Beth Noveck former deputy chief technology officer for US open government and author of the book Wiki Government, teaches a course at NYCWagner in Open Government. They’ve just posted the syllabus, and there’s lots of great inspiration, for those of us who can’t be in NYC this term: Government 3.0: Rethinking Governance and Re-imagining Democracy for the 21st Century
As part of my MA studies I’ve been forced encouraged to read a lot about/of McLuhan and technological determinism. Some of it good, some great, some “in the future you should cut down on the LSD”. I’d never really had a reason to study his writings and to spare others from reading the real sh**e once I’ve collected some of the videos and writings I found most interesting:
Easy to read Playboy interview with McLuhan from 1969
“Marshall McLuhan the man and his message” – one hour documentary, introduced by Tom Wolfe from 1984:
Marshall McLuhan – the man and his message
Marshall McLuhan – full lecture: The medium is the message – 1977:
Part 1
Part 2
Part 3
Marshall McLuhan – the global village – a short introduction – quite impressive for someone who didn’t live to see the internet take off and worth watching if you’re interested in Yochai Benkler and his theory of Social Production.
Also worth reading/watching is Tom Pettitt explaining the Gutenberg theory – a theory which states that digitalization is causing a return to the oral era – or the culture of the oral era – which makes the printing press and Gutenberg a mere parenthetical sentence (this was food for thought for me!)
Tom Wolfe’s article about McLuhan “suppose he is what he sounds like, the most important thinker since Newton, Darwin, Freud, Einstein and Pavlov, what if he is right?”
Enjoy!
Det er nu gratis at downloade Dorte Tofts bog om kvinders fravalg af ingeniør-, it- og matematikuddannelser – og konsekvenser heraf: Lykkelig i Nørdland – vigtig læsning med gode interview og masser af fakta. Hermed anbefalet! Download via Gyldendal.dk
When it comes to I am Kloot I’m a lovesick teenager, I absolutely adore their records. Just got the new one by mail this morning – and… made my weekend (hell it made my month). You can stream if from the The Guardian (the first fix is free!): Let it all in
Fra nyheder til ahaheder
Det er mange år siden, jeg har set så meget tv, som jeg har i 2012* men BBC har gjort sit for at lokke mig tilbage til skærmen.
Dette indlæg er dog primært en hyldest til de to mænd, der i 2012 har gjort mig klogere, fået mig til at hulke af grin og sikret mig en behagelig integration i England: Dara Ó Briain og Stephen Fry
Hvis jeg havde boet i England de sidste ti år, så var jeg muligvis ved at være træt af d’herrer, for de er sværere at undgå end Ulla Terkelsen, men gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor godt tv, de laver. Den slags tv, vi burde lave meget mere af i Danmark. Begavet (populær) videnskab.
Det jeg elsker ved dem begge, er, at de beviser TV kan sagtens være både sjovt og klogt. Det behøver ikke blive piftet op med duller (m/k) og quizzer (nej, hverken QI eller Mock the Week er en quiz efter som ingen aner, hvem der vandt #fact). Man kan sagtens være sjov på en begavet måde, hvor der er referencer, kontekst og dannelse. Hvor man ikke blot kipper med flaget for laveste fællesnævner.
I øjeblikket er min klare favorit Dara Ó Briain’s Science Club (første afsnit ligger her på YouTube) – det minder om nogle af de forsøg DR2 har lavet gennem tiden med forskningsprogrammer, blot med et langt højere budget.
Programmet er et miskmask af kemi-eksperimenter, populærvidenskabelig opdatering og debat, indimellem tenderer det fjolleri. Jeg havde for eksempel ikke behøvet ugens stand-up-komiker, men bliver alligevel altid opslugt – og har blandt andet glemt at stå af Tuben på den rigtige station, da jeg sneg mig til at se et af programmerne på min iPad. Programmet har en twitterkonto her ScienceClub
En anden favorit er Stargazing Live med fysikeren Brian Cox – ligeledes i selskab med Ó Briain. I Januar de sidste to år – og igen i 2013 – har Cox & Briain inviteret seerne med ud og kigge på stjerner. Interessen er så stor at man har lavet arrangementer på observatorier over hele landet – og jeg vil vædde med at salget af stjernekikkerter er steget væsentligt. Afsnittene ligger ligeledes på YouTube Stargazing Live
Ó Briain blev for alvor populær, da han i 2005 startede som vært på Mock The Week (jeg vil tro, det var det, TV2 forsøgte at lave, da de lavede Ugen der gak, men må indrømme, jeg aldrig har undersøgt det). Det kan være svært at følge referencerne, fordi de ofte er bundet op på politiske forviklinger og nyhedshistorier fra den seneste engelske uge. Men underholdningsværdien er dog stor, hvis man interesserer sig blot en smule engelsk politik. Alle afsnit kan findes på YouTube.
