Tag: digital culture

iPad-app – og hvad så?

Bragt i Journalisten – december 2010

Siden iPad’en blev lanceret i april har et hvert medie med respekt for sig selv – og ikke mindst fremtiden – arbejdet på at lancere enten en applikation eller et website, der kunne leve op til tablet-computernes krav. I november kom iPad’en til Danmark, det har resulteret i lanceringer fra blandt andre Berlingske Business, Nordjyske Inside og webmagasinet Reflexx – der dog har valgt tre forskellige strategier.

Berlingske Business-applikationen er en  klassiske nyheds-applikation. Den er gratis at downloade og artiklerne er ligeledes gratis – i øjeblikket – dog er det Berlingskes plan at gå over til betaling via abonnement på et senere tidspunkt.

Når man åbner den bliver man mødt af blandt andet ”seneste nyt”, ”fra avisen”, børstal og ”dagens billede”. Det tager lidt tid at vende sig til at navigere i undermenuerne, men applikationen benytter sig dog af en brugerflade, der minder så meget om et traditionelt website, at de fleste brugere vil lære at manøvrere relativt hurtigt.

Desværre opstod der flere fejl og døde links, da jeg klikkede rundt – det virker som om, det har hastet lidt rigeligt med at komme på markedet.

Kvaliteten af det tekstmæssige indhold er der ikke noget i vejen med – der er både længere ganske udmærkede artikler og korte nyhedsopdateringer i bedste Berlingske Business-stil. Dog generer det mig, at der er brugt relativt mange stockfoto – gab!

Nordjyske Medier har ligeledes lanceret en applikation med magasinet Inside. Selve applikationen er gratis, men hvert magasin koster 18 kroner – dog er de første fire gratis. Inside udkommer to gange om ugen og har hver gang tre hovedhistorier. Udover det, er der bl.a. et par oversatte historier fra The Economist i den seneste udgave – slet ikke dumt, hvis man skal nå et publikum udenfor det nordjyske.

En del af magasinets kilder og annoncører er dog fortsat nordjyske, det giver magasinet en snert af provins, der nok i sidste ende vil få mig til at investere i de internationale pendanter.

Dog trods alt stor ros til Nordjyske for at gøre et ambitiøst forsøg. Udover navigationen, der er nærmest umulig at gennemskue i starten, så er der lagt kræfter i udtrykket, der er brugt relativt velproduceret video – og tænkt i gennemført magasinproduktionen.

Online-magasinet Reflexx er lanceret som en del af forskningsprojektet Digital Urban Living. Magasinet er ikke en applikation, men et website, der er optimeret primært til tablet og indholdet kan opsummeres i ”lidt, men godt”.

Hver torsdag offentliggøres et tema – gennemarbejdede artikler – ofte med enten lyd eller video som en del af artiklerne. Dog er det overordnede indtryk temmelig teksttung – og ville have godt af et grafisk løft. Reflexx består desuden af et community, hvor brugerne kan ønske og diskutere temaer – brugernes kommentarer bliver flere steder brugt elegant i venstre side af artiklerne.

I og med at der ikke er de store grafiske eller indholdsmæssige svinkeærinder, så fungerer Reflexx ganske udmærket som site – ingen grund til at smide tusindvis af kroner i et udvikle en applikation.

Hvilket må være anmeldelsens vigtigste pointe ”hvorfor lave en applikation, hvis et site kan gøre det?” – og svaret giver nok trods alt sig selv – fordi det er lettere at kræve betaling for et abonnement, der indgår i en applikation end det er for et website. Det er dog ærgerligt at så få – både danske og internationale – medier formår at udnytte iPad’en til fulde. Der er alt for ofte tale om udvidede pdf’er, hvor der hverken er tænkt i digitale info-graphics, stills, video eller andet dynamisk visuelt indhold – for pokker, hvor er det ærgerligt!

Diaspora – sku vi ikke gi’ det en chance?

Cirka en gang hvert halve år dukker der en ny tjeneste op – fx. buzz, wave, friendfeed – nogle overlever andre dør ligeså hurtigt, som de blev hypede.

Denne gang hedder tjenesten Diaspora (udtales med tryk på A).

Hvad er Diaspora:

Diaspora er et socialt netværk, der er blevet lavet som et oprør mod Facebooks absolutte dominans på markedet – ikke mindst på grund af FB’s noget arrogante forvaltning af privacy og ophavsret. Diaspora blev lavet for at give brugerne deres rettigheder tilbage (læs evt. artiklen ”Four Nerds and a Cry to Arms Against Facebook” i NYtimes for flere detaljer)

For cirka to uger siden inviterede Diaspora de første alpha-brugere indenfor. Til en tynd kop te – og et tomt ekkokammer, men – hey! – det er en alpha-udgave, mon ikke væggene på Facebook også virkede temmelig nymalede, de første par uger.

Et socialt netværk består primært af to ting i min verden: 1. Indpakningen, 2. Det sociale.

