Author: admin

Lad være med at fedte for fortiden – vær loyal mod din tid

Robert Krulwich, den ene af værterne på programmet Radiolab er en af de bedste fortællere, jeg kender. I 2011 blev han inviteret til at holde dimissionstalen på UC Berkeley for de nyuddannede journalister. Talen burde vises til en hver ung journalist, der ønsker sig en karriere i mediebranchen – og hvis det ikke var blasfemi overfor en velskrevet og begavet opsang, så ville den kunne opsummeres i Nike-sloganet “just do it”.
Krulwich pointerer, at unge bør være loyale horisontalt – mod deres generation, mod deres tid, mod deres venner – drop den vertikale loyalitet, hvor fokus ligger på at stige i graderne ved at efterligne ældre generationer og virksomheders måder at agere på. Virksomhederne vil alligevel ikke være loyale mod de unge. Gør det, du brænder for, så skal du nok nå langt.
Det kan lyde som romantik, men jeg tror at Krulwich rammer hovedet på sømmet.

Se videoen med Krulwichs tale på Youtube

Udskrift af talen kan læses her

Crowdsourcing ved et tilfælde

Det hele startede for seks dage siden. 8. marts kl. 8.22, hvor forfatteren Linda Grant skrev et uskyldigt feministisk tweet for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag:

Tweetiwd

Linda Grant havde længe været frustreret over, at unge er historieløse, når det kommer til feministernes betydning for samfundet. Men i løbet af dagen fik hun tusinder af svar – hun retweetede en del af de svar, hun fik – og projektet eskalerede og endte på den måde som et crowdsourcing-projekt om feminisme og sexisme. For et par dage siden tilbød en bruger at samle tweetsene som dokumentation for eftertiden på sitet A Thousand Reasons (why feminism is still relevant and nescessary).

Man kan mene om emnet, hvad man vil, men dette er et af de mest interessante og vidtrækkende crowdsourcing-projekter, jeg er faldet over, hvor almindelige brugere (ikke nørder med stor erfaring i data-behandling) har brændt nok for et emne til at byde ind og skabe en dokumentation ingen journalist havde formået at samle, om han eller hun så havde brugt uger på det.

Læs Linda Grants historie om tweetet og sitet her: Twitter’s tales of sexism

Ugens artikler II

Jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle mene om at bl.a. Politiken har valgt at validere deres debatindlæg ved hjælp af Facebook. Min umiddelbare tanke, har været, at det var en kortsigtet løsning, fordi det er svært at gennemskue, hvornår brugerne får nok af Facebook og skifter platform. Forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskolen, Lars Holmgaard Christensen, har skrevet et fremragende indlæg i debatten: Dræber netmedierne den demokratiske debat? Jeg er ikke tilhænger af de anonyme debatter, men tankevækkende, hvad Facebook-valideringen sker på bekostning af. Jeg er umiddelbart mere tilhænger af en uafhængig løsning og en profileret, stærk webredaktør, der har frie hænder til at moderere, der findes flere gode eksempler på, at det kan lade sig gøre for virksomheder (fx. SAS, TELMORE og OddsetDK*) – hvorfor så ikke hos medierne?

Endnu et godt indlæg i debatten om journalister og sociale medier er også skrevet af Lars Holmgaard Christiensen: Når journalister tæmmer de sociale medier. Artiklen er en fin understregning af, at medierne og dermed journalisterne fortsat ikke, har fundet deres rolle i det digitale mediebillede.

I samme genre er Felix Salmons artikel Why Journalists Need to LinkWired.com. Salmon skelner imellem links som godt gentlemanship og links som validering for sandhed. Han sætter fokus på, hvordan medierne bibeholder deres troværdighed ved at være bevidste om, hvordan de agerer online – og ikke mindst er artiklen en reminder (til danske medier) om, hvorfor diskussionen om deeplinking/ikke-deeplinking burde være død allerhelst før den var startet.

Hvis man interesserer sig for medier og brugerinvolvering, så er det også være at tjekke Guardians “How to get involved”-side. Hver dag laver de en oversigt over, hvordan brugerne kan interagere med avisen på aktuelle historier – kudos!

