Tag: comment

Sshhh! vi har ikke tid til at udvikle os, vi laver nyheder!

Bragt i Politiken den 17. maj 2011

Løfter de traditionelle medier mon blikket fra tastaturet og udvikler sig – før det er for sent? Spændingen stiger…

Hvis man kigger sig omkring blandt de trykte medier kæmper de fleste for at genskabe de produkter, som de havde succes med i industrisamfundet – i stedet for at fokusere på, hvordan produkterne kan fornyes, så de passer til videns- og digitalsamfundet.

Det gælder fx. de ipad-udgivelser både Politiken og Berlingske indtil videre har lavet, mest af alt minder de om en pdf af den trykte avis.

I det hele taget efterligner de fleste digitale medieprodukter stadig de trykte medier: der kan bladres, der linkes begrænset – hvis det overhovedet sker – og der skelnes mellem tekst, foto, lyd og video i en grad, der sjældent kommer formidlingen til gode. Det burde være en selvfølge, at man redefinerer produktet, så det passer til den enkelte platform – print, tablet, online og mobil – og udnytter dens forcer.

Måske handler den manglende udvikling af produkterne om medarbejdernes travlhed i hverdagen? Måske om ledelsens manglende opfindsomhed, og viden om de muligheder den digitale udvikling tilbyder? Måske handler det om journalistisk romantik? – rigtig nyheder kommer på papir!
Der bliver gang på gang lavet undersøgelser, som viser, at de fleste nyheder starter med at udkomme på print i de traditionelle medier – og efterfølgende breder sig til webmedierne. Det bliver ofte brugt som argument for at printmediet trods alt stadig har større værdi og gennemslagskraft end web, men så længe medierne ikke satser helhjertet på digitale løsninger, så er deres værdi selvsagt begrænset.

Der er overraskende mange medier, der tror på, at de kan gøre almindelige nyheder til en lukrativ forretning, at de kan genskabe værdien med deres oprindelige produkt. Men spørgsmålet er, om det ikke i større og større grad er nødvendigt at turde prioritere, hvilke nyhederne det enkelte medier bruger kræfter på at dække – hvor mange danske medier har brugerne interesse i dækker et bryllup i det britiske kongehus? Jeg savner bevidste vinkler og mindre lemminge-effekt – i en digital tid hvor adgangen til nyheder er ekstrem stor, mediehusene kan – skal! – prioritere anderledes.

Samtidig er indpakningen af nyhederne vigtigere end nogensinde før. Platforme, der synkroniserer på tværs af computere, mobiltelefoner og ipads. Indhold der formes efter den enkelte brugers interesser.
Ingen tvivl om, at vi som brugere fortsat er interesserede i at blive overrasket og oplyst om emner, som ikke har vores umiddelbare interesse. Det ville være trist og ensporet, hvis vi blot blev præsenteret for ting, vi i forvejen ved og interesserer os for. Men der er netop udkommet en rapport: ”Unge avislæsere – hvem er de og hvad vil de have” – der viser, at de unge ikke føler at aviserne prioriterer deres interesser og ønsker – en ting er, at de ikke gør det i de trykte medier, men det er der råd for online – det er relativt nemt at indrette et nyhedssite, der prioriterede efter alder og øvrige interesser – sandsynligheden for at unge læser om SU-nedskæringer før efterløn er stor.

Hvis ikke medierne udvikler sig, så de bliver digitalt tidssvarende, så er der nogle andre der gør det for dem og overtager markedet – for eksempel tjenester som Flipboard til ipad eller Mysocialnews, der arbejder dedikeret på at indrette et nyhedssite med udgangspunkt i anbefalinger fra ens venner.

Når medierne undlader at fokusere på den type digital udvikling er argumentet ofte, at det er dyrt og besværligt, men spørgsmål er, om de råd til at lade være?

Den digitale storby-ferie

Bragt i Politiken den 19. april 2011

For få år siden bestod min rejse-oppakning af krøllede guidebøger, tonstunge romaner og rejsedokumenter, der blev væk, før jeg nåede lufthavnen. I dag starter rejsen med en tur i Apples app-store eller Androids Market.

Allerede på vej til lufthavnen har jeg telefonen fremme for at købe min billet til metroen, samtidig tjekker jeg om flyet er forsinket ved hjælp af lufthavnens applikation “CPH Airport“. Den fortæller mig desuden, at jeg skal regne med to minutters kø ved sikkerhedskontrollen.

Da jeg ankommer ved checkin-skranken, er det igen telefonen, der kommer i brug. Jeg har for det meste sørget for at mit boardingkort ligger klar på telefonen – flere og flere flyselskaber tilbyder den service, selvom deres medarbejder desværre ofte ender med at printe billetten, fordi teknologien i lufthavnene stadig halter.
Derimod fungerer tjenesten Tripit upåklageligt. Man emailer sin rejseplan til tripit – og derefter har man, via sin telefon, let adgang til rejsetider, bookinginformation og flyselskabs-kontaktinfo.

