Det er mange år siden, jeg har set så meget tv, som jeg har i 2012* men BBC har gjort sit for at lokke mig tilbage til skærmen.

Dette indlæg er dog primært en hyldest til de to mænd, der i 2012 har gjort mig klogere, fået mig til at hulke af grin og sikret mig en behagelig integration i England: Dara Ó Briain og Stephen Fry

Hvis jeg havde boet i England de sidste ti år, så var jeg muligvis ved at være træt af d’herrer, for de er sværere at undgå end Ulla Terkelsen, men gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor godt tv, de laver. Den slags tv, vi burde lave meget mere af i Danmark. Begavet (populær) videnskab.

Det jeg elsker ved dem begge, er, at de beviser TV kan sagtens være både sjovt og klogt. Det behøver ikke blive piftet op med duller (m/k) og quizzer (nej, hverken QI eller Mock the Week er en quiz efter som ingen aner, hvem der vandt #fact). Man kan sagtens være sjov på en begavet måde, hvor der er referencer, kontekst og dannelse. Hvor man ikke blot kipper med flaget for laveste fællesnævner.

I øjeblikket er min klare favorit Dara Ó Briain’s Science Club (første afsnit ligger her på YouTube) – det minder om nogle af de forsøg DR2 har lavet gennem tiden med forskningsprogrammer, blot med et langt højere budget.
Programmet er et miskmask af kemi-eksperimenter, populærvidenskabelig opdatering og debat, indimellem tenderer det fjolleri. Jeg havde for eksempel ikke behøvet ugens stand-up-komiker, men bliver alligevel altid opslugt – og har blandt andet glemt at stå af Tuben på den rigtige station, da jeg sneg mig til at se et af programmerne på min iPad. Programmet har en twitterkonto her ScienceClub

En anden favorit er Stargazing Live med fysikeren Brian Cox – ligeledes i selskab med Ó Briain. I Januar de sidste to år – og igen i 2013 – har Cox & Briain inviteret seerne med ud og kigge på stjerner. Interessen er så stor at man har lavet arrangementer på observatorier over hele landet – og jeg vil vædde med at salget af stjernekikkerter er steget væsentligt. Afsnittene ligger ligeledes på YouTube Stargazing Live

Ó Briain blev for alvor populær, da han i 2005 startede som vært på Mock The Week (jeg vil tro, det var det, TV2 forsøgte at lave, da de lavede Ugen der gak, men må indrømme, jeg aldrig har undersøgt det). Det kan være svært at følge referencerne, fordi de ofte er bundet op på politiske forviklinger og nyhedshistorier fra den seneste engelske uge. Men underholdningsværdien er dog stor, hvis man interesserer sig blot en smule engelsk politik. Alle afsnit kan findes på YouTube.
Et enkelt klip fra sæson 7: Deleted Lines From a Fantasy Film  

I samme genrer som Science Club, er der’ selvfølgelig altid Stephen Fry’s QI (alle afsnit ligger på YouTube – også i den lange XL-udgave). Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt så begejstret for seneste sæson (kaldet J). De virker lidt matte, de fleste jokes er fyret af, og serien når sjældent samme højder som de tidligere sæsoner. Men det er stadig bedre end meget andet tv – og der er timevis af underholdning, hvis man begynder at søge efter det væld af programmer som gæsterne er med i. For eksempel Would I lie to You  der kom til at fungere, da Rob Brydon blev vært fra sæson 3. David Mitchell, der både er fast gæst i QI og panelvært i Would I lie to You er et kapital for sig (og hvilket kapitel, jeg er stadig en smule skuffet over, han blev gift i sidste måned, men han har selvfølgelig aldrig mødt mig).

Fry laver i øjeblikket også programmet Gadget Man (det fjollede skæg skyldes, han i øjeblikket spiller Shakespeare på teateret, hvilket han også gør ganske fremragende). Efter min mening skulle han ha undladt lige præcis dette program, det er lige ved at ende i overeksponering – og jeg synes, det mangler reelt indhold. Men det er højst sandsynligt en smagssag. Jeg ville langt hellere gense The Secret Life of The Manic Depressive  – der er en fremragende dokumentar (fremragende!) Eller tv-serien Kingdom, der er så britisk, at den minder om Folk og Fæ. Fry spiller landsby-sagføreren Peter Kingdom, for min skyld kunne man godt have skrevet de fleste biroller ud, men Fry gør det fremragende.

Hvis man holder ligeså meget af Ó Briains humor, som jeg gør, så ligger tre af hans fuldlængde shows her:

This is the show fra 2010 (ligger pt. i fuld længde her  YouTube)

Dara o’ Briain Talks funny 2008 (linger pt. i fuld længde her YouTube)

Live at the Theatre Royal 2006 ((ligger pt. i fuld længde her  YouTube)

Hvis man er til tv-serier og holder af Mad Men og The Newsroom, så kan jeg kun anbefale The Hour. BBC sender sidste afsnit af sæson to i aften, jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg skal leve uden. Serien foregår på BBC i 1950’erne og har Ben Whishaw i hovedrollen – den nye lovende Q fra James Bond. The Hour er både langsommere og tungere end de to førstnævnte amerikanske serier, men det behøver bestemt ikke være negativt. Om jeg forstår danske tv-serier er så populære i England, når de har skuespillere som de ovennævnte. Om jeg forstår det…

*bare for en god ordens skyld: Ja, jeg mener stadig flow-tv er dødt på længere sigt, nej, jeg aner ikke, hvordan man betjener det tv, vi har stående i stuen, for når jeg ser tv foregår det ni ud af ti gange via BBCs ipad app / min browser. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg har set lyset…