PayPal sparks furor over limits on “obscene” e-books
I sidste uge bragte Reuters historien om at PayPal (online betalingsside) havde stillet krav til at e-bogs-distributorer forbød bøger “that contain “obscene” themes including rape, bestiality or incest”. Det er tankevækkende i hvor høj grad banker og betalingssider efterhånden har indflydelse på adgangen til indhold – og jeg tror langt fra vi er færdige med at diskutere grænserne for censur og ytringsfrihed – heller ikke i den vestlige verden – jf. de udfordringer Wikileaks fik, da blandt andet PayPal, Visa og Mastercard i sin tid lukkede for betalingen til sitet: PROSA støtter Wikileaks’ rettigheder eller fornylig da Danske Bank spærrede Roj-TVs konti

You are not running out of time

Har du nogensinde haft en mindre krise over, at en jævnaldrende eller en der er yngre end dig, havde opnået mere i livet: Gjort større opfindelser, bedre karriere eller haft større succes? Så er dette artiklen du bør læse. Egentlig er det banalt: lev i nuet, så bliver du højest sandsynligt lykkeligere. Men derfor er det nu alligevel rart at blive mindet om. Og forfatteren har et par tip til, hvordan man gør det. Carpe Diem.

Første gang, jeg selv tænkte tanken var, da det gik op for mig at Britney Spears er yngre end mig…

*Hos OddsetDK er det værd at læse denne tråd: OddsetDK – både pga. den venlige formaning i starten – og webmasterens venlige humor, da en bruger skriver til den barmfagre OddsetDK-pige, der er ansigt på kampagnen:

Allan Madsen: Det du ikke vi er tjæønt med……nej, det er kun jer der tjener…….hva med om du tog blusen af…….:)))))
Og Oddset svarer: Kære Allan Madsen, tak for tilbuddet, men det er ikke Oddset-Kath, der sidder og skriver. Jeg er en 36-årig mand med sul på sidebenene og hår på det meste af overkroppen – hvis du gerne vil se mig uden trøje på, regner jeg med, at sommerferien går til Samsø i år. Så kan vi jo tjekke hinanden ud på stranden … :-)
God stil!

RDIO – Hvad hører du…?

Når det kommer til Rdio, så er jeg gennemført fan-girl, jeg har været solgt siden, jeg første gang fik det op at køre for cirka et år siden og er stille og roligt holdt op med at bruge Spotify.

Rdio er en musiktjeneste, hvor man kan høre musik – streamet – på samme måde som Spotify, TDC Play og WIMP. Tjenesten blev lanceret i August 2010 af den danske Skype-mand Janus Friis i USA – og nu forlyder det at Rdio endelig er kommet til Danmark.

Fordele ved Rdio:

Rdio er ikke bundet op på Facebook – det vil sige, at man – for det første 100% selv kan bestemme, hvem man bliver “musikalske venner” med, og ikke er tvunget til at overgive data til Facebook.

Det sociale aspekt af Rdio fungerer langt bedre end Spotifys. Når man logger ind på Rdio møder man et “skrivebord”, hvor de 12 plader ens kontakter har hørt mest bliver præsenteret. Derfor kan det betale sig at følge folk (man bliver ikke automatisk venner, man følger folk, ligesom på twitter), der har god musiksmag.
Jeg opdager tit plader, jeg havde glemt eksisterede – fx. er der (jf. screendumpet nedenfor) en eller flere af dem, jeg følger, der har hørt Michael Jackson. Samtidig opdager jeg ofte plader, som jeg ikke kendte – det er langt lettere at finde inspiration til ny musik via Rdio end det er på Spotify.

Rdio fungerer både i browseren (dvs. man slipper for at downloade et program – det er en fordel, hvis man for eksempel arbejder et sted, der har rigide regler for, hvad der må installeres på ens computer (hej DR)), der er et program, man kan downloade – og en application til telefonen (både iphone, android, windows phone 7, Blackberry).

