Tag: politiken

Det ER jo bare en avis…

Bragt i Journalisten den 9. marts 2011

Hvis hypen omkring Rupert Murdochs seneste satsning The Daily – et magasin til iPad – havde svaret til produktet, så skulle applicationen have været en sand revolution, den digitale tidsalders svar på Gutenbergs trykpresse. Det blev den ikke. Men magasinet er dog et sympatisk forsøg på at videreudvikle de pdf-lignende aviser, der indtil nu har præget ipad-lanceringerne.

Størstedelen af indholdet er i artikelform – nyhedsartiklerne minder lidt om den journalistik, man kender fra magasiner som Time Magazine, forholdsvis grundige og interessante – og med magasinets op til 100 sider om dagen, er der masser af læsestof at tage fat på – de fleste er dog fyldt med lettere artikler om sladder og sport..
Men hvorfor overhovedet tale om sider i en application lanceret under sloganet ”new times demand new journalism”? – hvorfor ikke udfordre mediet og udnytte muligheden for at formidle i det format, der passer til den enkelte historie i stedet for at tage udgangspunkt i tekst?

Flere steder er artiklerne suppleret med små velproducerede videoer, der dog ofte pixelerer heftigt. En del af artiklerne ligger også som lydfiler, men kvaliteten er ikke specielt høj, det kan være udmærket som afveksling, mens man laver aftensmad eller kører bil, men i længden bliver robot-stemmen anstrengende. Det svinger fra dag til dag, hvor mange kræfter, der er brugt på den visuelle formidling – både billeder og grafik – på gode dage er det over middel, men desværre foldes billedsiden slet ikke ud i en grad som iPad’en giver mulighed for.

Enhver, der er vant til at bruge nettets muligheder, vil undre sig over manglen på links – for eksempel, når de oscar-nominerede film er listet på et stort opslag, så savner jeg at dykke ned i ekstramateriale – eventuelt blot adgang til filmenes hjemmesider.

Eller i artiklen om datoerne for dette års NFL – hvorfor ikke lave links, så man kan plotte dem direkte ind i kalenderen på iPad’en?
The Daily opdateres løbende med for eksempel sportsresultater og tweets – og det gør den til en væsentligt bedre nyhedsavis end mange af de øvrige magasiner og aviser på det digitale marked. Og hvis man interesserer sig for amerikansk sport, kan man til en vis grad sikre, at ens yndlingshold bliver prioriteret på sportssiderne.

Den største ulempe ved de løbende opdateringer er, at man ikke kan vende tilbage til gamle artikler. Man skal huske at gemme de artikler, man vil genlæse  – eller dele dem via twitter, mail eller facebook, hvilket er både let og gratis – for dagen efter er de væk. The Daily er en god, amerikansk, avis til prisen –  99 cent pr. uge eller 39.99 $ for et år. De første 14 dage var avisen dog gratis – sponsoreret af internet udbyderen Verizon – spændende om den type sponsorater kommer til at gribe om sig i fremtiden. På grund af tekniske problemer – blandt andet crasher application lidt for ofte – har The Daily valgt at forlænge gratisperioden til 21. marts 2011.

The Daily er en udmærket amerikansk avis, dog venter jeg stadig med længsel på det iPad-magasin, der ikke fokuserer på antallet af sider, men på mængden af data om et emne med dybe links, masser af billeder og fleksibel infografik.

Læs evt. også: Smuthul giver gratis adgang til The Daily på Journalisten.dk

Må jeg yamme til en ven?

Bragt i Politiken 15 februar 2011

Hvornår har du sidst haft tid til at diskutere livet, døden, kærligheden – hårfjerningsprodukter og politik en tirsdag formiddag?

Indimellem savner jeg teenage-tiden, hvor der var overskud til at sludre tøset i timevis med mine veninder på – fastnet – telefon. Vi vendte hele verden, diskuterede drenge, job, skole, drømme – spekulerede over, hvordan det ville være at blive voksen.

Og pludselig var vi fyldt 25-30-35 og havde haft pokkers travlt i flere år. Der var børn, der skulle fødes, ambitioner, der skulle indfries, maraton, der skulle løbes. Tiden blev mere og mere knap – og ofte var det samværet med veninderne, der blev nedprioriteret.

Indtil jeg opdagede Yammer.

Yammer er en webtjeneste, der i princippet fungerer ligesom Facebook og Twitter. Man skriver korte beskeder til hinanden – man kan vise links og billeder – det er dét. Men i takt med at Twitter og Facebook har fået flere og flere brugere, og vi alle sammen har et væld af kontakter, så er det ikke længere et privatrum (husk, det nu Ditte Okman). Yammer blev opfundet så medarbejdere i en virksomhed, kan skrive sammen om de opgaver, de arbejder på netop nu –  i et lukket fora, for eksempel kan det, man skriver på Yammer ikke googles. Hvilket jeg er usandsynligt glad for.

