Må jeg yamme til en ven?

Bragt i Politiken 15 februar 2011

Hvornår har du sidst haft tid til at diskutere livet, døden, kærligheden – hårfjerningsprodukter og politik en tirsdag formiddag?

Indimellem savner jeg teenage-tiden, hvor der var overskud til at sludre tøset i timevis med mine veninder på – fastnet – telefon. Vi vendte hele verden, diskuterede drenge, job, skole, drømme – spekulerede over, hvordan det ville være at blive voksen.

Og pludselig var vi fyldt 25-30-35 og havde haft pokkers travlt i flere år. Der var børn, der skulle fødes, ambitioner, der skulle indfries, maraton, der skulle løbes. Tiden blev mere og mere knap – og ofte var det samværet med veninderne, der blev nedprioriteret.

Indtil jeg opdagede Yammer.

Yammer er en webtjeneste, der i princippet fungerer ligesom Facebook og Twitter. Man skriver korte beskeder til hinanden – man kan vise links og billeder – det er dét. Men i takt med at Twitter og Facebook har fået flere og flere brugere, og vi alle sammen har et væld af kontakter, så er det ikke længere et privatrum (husk, det nu Ditte Okman). Yammer blev opfundet så medarbejdere i en virksomhed, kan skrive sammen om de opgaver, de arbejder på netop nu –  i et lukket fora, for eksempel kan det, man skriver på Yammer ikke googles. Hvilket jeg er usandsynligt glad for.

For det er på Yammer, jeg mødes med mine veninder. For godt et år siden oprettede jeg en yammer-konto for syv ”digitale” veninder – kvinder jeg havde mødt via arbejde, twitter, sociale-arrangementer. Vi var bekendte. Men det har ændret sig. I dag hører de til mine nærmeste. Det er der, jeg smider det professionelle filter, som gør, jeg tænker mig om en ekstra gang, når jeg skriver en status på Facebook eller et hurtigt tweet.

Min blufærdighed (og sans for kvalitet) ville til en hver tid få mig til at tøve ved en status a la:

”Velkommen på arbejde. Har cyklet mudder op til midt på livet OG spildt kaffe på mit ene bryst – en dag, jeg IKKE har sort på, på ”hov se hendes BRYSTER”-måden… Åh Gud, det bliver en lang dag.” – men jeg ved, at jeg skriver til syv veninder, i en sluttet kreds, som tilgiver mig – mangt og meget: platheder, usikkerhed, storhedsvanvid, glæde, pms – og det der er værre. Som gode veninder gør.

Yammer fungerer både i en browser og på smart phones som for eksempel iPhone. Det minder mest af alt om en lang chat med flere deltagere. Som du kan tjekke, når det passer dig – som oftest, mens man venter på metroen, til det kedelige møde eller på toilettet (ja, vi gør det jo alle sammen, ikke?!).

Og selvom det ofte er kække bemærkninger, der dominerer hverdagen, så diskuterer vi også alle de store spørgsmål som liv, død, lønforhandlinger, politik, kropsidealer. Vi opmuntrer hinanden, giver gode råd og revser. Tonen er bramfri – aldrig er jeg blevet kaldt en kost, så ofte og med så kærlig undertone.

En – stærkt forenklet – samtale kunne forløbe således:

Veninde1: Hey! Det her er jobopslag er lige noget for dig ”sender link til jobopslag”

Veninde2: Det er jeg overhovedet ikke kvalificeret til…. (ja, det er sådan noget kvinder altid siger).

Veninde3: Selvfølgelig er du det… Skriv nu bare den ansøgning.

Veninde4: Sig til, hvis jeg skal give feedback eller læse korrektur, når du har skrevet ansøgningen færdig.

Oftest er det samtaler, der tager få minutter at deltage i – men som giver en masse værdi i en hverdag, der både kan være travl og indimellem ensom, når arbejdet, ungerne, voksenlivet tager lidt for megen tid. Når der ikke er tid til at ringe til en ven, så kan man altid yamme til en veninde.