Category: Blog Posts

Dårlig værkstedshumor

Cirka en gang om året hidser jeg mig op over den manglende diversitet rundt omkring på redaktionerne. For det meste sker det i forbindelse med offentliggørelsen af indstillede til Cavling-prisen, i år glemte jeg det simpelthen, men heldigvis har jeg fundet en anden anledning:
I morges skrev @neogeografen følgende tweet: http://twitter.com/neogeografen/status/12810948053
“Berlingske åbner det journalistiske værksted” Mon Pirelli kalenderen er tilladt at have hængende i værkstedet? http://tinyurl.com/3acr8qa
Linket fører hen til et blog-indlæg, om Berlingskes – i øvrigt spændende – forsøg med større åbenhed og transperens i forbindelse med undersøgende journalistik. Indlægget er illustreret med et billede af Berlingskes gravegruppe – ni nogenlunde jævnaldrende mænd. Og det er her kæden hopper af. Berlingskes gravegruppe har lavet fremragende projekter de seneste år – ingen tvivl om det. Men når man vælger at ansætte så homogen en gruppe mennesker, så vil jeg vove den påstand, at det i sidste ende går ud over den journalistiske kvalitet. Simpelthen fordi der er spørgsmål, man ikke kommer i tanke om at stille – og historier, man ikke har øje for.
Jeg nægter at tro, at kvinderne og medarbejdere over 45 ikke har det påkrævede talent. Og så er vi tilbage ved, det sædvanlige spørgsmål, hvilke barriere forhindrer diversiteten? Arbejdsforhold? Rip, Rap og Rup-effekt?
Come on Berlingske, det kan I simpelthen gøre bedre!

Cirka en gang om året hidser jeg mig op over den manglende diversitet rundt omkring på redaktionerne. For det meste sker det i forbindelse med offentliggørelsen af indstillede til Cavling-prisen, i år glemte jeg det simpelthen, men heldigvis har jeg fundet en anden anledning:

I morges skrev @neogeografen følgende tweet:

“Berlingske åbner det journalistiske værksted” Mon Pirelli kalenderen er tilladt at have hængende i værkstedet? http://tinyurl.com/3acr8qa

Linket fører hen til et blog-indlæg, om Berlingskes – i øvrigt spændende – forsøg med større åbenhed og transperens i forbindelse med undersøgende journalistik. Indlægget er illustreret med et billede af Berlingskes gravegruppe – ni nogenlunde jævnaldrende mænd. Og det er her kæden hopper af. Berlingskes gravegruppe har lavet fremragende projekter de seneste år – ingen tvivl om det. Men når man vælger at ansætte så homogen en gruppe mennesker, så vil jeg vove den påstand, at det i sidste ende går ud over den journalistiske kvalitet. Simpelthen fordi der er spørgsmål, man ikke kommer i tanke om at stille – og historier, man ikke har øje for.

Jeg nægter at tro, at kvinderne og medarbejdere over 45 ikke har det påkrævede talent. Og så er vi tilbage ved, det sædvanlige spørgsmål, hvilke barriere forhindrer diversiteten? Arbejdsforhold? Rip, Rap og Rup-effekt?

Come on Berlingske, det kan I simpelthen gøre bedre!

SXSW: Barbershop Punk (film)

Filmen Barbershop Punk handler om den lille mands kamp mod systemet – for freedom of speech – i bedste Michael Moore-stil.
Computernørden og barbershop-sangeren Robb Topolski sætter sig for at dele gamle barbershop-sange via p2p (torrents), så unge kan opdage denne vidundelige form for musik, og opdager, at hans udbyder Comcast begrænser hans download. Han giver sig til at dokumentere begrænsningerne og blogger om det. Historien eskalerer, AP og NYTimes samler den op – og det hele ender på bedste amerikanske vis i en retssag mod Comcast.
Jeg gik primært ind for at se filmen p.g.a. medvirkende som Henry Rollins, Janeane Garofalo og Damian Kulash fra OK GO – i det hele taget har filmen et imponerende lineup af kendte og mindre kendte, og selvom jeg synes, at kampen for freedom of speech bliver sat en smule på spidsen, så har filmen et par gode pointer.

