Tag: digital culture

Ugens artikler II

Jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle mene om at bl.a. Politiken har valgt at validere deres debatindlæg ved hjælp af Facebook. Min umiddelbare tanke, har været, at det var en kortsigtet løsning, fordi det er svært at gennemskue, hvornår brugerne får nok af Facebook og skifter platform. Forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskolen, Lars Holmgaard Christensen, har skrevet et fremragende indlæg i debatten: Dræber netmedierne den demokratiske debat? Jeg er ikke tilhænger af de anonyme debatter, men tankevækkende, hvad Facebook-valideringen sker på bekostning af. Jeg er umiddelbart mere tilhænger af en uafhængig løsning og en profileret, stærk webredaktør, der har frie hænder til at moderere, der findes flere gode eksempler på, at det kan lade sig gøre for virksomheder (fx. SAS, TELMORE og OddsetDK*) – hvorfor så ikke hos medierne?

Endnu et godt indlæg i debatten om journalister og sociale medier er også skrevet af Lars Holmgaard Christiensen: Når journalister tæmmer de sociale medier. Artiklen er en fin understregning af, at medierne og dermed journalisterne fortsat ikke, har fundet deres rolle i det digitale mediebillede.

I samme genre er Felix Salmons artikel Why Journalists Need to Link på Wired.com. Salmon skelner imellem links som godt gentlemanship og links som validering for sandhed. Han sætter fokus på, hvordan medierne bibeholder deres troværdighed ved at være bevidste om, hvordan de agerer online – og ikke mindst er artiklen en reminder (til danske medier) om, hvorfor diskussionen om deeplinking/ikke-deeplinking burde være død allerhelst før den var startet.

Hvis man interesserer sig for medier og brugerinvolvering, så er det også være at tjekke Guardians “How to get involved”-side. Hver dag laver de en oversigt over, hvordan brugerne kan interagere med avisen på aktuelle historier – kudos!

PayPal sparks furor over limits on “obscene” e-books
I sidste uge bragte Reuters historien om at PayPal (online betalingsside) havde stillet krav til at e-bogs-distributorer forbød bøger “that contain “obscene” themes including rape, bestiality or incest”. Det er tankevækkende i hvor høj grad banker og betalingssider efterhånden har indflydelse på adgangen til indhold – og jeg tror langt fra vi er færdige med at diskutere grænserne for censur og ytringsfrihed – heller ikke i den vestlige verden – jf. de udfordringer Wikileaks fik, da blandt andet PayPal, Visa og Mastercard i sin tid lukkede for betalingen til sitet: PROSA støtter Wikileaks’ rettigheder eller fornylig da Danske Bank spærrede Roj-TVs konti

You are not running out of time

Har du nogensinde haft en mindre krise over, at en jævnaldrende eller en der er yngre end dig, havde opnået mere i livet: Gjort større opfindelser, bedre karriere eller haft større succes? Så er dette artiklen du bør læse. Egentlig er det banalt: lev i nuet, så bliver du højest sandsynligt lykkeligere. Men derfor er det nu alligevel rart at blive mindet om. Og forfatteren har et par tip til, hvordan man gør det. Carpe Diem.

Første gang, jeg selv tænkte tanken var, da det gik op for mig at Britney Spears er yngre end mig…

*Hos OddsetDK er det værd at læse denne tråd: OddsetDK – både pga. den venlige formaning i starten – og webmasterens venlige humor, da en bruger skriver til den barmfagre OddsetDK-pige, der er ansigt på kampagnen:

Allan Madsen: Det du ikke vi er tjæønt med……nej, det er kun jer der tjener…….hva med om du tog blusen af…….:)))))
Og Oddset svarer: Kære Allan Madsen, tak for tilbuddet, men det er ikke Oddset-Kath, der sidder og skriver. Jeg er en 36-årig mand med sul på sidebenene og hår på det meste af overkroppen – hvis du gerne vil se mig uden trøje på, regner jeg med, at sommerferien går til Samsø i år. Så kan vi jo tjekke hinanden ud på stranden … :-)
God stil!

