Bragt i Politiken den 18. oktober 2011

En god it-politik kræver indsigt, flair og digital forståelse, men har vores nye regering det?

I sidste uge skrev netmediet CNET om et computerprogram fra det amerikanske ministerium for Homeland Security, der er designet til ved hjælp af algoritmer at analysere en brugers data og forudsige om vedkommende kan tænkes at ville begå ulovligheder. Et såkaldt precrime system.

I samme uge kom det frem, at den amerikanske regering havde anmodet Google om at udlevere gmail-data fra en af de frivillige fra organisationen Wikileaks – uden at orientere brugeren og uden dommerkendelse. I følge Googles egen transparency rapport har de i anden halvdel af 2010 modtaget 4601 anmodninger om udlevering brugerdata fra den amerikanske regering enten med eller uden kendelse – i 94% af tilfældene, har de fået dataen – så det var langt fra et enkelt tilfælde.

Forhåbentlig kommer vi ikke til at se den slags ske i Danmark, men vi lever i et internationalt samfund med gmail-adresser, Facebook-konti, Dropboxes og så videre – én ting er, at vi ikke kan stole på virksomhederne, der har kommercielle interesser, men hvis vi heller ikke kan stole på, at vores regeringerne overholder for eksempel persondatalovgivningen, så er vores demokratiske samfund ekstremt kompromitteret.

De fleste kan blive enige om, at Iran og Kina er forkert på den, når de udfordrer ytringsfriheden ved at blokere adgangen til nyhedssider, som for eksempel BBC. Men hvad med Storbritannien? Premierminister David Cameron talte i august om, hvorvidt det var nødvendigt at blokere det sociale netværk Twitter for at få styr på de unge oprørske briter. Set i lyset af, at det knapt er et år siden, at både medier og politikere lovpriste det arabiske forår, der i høj grad brugte sociale medier, er det beskæmmende, at en sådan tanke kan opstå hos Cameron.

Også i Tyskland har der været røre om et program udviklet af regeringen, der kan skjules på en brugers computer og registrere alt, hvad denne foretager sig, hvilket i nutidens digitalsamfund ikke er meget mere odiøst end telefonaflytning. Problemet med programmet er, at det langt fra lever op til den krævede datasikkerhed og dermed i høj grad kan misbruges af kriminelle.

Under den danske valgkamp bebudede Venstre et Moderniseringsministerium. Formålet med ministeriet var at “bruge digitalisering og ny teknologi til at lave en mere effektiv offentlig sektor”. Hvis det var det eneste formål, så forstår jeg godt at den valgte regering undlod at oprette det. I stedet fordelte man it- og digital-politikken på de områder, hvor den bland andet skal fungere – nemlig de fire ministerier: Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervs- og vækstministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Intensionen er god, men jeg frygter, at den digitale fornyelse og bevidsthed drukner, når den splittes op.

It-politik kræver ikke blot gode rådgivere, det kræver reel interesse, det kræver vilje til at kunne nuancere et begreb som for eksempel hackere. Det kræver viden til ikke at lade sig skræmme til hovedløs ”terrorbekæmpelse”, selvom registrering af brugere sker med det gode som formål, og at man sikkert ikke bør frygte noget, som almindelig lovlydig borger, så bliver jeg bekymret, når jeg oplever de tiltag den amerikanske, tyske og britiske regering gør.

Derfor en appel til ministrene Bjarne Corydon, Nick Hækkerup, Ole Sohn og Margrethe Vestager, om ikke at tage let på området – ikke blot for borgernes retssikkerheds skyld, men for ytringsfriheden, og for det demokrati vores samfund bygger på.

Opdateret – 19. okt. 2011 kl. 20.10:
EPN: Thorning: Derfor opløste jeg it-styrelsen
Computerworld: Eksperter: Her er faldgruberne ved nyt cyber-forsvar

Bragt i Politiken 23. august 2011

De næste uger løber Danmarks dyreste reality-show af stabelen: Valget 2011 – de store tabere? Vælgerne.

Den næste tid vil være fyldt med tusindvis af gentagelser og uendelige analyser. Journalister vil vælte over hinanden for at stille spørgsmål a la ”hvad føler du?” og politikkerne vil lire forudsigelige svar af sig, der hverken gør fra eller til – eller indeholder nærvær og følelse.

Én ting, er de platforme, der er styret af redaktører: tv, aviser og radio – men også de sociale medier er præget af klichéfyldte opdateringer af typen ”I dag besøgte jeg en børnehave, der er alt for få pædagoger til alt for mange børn”, eller af overfladiske angreb på den modsatte fløj.

I og med, det ser ud til at valget i mindre og mindre grad bliver afgjort på reel politik – men nærmere på velskårne tungebånd, udstråling og sympati, så kunne de sociale medier for alvor komme til deres ret – spørgsmålet er blot om politikkerne tør vove sig derud.

Folketingspolitikeren Özlem Sara Cekic, SF, skrev søndag aften på Facebook:

“Det er lidt stressende med Facebook opdateringer hver dag, der skal være relevante, sjove, kantede, personlige osv osv. Kan mærke jeg er løbet tør for opdateringer :-) Hvad har man som ven lyst til at læse om eller vil være foruden?”

Hendes Facebook-venner svarede beredvilligt og konklusionen var: Du behøver ikke skrive opdateringer hver dag, opdater, når du faktisk har noget på hjerte eller stil enkle relevante spørgsmål, som folk kan diskutere. En journalistisk vinklet konklusion kunne være: ”vi gider ikke mere bullshit, vis os mennesket bag”.

Det er de færreste politikere, der tager kommunikationen med vælgerne i egen hånd – selvom det i dag i høj grad er muligt – man kunne have en mistanke om, at deres rådgivere ikke for alvor har forstået, hvordan de sociale platforme kan anvendes. Mange politikere bruger kun blogs, Twitter og Facebook strategisk i de få uger, hvor valget for alvor er i gang, i stedet for at tage styringen selv – også til daglig. Den sporadiske brug gør, at det i stedet kommer det til at virke som en desperat gestus.

En af de politikere, der er ved at finde den sociale platform er de radikales leder Margrethe Vestager. Selvom der i starten gik lidt rigeligt poesibog i hendes Twitter-konto, så har hun efterhånden fundet sine ben og kommunikerer i dag troværdigt, vedholdende og personligt. På trods af, at hun i nogen grad sikkert prædiker for de frelste, så er Twitter en fremragende platform til både at lytte til vælgerne og vise taknemmelighed overfor dem, der bakker op. For selvom det næppe bliver på Facebook, Twitter, blogs eller Google Plus valget bliver vundet, så er de sociale platforme et af de få steder, hvor det er muligt at give slip og have personlighed.

En bruger skrev på Twitter for et dage siden efter en længere diskussion med venstres gruppeformand:

@appoulsen (Asbjørn Poulsen): I går hørte jeg noget jeg aldrig troede, jeg skulle høre: “kom nu i seng i stedet for at sidde der og skrive med @Kristian_Jensen”

Digitaliseringen har forandret adgangen til politikkerne endegyldigt, og selvom man ikke når millioner af vælgere på nettet, så når man ofte netop dem, der interesserer sig og engagerer sig og som derfor er gode ambassadører. Men kun hvis politikerne holder op med at lire ligegyldigheder og valgslogans af sig. Ellers styrker det hverken demokratiet eller interessen for politik – og så bliver vælgerne valgets reelle tabere.

Tilføjelse: Faldt over Jens Rohdes FB-profil, da den var nævnt i en artikel på dr.dk – et af de få sociale fora, hvor politikeren deltager livligt i debatten.