I det øjeblik, jeg lander, slår jeg dataroaming fra, så jeg undgår, at telefonen henter mail eller lignende – det kan være en dyr fornøjelse, specielt hvis du rejser i USA.

Der findes et væld af applikationer, der guider dig rundt i de fleste storbyer. Hvis du ikke har nået at downloade dem før du tog af sted, så sæt dig på den nærmeste Starbucks, McDonalds eller et af de større kunstmuseer, der for det meste har gratis wifi. En ting er de officielle guides som Lonely Planet eller Turen går til, men der findes masser af små sjove tips og tricks til de bedste cocktailbarer, gratis wifi eller de mere spøjse – Trees near you, der gør det muligt at bestemme arten på de fleste træer i New York.

Hvis jeg skulle give tre tip til storby-ferien ville det dog være: Google Maps, Soundswalks og Foodspotting.

Google maps har på det seneste for alvor fået styr på deres ruteplanlægning – det gælder både i Danmark og flere steder i udlandet. Når du søger på en rejseplan på maps, får du i de fleste storbyer oplyst både rute og pris på turen. Jeg har altid synes, det var besværligt og uoverskueligt at rejse med bybus, men i dag går det som en leg. Man kan endda følge med på kortet via gps på telefonen, hvis man har lavet søgningen, mens telefonen var tilsluttet wifi – uden, at det koster noget.

En anden tjeneste, der giver nogle fede oplevelser er Soundwalks. Guidede ture enten som podcast eller applikationer – det sidste dog kun i Paris og New York. Men det er ikke din typiske guide, der kommer med facts om kunstmuseer og afdøde skuespillere. Det er guiden for ludere og lommetyve, afdankede skuespillere og hiphop-kunstnere, der giver deres bedste tips og tricks til storbyen. Velproducerede og underholdende.

Et rigtigt madøre downloader selvfølgelig Michelins-guide til smartphone. Men deres kedelige brugerflade og tørre kommentarer kan det være svære at finde rundt i. Jeg vil til en hver tid foretrække de brugerdrevne Foodspotting, Yelp eller for den sags skyld Foursquare, der er ved at blive rigtig god, når det kommer til at anbefale restauranter og caféer i storbyerne. Dog er der flere bruger-uploadede billeder på Yelp og Foodspotting. Aldrig har det været så inspirerende at finde aftensmaden. Hundredevis af billeder af pandekager, morgenbrød, steaks og sushi – en hver madelskers drøm.

Eneste risiko ved den digitale rejse er, at du bliver så optaget af alle de fede applikationer, at du helt glemmer at kigge op og opleve omverdenen.

Valg til hovedbestyrelse i Dansk Journalistforbund

På trods af tidligere udmelding – har jeg i weekenden valgt at genopstille til Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Det kan måske virke mærkeligt for nogen – min kritik taget i betragtning. Men da Lars Werge, Ekstra Bladet, meldte sig som kandidat til næstformandsposten, var det for mig med til at skabe et momentum, der åbner op for at skabe nogle af de forandringer i organisationen, som jeg har efterspurgt. Det medansvar vil jeg gerne tage på mig – nu hvor åbningen er der. Jeg vil understrege, det ikke handler om personspørgsmål, jeg har stor respekt for den forbundsledelse, der sidder i øjeblikket, men jeg tror, det kan skabe ringe i vandet, hvis vi tager forandringen alvorligt. Det vil jeg gerne være med til at sikre, derfor vælger jeg at genopstille.

Profil www.djidialog.dk

Didde Elnif, 30 år, projektleder New Media Days, DR

Medlem af DJ’s hovedbestyrelse siden 2005. Pt. bl.a. medlem af FU (siden 2007), B&U-udvalg og formand for mediepolitisk udvalg.

Vi kan i dag umuligt forudsige, hvordan mediemarkedet ændrer sig de kommende år. Platformene vil flyde sammen i en grad, der efter min mening åbner op for uanede muligheder. Det vil resultere i medieprodukter, vi næppe kan forestille os. Allerede i dag har den digitale udvikling skabt efterspørgsel efter produkter, der tager udgangspunkt i brugernes behov. Dermed udfordres og forandres begreber som public service, publicisme og kvalitet. Jeg mener, at det er DJ’s pligt at forme debatten om de begreber.

Samtidig skal vi fokusere på de fagpolitiske kerneværdier, der er med til at skabe trygge rammer for medlemmerne, så de har mulighed for og overskud til at imødekomme udviklingen.