Et enkelt klip fra sæson 7: Deleted Lines From a Fantasy Film
I samme genrer som Science Club, er der’ selvfølgelig altid Stephen Fry’s QI (alle afsnit ligger på YouTube – også i den lange XL-udgave). Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt så begejstret for seneste sæson (kaldet J). De virker lidt matte, de fleste jokes er fyret af, og serien når sjældent samme højder som de tidligere sæsoner. Men det er stadig bedre end meget andet tv – og der er timevis af underholdning, hvis man begynder at søge efter det væld af programmer som gæsterne er med i. For eksempel Would I lie to You der kom til at fungere, da Rob Brydon blev vært fra sæson 3. David Mitchell, der både er fast gæst i QI og panelvært i Would I lie to You er et kapital for sig (og hvilket kapitel, jeg er stadig en smule skuffet over, han blev gift i sidste måned, men han har selvfølgelig aldrig mødt mig).
Fry laver i øjeblikket også programmet Gadget Man (det fjollede skæg skyldes, han i øjeblikket spiller Shakespeare på teateret, hvilket han også gør ganske fremragende). Efter min mening skulle han ha undladt lige præcis dette program, det er lige ved at ende i overeksponering – og jeg synes, det mangler reelt indhold. Men det er højst sandsynligt en smagssag. Jeg ville langt hellere gense The Secret Life of The Manic Depressive – der er en fremragende dokumentar (fremragende!) Eller tv-serien Kingdom, der er så britisk, at den minder om Folk og Fæ. Fry spiller landsby-sagføreren Peter Kingdom, for min skyld kunne man godt have skrevet de fleste biroller ud, men Fry gør det fremragende.
Hvis man holder ligeså meget af Ó Briains humor, som jeg gør, så ligger tre af hans fuldlængde shows her:
This is the show fra 2010 (ligger pt. i fuld længde her YouTube)
Dara o’ Briain Talks funny 2008 (linger pt. i fuld længde her YouTube)
Live at the Theatre Royal 2006 ((ligger pt. i fuld længde her YouTube)
Hvis man er til tv-serier og holder af Mad Men og The Newsroom, så kan jeg kun anbefale The Hour. BBC sender sidste afsnit af sæson to i aften, jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg skal leve uden. Serien foregår på BBC i 1950’erne og har Ben Whishaw i hovedrollen – den nye lovende Q fra James Bond. The Hour er både langsommere og tungere end de to førstnævnte amerikanske serier, men det behøver bestemt ikke være negativt. Om jeg forstår danske tv-serier er så populære i England, når de har skuespillere som de ovennævnte. Om jeg forstår det…
*bare for en god ordens skyld: Ja, jeg mener stadig flow-tv er dødt på længere sigt, nej, jeg aner ikke, hvordan man betjener det tv, vi har stående i stuen, for når jeg ser tv foregår det ni ud af ti gange via BBCs ipad app / min browser. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg har set lyset…
Jeg har fundet en musikfestival, der har nogenlunde ligeså skizofren musik-smag, som jeg har. Derfor skal jeg de næste dage høre Neil Young, Beck, Jack White, Alabama Shakes, Of monsters and men, Stevie Wonder, Metallica … und so weiter. Du kan se hele line-up her: Musikprogram
Og det kan du også… Outside Lands har lavet et samarbejde med applikationen TuneIn http://tunein.com/ – kan også høres i browseren her http://tunein.com/radio/Outside-Lands-Radio-s176462/ – det vil sige, de sender en del koncerter live fra festivalen.
To ulemper:
Det er endnu ikke annonceret hvilke.
Det er i San Francisco, så tidsforskellen er ni timer til Danmark.
Udover de oplagte hovednavne, så glæder jeg mig selv vældigt til Two Gallants, Michael Kiwanuka, Of Monsters and Men (som i øvrigt spiller i store Vega til efteråret) og Yellow Ostrich – hermed anbefalet.
Da Rdio kom til Danmark skrev jeg indlægget Rdio – Hvad hører du…? Hvis du er ny bruger og vil vide, hvordan Rdio fungerer, så er det en god at starte med at læse dét indlæg. Få dage efter, jeg skrev indlægget, skiftede Rdio layout of fiksede et par af de kritikpunkter, jeg havde.