Ugens artikler I

Første februar startede jeg på cand.public på Syddansk Universitet og pendler derfor til Odense hver anden uge. Det har gjort, at jeg pludselig har fået tid til at læse – og gang på gang falder jeg over artikler, som sætter mediebranchen, den digitale udvikling og journalistikken i perspektiv.

I dette og – forhåbentlig – kommende blogindlæg, vil jeg forsøge at samle links til et par af de artikler, så andre også kan få glæde af min tog-tid.

The Web is a Customer Service Medium af Paul Ford

Selvom Fords artikel uden problemer kunne have været delt i tre – fire vinkler/artikler, så er det interessant læsning. Han gør op med bog- og magasin-verdenens brok over at internettet stjæler deres forretning (her kan journalister også læse med uden for alvor at føle sig ekskluderet fra målgruppen…). Med udgangspunkt i, at brok ofte handler om, hvor vidt man føler sig hørt (han kalder det Why Wasn’t I Consulted?-problematikken), har han følgende anbefaling til udgiverne:

“Create a service experience around what you publish and sell. Whatever “customer service” means when it comes to books and authors, figure it out and do it. Do it in partnership with your readers. Turn your readers into members. Not visitors, not subscribers; you want members.”

Ford gennemgår en del af de medier/hjemmesider, der bygger deres forretning på “Why Wasn’t I Consulted”-problematikken – og hans pointe er, at hvert medie (radio, tv, print etc), har dets egne forcer – også internettet, der ifølge Ford er et “Costumer Service Medium”.

Hacker Monthly: It’s the best of the Internet, printed out, and it’s turning a profit

Hacker Montly er et månedligt magasin, der tjener penge på at finde de artikler om hacking, der er værd at læse på siden Hacker News – layoute dem og sælge dem som abonnement – enten på print eller digitalt som epub/pdf/mobi.
Artiklen beskriver deres forretningsmodel og metode. Jeg undrer mig til stadighed over, at der ikke er andre nyhedsmedier, der samler deres greatest hits og sælger dem i en ny indpakning. Jeg ville elske for eksempel at have mulighed for at købe alle Nils Thorsens artikler fra Politiken smækket sammen i en pdf.
Jeg har netop købt et abonnement på Hacker Monthly og produktet er lækkert – jeg vil glæder mig til at få hver udgave leveret direkte til min Kindle. Mit eneste kritikpunkt er, at de ikke betaler forfatterne til artiklerne: Det ville have været en fin anerkendelse – også selvom det blot var en tilkendegivelse, et mindre beløb – forfatterne får en trykt udgave af magasinet + et års digitalt abonnement, men er trods alt blevet spurgt, før magasinet røg i “trykken”.

NPR Tries to Get its Pressthink Right

Jay Rosen, professor i journalistik på NYU, har kigget nærmere på NPRs nye håndbog i etik. Han sætter fokus på, hvordan de ved hjælp af mindre kunstgreb og større forandringer omstiller sig fra at tænke traditionelt til at forholde sig til, hvordan verden af i dag – og i morgen – ser ud i et (etisk og kvalitativt) medieperspektiv:

“It now commits itself to avoiding the worst excesses of “he said, she said” journalism. It says to itself that a report characterized by false balance is a false report. It introduces a new and potentially powerful concept of fairness: being “fair to the truth.” My verdict: Bravo, NPR.”

National Explainer: A Job for Journalists on the Demand Side of News

Et andet noget ældre indlæg af Rosen handler om journalistikkens rolle i det moderne samfund. Selvom indlægget er fra august 2008, er det, en ekstremt relevant analyse af journalistikkens udfordringer. Jo mere travlt journalisterne har, des mere irrelevant bliver deres journalistik. Vi er nødt til at finde tilbage til rollen, hvor vi forklarer og perspektiverer, så læserne forstår det større perspektiv, og ikke mindst, så vi selv forstår det. For demokratiets og samfundets skyld. Rosens indlæg er langt, gennemtænkt og begavet – ovenstående konklusion er blot en banal forkortelse, men læs indlægget, hvis du interesserer dig det mindste for journalistik og/eller det demokratiske samfund.

Juhuu – brugerne kommer!

Bragt i Politiken den 15. november

Så længe medierne ikke for alvor respekterer brugerne, kommer de ikke til at respektere medierne.

