Bragt i Politiken 23. august 2011

De næste uger løber Danmarks dyreste reality-show af stabelen: Valget 2011 – de store tabere? Vælgerne.

Den næste tid vil være fyldt med tusindvis af gentagelser og uendelige analyser. Journalister vil vælte over hinanden for at stille spørgsmål a la ”hvad føler du?” og politikkerne vil lire forudsigelige svar af sig, der hverken gør fra eller til – eller indeholder nærvær og følelse.

Én ting, er de platforme, der er styret af redaktører: tv, aviser og radio – men også de sociale medier er præget af klichéfyldte opdateringer af typen ”I dag besøgte jeg en børnehave, der er alt for få pædagoger til alt for mange børn”, eller af overfladiske angreb på den modsatte fløj.

I og med, det ser ud til at valget i mindre og mindre grad bliver afgjort på reel politik – men nærmere på velskårne tungebånd, udstråling og sympati, så kunne de sociale medier for alvor komme til deres ret – spørgsmålet er blot om politikkerne tør vove sig derud.

Folketingspolitikeren Özlem Sara Cekic, SF, skrev søndag aften på Facebook:

“Det er lidt stressende med Facebook opdateringer hver dag, der skal være relevante, sjove, kantede, personlige osv osv. Kan mærke jeg er løbet tør for opdateringer :-) Hvad har man som ven lyst til at læse om eller vil være foruden?”

Hendes Facebook-venner svarede beredvilligt og konklusionen var: Du behøver ikke skrive opdateringer hver dag, opdater, når du faktisk har noget på hjerte eller stil enkle relevante spørgsmål, som folk kan diskutere. En journalistisk vinklet konklusion kunne være: ”vi gider ikke mere bullshit, vis os mennesket bag”.

Det er de færreste politikere, der tager kommunikationen med vælgerne i egen hånd – selvom det i dag i høj grad er muligt – man kunne have en mistanke om, at deres rådgivere ikke for alvor har forstået, hvordan de sociale platforme kan anvendes. Mange politikere bruger kun blogs, Twitter og Facebook strategisk i de få uger, hvor valget for alvor er i gang, i stedet for at tage styringen selv – også til daglig. Den sporadiske brug gør, at det i stedet kommer det til at virke som en desperat gestus.

En af de politikere, der er ved at finde den sociale platform er de radikales leder Margrethe Vestager. Selvom der i starten gik lidt rigeligt poesibog i hendes Twitter-konto, så har hun efterhånden fundet sine ben og kommunikerer i dag troværdigt, vedholdende og personligt. På trods af, at hun i nogen grad sikkert prædiker for de frelste, så er Twitter en fremragende platform til både at lytte til vælgerne og vise taknemmelighed overfor dem, der bakker op. For selvom det næppe bliver på Facebook, Twitter, blogs eller Google Plus valget bliver vundet, så er de sociale platforme et af de få steder, hvor det er muligt at give slip og have personlighed.

En bruger skrev på Twitter for et dage siden efter en længere diskussion med venstres gruppeformand:

@appoulsen (Asbjørn Poulsen): I går hørte jeg noget jeg aldrig troede, jeg skulle høre: “kom nu i seng i stedet for at sidde der og skrive med @Kristian_Jensen

Digitaliseringen har forandret adgangen til politikkerne endegyldigt, og selvom man ikke når millioner af vælgere på nettet, så når man ofte netop dem, der interesserer sig og engagerer sig og som derfor er gode ambassadører. Men kun hvis politikerne holder op med at lire ligegyldigheder og valgslogans af sig. Ellers styrker det hverken demokratiet eller interessen for politik – og så bliver vælgerne valgets reelle tabere.

Tilføjelse: Faldt over Jens Rohdes FB-profil, da den var nævnt i en artikel på dr.dk – et af de få sociale fora, hvor politikeren deltager livligt i debatten.