Der dukker af og til et socialt medie op, der “bliver den nye Facebook killer” (twitter killer etc.), vi venter stadig på, det sker. Og jeg tvivler på at Clubhouse slår noget ihjel, men det ‘føles’ mere rigtigt, end de fleste andre nye sociale medier. For det første handler det om social “lyd”. Det er i sig selv nyt i den digitale verden.

Jeg har haft en profil i mindre end døgn, så følgende bliver umiddelbare indtryk.

• hvad er Clubhouse
• hvad foregår der på Clubhouse
• hvad kan Clubhouse bruges til
• hvordan får jeg adgang?

Hvad er Clubhouse?

I går spurgte jeg lidt kækt på Twitter om Clubhouse ikke bare er 0059 for Gen Z* – det blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg klikkede lidt rundt. Men tanken er ikke helt forkert. Du joiner et fælleslokale (en ‘club’), der mødes og taler om mere eller mindre definerede emner. Det … read on

Første februar 2020 startede vi (Center for Journalistik på SDU) en kandidatuddannelse, der i høj grad kan tages online, desuden er den fleksibel, så du kan tage den over seks år i stedet for de vanlige to. Det kan du læse meget mere om her: Cand.Public 2020.

Det blev besluttet, at vi skulle køre uddannelsen i Microsoft Teams, det vil sige bruge Teams som LMS (Learning Management System) – SDU bruger normalt Blackboard, men uden at være for hård ved Blackboard, så ville det nærmest have været en umulig opgave, at tilrettelægge et undervisningsforløb 100% på deres platform.

Teams er en del af Microsofts 365 Office-pakke og for at få det fulde udbytte, så skal den virksomhed/organisation, du arbejder i have abonnement. Du kan tilføje eksterne fra andre organisationer/uden abonnement som “gæster”, men så er deres muligheder for at interagere begrænsede.

Jeg startede på projektet, da beslutningen … read on

…det handler om alt det Pokémon GO kan føre med sig.

De seneste dage, mens interesse for Pokémon GO er blevet til hype, har flere og flere undret sig – ja, endda brokket sig over, hvad pokker de “ligegyldige Pokémons” skulle i deres Facebook/Twitter-feed. Det er selvfølgelig altid irriterende, når ens feed bliver oversvømmet af ligegyldig information og/eller fjollerier. Men hav lidt tålmodighed, Pokémon GO er en god ting – eller det kan det i hvert fald blive.

I går, da jeg krydsede over Kongens Nytorv, sad tre fnisende drenge ved Adam Øhlenschläger-statuen, de kiggede på deres mobiltelefoner og diskuterede livligt strategi og detaljer i det spil, som de alle deltog i. Højst sandsynligt havde de netop samlet point ved statuen (de fleste point-steder er placeret ved statuer, mindesmærker osv.) – og hvis blot én af knægtene fangerde, at det var onkel Adam, de havde sat sig på skødet af, … read on

”This venue is way to posh for you lot, as my mother used to say in these situations: don’t TOUCH anything,”– i fredags var jeg til en af de der koncerter, hvor man står og tuder lidt sammen med fremmede mennesker, fordi det kryber under huden, vel at mærke få minutter efter, man har danset twist og grinet og sunget med, så tonelejet stadig lyder som to pakker smøger og en balje whisky tre dage efter.

Jeg er vokset op på The Housemartins og The Beautiful South. Jeg sang ”Don’t Marry her” til eksamen på HF og husker tydeligt første gang, jeg så ”Perfect 10” på MTV – fordi den i al sin banalitet understregede, at der var plads til at være anderledes end alle de perfekte 10’ere MTV ellers normalt hyldede.

I det hele taget indeholder The Beautiful South for mig et oprør, eller måske nærmere en overlevelse, og … read on

I oktober 2008 var jeg i New York. Obamas valgkamp peakede, og der stod håb, forandring og ’Yes we can’ over det hele. I går ankom jeg til Edinburgh og havde fuldstændigt samme oplevelse. Det blå-hvide ja-skilt er overalt i byen, foran Scottish National Galleries har Radical Indepence Campaign stillet et hegn op, hvor de opfordrer folk til at skrive deres håb for et fremtidigt selvstændigt Skotland. Og håbet minder om det amerikanske fra 2008 – bedre rettigheder til de svage, højere løn til plejepersonale, bibehold sygesikringen gratis, gør food banks (gratis mad til fattige) overflødig. Gang på gang står der ’du’ og ’vi’, for ja-kampagnen er ført i samme ånd som Occupy-bevægelsen og for den sags skyld også det arabiske forår, selvom der trods alt nok er mindre på spil her i Skotland. I en kommentar i sidste uge i The Guardian udfoldes dette perspektiv. Valget handler langt fra … read on

I 2006 lavede jeg, sammen med min medstuderende Cecilia Sejer, en radiomontage om FN’s 2015-mål som eksamensopgave på Journalisthøjskolen. Udsendelsen røg aldrig i æteren, primært fordi vi aldrig for alvor gjorde noget for at sælge den. Men hver gang, jeg falder over den i mit itunes-bibliotek, så bliver jeg mindet om, hvor vigtig en historie det var (er!) – og hvor vildt det var for to grønne journaliststuderende at møde kvinder, der blev holdt fanget på et hospital og ikke mindst at få lov at overvære en fødsel.

Introduktion til udsendelsen: I 2000 holdte FN et topmøde, hvor der for første gang blev sat konkret mål for, hvordan de lande, der er medlem af FN bedst kunne hjælpe ulandene ud af fattigdommen. Det blev til i alt otte mål, de såkaldte 2015-mål, der alle skal opfyldes inden år 2015. I denne udsendelsesrække* dykker vi ned i de enkelte mål. … read on

The following essay was written as part of my Master’s degree at King’s College, London. 

30 January 2013 Danish Minister for Economic and Interior Affairs, Margrethe Vestager introduced a bill permitting electronic elections in Denmark (Vestager, 2013a). The bill was rejected by parliament 13 March, to much surprise for the government (Kildebogaard, 2013a) (Bredsdorff, 2013), some prominent politicians,  even mocking both IT experts and opposition using the hashtag #jordenerflad (the earth is flat), calling them technophobes, who live in the future.

What I found striking following the debate and reading the hearing statements was how technology was the main focus, government arguing how technology would help people with disabilities, while opponents mainly focused on, the lack of, IT security and stability.

The debate on who might risk being or feeling excluded by electronic elections and how this might effect democracy, was limited, nearly absent.
In this essay I will discuss … read on

As part of my master’s degree in Digital Culture and Society I wrote an essay in January about “how the use of media technologies can help strengthen the feeling of community of the Icelandic People in the process of crowdsourcing their constitution”.

Though I don’t believe the (flawless) solution to modern democratic governing is involving the public in every process, in my opinion the risk of peer pressure is overwhelming, I do admire how well thought through and thorough the Icelandic crowdsourcing project was.

Therefor I was sad to read how the Icelandic government this week overturned the publics desire for change and thereby risk to damage the public believe in democracy for many decades to come.

If you want to read more, you can find my essay here: Crowdsourcing the constitution to unify Iceland

A bit of background

Post the financial collapse in 2008 the Icelandic people went to … read on