Det er mange år siden, jeg har set så meget tv, som jeg har i 2012* men BBC har gjort sit for at lokke mig tilbage til skærmen.

Dette indlæg er dog primært en hyldest til de to mænd, der i 2012 har gjort mig klogere, fået mig til at hulke af grin og sikret mig en behagelig integration i England: Dara Ó Briain og Stephen Fry

Hvis jeg havde boet i England de sidste ti år, så var jeg muligvis ved at være træt af d’herrer, for de er sværere at undgå end Ulla Terkelsen, men gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor godt tv, de laver. Den slags tv, vi burde lave meget mere af i Danmark. Begavet (populær) videnskab.

Det jeg elsker ved dem begge, er, at de beviser TV kan sagtens være både sjovt og klogt. Det behøver ikke blive piftet op med duller … read on

Da Rdio kom til Danmark skrev jeg indlægget Rdio – Hvad hører du…? Hvis du er ny bruger og vil vide, hvordan Rdio fungerer, så er det en god at starte med at læse dét indlæg. Få dage efter, jeg skrev indlægget, skiftede Rdio layout of fiksede et par af de kritikpunkter, jeg havde.

Layoutet er blevet mere visuelt, da man i dag mødes af en forside, der består af de album-covers ens kontakter har lyttet mest til. Mit ser fx. sådan ud pt.:

Udover det, så kan man – modsat tidligere:

Spille (shuffle) sin samling via telefonens application – det vil sige, man har en “radiostation”, der blander de sange, man har føjet til ens samling (det fungerer også i browser og program, men det er en ny funktionalitet i app’en).

Det er blevet lettere at lave spillelister, fordi man i dag kan tilføje hele plader – jeg har … read on

Jeg sad i går i en interessant diskussion med en flok begavede unge journalister om transparens og kildebrug, en diskussion, der blandt andet tog udgangspunkt i David Weinbergers tekst Transparency is the new objectivity. Weinburger er, som altid, temmelig radikal, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for endnu en gang oplevede jeg journalister, der talte imod transparens i journalistikken og for (efter min mening hovedløs) kildebeskyttelse, hvilket i sidste ende kan gøre journalistikken utroværdig, fordi vi af og til er for hurtige på tasterne i behovet for og håbet om et scoop.

Men tilbage til den dårlige smag, da jeg kom hjem, slog det mig, at det jeg reagerede på i diskussionen var skepsis. Jeg oplever alt for ofte skeptiske journalister, der – uden tvivl – opfatter dem selv som kritisk, men som, særligt når det kommer til medie- og teknologisk udvikling er sure for … read on

Robert Krulwich, den ene af værterne på programmet Radiolab er en af de bedste fortællere, jeg kender. I 2011 blev han inviteret til at holde dimissionstalen på UC Berkeley for de nyuddannede journalister. Talen burde vises til en hver ung journalist, der ønsker sig en karriere i mediebranchen – og hvis det ikke var blasfemi overfor en velskrevet og begavet opsang, så ville den kunne opsummeres i Nike-sloganet “just do it”.
Krulwich pointerer, at unge bør være loyale horisontalt – mod deres generation, mod deres tid, mod deres venner – drop den vertikale loyalitet, hvor fokus ligger på at stige i graderne ved at efterligne ældre generationer og virksomheders måder at agere på. Virksomhederne vil alligevel ikke være loyale mod de unge. Gør det, du brænder for, så skal du nok nå langt.
Det kan lyde som romantik, men jeg tror at Krulwich rammer hovedet på sømmet.

Se videoen med … read on

Det hele startede for seks dage siden. 8. marts kl. 8.22, hvor forfatteren Linda Grant skrev et uskyldigt feministisk tweet for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag:

Linda Grant havde længe været frustreret over, at unge er historieløse, når det kommer til feministernes betydning for samfundet. Men i løbet af dagen fik hun tusinder af svar – hun retweetede en del af de svar, hun fik – og projektet eskalerede og endte på den måde som et crowdsourcing-projekt om feminisme og sexisme. For et par dage siden tilbød en bruger at samle tweetsene som dokumentation for eftertiden på sitet A Thousand Reasons (why feminism is still relevant and nescessary).