Layoutet er blevet mere visuelt, da man i dag mødes af en forside, der består af de album-covers ens kontakter har lyttet mest til. Mit ser fx. sådan ud pt.:
Udover det, så kan man – modsat tidligere:
Spille (shuffle) sin samling via telefonens application – det vil sige, man har en “radiostation”, der blander de sange, man har føjet til ens samling (det fungerer også i browser og program, men det er en ny funktionalitet i app’en).
Det er blevet lettere at lave spillelister, fordi man i dag kan tilføje hele plader – jeg har fx. lavet denne spilleliste, som jeg opdaterer løbende, med de koncerter jeg skal til i foråret: Concerts Coming Up ’12
En anden fiffig feature, hvis man hører musik via ens computer – fx. hjemme i stuen – og tænder app’en i telefonen, så spørger browseren om man ønsker at bruge telefonen som fjernbetjener… nice!
Jeg sad i går i en interessant diskussion med en flok begavede unge journalister om transparens og kildebrug, en diskussion, der blandt andet tog udgangspunkt i David Weinbergers tekst Transparency is the new objectivity. Weinburger er, som altid, temmelig radikal, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for endnu en gang oplevede jeg journalister, der talte imod transparens i journalistikken og for (efter min mening hovedløs) kildebeskyttelse, hvilket i sidste ende kan gøre journalistikken utroværdig, fordi vi af og til er for hurtige på tasterne i behovet for og håbet om et scoop.
Men tilbage til den dårlige smag, da jeg kom hjem, slog det mig, at det jeg reagerede på i diskussionen var skepsis. Jeg oplever alt for ofte skeptiske journalister, der – uden tvivl – opfatter dem selv som kritisk, men som, særligt når det kommer til medie- og teknologisk udvikling er sure for en sikkerhedsskyld. I den bedste af alle verdener er journalisten drevet af nysgerrighed og kritisk sans, men alt for ofte ryger nysgerrigheden på bekostning af skeptisk sans. I stedet for de muligheder, der er i at arbejde med transparens (i metode, kildebrug og proces), der forhåbentlig kan være med til at understøtte journalistikkens troværdighed, så holder vi fast i de metoder, der virkede på print. Udfordringen er, at brugernes tro på medierne er dalende, og vi er nødt til at forandre den måde, vi arbejder på – eller rettere sagt – gøre det tydeligt, at vi har en troværdig proces. Jeg er fuldstændig med på, at der er udfordringer, når det kommer til kildebeskyttelse, men det bør ikke sætte en stopper for journalistikkens nødvendige udvikling.
Definitionen på kritisk er iøvrigt ifølge ordbogen.com, at være: bedømmende, undersøgende, vurderende, hvorimod hvis man er skeptisk, så er man: forbeholden, kritisk, mistroisk, mistænksom og tvivlende.
Skepsissen bliver især tydelig, når det kommer til det, vi, af en eller anden grund, bliver ved med at kalde nye medier – “det tager tid”, “det fjerner fokus”, “det stjæler vores marked”, “det ødelægger verden af i går” – argumenter, som langt hen ad vejen kan være rigtige, men som ofte er mere skeptiske end kritiske – og derfor ukonstruktive.
Det samme sker, når det kommer til crowdsourcing og i det hele taget brugerinvolvering, der desværre stadig ofte i Danmark værfes af med argumenter i genren “brugerne er dumme” eller fra journalisternes side “cheferne vil have brugerne til at skrive, det vi skal tjene penge på – gratis”. Heldigvis er der medier – fx. Information, der udfordrer rammerne og laver fremragende projekter som fx. dette om Overvågning i Danmark
Der findes masser af ukritisk metajournalistik* om technologi i de traditionelle medier, det er selvfølgelig ikke den, jeg efterspørger – jf. fx de mange artikler om Apple-produkter og tonsvis af artikler med rubrikker a la “Facebook er pissefarligt og stjæler alt, hvad du ejer”, der alt for ofte er mere skeptiske end kritiske.
Så, kære kollega, næste gang, du finder nej-hatten frem, vil du så ikke, for branchens overlevelses skyld, tøve et sekund og spørge dig selv “er jeg skeptisk eller er jeg kritisk?” – for i det øjeblik skepsissen bliver en rygmarvsreaktion, så laver vi dårlig journalistik og sætter udviklingen i stå.
Hvis du vil læse mere om kilderbrug og kildebeskyttelse – og troværdighed i journalistik, så vil jeg endnu engang anbefale Felix Salmons klumme Why Journalists Need to Link, den stiller nogle rigtige spørgsmål, som en hver journalist burde kunne besvare.
*med metajournalistik mener jeg proces-orienteret journalistik a la Politiken artiklen Nu begynder iPhone 5-hypen – igen hvem er det lige, der starter/føjer til hypen, kære Politiken?