Det skal selvfølgelig ske via overenskomster, men det er samtidig vigtigt, at vi styrker den personlige rådgivning, da de rettigheder, der kan være naturlige for fastansatte overenskomstdækkede, desværre ofte er utopi for freelancere, kontrakt- og løstansatte.

DJ skal også i fremtiden fokusere benhårdt på efter- og videreuddannelse, og vi skal sikre at medlemmerne er klædt på til at klare opgaverne på det forandrede mediearbejdsmarked. Vi skal også arbejde for at hæve det faglige niveau på uddannelserne – både når de studerende sidder på skolebænken og i praktiktiden, ellers risikerer de at være bagud på point allerede før, de er færdiguddannede.

Det er vigtigt, at DJ er med til at åbne mediemarkedets øjne for, at online-produktion ikke automatisk er lig med et kompromis på kvalitet. Derfor skal DJ arbejde for at medieproduktionen løbende forandres til fordel for både medarbejdere og aftagere, og vi skal sætte fokus på etik og journalistisk integritet, da både medarbejder- og ikke mindst ejer-ideologi ændrer sig i en mediebranche, hvor det kommercielle marked i højere og højere grad smelter sammen med det publicistiske.

I den kommende periode, er det vigtigt, at DJ sikrer, at medieforliget ikke kun kommer til at handle om mediernes overlevelse, men også deres berettigelse. Vi bør arbejde intenst for at mediestøtten forandres, så den placerer sig i nutiden i stedet for fortsat at være bundet op på en produktion og distribution, der hører fortiden til.

Vi skal sikre at Kulturministeriets mediestøtteudvalg ikke bliver den syltekrukke, som en stor del af branchen frygter, men at udvalget kommer med de anbefalinger, der vil sikre både arbejdspladser og publicisme på et nutidigt og fremtidigt mediemarked.

Den fantastiske, forunderlige, fænomenale iPad

Bragt i Politiken 22. marts 2011.

For kun et år siden lancerede Apple iPad’en. I dag er det umuligt at diskutere medier uden, den bliver nævnt – men hvad skal vi med den?

27. januar 2010 trådte Apples sortklædte CEO, Steve Jobs, for første gang op på scenen og lancerede iPad’en. Som sædvanlig var der ingen grænser for selvrosen, den var: fantastisk, forunderlig, fænomenal.

Når man ser lanceringen i dag, virker den overraskende banal. Jobs starter med at prale af, hvor tynd tablet’en er – og derefter fortæller han, at det er muligt at skifte billedet på skærmen, så den bliver personlig. Han fokuserer i lanceringen på, at man kan surfe på nettet, afspille video, tjekke mail og bruge kalenderen.

De skeptiske brugere var da også hurtige til at melde sig på banen: Hvem havde brug for endnu en gadget? Vi havde jo både smart phones og bærbare computere. Og så var der navnet, der lå lidt for tæt på det engelske ord for hygiejnebind.

Men da Apple to måneder efter lanceringen begyndte at sælge vidunderet, røg der cirka 300.000 stk. over disken den første dag. De næste måneder fortsatte hypen, og det blev til næsten 15 millioner eksemplarer i 2010 – og dermed kan der vist næppe være tvivl om at iPad’en blev en succes for Apple.

Men hvorfor blev den en succes? Den tynde skærm er let at have med overalt – og så er batteritiden – for at holde sig til Jobs retorik: Fænomenal. Tastaturet er stort nok til, at det er muligt at ramme tasterne – og websider er som oftest lette at navigere rundt i.

Steve Jobs lagde ikke skjul på, at noget af det, der interesserede Apple mest, var medierne. Kunne iPad’en sikre mediernes – særligt avisernes – overlevelse? – og dermed være en massiv indtjeningskilde for Apple (det sidste nævnte han dog ikke rigtig noget om).

Tjaeh… I bund og grund er tablet-computerne – lige meget, hvem der har produceret dem – ekstremt uinteressante. Det er det indhold, producenter leverer, der gør forskellen.

Et godt eksempel på innovativt brug af iPad’en blev i februar leveret af det amerikanske tv-network ABC, i samarbejde med analyseinstituttet Nielsen.

Nielsen har lavet et program til iPad’en – en såkaldt applikation, der synkroniserer med ABC tv-serien Grey’s Anatomy. Det vil sige, når den populære serie kører live i tv, så genkender programmet lyden fra udsendelsen og kan målrette indholdet på iPad’en til det, du ser på tv-skærmen netop nu. Det giver dig mulighed for at deltage aktivt, for eksempel ved at svare på quiz-spørgsmål eller chatte med andre seere på Facebook og Twitter.