For det er på Yammer, jeg mødes med mine veninder. For godt et år siden oprettede jeg en yammer-konto for syv ”digitale” veninder – kvinder jeg havde mødt via arbejde, twitter, sociale-arrangementer. Vi var bekendte. Men det har ændret sig. I dag hører de til mine nærmeste. Det er der, jeg smider det professionelle filter, som gør, jeg tænker mig om en ekstra gang, når jeg skriver en status på Facebook eller et hurtigt tweet.

Min blufærdighed (og sans for kvalitet) ville til en hver tid få mig til at tøve ved en status a la:

”Velkommen på arbejde. Har cyklet mudder op til midt på livet OG spildt kaffe på mit ene bryst – en dag, jeg IKKE har sort på, på ”hov se hendes BRYSTER”-måden… Åh Gud, det bliver en lang dag.” – men jeg ved, at jeg skriver til syv veninder, i en sluttet kreds, som tilgiver mig – mangt og meget: platheder, usikkerhed, storhedsvanvid, glæde, pms – og det der er værre. Som gode veninder gør.

Yammer fungerer både i en browser og på smart phones som for eksempel iPhone. Det minder mest af alt om en lang chat med flere deltagere. Som du kan tjekke, når det passer dig – som oftest, mens man venter på metroen, til det kedelige møde eller på toilettet (ja, vi gør det jo alle sammen, ikke?!).

Og selvom det ofte er kække bemærkninger, der dominerer hverdagen, så diskuterer vi også alle de store spørgsmål som liv, død, lønforhandlinger, politik, kropsidealer. Vi opmuntrer hinanden, giver gode råd og revser. Tonen er bramfri – aldrig er jeg blevet kaldt en kost, så ofte og med så kærlig undertone.

En – stærkt forenklet – samtale kunne forløbe således:

Veninde1: Hey! Det her er jobopslag er lige noget for dig ”sender link til jobopslag”

Veninde2: Det er jeg overhovedet ikke kvalificeret til…. (ja, det er sådan noget kvinder altid siger).

Veninde3: Selvfølgelig er du det… Skriv nu bare den ansøgning.

Veninde4: Sig til, hvis jeg skal give feedback eller læse korrektur, når du har skrevet ansøgningen færdig.

Oftest er det samtaler, der tager få minutter at deltage i – men som giver en masse værdi i en hverdag, der både kan være travl og indimellem ensom, når arbejdet, ungerne, voksenlivet tager lidt for megen tid. Når der ikke er tid til at ringe til en ven, så kan man altid yamme til en veninde.

Og hva’ så, hvis du er i Føtex?

Bragt i Politiken 25. januar 2010

Det bedste jeg ved, er tilfældigt at møde en god ven på vej hjem fra arbejde, drikke en kop kaffe og nyde den sidste sol, mens vi taler om stort og småt. Derfor elsker jeg Foursquare. Dét digitale værktøj, der ændrer København til et gadekær, hvor man ikke længere mødes tilfældigvis, men sandsynligvis.

”Jeg bryder mig ikke om at folk holder øje med mig,” hvisler min ven konspiratorisk henover cafébordet, mens han skuler rundt på de andre gæster. Jeg har netop tjekket ind på Foursquare på min telefon – det vil sige: fortalt mine cirka 100 kontakter, at jeg pt. befinder mig på min yndlingscafé. Og at de er velkomne til at slutte sig til det nu noget paranoide selskab – hvis de skulle være i nærheden.
De sidste par år har geolocations-tjenester fået en fast brugerskare i Danmark. De fleste af os kender hinanden perifert fra Twitter, Facebook eller andre sociale netværk. Vi arbejder som oftest med kommunikation, it eller teknologi. Og havde formodentlig aldrig mødt hinanden, hvis ikke Tim Berners Lee havde opfundet world wide web. Vi er det, de fleste mennesker kalder… nørder. Hvilket har begrænset brugerskaren væsentligt.

Det har Facebook med lanceringen af Places forsøgt at ændre på. Ligesom de øvrige tjenester giver Places dig mulighed for at fortælle dine venner, hvor i verden du befinder dig ved, at du tjekker ind på en fysisk lokation – fx. din yndlingscafé – via din telefon.
Det giver et fremragende overblik over omgangskredsen, når du står klokken to om natten på kanten af Kødbyen og skal vælge den næste bar – pludselig ved du, hvor vennerne hænger ud – både dem du gerne vil møde – og indimellem også dem, du ikke lige er humør til at drikke den næste whisky med (det er jo ikke altid, man gider at møde ekskæresten, når man barcrawler hen ad Istedgade).

Men hvis du vælger at bruge Facebook Places, så gør dine venner – og mig – en tjeneste: lad være med at spamme med ligegyldigheder. Dine checkins fungerer som statusbeskeder – og hvis du gang på gang tjekker ind på metrostationer og indkøbssteder, så sletter jeg dig. Punktum. Jeg er revnende ligeglad med, om du er i Føtex – med mindre vi bor sammen, og det er mit køleskab, du køber varer til.
Til gengæld er du velkommen til at blære dig, hvis du står øverst i Eiffeltårnet, hvis vandet er gået, og du tjekker ind på fødegangen. Eller du netop har reddet ham den spændstige skønhed fra at blive ædt af en haj I Sharm El Sheik – og husk at poste et billede! Det er den slags, der gør dig værd at følge på Facebook.

