”This venue is way to posh for you lot, as my mother used to say in these situations: don’t TOUCH anything,”– i fredags var jeg til en af de der koncerter, hvor man står og tuder lidt sammen med fremmede mennesker, fordi det kryber under huden, vel at mærke få minutter efter, man har danset twist og grinet og sunget med, så tonelejet stadig lyder som to pakker smøger og en balje whisky tre dage efter.

Jeg er vokset op på The Housemartins og The Beautiful South. Jeg sang ”Don’t Marry her” til eksamen på HF og husker tydeligt første gang, jeg så ”Perfect 10” på MTV – fordi den i al sin banalitet understregede, at der var plads til at være anderledes end alle de perfekte 10’ere MTV ellers normalt hyldede.

I det hele taget indeholder The Beautiful South for mig et oprør, eller måske nærmere en overlevelse, og beskrivelse af levet liv, som det vi ser hos Mike Leigh og til dels Ken Loach. Vi er ikke helt på bunden, vi er bare blevet skilt, vi har været utro, vi er stangstive, på røven og let desperate, men fuck det, for vi har hinanden og vi vil ”Carry on Regardless”, som vi stor og sang (nej, råbte) i munden på hinanden i fredags: ”Got one note to last all week, I’ll carry on regardless,The hill to happiness is far too steep, I’ll carry on regardless”.

For i fredags var jeg til min første koncert med Paul Heaton (Housemartins & Beautiful S.) & Jacqui Abbott (Beautiful South). Det var deres sidste koncert efter en lang turne, som jeg igen og igen har tøvet med at se, fordi deres soloplader ikke rigtig har rørt mig, og hvad nu hvis det var sært skuffende (uh, det var den ungdom)? Men det var perfekt. Publikum var en skønsom blanding af forældre, der sikkert har mødt hinanden til Housemartins og deres børn, der er vokset med The Beautiful South som soundtrack. Og Heatons indledende sætning om, at Somerset House’ polerede marmor stod i mild kontrast til de bajerdrikkende arbejdere var præcis. Men det forhindrede ikke koncerten i at blive en fest.

Måske fordi hele landet føler, at det pt. handler om overlevelse. Der blev bandet af Brexit og politikerne (Boris Johnson, Londoners, you’ve trained him! He’s kind of your responsibility!) Samtidig kom vi igennem store dele af bagkataloget. Højdepunktet var en seksstemmig a cappella udgave af ”Caravane of Love” – ”Because I feel like we need this more than ever” som Heaton sagde i introduktionen – og det var der, vi alle sammen småsnøftende istemte: One by one we’re gonna stand up with pride, One that can’t be denied, stand up, stand up, From the highest mountain, valley low, We’ll join together, with hearts of gold”. Sangen er næsten 30 år gammel. Heaton er stadig akavet, iklædt regnjakke og melankoli, i dag lidt mere gråhåret og lidt mere rund, men hør den lige: Caravane of love – det ér sgu da det vi har brug for!