For få år siden, talte vi i medierne en del om, hvordan brugerne ville komme til at producere store dele af indholdet i aviserne. Det kom aldrig for alvor til at ske. Men det handler næppe om brugerne, nærmere om medierne.

Forventninger var nok rigeligt høje. Specielt mediecheferne rundt omkring, så for sig, at lønudgifterne til de forgyldte journalister kunne reduceres væsentlig ved at lade de glade brugere levere linje efter linje til aviserne. Med god vilje kan det kaldes naivt, men var reelt set en ekstrem nedvurdering af de ansatte journalister.

En anden grund til, at det ikke for alvor skete, kunne også være mediernes tilgang til brugerne. Vi taler så ofte i mediebranchen om at være i øjenhøjde med læserne, men spørgsmålet er, om vi ved at bruge netop det udtryk, allerede ser ned på dem. Man kan næsten se det for sig, den alvidende journalist går lidt ned i knæ og taler et sprog, selv hr. og fru Jensen kan forstå – derude i udkantsdanmark.

I stedet burde vi måske tale om, hvordan journalisterne skal stå lidt på tæer, for at nå læserne?

Samtidig er det blevet almindeligt, at medierne, når de ønsker debat eller input fra læserne spørger til deres holdninger, hvilket som oftest får de mest højtråbende og markante brugere til at melde sig på banen – bare se kommentarfelterne på mediernes hjemmesider – desværre er det sjældent her, de interessante holdninger kommer frem.

Der hvor brugerinddragelse er relevant, er, når vi beder om deres erfaringer. For eksempel da Berlingske lavede den Cavling-vindende serie om politireformen, Forbrydelsen, stillede de læserne det simple spørgsmål: ”Kom politiet, da du ringede?”

Det affødte både tip og gode historier – præmissen for artikelserien var på plads – god, grundig og velresearchet journalistik – og respekt for læsernes viden.

Et af de udenlandske medier, der har haft størst succes med brugerinddragelse er The Guardian. For to år siden fik avisen retsligt forbud mod at omtale en rapport, der omhandlede oliekompagniet Trafiguras omfattende forurening på Elfenbenskysten. Guardian måtte hverken omtale rapporten, det parlamentsmedlem, der stillede spørgsmål ved hjælp af rapporten, hvad spørgsmålet var, hvilken minister spørgsmålet var rettet imod eller hvor dette spørgsmål eventuelt ville kunne findes.

Guardian valgte at omtale dommen – uden at nævne hvad den handlede om, blot, en forblommet sætning på Twitter om, at de ikke måtte nævne, en rapport, hvad den omhandlede og så videre. Herefter eksploderede Twitter. Brugerne fik lynhurtigt i fællesskab stykket historien sammen og i løbet af mindre end et døgn havde mere end 5.500 brugere nævnt navnet på oliekompagniet. Nettet giver fuldstændigt åbenlyse muligheder for at modtage tip om gode historier, hjælp til opklaring, i tilfælde, hvor der har været mange mennesker til stede.

Og selvfølgelig kan medierne, specielt i forbindelse med lokaljournalistik, få anmeldelser, foromtaler – og holdninger, fra brugerne. Det er lokalt, det giver mening, fordi brugerne ofte er tættere på arrangementerne og selv har noget på spil. Men når vi taler landsdækkende medier, så er vejen frem, at bruge læsernes erfaringer – og gøre det, der giver journalister, deres relevans: være kritiske, have etikken i orden og formidle godt og velfortalt.

Undr! Ytr! Ændr! – kære studerende – let røven!

Bragt i Politiken 8. nov. 2011

Fastholder journalistuddannelserne de studerende i roller, der hverken udvikler medierne eller journalistikken?

Hvis det ikke skurrede mod enhver journalistisk etik, ville jeg foreslå, at de journaliststuderende den første uge på studiet lærte at recitere den gamle Apple-reklame “Think different“. Reklamen, der er en hyldest til dem, der tør: Rebellerne, dem der ikke passer ind, dem, der ikke følger reglerne.