1. Indpakningen: Når du add’er en ny kontakt i Diaspora, så vælger du hvilken gruppe (aspect) de hører til i. Jeg har for eksempel opdelt mine i ”venner” – dem, jeg fortæller, hvad jeg i VIRKELIGHEDEN har på hjerte, ”bekendte” – mange har jeg kun mødt få gange og kender perifært via fx twitter, ”arbejde” – de, der interesserer sig for de nørderier, der hører til mit arbejdsområde, eller som jeg har mødt i forbindelse med arbejde,”foreigners” – de, som jeg kun skriver på engelsk til + et par kategorier mere. Det er muligt at give hver kontakt flere mærkater – dvs. en ven også kan høre til på arbejdslisten – præcis ligesom de lister mange facebook-brugere har oprettet.

Jeg synes, det er en kæmpe fordel at få lov at starte forfra i dag, hvor jeg er mere vant til at manøvrere i sociale netværk, end jeg var, da jeg joinede Facebook for nogle år siden. Jeg er en langt mere bevidst bruger – og alt i alt for doven til at give mig til at lave lister, hvor jeg tager stilling til, hvor alle mine facebook-kontakter hører til i mit (social-)liv.
Modsat Facebook, har man i øjeblikket ikke sin egen væg. Man poster – ligesom på twitter – til ”alle”, eller rettere sagt til alle, kun venner, kun arbejdsrelateret – eller hvordan man nu har valgt at dele sine kontakter op. Dine kontakter har derefter mulighed for at kommentere på din post (det vil sige et mix af twitter og FB-comments).

2. Det sociale: en del af de brugere, der har fået adgang til Diaspora brokker sig over, at der er kedeligt. Til det, er der langt hen ad vejen kun at svare: så lav en fest! Selvfølgelig skal rammerne være i orden og pt. er brugeroplevelsen temmelig nedbarberet. Igen – hey! – det er en alpha-udgave.

Jeg har ingen anelse om, hvor vidt Diaspora bider sig fast – hvis jeg havde den slags indsigt i ny teknologi, ville jeg være en meget rig investor i dag. Men jeg har stor respekt for modreaktioner. Det er som oftest der, de gode produkter starter. Spørgsmålet er, om Diaspora drukner i brok, fordi de har inviteret for mange gæster for tidligt – og horderne rykker videre til næste fest, fordi denne ved første øjekast virkede dødkedelig? Muligvis ER den dødkedelig – muligvis lykkes det aldrig de fire knægte at lave en brugerflade, der tiltrækker andre end de nørder, der brændende ønsker at gøre oprør mod Facebook.

Jeg håber, at der hurtigst muligt bliver tilføjet detaljer på Diaspora, der gør brugeroplevelsen bedre – at der bliver lavet mobilapplikationer, tablet-interface osv. Men først og fremmest håber jeg, at holdet bag holder fast i deres idealer og forklarer de almindelige brugere, hvorfor oprøret er nødvendigt – og hvordan de kan sikre, deres rettigheder til både privatliv og ophav bedre fx. ved at bruge Diaspora.

Så – hey! – det er en alpha-udgave – hensigten er ædel – sku vi ikke give det en chance?

Søges: Avis med mod

Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*

Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.

Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.

Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed,  i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har  delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.

Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.

*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?

** læs evt. debatinlægget  “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.

Valg af hovedbestyrelse i Dansk Journalistforbund 2009

Den 21. – 22. april er der delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ). Jeg har valgt endnu engang at stille op til forbundets hovedbestyrelse og har derfor skrevet følgende præsentation til DJ’s hjemmeside:

Jeg mener, at større selvtillid, bedre kvalitet og tidssvarende idealer bør være hovedoverskrifterne for DJ’s arbejde de næste tre år.

Større selvtillid
Der har de seneste år været tendens til en vis pessimisme i mediebranchen. Forståeligt, men ikke altid berettiget. For på trods af, at den teknologiske udvikling har demokratiseret informations- og nyhedsformidlingen, så alle – både professionelle og uprofessionelle mediebrugere – kan ytre sig, har mediebranchen stadig et stærkt og kvalitativt fundament. Det mener jeg, at vi har tendens til at glemme. Vi skal holde fast i, at det produkt, vi leverer, er af så høj kvalitet, at det har en unik værdi – og dermed en demokratisk berettigelse.
Jeg mener, at en af DJ’s fornemmeste opgaver, er at skabe rammerne for, at vi som medlemmer kan levere det produkt.

Bedre kvalitet
Dermed bør et andet kerneområde være kvalitet. Vi er nødt til at have tydeligt definerede holdninger til kvaliteten af den uddannelse de studerende får, indholdet i medierne og lovgivningen på det mediepolitiske område. Ellers risikerer vi at devaluere faget.
Samtidig er det altafgørende for mig, at vi ikke ser forandringen, den digitale medierevolution, som en modsætning til kvalitet.
Vi skal have øje for, at teknologien aldrig kommer til at overskygge selve indholdet, og arbejde for at medlemmerne kan udnytte de teknologiske rammer fuldt ud – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi bør sætte fokus på, hvordan teknologien kan styrke vores fag, så vi giver brugerne, seerne, lytterne og læserne det bedste produkt.