Det er på ingen måde mærkeligt at et analyseinstitut er med til at lancere den type application. Tænk, al den viden om den brugeren, der bliver opsamlet i løbet af et afsnit af tv-serien. Det giver rig mulighed for målrettede reklamer og anbefaling af øvrigt medie-indhold. Og den viden kan – brugt rigtigt – blive mange penge værd.

Som forbruger glæder jeg mig til at slippe for reklamer for biler, sportsarrangementer og familieferier – tre områder, der rammer fuldstændigt forbi mine forbrugsmønstre.

Men om iPad’en kommer til at redde medierne? Det er umiddelbart op til medierne selv. Hvis de formår at ændre deres formidling, så den følger med den teknologiske – og sociale – udvikling. Så ja. Hvis de leverer pdf-aviser og streamer tv som om intet var hændt, så må svaret blive et rungende nej.

Fremtidens fitness er social

Bragt i Politiken den 8. marts 2011

De sociale medier har for længst bevæget sig fra computerskærmen og ud i virkeligheden – men hvornår mon fitnesscentrene opdager det?

Forestil dig fremtidens fitnesscenter – musikken dunker. Pulsen stiger. Dagens første spinningtime er i gang:

Jeg hamrer pedalerne i bund – træd, træd, træd – sveden pibler, blænder mig – min puls rammer 194. Træd, træd, træd. Pludselig dukker en besked op på spinning-cyklens display – ”Peter vil konkurrere mod dig via Facebook – vil du give Peter adgang til din træning?” – jeg trykker ja, mister kortvarigt koncentrationen, da hans puls dukker op som en kurve på displayet, men da jeg kan se, at han indhenter mig, træder jeg hårdere i pedalerne. Min puls stiger et par slag til. Træd, træd, træd.

Desværre er fremtidens fitnesscenter langt fra nutidens.

De fleste sportsudøvere – fra motionister til topatleter – fokuserer benhårdt på at forbedre deres tider, få større muskler eller bedre kondition. Vi vil af med dellerne og den dårlige form. Vi vil motiveres – gerne via konkurrence – enten mod os selv eller endnu bedre mod de andre.

Det findes, der masser af gadgets, der understøtter: Mobil-applicationer og hjemmesider, der gør det muligt at holde styr på løbetider og cykelruter – Endomondo, C25K, 321Run – eller for den sags skyld garmins-pulsure og Nike+ løbe-chip til at lægge i skoen.

Også spilproducenterne har for længst fået øjnene op for markedet for motions-spil – vi hopper og danser til både Wii og Kinect.

Til gengæld virker udviklingen til at være gået fuldstændig hen over hovedet på fitness-centrene, hvor man er strandet i et scenarie af gammeldags jernvægte og sjippetov, der ikke har forandret sig stort de seneste 40 år.

Selvom en hver fitnesskæde med respekt for sig selv har et online bookingsystem , hvor man via sin telefon eller computer kan booke træningstider og lægge dem ind i ens kalender, så er det dét.

Hvorfor ikke gøre træningen social?

Et skridt på vejen kunne være, at brugerne fik adgang til at se, hvornår deres venner træner. Det kunne løses med en simpel Facebook-connect-funktion. At dømme på alle de piger, der kommer til træning to og to ville dét forbedre deres brugeroplevelse væsentligt.

Eller endnu bedre at åbne op for frivillig registrering af ens træning, så man kan bruge forbedring af kondital og fedtprocent som motivation fremover – eventuelt målt mod de andre brugeres.

Men hvorfor ikke gå fremtiden helhjertet i møde og give brugerne mulighed for at konkurrere live imod hinanden? Gaming-verdenen har kendt til netværksspil i mange år. Drenge og piger i mørke kældre, der kæmper med og mod hinanden via deres computer fra placeringer rundt omkring i verden. Teknologien er for længst opfundet – hvornår opdager fitness-kæderne at gaming ikke blot er leg?

For de fleste er resultater, fællesskab og konkurrence de primære grunde til at dyrke motion – hvis det lokale fitnesscenter formåede at understøtte det digitalt, ville de uden tvivl få mere engagerede brugere – og tjene flere penge.

Men i dag er det desværre langt fra muligt at konkurrere mod ”min ven Peter”, når jeg sidder på spinningcyklen, – faktisk, er jeg nødt til selv at medbringe et pulsur, hvis jeg vil registrere min træning. Men mon ikke, sport 2.0 kommer til fitnesscentrene indenfor få år? Og når det gør, så lover jeg Peter, at jeg giver ham baghjul på spinningcyklen.

Det ER jo bare en avis…

Bragt i Journalisten den 9. marts 2011

Hvis hypen omkring Rupert Murdochs seneste satsning The Daily – et magasin til iPad – havde svaret til produktet, så skulle applicationen have været en sand revolution, den digitale tidsalders svar på Gutenbergs trykpresse. Det blev den ikke. Men magasinet er dog et sympatisk forsøg på at videreudvikle de pdf-lignende aviser, der indtil nu har præget ipad-lanceringerne.