For stort set hver gang, jeg møder studerende fra de tre uddannelser, så slår det mig, hvor lidt oprør, der er i dem – og jeg skal ikke være hellig. Rebel, var sikkert heller ikke det første ord mine medstuderende, ville have hæftet på mig.

Men man belønner sjældent mod og oprør på uddannelserne – eller i det danske uddannelsessystem i al almindelighed. Og det har konsekvenser for den journalistik, vi møder i medierne.

På trods af, at underviserne af og til opfordrer til at udfordre rammer og journalistikken, så er det traditionelle lettere at måle og bedømme og derfor er det de traditionelle løsninger – eller det, der er lykkedes – i stedet for det modige, det, der kunne være lykkedes – der honoreres.

Journalistuddannelsen bør ikke være et sted med rammer og regler, et sted, hvor man går hjem klokken 16 hver dag. Men hvordan skaber man et kreativt miljø.

Hvis jeg skulle tilrettelægge en journalistuddannelse, så ville jeg tage udgangspunkt i, at de fleste unge i dag har evner og nysgerrighed til at tillære sig de digitale værktøjer og fortælleteknikker, de har brug for, for at få succes.

Det har aldrig været lettere eller billigere at producere journalistik professionelt. Billige videokameraer har aldrig været så knivskarpe, det har aldrig været lettere at lave kreative websites og adgangen til statistikker og data har aldrig været større. Det er optimale forhold for journalister.

Jeg ville sætte fokus på, hvordan den enkelte historie bedst fortælles og være revnende ligeglad med, om de studerende valgte at bruge print, lyd, levende billeder – eller for den sags skyld papirklip og 3D-tegnefilm – i stedet for at understøtte de traditionelle mediers måde at formidle på ved at lade de studerende vælge forløb, hvor man er fastlåst på print, web, levende billeder eller radio – som det ofte er tilfældet i dag.

I stedet for at lære dem rutinetænkning og dårlige vaner, ville jeg sætte fokus på, hvordan historien bedst formidles på historiens præmisser.

Det ville kræve en stillingtagen hos de studerende, som jeg ikke oplever, at de uddannes til i dag. Med lidt held kunne man uddanne unge journalister, der var i stand til at udfordre de konservative medier, der fortsat producerer journalistik, som de har gjort de sidste 30-40 år.

New York Times har valgt at åbne deres univers for de kandidatstuderende på New York University http://beta620.nytimes.com/ – for at tilbyde dem en adgang og en legeplads til at være kreative. Syddanske Universitet forsøger at lave et lignende projekt med deres J-lab – hvor ”Syddansk Universitet i Odense stiller hele arsenalet af evnestærke og engagerede forskere, undervisere og studerende til rådighed for mediebranchen.”

Gode initiativer, som forhåbentlig rusker op i de studerende, så de lærer at udfordre dem selv og de etablerede medier.

Kære journalister in spe, smid de journalistiske hæmninger, arbejd hele natten, sov på gulvet, flik et website sammen og nå deadline med få sekunder tilbage. Vær fandenivoldske – ikke kun af princip, men af sind. Hav allerhelvedes meget på hjerte – sats det hele – og lidt til. Gør det før i bliver kyniske, gør det før I er ligeså kedelige, fastansatte og tryghedssøgende som alle os andre.

God IT-politik er lig med godt demokrati

Bragt i Politiken den 18. oktober 2011

En god it-politik kræver indsigt, flair og digital forståelse, men har vores nye regering det?

I sidste uge skrev netmediet CNET om et computerprogram fra det amerikanske ministerium for Homeland Security, der er designet til ved hjælp af algoritmer at analysere en brugers data og forudsige om vedkommende kan tænkes at ville begå ulovligheder. Et såkaldt precrime system.

I samme uge kom det frem, at den amerikanske regering havde anmodet Google om at udlevere gmail-data fra en af de frivillige fra organisationen Wikileaks – uden at orientere brugeren og uden dommerkendelse. I følge Googles egen transparency rapport har de i anden halvdel af 2010 modtaget 4601 anmodninger om udlevering brugerdata fra den amerikanske regering enten med eller uden kendelse – i 94% af tilfældene, har de fået dataen – så det var langt fra et enkelt tilfælde.

