I tirsdags offentliggjorde vi på New Media Days navnene på “38 vi tror på” – det gjorde vi, fordi vi gerne ville sætte fokus på vækstlaget i branchen, dem, der laver en masse spændende projekter, som den etablerede branche ikke har fået øjnene op for. Der er så mange fantastiske unge mænd og kvinder, der rykker! Lad os hylde dem.

Det var en prøveballon fra vores side – vi havde set et lignende ”katalog” på den Hollandske konference Picnic og var nysgerrige på, om der ville være opbakning til noget lignende i Danmark. Derfor kastede vi os ud i det – måske lidt hovedkulds og naivt –  med en relativt kort deadline, fordi vi ønskede at offentliggøre kataloget i samspil med årets ærespris. Æresprisen bliver uddelt af New Media Days styregruppe på konferencen (juryens forslag til ærespris-modtagere blev brugt som inspiration, da styregruppen valgte årets vinder).

Efterfølgende har der været et væld af kritik. ”Kriterierne var ikke defineret skarpt nok”, ”hvorfor er der ikke flere kvinder?”, ”er de 38 de rigtige?”, ”hvorfor har I ikke lavet et katalog på mindst 100?” – og der er ingen tvivl om, at vi kunne have været skarpere i vores målsætning – det har vi lært til næste gang.

Et af de kritikpunkter, der har været mest udtalt, har været den skæve kønsfordeling blandt kandidaterne (34 mænd, 4 kvinder). Vi har ikke på noget tidspunkt været blinde for problemet, fx. sikrede vi at juryen bestod af seks mænd og seks kvinder –  vi valgte dog ikke at kønskvotere indstillingerne (ved fx. at bede juryen om at indstille 50/50) – og vi mener, at debatten er ekstrem vigtig (læs fx. Karen Mardahls indlæg på Geek Girl Meet Up)

Et andet kritikpunkt har været definitionen af ”ung”. Vi valgte bevidst ikke at sætte en aldersgrænse, ”ung” handlede mest for os om ikke at være for etableret – og state of mind. Vi sorterede enkelte navne fra, fordi vi vurderede, at de trods alt var for etablerede – og sendte derefter navnene forbi juryen, så de havde chance for at gøre indsigelser, hvis de var uenige i vores fravalg.

Det har været en opløftende proces, hvor vi fik mange spændende bud på unge mennesker, der kan udvikle den branche, vi arbejder i. Og vi skylder juryen en stor tak for at byde ind.

De seneste dage, er der kommet rigtig mange gode og konstruktive forslag til, hvordan vi kan forbedre processen næste gang – for eksempel ved at alle kan byde ind og en jury derefter kan være med til at vurdere, om de er de ”rigtige” – en form for crowdsourcing er oplagt.

Jeg håber, at vi i fællesskab kan fortsætte med at lede efter unge, der har modet, viljen og kreativiteten til at udvikle mediebranchen. At vi kan sætte fokus på dem og hjælpe både dem, og deres projekter til at få fodfæste.

For at der er helt åbenhed om kriterierne er hermed de mails, vi har sendt til jurymedlemmerne siden 4. Oktober – de er i nogen grad blev efterfulgt af telefonopkald.

Sendt 4. Oktober – til en del af jurymedlemmerne:

Kære XX

Vi har de seneste år altid haft en pris på New Media Days, den har, som I måske ved, været en hyldest til en enkelt person, der har gjort et ekstraordinært arbejde for at styrke de nye medier i det danske mediebillede.

I år vil vi gerne gøre en ekstra indsats for at understøtte de unge og innovative – dem, der er fremtiden – og som branchen endnu ikke har opdaget. Den hollandske konference Picnic har tidligere lavet et ”Hot one hundred”-katalog med 100 korte portrætter af unge, der er værd at holde øje med. Vi er ambitiøse, men ikke helt så ambitiøse, så vi forsøger blot at finde frem til måske 10? Måske 25? Måske…? Som RYKKER. Og derfor skriver vi til dig (og xx andre) – for har du lyst til at hjælpe os ved at pege på en  – eller gerne flere unge innovative danskere  – som branchen endnu ikke for alvor har fået øjnene op for, – og som du mener bør have et skulderklap.

Vi vil umiddelbart ikke udstikke regler for, hvilke profiler vi leder efter – det kan være alt fra traditionelle journalister til interaktionsdesignere, programmører eller…. Vi laver et katalog, alt efter hvor mange der kommer ind – enten trykt eller online.

Hvis du har lyst til at være med, så send os navnene og to linjer om hvorfor du peger på dem – inden den 13. oktober – så samler vi dem, tjekker for dubletter og sender navne + beskrivelser til hele juryen, så vi er helt sikre på, at I kan stå inde for dem som samlet jury. Derefter henvender vi os til de nominerede og får et par linjer til kataloget fra dem.

Men men men – vi vil stadig også gerne hylde én, der har gjort en indsats for at integrere nye medier i det traditionelle mediebillede – vi har tidligere givet prisen til bl.a. Henrik Føhns og Lisbeth Knudsen.