Selv er jeg klart tilhænger af Foursquare, hvor jeg fra starten har valgt, hvem jeg har lyst til at møde i den virkelig verden – og ikke har et væld af gamle klassekammerater, perifere kolleger og forretningsforbindelser som kontakter – ligesom på Facebook.

Men selvfølgelig kan jeg lokkes i Places-fælden. I det øjeblik, der dukker fordelagtige kommercielle tilbud op – a la ”hvis du tjekker ind i vores butik, får du 25 % på alt + en drink og en sjov hat” – så lur mig, om jeg ikke straks generer venner og bekendte med at tjekke ind både her og der – skaden kan dog begrænses ved hjælp af lister, men det kræver en del vilje.

Og til de paranoide – for eksempel min gode ven, så sker der ikke noget ved at oprette sig som bruger på den type tjenester, hvis folk ikke må vide, hvor du er, så kan du blot lade være med at tjekke ind og leve livet helt inkognito – ligesom i de gode gamle dage.

iPad-app – og hvad så?

Bragt i Journalisten – december 2010

Siden iPad’en blev lanceret i april har et hvert medie med respekt for sig selv – og ikke mindst fremtiden – arbejdet på at lancere enten en applikation eller et website, der kunne leve op til tablet-computernes krav. I november kom iPad’en til Danmark, det har resulteret i lanceringer fra blandt andre Berlingske Business, Nordjyske Inside og webmagasinet Reflexx – der dog har valgt tre forskellige strategier.

Berlingske Business-applikationen er en  klassiske nyheds-applikation. Den er gratis at downloade og artiklerne er ligeledes gratis – i øjeblikket – dog er det Berlingskes plan at gå over til betaling via abonnement på et senere tidspunkt.

Når man åbner den bliver man mødt af blandt andet ”seneste nyt”, ”fra avisen”, børstal og ”dagens billede”. Det tager lidt tid at vende sig til at navigere i undermenuerne, men applikationen benytter sig dog af en brugerflade, der minder så meget om et traditionelt website, at de fleste brugere vil lære at manøvrere relativt hurtigt.

Desværre opstod der flere fejl og døde links, da jeg klikkede rundt – det virker som om, det har hastet lidt rigeligt med at komme på markedet.

Kvaliteten af det tekstmæssige indhold er der ikke noget i vejen med – der er både længere ganske udmærkede artikler og korte nyhedsopdateringer i bedste Berlingske Business-stil. Dog generer det mig, at der er brugt relativt mange stockfoto – gab!

Nordjyske Medier har ligeledes lanceret en applikation med magasinet Inside. Selve applikationen er gratis, men hvert magasin koster 18 kroner – dog er de første fire gratis. Inside udkommer to gange om ugen og har hver gang tre hovedhistorier. Udover det, er der bl.a. et par oversatte historier fra The Economist i den seneste udgave – slet ikke dumt, hvis man skal nå et publikum udenfor det nordjyske.

En del af magasinets kilder og annoncører er dog fortsat nordjyske, det giver magasinet en snert af provins, der nok i sidste ende vil få mig til at investere i de internationale pendanter.

Dog trods alt stor ros til Nordjyske for at gøre et ambitiøst forsøg. Udover navigationen, der er nærmest umulig at gennemskue i starten, så er der lagt kræfter i udtrykket, der er brugt relativt velproduceret video – og tænkt i gennemført magasinproduktionen.

Online-magasinet Reflexx er lanceret som en del af forskningsprojektet Digital Urban Living. Magasinet er ikke en applikation, men et website, der er optimeret primært til tablet og indholdet kan opsummeres i ”lidt, men godt”.

Hver torsdag offentliggøres et tema – gennemarbejdede artikler – ofte med enten lyd eller video som en del af artiklerne. Dog er det overordnede indtryk temmelig teksttung – og ville have godt af et grafisk løft. Reflexx består desuden af et community, hvor brugerne kan ønske og diskutere temaer – brugernes kommentarer bliver flere steder brugt elegant i venstre side af artiklerne.

I og med at der ikke er de store grafiske eller indholdsmæssige svinkeærinder, så fungerer Reflexx ganske udmærket som site – ingen grund til at smide tusindvis af kroner i et udvikle en applikation.

Hvilket må være anmeldelsens vigtigste pointe ”hvorfor lave en applikation, hvis et site kan gøre det?” – og svaret giver nok trods alt sig selv – fordi det er lettere at kræve betaling for et abonnement, der indgår i en applikation end det er for et website. Det er dog ærgerligt at så få – både danske og internationale – medier formår at udnytte iPad’en til fulde. Der er alt for ofte tale om udvidede pdf’er, hvor der hverken er tænkt i digitale info-graphics, stills, video eller andet dynamisk visuelt indhold – for pokker, hvor er det ærgerligt!