Rockstjerne? Journalist? Same same…

I en artikel i Columbia Journalism Review diskuterer journalisten Alissa Quart, hvad journalister kan lære af musikbranchen, hvis faget (de?) vil overleve.

Langt hen ad vejen, mener jeg, at artiklens pointer er banale. Eller rettere sagt allerede en realitet og hverdag for de fleste journalister. Men det er alligevel interessant at læse analysen, fordi hun er konkret og kommer med udmærkede eksempler.
I store træk mener hun, at journalisterne (måske også journalistikken? Jeg mener, at man i denne sammenhæng bør skelne) kan bruge de erfaringer musikbranchen har gjort på tre områder:

1. Hvis man giver noget væk og kvaliteten er høj nok, så vender brugerne (seerne, læserne, lytterne) tilbage og er villige til at betale for produktet. The first fix is free?

2. Monokultur skal erstattes af mikrokultur. Det vil sige, at nichemedier er vejen frem. Af flere grunde: for det første fordi det er lettere at skifte retning, hvis man ikke er hæmmet af tonsvis af medarbejdere, for det andet fordi man har mulighed for at være tro mod målgruppens interesser. Altså nærhed og forandringsvillighed.

3. ”Atavist Strategien” – den mere gammeldags tilgang, hvor man simpelthen nægter at anerkende den digitale tidsalder, som fx Kid Rock, der vælger at undlade at sælge sin plade digitalt (det ændrer næppe på antallet af ulovlige downloads, tværtimod) – her kan, ifølge Alissa Quart, nævnes den strategi som The Wall Street Journal (og flere danske medier) har lagt, hvor man skal være abonnent for at få adgang til avisens artikler.

Jeg mener, at model 1 og 2 er de mest interessante – eller måske nærmere uundgåelige. Men for mig er spørgsmålet, hvor langt man skal gå, og om de traditionelle allround medier har spillet fallit?

Journalisten citerer Aram Sinnreich, gæsteprofessor ved New York University, for følgende:

“Like a band on tour, journalists need to e-mail and Facebook readers to stay involved with them on a daily basis, to respond to their comments, to give more than just lip service.”

Men er journalister nødt til det? Og kunne vores tid være brugt bedre? Kontakten til kilder, venner og netværk er for mig på ingen måde en pligt. Jeg synes, det er udviklende, udfordrende og hyggeligt. Og langt hen ad vejen bliver min journalistik også bedre af det, fordi jeg bliver klogere og udvider min horisont hver gang mit netværk giver mig ny information. Her bliver det min journalistiske opgave at redigere den information og ikke mindste formidle den videre. Hvis jeg gør det godt nok, så er jeg enig i at ”model 1” fungerer upåklageligt, men jeg mener ikke, at det vil kunne være grundlaget for, at de trykte medier kan overleve på ”model 3”. De er nødt til at erkende, at verden har forandret sig og drage fordel af de forandringer, frem for at holde fast i det forrige århundredes forretningsmodeller.

Ingen tvivl om, at der kan være store fordele ved mikrokultur-tanken. I dagbladsverdenen kunne man fx. vende blikket mod Kristeligt Dagblad. Jeg mener til dels, at det er rigtigt, at man udvander sin egen værdi, hvis man forsøger at tilbyde brugerne ”det hele”, man bør i stedet lægge sine kræfter, der hvor man reelt set har mulighed for at tilbyde eksklusivitet.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at man ønsker større forretninger/koncerner/mediehuse, når det kommer til økonomi, distribution og konkurrence, men hvis jeg skal udtale mig som journalist (artiklen hedder jo ”hvad journalister kan lære af musikbranchen”), så vil jeg til enhver tid foretrække en mikrokultur, hvor jeg har en reel viden om mit stofområde, kender mine læsere og de kender mig – for det vil, jf. model 1, langt hen ad vejen være tilfældet.