Tidssvarende idealer
Derfor skal vi blive bedre til at medtænke markedets digitale udvikling i de politiske beslutninger vi tager, så vi ikke blindt kæmper for klassiske fagpolitiske idealer, men fokuserer på, hvordan vi strategisk kan skabe de bedste rammer for medlemmerne – også i fremtiden.
Dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skal opgive de rettigheder, som vi har brugt årevis på at tilkæmpe os, men vi er nødt til hele tiden at udvikle vores strategi, så den forholder sig til, at markedet er under evig forandring.
Vi er nødt til at tage stilling til, hvad udviklingen gør ved idealerne – eksempelvis ophavsret. I den bedste af alle verdener er ophavsretten ukrænkelig, men realistisk set så forsvinder hverken internet, fildeling eller den lette adgang til digital kopiering, og det stiller konstant nye krav til vores strategi på området.

Bagggrund:

Arbejder freelance med web/tv/skrift

Medlem af hovedbestyrelsen siden 2005. Pt. medlem af forretningsudvalg, fagligt udvalg samt beskæftigelses- og uddannelsesudvalg.

Privat: 28 år gammel og bor på Vesterbro.

Facebook
Twitter
LinkedIn

The Twitchhiker experiment

I wish I had had this idea. Paul Smith is writing about media for the Guardian, and blog about radio, TV and tech for different websites. He decided, few days ago, to travel as far as he can in 30 days – with a little help from his twitter friends.

He has made up five rules, that he has to follow:

1. I can only accept offers of travel and accommodation on Twitter, from users who are following @twitchhiker
2. I can’t make any plans further than three days in advance
3. I can only spend money on food, drink and anything that might fit in my suitcase
4. If there’s more than one offer on the table, I get to choose which I take. If there’s only one, I have to take it within 48 hours.
5. If I’m unable to find a way to move on from a location within 48 hours, the challenge is over and I go home.

As he travels he collects money to support charity: water (the same charity that twestival is supporting).

So if you want to help Paul Smith travel around the world and collect money for a good course you’ll have to join Twitter and follow his journey @twitchhiker

You can read more about Twitchhiker at www.twitchhiker.com

Brugerinvolvering hos klassiske medier

Selvom der er langt imellem, så sker det alligevel indimellem, at de ”traditionelle” medier udvikler interessante online initiativer. Da jeg skimmede ugens rss-feeds stødte jeg på disse to:
Al Jazeera har lavet sitet http://labs.aljazeera.net/warongaza/main# hvor brugere (og journalister) kan poste nyheder fra Gaza-striben. Jeg kan godt lide opdelingen i bekræftede og ikke bekræftede nyheder, men på trods af visualiseringen på kortet, så synes jeg stadig, at det er svært at få et reelt overblik. Fedt initiativ dog.

http://www.nytimes.com/marketing/election2008/facebookmicrosite.html
The New York Times har lavet dette mikrosite i samarbejde med Facebook, hvor de spørger deres Facebook-fans, hvad de mener Obama skal tage fat på, som det første.
Rent grafisk er siden æstetisk og lækker, men ligesom hos Al Jazeera, er det svært at få overblik, og jeg savner konklusioner og refleksioner på selve mikrositet.
Men igen et spændende initiativ, der kan udvikles i en retning, hvor brugerinvolvering for alvor kommer til at give mening på mediernes hjemmesider.

Målgruppeorienteret kommunikation med pip

I et forsøg på at forklare konflikten i gaza-striben, så alle kan følge med, valgte den israelske regering at holde en offentlig pressekonference via Twitter.

“Since the definition of war has changed, the definition of public diplomacy has to change as well,” said David Saranga, the head of media relations for the Israeli consulate in New York, which conducted the Twitter news conference on Tuesday.”

Og fortsætter:

Mr. Saranga said Tuesday’s online dialogue, which was open for questions from anyone with a Twitter account, was “the first governmental press conference ever held on Twitter.” And he made no apologies for using common text-messaging abbreviations — 2 for to, 4 for for, and r for are, and other shorthand like civ for civilian — in his answers. “I speak to every demographic in a language he understands,” he said. “If someone only speaks Spanish, I speak in Spanish; if someone is using a platform like Twitter, I want to tweet.”

Citateterne stammer fra en artikel i NYTimes om konferencen. Jeg synes, det er et spændende initiativ, der, om ikke andet, er et udmærket forsøg på at inddrage brugerne (udover de få der af sig selv ville komme forbi www.israelpolitik.org), men i og med at svarerne også barberes ned til Tweets, ender konferencen med at antage en nærmest pixibogs-agtig logik – og banalisere en konflikt, der ikke kan tages for alvorligt. Men modigt forsøg på at kommunikere udover den traditionelle målgruppe.

Spørgsmål og svar kan læses på http://www.israelpolitik.org/category/citizen-press-conference/