”This venue is way to posh for you lot, as my mother used to say in these situations: don’t TOUCH anything,”– i fredags var jeg til en af de der koncerter, hvor man står og tuder lidt sammen med fremmede mennesker, fordi det kryber under huden, vel at mærke få minutter efter, man har danset twist og grinet og sunget med, så tonelejet stadig lyder som to pakker smøger og en balje whisky tre dage efter.

Jeg er vokset op på The Housemartins og The Beautiful South. Jeg sang ”Don’t Marry her” til eksamen på HF og husker tydeligt første gang, jeg så ”Perfect 10” på MTV – fordi den i al sin banalitet understregede, at der var plads til at være anderledes end alle de perfekte 10’ere MTV ellers normalt hyldede.

I det hele taget indeholder The Beautiful South for mig et oprør, eller måske nærmere en overlevelse, og … read on