Forhåbentlig kommer vi ikke til at se den slags ske i Danmark, men vi lever i et internationalt samfund med gmail-adresser, Facebook-konti, Dropboxes og så videre – én ting er, at vi ikke kan stole på virksomhederne, der har kommercielle interesser, men hvis vi heller ikke kan stole på, at vores regeringerne overholder for eksempel persondatalovgivningen, så er vores demokratiske samfund ekstremt kompromitteret.

De fleste kan blive enige om, at Iran og Kina er forkert på den, når de udfordrer ytringsfriheden ved at blokere adgangen til nyhedssider, som for eksempel BBC. Men hvad med Storbritannien? Premierminister David Cameron talte i august om, hvorvidt det var nødvendigt at blokere det sociale netværk Twitter for at få styr på de unge oprørske briter. Set i lyset af, at det knapt er et år siden, at både medier og politikere lovpriste det arabiske forår, der i høj grad brugte sociale medier, er det beskæmmende, at en sådan tanke kan opstå hos Cameron.

Også i Tyskland har der været røre om et program udviklet af regeringen, der kan skjules på en brugers computer og registrere alt, hvad denne foretager sig, hvilket i nutidens digitalsamfund ikke er meget mere odiøst end telefonaflytning. Problemet med programmet er, at det langt fra lever op til den krævede datasikkerhed og dermed i høj grad kan misbruges af kriminelle.

Under den danske valgkamp bebudede Venstre et Moderniseringsministerium. Formålet med ministeriet var at “bruge digitalisering og ny teknologi til at lave en mere effektiv offentlig sektor”. Hvis det var det eneste formål, så forstår jeg godt at den valgte regering undlod at oprette det. I stedet fordelte man it- og digital-politikken på de områder, hvor den bland andet skal fungere – nemlig de fire ministerier: Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervs- og vækstministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Intensionen er god, men jeg frygter, at den digitale fornyelse og bevidsthed drukner, når den splittes op.

It-politik kræver ikke blot gode rådgivere, det kræver reel interesse, det kræver vilje til at kunne nuancere et begreb som for eksempel hackere. Det kræver viden til ikke at lade sig skræmme til hovedløs ”terrorbekæmpelse”, selvom registrering af brugere sker med det gode som formål, og at man sikkert ikke bør frygte noget, som almindelig lovlydig borger, så bliver jeg bekymret, når jeg oplever de tiltag den amerikanske, tyske og britiske regering gør.

Derfor en appel til ministrene Bjarne Corydon, Nick Hækkerup, Ole Sohn og Margrethe Vestager, om ikke at tage let på området – ikke blot for borgernes retssikkerheds skyld, men for ytringsfriheden, og for det demokrati vores samfund bygger på.

Opdateret – 19. okt. 2011 kl. 20.10:
EPN: Thorning: Derfor opløste jeg it-styrelsen
Computerworld: Eksperter: Her er faldgruberne ved nyt cyber-forsvar

Maskinstorm i orkanstyrke

Bragt i Politiken 27. sept. 2011

Torsdag lancerede Facebook nyt layout, fredag kom automatreaktionen fra journalisterne: Facebook er onde

Da Facebook i torsdags lancerede et nyt design, var det tydeligt at se, at Felton – en af verdens dygtigste informations-grafikere – var manden bag.

I løbet af de næste par måneder forandrer Facebook din væg fra at være et rod-sammen af dine og dine venners opdateringer til at være en æstetisk tidslinje, der strækker sig fra du blev født – hvis du har skrevet det på Facebook vel at mærke – frem til i dag. En scrapbog, der giver overblik over hvilke job, du har haft, hvilke billeder du har lagt på Facebook, hvilke venner, du har fået og så videre.

Med lanceringen af tidslinjen, er det blevet væsentligt lettere at søge tilbage i gamle opdateringer, både på ens egen profil – og på andres, ja, det er blevet lettere at snage. Men der står ikke noget, du eller dine venner ikke selv har skrevet. Og du kan uden problemer slette det. Selvom det kan være svært at tro, når man læser mediernes dækning af lanceringen.