Man kan desuden lave sin egen samling. Hvis man falder over en plade, man gerne vil have i sin “reol”, så tilføjer man den blot. Jeg synes, det er en fordel, fordi det bliver lettere at finde tilbage til noget man har hørt tidligere. Og man kan desuden shuffle sin samling og på den måde få en radiokanal, der spiller alle ens egne plader – og intet andet. Dette fungerer dog ikke i telefon-applicationen – desværre. Der skal man vælge en spilleliste eller en bestemt plade, man gerne vil høre.*

Hvis man søger på en sang eller en kunstner, får man en liste af sange, album, kunstnere – og andre brugeres spillelister, der indeholder den sang eller kunstner man har søgt på. Igen: god  måde at blive inspireret på.

Til nørderne: ja, Rdio fungerer med SONOS. (opdateret: Og har ifølge @steffentchr et “blændende godt API” )

RDIO

 

Ulemper ved Rdio:

Det er dødbesværligt at lave spillelister. Man skal klikke på en menu ved hvert af de numre, man ønsker at tilføje, og kan ikke tilføje hele album – med mindre man tilføjer hvert nummer – ét ad gangen.*

Udbuddet af skandinavisk musik er mere begrænset end på Spotify, til gengæld kommer de amerikanske plader umiddelbart hurtigere på Rdio.

Der mangler også en indbakke, a la den der er på Spotify (hvor der i øvrigt stadig mangler en udbakke, så man kan se, hvilke numre man allerede har sendt til folk). Man kan sende numre til hinanden præcis som på Spotify, men de bliver sendt som mail – og det er ikke helt optimalt, synes jeg.

Og som sagt, så er det også en stor ulempe, at man ikke kan shuffle hele sin samling – det ville være et kærkomment fix fra holdet bag Rdio.*

Der findes tre forskellige prisklasser:

web – hvor man kan streame via program og browser – 4.99 dollars
web og mobil – hvor man kan streame både fra web og mobiltelefon (og også kan synce til offline streaming) – 9.99 dollars
familieabonnement – ovenstående til to personer 17.99 dollars eller til tre personer for 22.99 dollars

Hvis Friis og co. lancerer video-udgaven af Rdio, Vdio, ligeså professionelt. som de har kørt Rdio, så tror jeg både Netflix og Hulu, skal overveje deres strategi i fremtiden. Måske lærte Friis alligevel noget af det lettere famlende Joost-eventyr.

Opdatering 10. marts:

Gode nyheder, der er nu kommet en mulighed for at spille ens musik-kollektion via app’en – spændende at se, hvad der bliver fikset i næste uge, hvor Rdio har varslet en større opdatering af servicen.

NewImage

*Se indlægget Rdio – nyt layout og bedre funktionalitet for flere features

Ugens artikler I

Første februar startede jeg på cand.public på Syddansk Universitet og pendler derfor til Odense hver anden uge. Det har gjort, at jeg pludselig har fået tid til at læse – og gang på gang falder jeg over artikler, som sætter mediebranchen, den digitale udvikling og journalistikken i perspektiv.

I dette og – forhåbentlig – kommende blogindlæg, vil jeg forsøge at samle links til et par af de artikler, så andre også kan få glæde af min tog-tid.

The Web is a Customer Service Medium af Paul Ford

Selvom Fords artikel uden problemer kunne have været delt i tre – fire vinkler/artikler, så er det interessant læsning. Han gør op med bog- og magasin-verdenens brok over at internettet stjæler deres forretning (her kan journalister også læse med uden for alvor at føle sig ekskluderet fra målgruppen…). Med udgangspunkt i, at brok ofte handler om, hvor vidt man føler sig hørt (han kalder det Why Wasn’t I Consulted?-problematikken), har han følgende anbefaling til udgiverne:

“Create a service experience around what you publish and sell. Whatever “customer service” means when it comes to books and authors, figure it out and do it. Do it in partnership with your readers. Turn your readers into members. Not visitors, not subscribers; you want members.”

Ford gennemgår en del af de medier/hjemmesider, der bygger deres forretning på “Why Wasn’t I Consulted”-problematikken – og hans pointe er, at hvert medie (radio, tv, print etc), har dets egne forcer – også internettet, der ifølge Ford er et “Costumer Service Medium”.

