den 21. – 22. april er der delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ). Jeg har valgt endnu engang at stille op til forbundets hovedbestyrelse og har derfor skrevet følgende præsentation til DJ’s hjemmeside:

Jeg mener, at større selvtillid, bedre kvalitet og tidssvarende idealer bør være hovedoverskrifterne for DJ’s arbejde de næste tre år.

Større selvtillid
Der har de seneste år været tendens til en vis pessimisme i mediebranchen. Forståeligt, men ikke altid berettiget. For på trods af, at den teknologiske udvikling har demokratiseret informations- og nyhedsformidlingen, så alle – både professionelle og uprofessionelle mediebrugere – kan ytre sig, har mediebranchen stadig et stærkt og kvalitativt fundament. Det mener jeg, at vi har tendens til at glemme. Vi skal holde fast i, at det produkt, vi leverer, er af så høj kvalitet, at det har en unik værdi – og dermed en demokratisk berettigelse.
Jeg mener, at en af DJ’s fornemmeste opgaver, er at skabe rammerne for, at vi som medlemmer kan levere det produkt.

Bedre kvalitet
Dermed bør et andet kerneområde være kvalitet. Vi er nødt til at have tydeligt definerede holdninger til kvaliteten af den uddannelse de studerende får, indholdet i medierne og lovgivningen på det mediepolitiske område. Ellers risikerer vi at devaluere faget.
Samtidig er det altafgørende for mig, at vi ikke ser forandringen, den digitale medierevolution, som en modsætning til kvalitet.
Vi skal have øje for, at teknologien aldrig kommer til at overskygge selve indholdet, og arbejde for at medlemmerne kan udnytte de teknologiske rammer fuldt ud – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi bør sætte fokus på, hvordan teknologien kan styrke vores fag, så vi giver brugerne, seerne, lytterne og læserne det bedste produkt.

Tidssvarende idealer
Derfor skal vi blive bedre til at medtænke markedets digitale udvikling i de politiske beslutninger vi tager, så vi ikke blindt kæmper for klassiske fagpolitiske idealer, men fokuserer på, hvordan vi strategisk kan skabe de bedste rammer for medlemmerne – også i fremtiden.
Dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skal opgive de rettigheder, som vi har brugt årevis på at tilkæmpe os, men vi er nødt til hele tiden at udvikle vores strategi, så den forholder sig til, at markedet er under evig forandring.
Vi er nødt til at tage stilling til, hvad udviklingen gør ved idealerne – eksempelvis ophavsret. I den bedste af alle verdener er ophavsretten ukrænkelig, men realistisk set så forsvinder hverken internet, fildeling eller den lette adgang til digital kopiering, og det stiller konstant nye krav til vores strategi på området.

Bagggrund:

Arbejder freelance med web/tv/skrift

Medlem af hovedbestyrelsen siden 2005. Pt. medlem af forretningsudvalg, fagligt udvalg samt beskæftigelses- og uddannelsesudvalg.

Privat: 28 år gammel og bor på Vesterbro.

Facebook
Twitter
LinkedIn

Selvom der er langt imellem, så sker det alligevel indimellem, at de ”traditionelle” medier udvikler interessante online initiativer. Da jeg skimmede ugens rss-feeds stødte jeg på disse to:
Al Jazeera har lavet sitet http://labs.aljazeera.net/warongaza/main# hvor brugere (og journalister) kan poste nyheder fra Gaza-striben. Jeg kan godt lide opdelingen i bekræftede og ikke bekræftede nyheder, men på trods af visualiseringen på kortet, så synes jeg stadig, at det er svært at få et reelt overblik. Fedt initiativ dog.

http://www.nytimes.com/marketing/election2008/facebookmicrosite.html
The New York Times har lavet dette mikrosite i samarbejde med Facebook, hvor de spørger deres Facebook-fans, hvad de mener Obama skal tage fat på, som det første.
Rent grafisk er siden æstetisk og lækker, men ligesom hos Al Jazeera, er det svært at få overblik, og jeg savner konklusioner og refleksioner på selve mikrositet.
Men igen et spændende initiativ, der kan udvikles i en retning, hvor brugerinvolvering for alvor kommer til at give mening på mediernes hjemmesider.

Damn, hvem der bare havde nået at bytte sine facebook-venner for 50 whoppere… ensom men mæt (og overvægtig).

I et forsøg på at forklare konflikten i gaza-striben, så alle kan følge med, valgte den israelske regering at holde en offentlig pressekonference via Twitter.

“Since the definition of war has changed, the definition of public diplomacy has to change as well,” said David Saranga, the head of media relations for the Israeli consulate in New York, which conducted the Twitter news conference on Tuesday.”

Og fortsætter:

Mr. Saranga said Tuesday’s online dialogue, which was open for questions from anyone with a Twitter account, was “the first governmental press conference ever held on Twitter.” And he made no apologies for using common text-messaging abbreviations — 2 for to, 4 for for, and r for are, and other shorthand like civ for civilian — in his answers. “I speak to every demographic in a language he understands,” he said. “If someone only speaks Spanish, I speak in Spanish; if someone is using a platform like Twitter, I want to tweet.”

Citateterne stammer fra en artikel i NYTimes om konferencen. Jeg synes, det er et spændende initiativ, der, om ikke andet, er et udmærket forsøg på at inddrage brugerne (udover de få der af sig selv ville komme forbi www.israelpolitik.org), men i og med at svarerne også barberes ned til Tweets, ender konferencen med at antage en nærmest pixibogs-agtig logik – og banalisere en konflikt, der ikke kan tages for alvorligt. Men modigt forsøg på at kommunikere udover den traditionelle målgruppe.

Spørgsmål og svar kan læses på http://www.israelpolitik.org/category/citizen-press-conference/