Du kan læse mere om Barbershop Punk, samt se trailer for filmen her
Der findes også adskillige nyhedshistorier om Comcast-historien bl.a. hos NYTimes og TVtechnology

SXSW: Battledecks II

Battledecks dækker over en syret form for nørdet freestyle stand-up. I løbet af fem minutter bliver hver deltager præsenteret for ti powerpoint slides, som de skal holde et improviseret oplæg over. Det siger sig selv at kvaliteten, som i al stand-up, svinger ekstremt meget. Og SXSW battledecks kræver en del nørdet viden om internettets berømtheder, (ja, sådan nogle findes faktisk), memes og tweets. Du kan se eksempler på dette års battledecks på youtube. Fx. her

Dette års battledeck i fuld længde findes også som podcast (link til mp3-fil), gæt om det giver mening, når man ikke kan se slides…: Battledecks 2010

Listen over dommere og deltagere ligger her

Jeg synes, det er værd at fremhæve deltagerne:

men det er i den grad en (humor) smagssag.

SXSW: How sci-fi shaped the internet

Beskrivelsen af Adria Richards sessionen gjorde mig nysgerrig – på papiret var hendes overvejelser gode, for hvordan former historierne sig, hvis vi for alvor bruger de muligheder nettet tilbyder:

“What if Rod Serling had a blog? Would Alfred Hitchcock Tweet? These great producers and directors brought suspense and irony to the popular medium of the time; television. How did their work shape the minds of the young people of the time who would grow up to create “our” Internet?”

Desværre endte Richards oplæg en smule banalt. Hendes pointe var, at sci-fi er en af de eneste fortælle former, der ikke lader sig begrænse af realiteter – alt er muligt – præcis som på internettet (?)
Hvad ville der ske, hvis vi ændrede vores måde at tænke på – og aldrig lod rammer eller konventioner hæmme os?

I bedste amerikanske stil opfordrede hun publikum til at ALDRIG nogensinde at slå sig til tåls med tanken “I can’t do that” – for hvad hvis det blot er beslutningen, der hæmmer os – ikke de reelle muligheder? På trods af det banale islæt, så har hun måske alligevel en pointe. Hun påpegede, at “vi” ofte lader os stoppe af manglen på penge, ferie, den rigtige uddannelse osv. – og at det til tider er banaliteter, der kan overvindes. Men min stivnakkede indre jante har alligevel svært ved at give den som Oprah, da hun foldede sig ud og opfordrede alle til mindst en gang om ugen at fuldende tanken “I can change the world by….”, men måske burde Jante pakke sit habengut og flyve lidt højere.

Desværre havde Richards ikke gjort sig de store overvejelser om fortælleformer, som oplægget lagde op til. Hendes eneste reelle overvejelse mht. Hitchcocks eventuelle brug af Twitter blev: “Someone on Twitter will be guilty and we could all figure out who it is”… I sig selv kunne det sikkert blive en sjov leg, og jeg håber, at der er nogen, der udfordrer mediet og laver den slags fortællinger i fremtiden, men Richards manglede i høj grad eksempler og konkretiseringer, det bedste eksempel, hun kunne komme op med var Hitchhikers guide to the universe – “have you noticed, it’s exactly the same as the kindle?”…

Læs mere om Adria Richards på http://butyoureagirl.com/ – hvor hun har lovet at poste mere om fredagens session. Du kan også følge Adria på twitter: @adriarichards


SXSW 2010

Genialt! Masser af gode pointer. Værktøjer, som jeg kan bruge i min hverdag… Sådan har jeg ofte tænkt, når jeg har siddet til en konference. Jeg skribler løs i min medbragte Moleskin tager den med hjem, stiller den på en hylde i min reol. Her står den i nogle år, indtil jeg åbner den og må konstatere, at jeg under ingen omstændigheder kan læse min egen skrift. Derefter stiller jeg den tilbage i reolen i håb om, at jeg en dag udvikler mig til at blive en talentfuld grafolog – og dermed genopdager alle de geniale indfald, jeg fik under konferencen.

De følgende dages (ugers?  Jeg vil jo ikke love mere, end jeg kan holde) indlæg er et forsøg på at ændre det mønster. Det ku jo være, at noget af det geniale, rent faktisk blev hængende i min hjerne – eller at jeg kan google dem frem, når jeg har glemt dem selv.
So without further ado, I would like to introduce SXSW, Texas.

Mad i iPhonen

Det er sjældent, at jeg føler trang til at reklamere for et produkt, blot fordi det er godt, men Jamie Olivers iPhone-kogebog er intet mindre end fremragende.

IMG_0577IMG_0580
Der er måske intet overraskende i, at en styrtende rig stjernekok kan lave en lækker kogebog. Men Olivers iPhone-kogebog er gennemført, der er kælet for alle opskrifterne, de kan ses både som tekst og slideshow – og der er adskillige velproducerede videotips.

IMG_0578IMG_0579
Alle retterne kan ifølge Oliver tilberedes på 20 minutter, og der er råd og vejledning fra indkøbsseddel til servering. I det hele taget er applikationen så pædagogisk opbygget at selv folk, der bliver utrygge over at skulle koge et æg, kan være med.