Hacker Monthly: It’s the best of the Internet, printed out, and it’s turning a profit

Hacker Montly er et månedligt magasin, der tjener penge på at finde de artikler om hacking, der er værd at læse på siden Hacker News – layoute dem og sælge dem som abonnement – enten på print eller digitalt som epub/pdf/mobi.
Artiklen beskriver deres forretningsmodel og metode. Jeg undrer mig til stadighed over, at der ikke er andre nyhedsmedier, der samler deres greatest hits og sælger dem i en ny indpakning. Jeg ville elske for eksempel at have mulighed for at købe alle Nils Thorsens artikler fra Politiken smækket sammen i en pdf.
Jeg har netop købt et abonnement på Hacker Monthly og produktet er lækkert – jeg vil glæder mig til at få hver udgave leveret direkte til min Kindle. Mit eneste kritikpunkt er, at de ikke betaler forfatterne til artiklerne: Det ville have været en fin anerkendelse – også selvom det blot var en tilkendegivelse, et mindre beløb – forfatterne får en trykt udgave af magasinet + et års digitalt abonnement, men er trods alt blevet spurgt, før magasinet røg i “trykken”.

NPR Tries to Get its Pressthink Right

Jay Rosen, professor i journalistik på NYU, har kigget nærmere på NPRs nye håndbog i etik. Han sætter fokus på, hvordan de ved hjælp af mindre kunstgreb og større forandringer omstiller sig fra at tænke traditionelt til at forholde sig til, hvordan verden af i dag – og i morgen – ser ud i et (etisk og kvalitativt) medieperspektiv:

“It now commits itself to avoiding the worst excesses of “he said, she said” journalism. It says to itself that a report characterized by false balance is a false report. It introduces a new and potentially powerful concept of fairness: being “fair to the truth.” My verdict: Bravo, NPR.”

National Explainer: A Job for Journalists on the Demand Side of News

Et andet noget ældre indlæg af Rosen handler om journalistikkens rolle i det moderne samfund. Selvom indlægget er fra august 2008, er det, en ekstremt relevant analyse af journalistikkens udfordringer. Jo mere travlt journalisterne har, des mere irrelevant bliver deres journalistik. Vi er nødt til at finde tilbage til rollen, hvor vi forklarer og perspektiverer, så læserne forstår det større perspektiv, og ikke mindst, så vi selv forstår det. For demokratiets og samfundets skyld. Rosens indlæg er langt, gennemtænkt og begavet – ovenstående konklusion er blot en banal forkortelse, men læs indlægget, hvis du interesserer dig det mindste for journalistik og/eller det demokratiske samfund.

Jamie N Commons

Anbefaling: Jamie N Commons cover af Wish You Where Here. Det kunne være endt i grusom helligbrøde (umiddelbart synes jeg man skal lade syrehovederne i Flaming Lips rode med den slags), men hans hæse Jacob Dylan-agtige stil, giver sangen en fin americana-lyd: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=ZIMcARotXqw

Commons EP “The Baron” er også et lyt værd – selvom den er en smule fesent produceret  – så tror jeg, den unge mand er værd at holde øje med.

Kultur- og musikpodcasts

I går efterspurgte jeg gode  kultur- og musikpodcasts på twitter. Det var ikke så mange, der kom ind – hvis jeg mangler nogen, så tilføj dem endelig som kommentarer:

Freakonomics Radio og All things considered (NPR)  via @radikalagenda

Mark Kermode and Simon Mayo’s Film Reviews (BBC) via @lisbjerg

Kulturkontoret (DR) via @malenehald

Music Weekly (Guardian) via @hanneklintoe og @nielsfez

Desert Island Discs (BBC) via @hanneklintoe

ULTRA_FM : TRANSMISSIONS OF EXPLORATORY MUSIC og AMBIENT : EMISSIONS OF SONIC BEAUTY via @simounma

The Fader Podcast via @bossydk

 

Udover flere af ovenstående, så bruger jeg selv indimellem:

AK 24syv

IndieFeed (fås i forskellige variationer: alternative, electronica, Indie pop osv – fælles er, at hver podcast er en sang med et nyt band)

NYTimes Music, Times Talks, book osv podcast

 

KEXP Song of the day

NPR har udover All songs considered også flere live-podcasts, der er værd at tjekke ud bl.a.live in concert og tiny desk concerts.

