Bob Boilen fra NPRs All Song’s considered har lavet den obligatoriske liste over de bedste plader fra 2011. Modsat mange andre lister er denne både udfordrende og interessant:
Du kan læse den og høre alle pladerne på:
Jeg har lavet en spilleliste på rdio med de 1o album (Balam Acab er desværre ikke på rdio pt.) – til dem, der bruger den slags.
Bragt i Politiken 8. nov. 2011
Fastholder journalistuddannelserne de studerende i roller, der hverken udvikler medierne eller journalistikken?
Hvis det ikke skurrede mod enhver journalistisk etik, ville jeg foreslå, at de journaliststuderende den første uge på studiet lærte at recitere den gamle Apple-reklame “Think different“. Reklamen, der er en hyldest til dem, der tør: Rebellerne, dem der ikke passer ind, dem, der ikke følger reglerne.
For stort set hver gang, jeg møder studerende fra de tre uddannelser, så slår det mig, hvor lidt oprør, der er i dem – og jeg skal ikke være hellig. Rebel, var sikkert heller ikke det første ord mine medstuderende, ville have hæftet på mig.
Men man belønner sjældent mod og oprør på uddannelserne – eller i det danske uddannelsessystem i al almindelighed. Og det har konsekvenser for den journalistik, vi møder i medierne.
På trods af, at underviserne af og til opfordrer til at udfordre rammer og journalistikken, så er det traditionelle lettere at måle og bedømme og derfor er det de traditionelle løsninger – eller det, der er lykkedes – i stedet for det modige, det, der kunne være lykkedes – der honoreres.
Journalistuddannelsen bør ikke være et sted med rammer og regler, et sted, hvor man går hjem klokken 16 hver dag. Men hvordan skaber man et kreativt miljø.
Hvis jeg skulle tilrettelægge en journalistuddannelse, så ville jeg tage udgangspunkt i, at de fleste unge i dag har evner og nysgerrighed til at tillære sig de digitale værktøjer og fortælleteknikker, de har brug for, for at få succes.
Det har aldrig været lettere eller billigere at producere journalistik professionelt. Billige videokameraer har aldrig været så knivskarpe, det har aldrig været lettere at lave kreative websites og adgangen til statistikker og data har aldrig været større. Det er optimale forhold for journalister.
Jeg ville sætte fokus på, hvordan den enkelte historie bedst fortælles og være revnende ligeglad med, om de studerende valgte at bruge print, lyd, levende billeder – eller for den sags skyld papirklip og 3D-tegnefilm – i stedet for at understøtte de traditionelle mediers måde at formidle på ved at lade de studerende vælge forløb, hvor man er fastlåst på print, web, levende billeder eller radio – som det ofte er tilfældet i dag.
I stedet for at lære dem rutinetænkning og dårlige vaner, ville jeg sætte fokus på, hvordan historien bedst formidles på historiens præmisser.
Det ville kræve en stillingtagen hos de studerende, som jeg ikke oplever, at de uddannes til i dag. Med lidt held kunne man uddanne unge journalister, der var i stand til at udfordre de konservative medier, der fortsat producerer journalistik, som de har gjort de sidste 30-40 år.
New York Times har valgt at åbne deres univers for de kandidatstuderende på New York University http://beta620.nytimes.com/ – for at tilbyde dem en adgang og en legeplads til at være kreative. Syddanske Universitet forsøger at lave et lignende projekt med deres J-lab – hvor ”Syddansk Universitet i Odense stiller hele arsenalet af evnestærke og engagerede forskere, undervisere og studerende til rådighed for mediebranchen.”
Gode initiativer, som forhåbentlig rusker op i de studerende, så de lærer at udfordre dem selv og de etablerede medier.
Kære journalister in spe, smid de journalistiske hæmninger, arbejd hele natten, sov på gulvet, flik et website sammen og nå deadline med få sekunder tilbage. Vær fandenivoldske – ikke kun af princip, men af sind. Hav allerhelvedes meget på hjerte – sats det hele – og lidt til. Gør det før i bliver kyniske, gør det før I er ligeså kedelige, fastansatte og tryghedssøgende som alle os andre.
Ekstremt relevant dokumentar om den britiske presse og “the downfall of Cecil King” – det der BBC, de kan altså noget…
Every day is like sunday (via @chulu)
I anledningen af Dylans 70 års fødselsdag har BBC (selvfølgelig) lavet en række fantastiske udsendelser – hør dem her: http://www.bbc.co.uk/programmes/b011mdc2/episodes/upcoming fortalt af Kris Kristofferson… what’s not to like?!
