Søges: Avis med mod

Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*

Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.

Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.

Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed,  i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har  delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.

Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.

*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?

** læs evt. debatinlægget  “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.