Der findes masser af kogebøger til iPhone, men de fleste er blot ligegyldige opskriftssamlinger på tekst. Oliver udnytter iPhonens fordele – næsten – til fulde og har dermed lavet en af de mest gennemførte iPhone-applikationer, jeg er stødt på.

Jamie’s 20 Minutes Meals koster 30 kr. i iTunes Store.

MICHELIN-guiden har også forsøgt sig med en applikation. Desværre er den nogenlunde ligeså visuelt inspirerende som en telefonbog. Den mangler ikon-forklaringer og billeder. Medmindre man i forvejen kender guiden ud og ind, så er den nærmest umulig at navigere i. Applikationens force er, at den via telefonens GPS kan vise hvilke restauranter, der ligger i nærheden. Og når man har gennemskuet guidens ikoner, så vil man kunne finde de bedste spisesteder – dem, der har fået MICHELIN-stjerner, men også de, der blot er nævnt – og dermed er billigere.

IMG_0581IMG_0582
MICHELIN-app’en kan være en fordel, hvis man er lidt af et madøre og rejser meget, men jeg ville nok vælge, at spare de 115 kroner applikationen koster og i stedet bruge dem på lidt ekstra mad på en god restaurant fundet via google.

MICHELIN Guide Restaurants (Europe) 115 kr. i iTunes Store.

Søges: Avis med mod

Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*

Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.

Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.

Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed,  i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har  delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.

Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.

*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?

** læs evt. debatinlægget  “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.

Valg af hovedbestyrelse i Dansk Journalistforbund 2009

Den 21. – 22. april er der delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ). Jeg har valgt endnu engang at stille op til forbundets hovedbestyrelse og har derfor skrevet følgende præsentation til DJ’s hjemmeside:

Jeg mener, at større selvtillid, bedre kvalitet og tidssvarende idealer bør være hovedoverskrifterne for DJ’s arbejde de næste tre år.

Større selvtillid
Der har de seneste år været tendens til en vis pessimisme i mediebranchen. Forståeligt, men ikke altid berettiget. For på trods af, at den teknologiske udvikling har demokratiseret informations- og nyhedsformidlingen, så alle – både professionelle og uprofessionelle mediebrugere – kan ytre sig, har mediebranchen stadig et stærkt og kvalitativt fundament. Det mener jeg, at vi har tendens til at glemme. Vi skal holde fast i, at det produkt, vi leverer, er af så høj kvalitet, at det har en unik værdi – og dermed en demokratisk berettigelse.
Jeg mener, at en af DJ’s fornemmeste opgaver, er at skabe rammerne for, at vi som medlemmer kan levere det produkt.

Bedre kvalitet
Dermed bør et andet kerneområde være kvalitet. Vi er nødt til at have tydeligt definerede holdninger til kvaliteten af den uddannelse de studerende får, indholdet i medierne og lovgivningen på det mediepolitiske område. Ellers risikerer vi at devaluere faget.
Samtidig er det altafgørende for mig, at vi ikke ser forandringen, den digitale medierevolution, som en modsætning til kvalitet.
Vi skal have øje for, at teknologien aldrig kommer til at overskygge selve indholdet, og arbejde for at medlemmerne kan udnytte de teknologiske rammer fuldt ud – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi bør sætte fokus på, hvordan teknologien kan styrke vores fag, så vi giver brugerne, seerne, lytterne og læserne det bedste produkt.

Tidssvarende idealer
Derfor skal vi blive bedre til at medtænke markedets digitale udvikling i de politiske beslutninger vi tager, så vi ikke blindt kæmper for klassiske fagpolitiske idealer, men fokuserer på, hvordan vi strategisk kan skabe de bedste rammer for medlemmerne – også i fremtiden.
Dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skal opgive de rettigheder, som vi har brugt årevis på at tilkæmpe os, men vi er nødt til hele tiden at udvikle vores strategi, så den forholder sig til, at markedet er under evig forandring.
Vi er nødt til at tage stilling til, hvad udviklingen gør ved idealerne – eksempelvis ophavsret. I den bedste af alle verdener er ophavsretten ukrænkelig, men realistisk set så forsvinder hverken internet, fildeling eller den lette adgang til digital kopiering, og det stiller konstant nye krav til vores strategi på området.

Bagggrund:

Arbejder freelance med web/tv/skrift

Medlem af hovedbestyrelsen siden 2005. Pt. medlem af forretningsudvalg, fagligt udvalg samt beskæftigelses- og uddannelsesudvalg.

Privat: 28 år gammel og bor på Vesterbro.

Facebook
Twitter
LinkedIn