Størstedelen af indholdet er i artikelform – nyhedsartiklerne minder lidt om den journalistik, man kender fra magasiner som Time Magazine, forholdsvis grundige og interessante – og med magasinets op til 100 sider om dagen, er der masser af læsestof at tage fat på – de fleste er dog fyldt med lettere artikler om sladder og sport..
Men hvorfor overhovedet tale om sider i en application lanceret under sloganet ”new times demand new journalism”? – hvorfor ikke udfordre mediet og udnytte muligheden for at formidle i det format, der passer til den enkelte historie i stedet for at tage udgangspunkt i tekst?

Flere steder er artiklerne suppleret med små velproducerede videoer, der dog ofte pixelerer heftigt. En del af artiklerne ligger også som lydfiler, men kvaliteten er ikke specielt høj, det kan være udmærket som afveksling, mens man laver aftensmad eller kører bil, men i længden bliver robot-stemmen anstrengende. Det svinger fra dag til dag, hvor mange kræfter, der er brugt på den visuelle formidling – både billeder og grafik – på gode dage er det over middel, men desværre foldes billedsiden slet ikke ud i en grad som iPad’en giver mulighed for.

Enhver, der er vant til at bruge nettets muligheder, vil undre sig over manglen på links – for eksempel, når de oscar-nominerede film er listet på et stort opslag, så savner jeg at dykke ned i ekstramateriale – eventuelt blot adgang til filmenes hjemmesider.

Eller i artiklen om datoerne for dette års NFL – hvorfor ikke lave links, så man kan plotte dem direkte ind i kalenderen på iPad’en?
The Daily opdateres løbende med for eksempel sportsresultater og tweets – og det gør den til en væsentligt bedre nyhedsavis end mange af de øvrige magasiner og aviser på det digitale marked. Og hvis man interesserer sig for amerikansk sport, kan man til en vis grad sikre, at ens yndlingshold bliver prioriteret på sportssiderne.

Den største ulempe ved de løbende opdateringer er, at man ikke kan vende tilbage til gamle artikler. Man skal huske at gemme de artikler, man vil genlæse – eller dele dem via twitter, mail eller facebook, hvilket er både let og gratis – for dagen efter er de væk. The Daily er en god, amerikansk, avis til prisen – 99 cent pr. uge eller 39.99 $ for et år. De første 14 dage var avisen dog gratis – sponsoreret af internet udbyderen Verizon – spændende om den type sponsorater kommer til at gribe om sig i fremtiden. På grund af tekniske problemer – blandt andet crasher application lidt for ofte – har The Daily valgt at forlænge gratisperioden til 21. marts 2011.

The Daily er en udmærket amerikansk avis, dog venter jeg stadig med længsel på det iPad-magasin, der ikke fokuserer på antallet af sider, men på mængden af data om et emne med dybe links, masser af billeder og fleksibel infografik.

Læs evt. også: Smuthul giver gratis adgang til The Daily på Journalisten.dk

Må jeg yamme til en ven?

Bragt i Politiken 15 februar 2011

Hvornår har du sidst haft tid til at diskutere livet, døden, kærligheden – hårfjerningsprodukter og politik en tirsdag formiddag?

Indimellem savner jeg teenage-tiden, hvor der var overskud til at sludre tøset i timevis med mine veninder på – fastnet – telefon. Vi vendte hele verden, diskuterede drenge, job, skole, drømme – spekulerede over, hvordan det ville være at blive voksen.

Og pludselig var vi fyldt 25-30-35 og havde haft pokkers travlt i flere år. Der var børn, der skulle fødes, ambitioner, der skulle indfries, maraton, der skulle løbes. Tiden blev mere og mere knap – og ofte var det samværet med veninderne, der blev nedprioriteret.

Indtil jeg opdagede Yammer.

Yammer er en webtjeneste, der i princippet fungerer ligesom Facebook og Twitter. Man skriver korte beskeder til hinanden – man kan vise links og billeder – det er dét. Men i takt med at Twitter og Facebook har fået flere og flere brugere, og vi alle sammen har et væld af kontakter, så er det ikke længere et privatrum (husk, det nu Ditte Okman). Yammer blev opfundet så medarbejdere i en virksomhed, kan skrive sammen om de opgaver, de arbejder på netop nu – i et lukket fora, for eksempel kan det, man skriver på Yammer ikke googles. Hvilket jeg er usandsynligt glad for.

