I disse dage er det et år siden, at jeg slæbte hele mit materielle London til en lille ø i de indre Hebrider – en pludselig indskydelse formet af at være lige dele på røven og rastløs – og af at skulle have skrevet et speciale på King’s, som på ingen måde skrev sig selv (og det lykkedes da også næsten). Men det var på ingen måde den påtvungne academia, der gjorde størst indtryk, men derimod alt det, der distraherede mig fra at skrive: Fårebonden Archie, der gang på gang timede sine ture til købmanden, så jeg kunne få et lift. Og at det alligevel altid endte med at tage længere end beregnet, fordi fårene var stukket af og skulle drives hjem i firehjulstrækkeren, der lugtede af gammel mand og levet liv. Postbuddet Steve, der kørte mig hjem fra en fest klokken 2 om natten, og frøerne, der var over alt og splattede ud på den glatte vej, og jeg, der i forvejen havde kvalme og måtte bede ham stoppe bilen, så jeg kunne brække mig i grøften. Og da Murray vandt Wimbledon og jeg sad alene foran computeren og tudede lidt for mig selv af glæde. Og Andrea, der kom og besøgte mig den sidste uge og bekræftede, hvor fedt, det hele var. Seks uger blev det til i det lille stenhus på Lismore, men her er tid relativt, for øboernes nysgerrige gæstfrihed og naturen (Naturen, ikk’ oss’, der findes ikk’ noget lignen’ som den), har gjort, at der næppe er gået en dag, hvor jeg ikke smugkigget i kalenderen for at finde tid til at vende tilbage.

IMG_2628 IMG_3594 IMG_3467 IMG_3326 IMG_3317 IMG_3256 IMG_3218 IMG_3166 IMG_3194 IMG_3197 IMG_9492 IMG_2960 IMG_2954 IMG_2901 IMG_2877 IMG_2830 IMG_9462 IMG_9456 IMG_9433 IMG_9412 IMG_3071 IMG_2720 IMG_2707 IMG_9380 IMG_2652 IMG_2634 IMG_2630 IMG_2550 IMG_2554