Man kan mene om emnet, hvad man vil, men dette er et af de mest interessante og vidtrækkende crowdsourcing-projekter, jeg er faldet over, hvor almindelige brugere (ikke nørder med stor erfaring i data-behandling) har brændt nok for et emne til at byde … read on

Jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle mene om at bl.a. Politiken har valgt at validere deres debatindlæg ved hjælp af Facebook. Min umiddelbare tanke, har været, at det var en kortsigtet løsning, fordi det er svært at gennemskue, hvornår brugerne får nok af Facebook og skifter platform. Forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskolen, Lars Holmgaard Christensen, har skrevet et fremragende indlæg i debatten: Dræber netmedierne den demokratiske debat? Jeg er ikke tilhænger af de anonyme debatter, men tankevækkende, hvad Facebook-valideringen sker på bekostning af. Jeg er umiddelbart mere tilhænger af en uafhængig løsning og en profileret, stærk webredaktør, der har frie hænder til at moderere, der findes flere gode eksempler på, at det kan lade sig gøre for virksomheder (fx. SAS, TELMORE og OddsetDK*) – hvorfor så ikke hos medierne?

Endnu et godt indlæg i debatten om journalister og sociale medier er også … read on

Når det kommer til Rdio, så er jeg gennemført fan-girl, jeg har været solgt siden, jeg første gang fik det op at køre for cirka et år siden og er stille og roligt holdt op med at bruge Spotify.

Rdio er en musiktjeneste, hvor man kan høre musik – streamet – på samme måde som Spotify, TDC Play og WIMP. Tjenesten blev lanceret i August 2010 af den danske Skype-mand Janus Friis i USA – og nu forlyder det at Rdio endelig er kommet til Danmark.

Fordele ved Rdio:

Rdio er ikke bundet op på Facebook – det vil sige, at man – for det første 100% selv kan bestemme, hvem man bliver “musikalske venner” med, og ikke er tvunget til at overgive data til Facebook.

Det sociale aspekt af Rdio fungerer langt bedre end Spotifys. Når man logger ind på Rdio møder man et “skrivebord”, hvor de 12 plader … read on

Første februar startede jeg på cand.public på Syddansk Universitet og pendler derfor til Odense hver anden uge. Det har gjort, at jeg pludselig har fået tid til at læse – og gang på gang falder jeg over artikler, som sætter mediebranchen, den digitale udvikling og journalistikken i perspektiv.

I dette og – forhåbentlig – kommende blogindlæg, vil jeg forsøge at samle links til et par af de artikler, så andre også kan få glæde af min tog-tid.

The Web is a Customer Service Medium af Paul Ford

Selvom Fords artikel uden problemer kunne have været delt i tre – fire vinkler/artikler, så er det interessant læsning. Han gør op med bog- og magasin-verdenens brok over at internettet stjæler deres forretning (her kan journalister også læse med uden for alvor at føle sig ekskluderet fra målgruppen…). Med udgangspunkt i, at brok ofte handler om, hvor vidt man føler sig hørt (han … read on

I går efterspurgte jeg gode  kultur- og musikpodcasts på twitter. Det var ikke så mange, der kom ind – hvis jeg mangler nogen, så tilføj dem endelig som kommentarer:

Freakonomics Radio og All things considered (NPR)  via @radikalagenda

Mark Kermode and Simon Mayo’s Film Reviews (BBC) via @lisbjerg

Kulturkontoret (DR) via @malenehald

Music Weekly (Guardian) via @hanneklintoe og @nielsfez

Desert Island Discs (BBC) via @hanneklintoe

ULTRA_FM : TRANSMISSIONS OF EXPLORATORY MUSIC og AMBIENT : EMISSIONS OF SONIC BEAUTY via @simounma

The Fader Podcast via @bossydk

Udover flere af ovenstående, så bruger jeg selv indimellem:

AK 24syv

IndieFeed (fås i forskellige variationer: alternative, electronica, Indie pop osv – fælles er, at hver podcast er en sang med et nyt band)

NYTimes Music, Times Talks, book osv podcast

KEXP Song of the day

NPR har udover All songs considered også flere live-podcasts, der er værd at tjekke ud … read on

Bragt i Politiken den 15. november

Så længe medierne ikke for alvor respekterer brugerne, kommer de ikke til at respektere medierne.

For få år siden, talte vi i medierne en del om, hvordan brugerne ville komme til at producere store dele af indholdet i aviserne. Det kom aldrig for alvor til at ske. Men det handler næppe om brugerne, nærmere om medierne.

Forventninger var nok rigeligt høje. Specielt mediecheferne rundt omkring, så for sig, at lønudgifterne til de forgyldte journalister kunne reduceres væsentlig ved at lade de glade brugere levere linje efter linje til aviserne. Med god vilje kan det kaldes naivt, men var reelt set en ekstrem nedvurdering af de ansatte journalister.

En anden grund til, at det ikke for alvor skete, kunne også være mediernes tilgang til brugerne. Vi taler så ofte i mediebranchen om at være i øjenhøjde med læserne, men spørgsmålet er, om vi ved at … read on