På Hamburger Bahnhof museum für gengenwart i Berlin hænger en fantastisk udstilling med tusindsvis af polaroider af kunstneren Horst Ademeit. Dagbogsnoter, registreringer (hundrevis af billeder af en elmåler) og hveragspoesi – og hvis der nogensinde er nogen, der påstår, at jeg skriver gnidret, så henviser jeg uden tøven til Horst – se dét er gnidr.
…eller håber I læser og giver mig et referat af.
Den seneste uge, er jeg faldet over den ene rapport efter den anden, som jeg håber, at jeg får tid til at læse – følgende tre ligger pt. øverst i bunken:
The Story So Far: What we know about the business of Digital Journalism en rapport fra the Columbia University Graduate School of Journalism.
Knowledge-based innovation and the benefits of clustering – en masteropgave fra BI Norwegian School of Management – om vidensdeling som grundlag for innovation. Forfatteren har opsummeret i et blog indlæg her
Og sidst men ikke mindst: Making ‘The Daily Me’: Technology, economics and habit in the mainstream assimilation of personalized news af Neil Thurman, lektor med ansvar for overbygningen i journalistik på City University London
Hermed anbefalet uden overhovedet at vide, om der er grund til det.
NPR’s all songs considered giver i denne uge en smagsprøve på albummet Rome fra Danger Mouse med blandt andet Jack White og Norah Jones – hvornår er det 17. maj, så vi kan få resten af sangene? Lyt til singlen her
Bragt i Journalisten – december 2010
Siden iPad’en blev lanceret i april har et hvert medie med respekt for sig selv – og ikke mindst fremtiden – arbejdet på at lancere enten en applikation eller et website, der kunne leve op til tablet-computernes krav. I november kom iPad’en til Danmark, det har resulteret i lanceringer fra blandt andre Berlingske Business, Nordjyske Inside og webmagasinet Reflexx – der dog har valgt tre forskellige strategier.
Berlingske Business-applikationen er en klassiske nyheds-applikation. Den er gratis at downloade og artiklerne er ligeledes gratis – i øjeblikket – dog er det Berlingskes plan at gå over til betaling via abonnement på et senere tidspunkt.
Når man åbner den bliver man mødt af blandt andet ”seneste nyt”, ”fra avisen”, børstal og ”dagens billede”. Det tager lidt tid at vende sig til at navigere i undermenuerne, men applikationen benytter sig dog af en brugerflade, der minder så meget om et traditionelt website, at de fleste brugere vil lære at manøvrere relativt hurtigt.
Desværre opstod der flere fejl og døde links, da jeg klikkede rundt – det virker som om, det har hastet lidt rigeligt med at komme på markedet.
Kvaliteten af det tekstmæssige indhold er der ikke noget i vejen med – der er både længere ganske udmærkede artikler og korte nyhedsopdateringer i bedste Berlingske Business-stil. Dog generer det mig, at der er brugt relativt mange stockfoto – gab!
Nordjyske Medier har ligeledes lanceret en applikation med magasinet Inside. Selve applikationen er gratis, men hvert magasin koster 18 kroner – dog er de første fire gratis. Inside udkommer to gange om ugen og har hver gang tre hovedhistorier. Udover det, er der bl.a. et par oversatte historier fra The Economist i den seneste udgave – slet ikke dumt, hvis man skal nå et publikum udenfor det nordjyske.
En del af magasinets kilder og annoncører er dog fortsat nordjyske, det giver magasinet en snert af provins, der nok i sidste ende vil få mig til at investere i de internationale pendanter.
Dog trods alt stor ros til Nordjyske for at gøre et ambitiøst forsøg. Udover navigationen, der er nærmest umulig at gennemskue i starten, så er der lagt kræfter i udtrykket, der er brugt relativt velproduceret video – og tænkt i gennemført magasinproduktionen.
Online-magasinet Reflexx er lanceret som en del af forskningsprojektet Digital Urban Living. Magasinet er ikke en applikation, men et website, der er optimeret primært til tablet og indholdet kan opsummeres i ”lidt, men godt”.
Hver torsdag offentliggøres et tema – gennemarbejdede artikler – ofte med enten lyd eller video som en del af artiklerne. Dog er det overordnede indtryk temmelig teksttung – og ville have godt af et grafisk løft. Reflexx består desuden af et community, hvor brugerne kan ønske og diskutere temaer – brugernes kommentarer bliver flere steder brugt elegant i venstre side af artiklerne.
I og med at der ikke er de store grafiske eller indholdsmæssige svinkeærinder, så fungerer Reflexx ganske udmærket som site – ingen grund til at smide tusindvis af kroner i et udvikle en applikation.