For det er på Yammer, jeg mødes med mine veninder. For godt et år siden oprettede jeg en yammer-konto for syv ”digitale” veninder – kvinder jeg havde mødt via arbejde, twitter, sociale-arrangementer. Vi var bekendte. Men det har ændret sig. I dag hører de til mine nærmeste. Det er der, jeg smider det professionelle filter, som gør, jeg tænker mig om en ekstra gang, når jeg skriver en status på Facebook eller et hurtigt tweet.

Min blufærdighed (og sans for kvalitet) ville til en hver tid få mig til at tøve ved en status a la:

”Velkommen på arbejde. Har cyklet mudder op til midt på livet OG spildt kaffe på mit ene bryst – en dag, jeg IKKE har sort på, på ”hov se hendes BRYSTER”-måden… Åh Gud, det bliver en lang dag.” – men jeg ved, at jeg skriver til syv veninder, i en sluttet kreds, som tilgiver mig – mangt og meget: platheder, usikkerhed, storhedsvanvid, glæde, pms – og det der er værre. Som gode veninder gør.

Yammer fungerer både i en browser og på smart phones som for eksempel iPhone. Det minder mest af alt om en lang chat med flere deltagere. Som du kan tjekke, når det passer dig – som oftest, mens man venter på metroen, til det kedelige møde eller på toilettet (ja, vi gør det jo alle sammen, ikke?!).

Og selvom det ofte er kække bemærkninger, der dominerer hverdagen, så diskuterer vi også alle de store spørgsmål som liv, død, lønforhandlinger, politik, kropsidealer. Vi opmuntrer hinanden, giver gode råd og revser. Tonen er bramfri – aldrig er jeg blevet kaldt en kost, så ofte og med så kærlig undertone.

En – stærkt forenklet – samtale kunne forløbe således:

Veninde1: Hey! Det her er jobopslag er lige noget for dig ”sender link til jobopslag”

Veninde2: Det er jeg overhovedet ikke kvalificeret til…. (ja, det er sådan noget kvinder altid siger).

Veninde3: Selvfølgelig er du det… Skriv nu bare den ansøgning.

Veninde4: Sig til, hvis jeg skal give feedback eller læse korrektur, når du har skrevet ansøgningen færdig.

Oftest er det samtaler, der tager få minutter at deltage i – men som giver en masse værdi i en hverdag, der både kan være travl og indimellem ensom, når arbejdet, ungerne, voksenlivet tager lidt for megen tid. Når der ikke er tid til at ringe til en ven, så kan man altid yamme til en veninde.

Og hva’ så, hvis du er i Føtex?

Bragt i Politiken 25. januar 2010

Det bedste jeg ved, er tilfældigt at møde en god ven på vej hjem fra arbejde, drikke en kop kaffe og nyde den sidste sol, mens vi taler om stort og småt. Derfor elsker jeg Foursquare. Dét digitale værktøj, der ændrer København til et gadekær, hvor man ikke længere mødes tilfældigvis, men sandsynligvis.

”Jeg bryder mig ikke om at folk holder øje med mig,” hvisler min ven konspiratorisk henover cafébordet, mens han skuler rundt på de andre gæster. Jeg har netop tjekket ind på Foursquare på min telefon – det vil sige: fortalt mine cirka 100 kontakter, at jeg pt. befinder mig på min yndlingscafé. Og at de er velkomne til at slutte sig til det nu noget paranoide selskab – hvis de skulle være i nærheden.
De sidste par år har geolocations-tjenester fået en fast brugerskare i Danmark. De fleste af os kender hinanden perifert fra Twitter, Facebook eller andre sociale netværk. Vi arbejder som oftest med kommunikation, it eller teknologi. Og havde formodentlig aldrig mødt hinanden, hvis ikke Tim Berners Lee havde opfundet world wide web. Vi er det, de fleste mennesker kalder… nørder. Hvilket har begrænset brugerskaren væsentligt.

Det har Facebook med lanceringen af Places forsøgt at ændre på. Ligesom de øvrige tjenester giver Places dig mulighed for at fortælle dine venner, hvor i verden du befinder dig ved, at du tjekker ind på en fysisk lokation – fx. din yndlingscafé – via din telefon.
Det giver et fremragende overblik over omgangskredsen, når du står klokken to om natten på kanten af Kødbyen og skal vælge den næste bar – pludselig ved du, hvor vennerne hænger ud – både dem du gerne vil møde – og indimellem også dem, du ikke lige er humør til at drikke den næste whisky med (det er jo ikke altid, man gider at møde ekskæresten, når man barcrawler hen ad Istedgade).