Derfor håber vi, at I vil være med at pege på én – I mener har gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Da vi vurderede at indstillingerne var for få og smalle tog vi en runde mere, hvor vi henvendte os til en lidt bredere skare:

Mail 26. oktober:

Kære xx

Vi har de seneste år altid haft en pris på New Media Days, den har, som I måske ved, været en hyldest til en enkelt person, der har gjort et ekstraordinært arbejde for at styrke de nye medier i det danske mediebillede.

I år vil vi gerne gøre en ekstra indsats for at understøtte de unge og innovative – dem, der er fremtiden – og som branchen endnu ikke har opdaget. Den hollandske konference Picnic har tidligere lavet et ”Hot one hundred”-katalog med 100 korte portrætter af unge, der er værd at holde øje med. Vi er ambitiøse, men ikke helt så ambitiøse, så vi forsøger blot at finde frem til omkring 25 Som RYKKER. Og derfor skriver vi til dig (og xx andre) – da vi tror du kan hjælpe os med at pege på 3 unge innovative danskere indenfor dit interessefelt – som branchen endnu ikke for alvor har fået øjnene op for.

Vi laver et katalog, alt efter hvor mange der kommer ind – enten trykt eller online, hvor det vil fremgå hvem de nominerede er og hvem juryen består af.

Så send os navnene og to linjer om hvorfor du peger på dem – inden den 28. oktober kl. 12 – så samler vi dem, tjekker for dubletter og sender navne + beskrivelser til hele juryen, så vi er helt sikre på, at I kan stå inde for dem som samlet jury. Derefter henvender vi os til de nominerede og får et par linjer til kataloget fra dem.

Men men men – vi vil stadig også gerne hylde én, der har gjort en indsats for at integrere nye medier i det traditionelle mediebillede – vi har tidligere givet prisen til bl.a. Henrik Føhns og Lisbeth Knudsen.

Derfor håber vi, at I vil være med at pege på én – I mener har gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Endelig sendte vi den 29. Oktober følgende mail til hele juryen – der var ingen, der henvendte sig med rettelser.

Kære jury,
Tak for alle jeres superinspirerende indspark – fedt, at få så mange spændende navne ind med så kort varsel.
Vi samler alle navnene – først med webpræsentation, der bliver klar til New Media Days – og siden i et katalog, som vi sender ud til alle deltagerne på NMD, hvis vi på nogen måde kan skaffe sponsorater, så vi kan få det trykt.

Nedenfor er en liste med alle navnene – vi tænker at bruge formuleringen, at I hver især er ”kommet med indstillinger til kataloget” – så behøver I ikke alle sammen at kende alle deltagerne, hvilket ville gøre, at vi var nødt til at frasortere for mange. Dog – hvis der er et navn – I under ingen omstændigheder kan se jer selv som medindstiller til, så hører vi selvfølgelig meget gerne fra jer – dog senest mandag den 1. november.

Profiler til kataloget:

Hakon Mosbech, Face the Climate
Filip Wallberg, Ekstra Bladet
Rune Michelsen, lektor SDU
Lærke Ullerup, TEDxCph
Steffen Tiedemann Christensen, 23video
Michael Friis, folketsting
Morten Just, Google
Kristoffer Solberg, Cph Twestival
Mark Jensen, Cph Twestival
Philip Kongsgaard Døssing, nyuddannet Kolding Design Skole
Marco de Mel Pedersen, nyuddannet Kolding Design Skole
Laila Truelsen, nyuddannet Kolding Design Skole
Mette Højgaard Jensen, nyuddannet Kolding Design Skole
Anders Højmose, studerende CIID
Sebastian Rønde Thielke, CIID
Ulrik A.  Hogrebe, CIID
Mads Viktor Hartvig Hansen, BA Mediehøjskolen
Stig Møller Hansen, lektor Mediehøjskolen
Max Møller, Drabssag/Melved (læringsspil)
Lars vilhelmsen, DR, udvikler af læringsspil
Mikael Stær, uddannet fra designskolen
Philip Battin, Dansk Dynamit
Rasmus A. Makwarth, Knaegt
Ron Cohen, Knaegt
Jeppe Morgenstjerne, Anybite
Philip Hahn, Kaospilot
Oskar Rough, Dansk Dynamit
Kristoffer Granov, atlasmag.dk
Tobias Havmand, atlasmag.dk
Frederik Trovatten (teori og praksis)
Christie Stauning Andersen, Netseeds
Wavesout – enkeltpersoner endnu ikke opklaret (svært at orientere sig i, hvem der er hvem på deres hjemmeside)
Kadaver – enkeltpersoner endnu ikke opklaret (svært at orientere sig i, hvem der er hvem på deres hjemmeside)

Vi har ikke medtaget alle indstillede profiler, bl.a. har vi fravalgt enkeltpersoner som vi på sekretariatet umiddelbart vurderer er for etablerede til at blive kaldt ”nye” i branchen (som nok nærmest ville tage det som en fornærmelse) – det er selvfølgelig ekstremt svært at sætte en præcis grænse på det – og flere af de ovenstående ville også kunne diskuteres, men vi håber, at I er enige i vores opdeling.

De bedste hilsner