Man skal ikke underkende, hvor store muskler Facebook har. Og sund skepsis er… sundt. Men når danske medier skriver om Facebook – er det sjældent præget af sund skepsis, men af en nærmest maskinstormer-lignende tech-angst. Det er ikke blot kritisk, det minder om skræmmekampagner, som efter min mening intet gavner.

I Berlingske hed det overskriften: ”Facebook indfører automatisk overvågning af dig” fulgt af citater som:  ”Når du lytter til en sang på Spotify, offentliggøres det helt automatisk på Facebook” og “Eksempelvis vil din chef kunne se, at du læser artikler om jobsøgning – bare for et nævne et enkelt eksempel.”

Berlingskes journalist glemmer blot i den sammenhænge at nævne en væsentlig præmis: Hvis du selv har givet Spotify og avisen lov til at offentliggøre sangen og artiklen, hvis du er venner med din chef og hvis du vælger – I det tilfælde, at du skulle være kommet til at poste artiklen på din væg  at lade den stå i stedet for straks at slette den.

Politiken har ligeledes en rem af huden – men er dog langt tættere på den objektive sandhed, når de skriver: ”Nu vil Facebook have hele dit liv.”

Selvfølgelig forsøger Facebook at øge den tid, vi bruger på sitet – ligesom google gør, ligesom Politiken gør, ligesom alle med et website gør… det er bl.a. det, de tjener penge på.

Og der er et grundlæggende problem, når du ikke kan gennemskue, hvilke informationer, du lader eksterne parter – både kommercielle og ikke-kommercielle – få adgang til – det gælder ikke kun for Facebook. Selvom lige præcis Facebook har været ekstremt dårlige til at kommunikere, hvilke informationer de videregiver.

Men målt op mod artikler, der er skrevet om, hvordan de potentielt kan misbruge dine oplysninger, dine billede og  dine likes, så kan jeg ikke komme i tanke om en eneste historie, hvor det rent faktisk er sket,  at en bruger har følt sig udnyttet for alvor.

Lad os slå ét fast: Facebook offentliggør ikke noget på din væg, som du ikke selv, har sagt ja til, at du eller dine venner må offentliggøre. Du kan altid fjerne det– og under indstillinger sørge for, at det ikke sker igen. Altid.

Hvis du ikke vil risikere noget, så gå ud fra at alt, hvad du skriver på Facebook er offentligt. Og hvis du ikke vil have, at din ekskæreste læser dine statusopdateringer, eller din chef følger med i dit privatliv, så er løsningen enkel: Lad være med at være venner med dem og sørg for at privatslivsindstillinger på Facebook holder din profil lukket.

Følg Irene live

Hvis man har den mindste snert nyhedsjunkie (og allerede er en smule træt af valg) – så er Irene en stor om gang smack. Et par tip til at følge godt og grundigt med:New York Times har en live twitter-stream, der pt. kun handler om orkanen – spillelister, billeder, advarsler: http://twitter.com/#!/nytlive 

Brugernes egne billeder på New York Times: http://www.nytimes.com/interactive/2011/08/28/us/20110828-hurricane-irene-reader-photos.html?src=tp#/all 

Dog ikke nær så sjov at følge som Instagram, hvor brugerne selv kan uploade billeder – og man dermed kan følge udviklingen real time. Det er muligt at  søge på emner, som fx. Irene eller Hurricane i app’en, men i bund og grund er det lettere at få overblik online på http://inkstagram.com/#/tag/irene (kræver desværre instagram login)

The Wall Steet Journal har implementeret billeder fra Instagram i deres dækning her: http://graphicsweb.wsj.com/documents/IRENELIVE1108/?mod=e2tw

På http://www.nytimes.com/projects/hurricanes/#!/2011/Irene?hp kan du følge orkanen på et kort, der opdaterer løbende.

Den amerikanske Weather Channel kører også live på nettet http://www.weather.com/tv/tvshows/Livestream (jeg kan dog ikke få det til at fungere pg.a. manglende plugin i Chrome)

New York Times har udover NYT-live også denne twitter-liste, hvor man kan følge vigtig info om orkanens udvikling http://twitter.com/#!/NYTMetro/irene-nyc

Og ikke mindst, så kan man følge Time Out New Yorks live stream cam fra deres kontor her: http://newyork.timeout.com/things-to-do/own-this-city-blog/1857175/watch-a-live-stream-of-hurricane-irene-from-the-tony-office?cmpid=twit …pt. regner det.