Hvilket må være anmeldelsens vigtigste pointe ”hvorfor lave en applikation, hvis et site kan gøre det?” – og svaret giver nok trods alt sig selv – fordi det er lettere at kræve betaling for et abonnement, der indgår i en applikation end det er for et website. Det er dog ærgerligt at så få – både danske og internationale – medier formår at udnytte iPad’en til fulde. Der er alt for ofte tale om udvidede pdf’er, hvor der hverken er tænkt i digitale info-graphics, stills, video eller andet dynamisk visuelt indhold – for pokker, hvor er det ærgerligt!
Cirka en gang hvert halve år dukker der en ny tjeneste op – fx. buzz, wave, friendfeed – nogle overlever andre dør ligeså hurtigt, som de blev hypede.
Denne gang hedder tjenesten Diaspora (udtales med tryk på A).
Hvad er Diaspora:
Diaspora er et socialt netværk, der er blevet lavet som et oprør mod Facebooks absolutte dominans på markedet – ikke mindst på grund af FB’s noget arrogante forvaltning af privacy og ophavsret. Diaspora blev lavet for at give brugerne deres rettigheder tilbage (læs evt. artiklen ”Four Nerds and a Cry to Arms Against Facebook” i NYtimes for flere detaljer)
For cirka to uger siden inviterede Diaspora de første alpha-brugere indenfor. Til en tynd kop te – og et tomt ekkokammer, men – hey! – det er en alpha-udgave, mon ikke væggene på Facebook også virkede temmelig nymalede, de første par uger.
Et socialt netværk består primært af to ting i min verden: 1. Indpakningen, 2. Det sociale.
1. Indpakningen: Når du add’er en ny kontakt i Diaspora, så vælger du hvilken gruppe (aspect) de hører til i. Jeg har for eksempel opdelt mine i ”venner” – dem, jeg fortæller, hvad jeg i VIRKELIGHEDEN har på hjerte, ”bekendte” – mange har jeg kun mødt få gange og kender perifært via fx twitter, ”arbejde” – de, der interesserer sig for de nørderier, der hører til mit arbejdsområde, eller som jeg har mødt i forbindelse med arbejde,”foreigners” – de, som jeg kun skriver på engelsk til + et par kategorier mere. Det er muligt at give hver kontakt flere mærkater – dvs. en ven også kan høre til på arbejdslisten – præcis ligesom de lister mange facebook-brugere har oprettet.
Jeg synes, det er en kæmpe fordel at få lov at starte forfra i dag, hvor jeg er mere vant til at manøvrere i sociale netværk, end jeg var, da jeg joinede Facebook for nogle år siden. Jeg er en langt mere bevidst bruger – og alt i alt for doven til at give mig til at lave lister, hvor jeg tager stilling til, hvor alle mine facebook-kontakter hører til i mit (social-)liv.
Modsat Facebook, har man i øjeblikket ikke sin egen væg. Man poster – ligesom på twitter – til ”alle”, eller rettere sagt til alle, kun venner, kun arbejdsrelateret – eller hvordan man nu har valgt at dele sine kontakter op. Dine kontakter har derefter mulighed for at kommentere på din post (det vil sige et mix af twitter og FB-comments).
2. Det sociale: en del af de brugere, der har fået adgang til Diaspora brokker sig over, at der er kedeligt. Til det, er der langt hen ad vejen kun at svare: så lav en fest! Selvfølgelig skal rammerne være i orden og pt. er brugeroplevelsen temmelig nedbarberet. Igen – hey! – det er en alpha-udgave.
Jeg har ingen anelse om, hvor vidt Diaspora bider sig fast – hvis jeg havde den slags indsigt i ny teknologi, ville jeg være en meget rig investor i dag. Men jeg har stor respekt for modreaktioner. Det er som oftest der, de gode produkter starter. Spørgsmålet er, om Diaspora drukner i brok, fordi de har inviteret for mange gæster for tidligt – og horderne rykker videre til næste fest, fordi denne ved første øjekast virkede dødkedelig? Muligvis ER den dødkedelig – muligvis lykkes det aldrig de fire knægte at lave en brugerflade, der tiltrækker andre end de nørder, der brændende ønsker at gøre oprør mod Facebook.
Jeg håber, at der hurtigst muligt bliver tilføjet detaljer på Diaspora, der gør brugeroplevelsen bedre – at der bliver lavet mobilapplikationer, tablet-interface osv. Men først og fremmest håber jeg, at holdet bag holder fast i deres idealer og forklarer de almindelige brugere, hvorfor oprøret er nødvendigt – og hvordan de kan sikre, deres rettigheder til både privatliv og ophav bedre fx. ved at bruge Diaspora.
Så – hey! – det er en alpha-udgave – hensigten er ædel – sku vi ikke give det en chance?