Men hvis du vælger at bruge Facebook Places, så gør dine venner – og mig – en tjeneste: lad være med at spamme med ligegyldigheder. Dine checkins fungerer som statusbeskeder – og hvis du gang på gang tjekker ind på metrostationer og indkøbssteder, så sletter jeg dig. Punktum. Jeg er revnende ligeglad med, om du er i Føtex – med mindre vi bor sammen, og det er mit køleskab, du køber varer til.
Til gengæld er du velkommen til at blære dig, hvis du står øverst i Eiffeltårnet, hvis vandet er gået, og du tjekker ind på fødegangen. Eller du netop har reddet ham den spændstige skønhed fra at blive ædt af en haj I Sharm El Sheik – og husk at poste et billede! Det er den slags, der gør dig værd at følge på Facebook.

Selv er jeg klart tilhænger af Foursquare, hvor jeg fra starten har valgt, hvem jeg har lyst til at møde i den virkelig verden – og ikke har et væld af gamle klassekammerater, perifere kolleger og forretningsforbindelser som kontakter – ligesom på Facebook.

Men selvfølgelig kan jeg lokkes i Places-fælden. I det øjeblik, der dukker fordelagtige kommercielle tilbud op – a la ”hvis du tjekker ind i vores butik, får du 25 % på alt + en drink og en sjov hat” – så lur mig, om jeg ikke straks generer venner og bekendte med at tjekke ind både her og der – skaden kan dog begrænses ved hjælp af lister, men det kræver en del vilje.

Og til de paranoide – for eksempel min gode ven, så sker der ikke noget ved at oprette sig som bruger på den type tjenester, hvis folk ikke må vide, hvor du er, så kan du blot lade være med at tjekke ind og leve livet helt inkognito – ligesom i de gode gamle dage.

iPad-app – og hvad så?

Bragt i Journalisten – december 2010

Siden iPad’en blev lanceret i april har et hvert medie med respekt for sig selv – og ikke mindst fremtiden – arbejdet på at lancere enten en applikation eller et website, der kunne leve op til tablet-computernes krav. I november kom iPad’en til Danmark, det har resulteret i lanceringer fra blandt andre Berlingske Business, Nordjyske Inside og webmagasinet Reflexx – der dog har valgt tre forskellige strategier.

Berlingske Business-applikationen er en klassiske nyheds-applikation. Den er gratis at downloade og artiklerne er ligeledes gratis – i øjeblikket – dog er det Berlingskes plan at gå over til betaling via abonnement på et senere tidspunkt.

Når man åbner den bliver man mødt af blandt andet ”seneste nyt”, ”fra avisen”, børstal og ”dagens billede”. Det tager lidt tid at vende sig til at navigere i undermenuerne, men applikationen benytter sig dog af en brugerflade, der minder så meget om et traditionelt website, at de fleste brugere vil lære at manøvrere relativt hurtigt.

Desværre opstod der flere fejl og døde links, da jeg klikkede rundt – det virker som om, det har hastet lidt rigeligt med at komme på markedet.

Kvaliteten af det tekstmæssige indhold er der ikke noget i vejen med – der er både længere ganske udmærkede artikler og korte nyhedsopdateringer i bedste Berlingske Business-stil. Dog generer det mig, at der er brugt relativt mange stockfoto – gab!

Nordjyske Medier har ligeledes lanceret en applikation med magasinet Inside. Selve applikationen er gratis, men hvert magasin koster 18 kroner – dog er de første fire gratis. Inside udkommer to gange om ugen og har hver gang tre hovedhistorier. Udover det, er der bl.a. et par oversatte historier fra The Economist i den seneste udgave – slet ikke dumt, hvis man skal nå et publikum udenfor det nordjyske.

En del af magasinets kilder og annoncører er dog fortsat nordjyske, det giver magasinet en snert af provins, der nok i sidste ende vil få mig til at investere i de internationale pendanter.

Dog trods alt stor ros til Nordjyske for at gøre et ambitiøst forsøg. Udover navigationen, der er nærmest umulig at gennemskue i starten, så er der lagt kræfter i udtrykket, der er brugt relativt velproduceret video – og tænkt i gennemført magasinproduktionen.

Online-magasinet Reflexx er lanceret som en del af forskningsprojektet Digital Urban Living. Magasinet er ikke en applikation, men et website, der er optimeret primært til tablet og indholdet kan opsummeres i ”lidt, men godt”.

Hver torsdag offentliggøres et tema – gennemarbejdede artikler – ofte med enten lyd eller video som en del af artiklerne. Dog er det overordnede indtryk temmelig teksttung – og ville have godt af et grafisk løft. Reflexx består desuden af et community, hvor brugerne kan ønske og diskutere temaer – brugernes kommentarer bliver flere steder brugt elegant i venstre side af artiklerne.

I og med at der ikke er de store grafiske eller indholdsmæssige svinkeærinder, så fungerer Reflexx ganske udmærket som site – ingen grund til at smide tusindvis af kroner i et udvikle en applikation.