Sveriges Radio har P3 Live Session

 

Min favorit er Jarvis Cocker’s Sunday Service – den findes desværre ikke som podcast, men kan høres på BBC’s hjemmeside.

Både Informations podcasts WNYC’s Radiolab, This American Life og The Story Collider handler for mig også om kultur, men med et bredere perspektiv.

Ligeledes gør P1’s Harddisken, Guardians Media Talk, P1’s Mennesker og Medier, Third Ear osv. – Tak for input og hjælp – nu mangler jeg bare flere timer i døgnet, så jeg kan få hørt al den gode radio.

 

 

 

Juhuu – brugerne kommer!

Bragt i Politiken den 15. november

Så længe medierne ikke for alvor respekterer brugerne, kommer de ikke til at respektere medierne.

For få år siden, talte vi i medierne en del om, hvordan brugerne ville komme til at producere store dele af indholdet i aviserne. Det kom aldrig for alvor til at ske. Men det handler næppe om brugerne, nærmere om medierne.

Forventninger var nok rigeligt høje. Specielt mediecheferne rundt omkring, så for sig, at lønudgifterne til de forgyldte journalister kunne reduceres væsentlig ved at lade de glade brugere levere linje efter linje til aviserne. Med god vilje kan det kaldes naivt, men var reelt set en ekstrem nedvurdering af de ansatte journalister.

En anden grund til, at det ikke for alvor skete, kunne også være mediernes tilgang til brugerne. Vi taler så ofte i mediebranchen om at være i øjenhøjde med læserne, men spørgsmålet er, om vi ved at bruge netop det udtryk, allerede ser ned på dem. Man kan næsten se det for sig, den alvidende journalist går lidt ned i knæ og taler et sprog, selv hr. og fru Jensen kan forstå – derude i udkantsdanmark.

I stedet burde vi måske tale om, hvordan journalisterne skal stå lidt på tæer, for at nå læserne?

Samtidig er det blevet almindeligt, at medierne, når de ønsker debat eller input fra læserne spørger til deres holdninger, hvilket som oftest får de mest højtråbende og markante brugere til at melde sig på banen – bare se kommentarfelterne på mediernes hjemmesider – desværre er det sjældent her, de interessante holdninger kommer frem.

Der hvor brugerinddragelse er relevant, er, når vi beder om deres erfaringer. For eksempel da Berlingske lavede den Cavling-vindende serie om politireformen, Forbrydelsen, stillede de læserne det simple spørgsmål: ”Kom politiet, da du ringede?”

Det affødte både tip og gode historier – præmissen for artikelserien var på plads – god, grundig og velresearchet journalistik – og respekt for læsernes viden.

Et af de udenlandske medier, der har haft størst succes med brugerinddragelse er The Guardian. For to år siden fik avisen retsligt forbud mod at omtale en rapport, der omhandlede oliekompagniet Trafiguras omfattende forurening på Elfenbenskysten. Guardian måtte hverken omtale rapporten, det parlamentsmedlem, der stillede spørgsmål ved hjælp af rapporten, hvad spørgsmålet var, hvilken minister spørgsmålet var rettet imod eller hvor dette spørgsmål eventuelt ville kunne findes.

Guardian valgte at omtale dommen – uden at nævne hvad den handlede om, blot, en forblommet sætning på Twitter om, at de ikke måtte nævne, en rapport, hvad den omhandlede og så videre. Herefter eksploderede Twitter. Brugerne fik lynhurtigt i fællesskab stykket historien sammen og i løbet af mindre end et døgn havde mere end 5.500 brugere nævnt navnet på oliekompagniet. Nettet giver fuldstændigt åbenlyse muligheder for at modtage tip om gode historier, hjælp til opklaring, i tilfælde, hvor der har været mange mennesker til stede.

Og selvfølgelig kan medierne, specielt i forbindelse med lokaljournalistik, få anmeldelser, foromtaler – og holdninger, fra brugerne. Det er lokalt, det giver mening, fordi brugerne ofte er tættere på arrangementerne og selv har noget på spil. Men når vi taler landsdækkende medier, så er vejen frem, at bruge læsernes erfaringer – og gøre det, der giver journalister, deres relevans: være kritiske, have etikken i orden og formidle godt og velfortalt.