 

Tak til @pippipsi og @SiniPes for tip

Vild med politik?

Bragt i Politiken 23. august 2011

De næste uger løber Danmarks dyreste reality-show af stabelen: Valget 2011 – de store tabere? Vælgerne.

Den næste tid vil være fyldt med tusindvis af gentagelser og uendelige analyser. Journalister vil vælte over hinanden for at stille spørgsmål a la ”hvad føler du?” og politikkerne vil lire forudsigelige svar af sig, der hverken gør fra eller til – eller indeholder nærvær og følelse.

Én ting, er de platforme, der er styret af redaktører: tv, aviser og radio – men også de sociale medier er præget af klichéfyldte opdateringer af typen ”I dag besøgte jeg en børnehave, der er alt for få pædagoger til alt for mange børn”, eller af overfladiske angreb på den modsatte fløj.

I og med, det ser ud til at valget i mindre og mindre grad bliver afgjort på reel politik – men nærmere på velskårne tungebånd, udstråling og sympati, så kunne de sociale medier for alvor komme til deres ret – spørgsmålet er blot om politikkerne tør vove sig derud.

Folketingspolitikeren Özlem Sara Cekic, SF, skrev søndag aften på Facebook:

“Det er lidt stressende med Facebook opdateringer hver dag, der skal være relevante, sjove, kantede, personlige osv osv. Kan mærke jeg er løbet tør for opdateringer :-) Hvad har man som ven lyst til at læse om eller vil være foruden?”

Hendes Facebook-venner svarede beredvilligt og konklusionen var: Du behøver ikke skrive opdateringer hver dag, opdater, når du faktisk har noget på hjerte eller stil enkle relevante spørgsmål, som folk kan diskutere. En journalistisk vinklet konklusion kunne være: ”vi gider ikke mere bullshit, vis os mennesket bag”.

Det er de færreste politikere, der tager kommunikationen med vælgerne i egen hånd – selvom det i dag i høj grad er muligt – man kunne have en mistanke om, at deres rådgivere ikke for alvor har forstået, hvordan de sociale platforme kan anvendes. Mange politikere bruger kun blogs, Twitter og Facebook strategisk i de få uger, hvor valget for alvor er i gang, i stedet for at tage styringen selv – også til daglig. Den sporadiske brug gør, at det i stedet kommer det til at virke som en desperat gestus.

En af de politikere, der er ved at finde den sociale platform er de radikales leder Margrethe Vestager. Selvom der i starten gik lidt rigeligt poesibog i hendes Twitter-konto, så har hun efterhånden fundet sine ben og kommunikerer i dag troværdigt, vedholdende og personligt. På trods af, at hun i nogen grad sikkert prædiker for de frelste, så er Twitter en fremragende platform til både at lytte til vælgerne og vise taknemmelighed overfor dem, der bakker op. For selvom det næppe bliver på Facebook, Twitter, blogs eller Google Plus valget bliver vundet, så er de sociale platforme et af de få steder, hvor det er muligt at give slip og have personlighed.

En bruger skrev på Twitter for et dage siden efter en længere diskussion med venstres gruppeformand:

@appoulsen (Asbjørn Poulsen): I går hørte jeg noget jeg aldrig troede, jeg skulle høre: “kom nu i seng i stedet for at sidde der og skrive med @Kristian_Jensen”

Digitaliseringen har forandret adgangen til politikkerne endegyldigt, og selvom man ikke når millioner af vælgere på nettet, så når man ofte netop dem, der interesserer sig og engagerer sig og som derfor er gode ambassadører. Men kun hvis politikerne holder op med at lire ligegyldigheder og valgslogans af sig. Ellers styrker det hverken demokratiet eller interessen for politik – og så bliver vælgerne valgets reelle tabere.

Tilføjelse: Faldt over Jens Rohdes FB-profil, da den var nævnt i en artikel på dr.dk – et af de få sociale fora, hvor politikeren deltager livligt i debatten.