Og hva’ så, hvis du er i Føtex?

Bragt i Politiken 25. januar 2010

Det bedste jeg ved, er tilfældigt at møde en god ven på vej hjem fra arbejde, drikke en kop kaffe og nyde den sidste sol, mens vi taler om stort og småt. Derfor elsker jeg Foursquare. Dét digitale værktøj, der ændrer København til et gadekær, hvor man ikke længere mødes tilfældigvis, men sandsynligvis.

”Jeg bryder mig ikke om at folk holder øje med mig,” hvisler min ven konspiratorisk henover cafébordet, mens han skuler rundt på de andre gæster. Jeg har netop tjekket ind på Foursquare på min telefon – det vil sige: fortalt mine cirka 100 kontakter, at jeg pt. befinder mig på min yndlingscafé. Og at de er velkomne til at slutte sig til det nu noget paranoide selskab – hvis de skulle være i nærheden.
De sidste par år har geolocations-tjenester fået en fast brugerskare i Danmark. De fleste af os kender hinanden perifert fra Twitter, Facebook eller andre sociale netværk. Vi arbejder som oftest med kommunikation, it eller teknologi. Og havde formodentlig aldrig mødt hinanden, hvis ikke Tim Berners Lee havde opfundet world wide web. Vi er det, de fleste mennesker kalder… nørder. Hvilket har begrænset brugerskaren væsentligt.

Det har Facebook med lanceringen af Places forsøgt at ændre på. Ligesom de øvrige tjenester giver Places dig mulighed for at fortælle dine venner, hvor i verden du befinder dig ved, at du tjekker ind på en fysisk lokation – fx. din yndlingscafé – via din telefon.
Det giver et fremragende overblik over omgangskredsen, når du står klokken to om natten på kanten af Kødbyen og skal vælge den næste bar – pludselig ved du, hvor vennerne hænger ud – både dem du gerne vil møde – og indimellem også dem, du ikke lige er humør til at drikke den næste whisky med (det er jo ikke altid, man gider at møde ekskæresten, når man barcrawler hen ad Istedgade).

Men hvis du vælger at bruge Facebook Places, så gør dine venner – og mig – en tjeneste: lad være med at spamme med ligegyldigheder. Dine checkins fungerer som statusbeskeder – og hvis du gang på gang tjekker ind på metrostationer og indkøbssteder, så sletter jeg dig. Punktum. Jeg er revnende ligeglad med, om du er i Føtex – med mindre vi bor sammen, og det er mit køleskab, du køber varer til.
Til gengæld er du velkommen til at blære dig, hvis du står øverst i Eiffeltårnet, hvis vandet er gået, og du tjekker ind på fødegangen. Eller du netop har reddet ham den spændstige skønhed fra at blive ædt af en haj I Sharm El Sheik – og husk at poste et billede! Det er den slags, der gør dig værd at følge på Facebook.

Selv er jeg klart tilhænger af Foursquare, hvor jeg fra starten har valgt, hvem jeg har lyst til at møde i den virkelig verden – og ikke har et væld af gamle klassekammerater, perifere kolleger og forretningsforbindelser som kontakter – ligesom på Facebook.

Men selvfølgelig kan jeg lokkes i Places-fælden. I det øjeblik, der dukker fordelagtige kommercielle tilbud op – a la ”hvis du tjekker ind i vores butik, får du 25 % på alt + en drink og en sjov hat” – så lur mig, om jeg ikke straks generer venner og bekendte med at tjekke ind både her og der – skaden kan dog begrænses ved hjælp af lister, men det kræver en del vilje.

Og til de paranoide – for eksempel min gode ven, så sker der ikke noget ved at oprette sig som bruger på den type tjenester, hvis folk ikke må vide, hvor du er, så kan du blot lade være med at tjekke ind og leve livet helt inkognito – ligesom i de gode gamle dage.