Hvilket må være anmeldelsens vigtigste pointe ”hvorfor lave en applikation, hvis et site kan gøre det?” – og svaret giver nok trods alt sig selv – fordi det er lettere at kræve betaling for et abonnement, der indgår i en applikation end det er for et website. Det er dog ærgerligt at så få – både danske og internationale – medier formår at udnytte iPad’en til fulde. Der er alt for ofte tale om udvidede pdf’er, hvor der hverken er tænkt i digitale info-graphics, stills, video eller andet dynamisk visuelt indhold – for pokker, hvor er det ærgerligt!

Diaspora – sku vi ikke gi’ det en chance?

Cirka en gang hvert halve år dukker der en ny tjeneste op – fx. buzz, wave, friendfeed – nogle overlever andre dør ligeså hurtigt, som de blev hypede.

Denne gang hedder tjenesten Diaspora (udtales med tryk på A).

Hvad er Diaspora:

Diaspora er et socialt netværk, der er blevet lavet som et oprør mod Facebooks absolutte dominans på markedet – ikke mindst på grund af FB’s noget arrogante forvaltning af privacy og ophavsret. Diaspora blev lavet for at give brugerne deres rettigheder tilbage (læs evt. artiklen ”Four Nerds and a Cry to Arms Against Facebook” i NYtimes for flere detaljer)

For cirka to uger siden inviterede Diaspora de første alpha-brugere indenfor. Til en tynd kop te – og et tomt ekkokammer, men – hey! – det er en alpha-udgave, mon ikke væggene på Facebook også virkede temmelig nymalede, de første par uger.

Et socialt netværk består primært af to ting i min verden: 1. Indpakningen, 2. Det sociale.

1. Indpakningen: Når du add’er en ny kontakt i Diaspora, så vælger du hvilken gruppe (aspect) de hører til i. Jeg har for eksempel opdelt mine i ”venner” – dem, jeg fortæller, hvad jeg i VIRKELIGHEDEN har på hjerte, ”bekendte” – mange har jeg kun mødt få gange og kender perifært via fx twitter, ”arbejde” – de, der interesserer sig for de nørderier, der hører til mit arbejdsområde, eller som jeg har mødt i forbindelse med arbejde,”foreigners” – de, som jeg kun skriver på engelsk til + et par kategorier mere. Det er muligt at give hver kontakt flere mærkater – dvs. en ven også kan høre til på arbejdslisten – præcis ligesom de lister mange facebook-brugere har oprettet.

Jeg synes, det er en kæmpe fordel at få lov at starte forfra i dag, hvor jeg er mere vant til at manøvrere i sociale netværk, end jeg var, da jeg joinede Facebook for nogle år siden. Jeg er en langt mere bevidst bruger – og alt i alt for doven til at give mig til at lave lister, hvor jeg tager stilling til, hvor alle mine facebook-kontakter hører til i mit (social-)liv.
Modsat Facebook, har man i øjeblikket ikke sin egen væg. Man poster – ligesom på twitter – til ”alle”, eller rettere sagt til alle, kun venner, kun arbejdsrelateret – eller hvordan man nu har valgt at dele sine kontakter op. Dine kontakter har derefter mulighed for at kommentere på din post (det vil sige et mix af twitter og FB-comments).

2. Det sociale: en del af de brugere, der har fået adgang til Diaspora brokker sig over, at der er kedeligt. Til det, er der langt hen ad vejen kun at svare: så lav en fest! Selvfølgelig skal rammerne være i orden og pt. er brugeroplevelsen temmelig nedbarberet. Igen – hey! – det er en alpha-udgave.

Jeg har ingen anelse om, hvor vidt Diaspora bider sig fast – hvis jeg havde den slags indsigt i ny teknologi, ville jeg være en meget rig investor i dag. Men jeg har stor respekt for modreaktioner. Det er som oftest der, de gode produkter starter. Spørgsmålet er, om Diaspora drukner i brok, fordi de har inviteret for mange gæster for tidligt – og horderne rykker videre til næste fest, fordi denne ved første øjekast virkede dødkedelig? Muligvis ER den dødkedelig – muligvis lykkes det aldrig de fire knægte at lave en brugerflade, der tiltrækker andre end de nørder, der brændende ønsker at gøre oprør mod Facebook.

Jeg håber, at der hurtigst muligt bliver tilføjet detaljer på Diaspora, der gør brugeroplevelsen bedre – at der bliver lavet mobilapplikationer, tablet-interface osv. Men først og fremmest håber jeg, at holdet bag holder fast i deres idealer og forklarer de almindelige brugere, hvorfor oprøret er nødvendigt – og hvordan de kan sikre, deres rettigheder til både privatliv og ophav bedre fx. ved at bruge Diaspora.

Så – hey! – det er en alpha-udgave – hensigten er ædel – sku vi ikke give det en chance?