Kommentar: Den største udfordring for journalistikken i 2013 er medierne selv
Fra nyheder til ahaheder
Category: Blog Posts
Blog: Jeg elsker (godt!) tv
Det er mange år siden, jeg har set så meget tv, som jeg har i 2012* men BBC har gjort sit for at lokke mig tilbage til skærmen.
Dette indlæg er dog primært en hyldest til de to mænd, der i 2012 har gjort mig klogere, fået mig til at hulke af grin og sikret mig en behagelig integration i England: Dara Ó Briain og Stephen Fry
Hvis jeg havde boet i England de sidste ti år, så var jeg muligvis ved at være træt af d’herrer, for de er sværere at undgå end Ulla Terkelsen, men gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor godt tv, de laver. Den slags tv, vi burde lave meget mere af i Danmark. Begavet (populær) videnskab.
Det jeg elsker ved dem begge, er, at de beviser TV kan sagtens være både sjovt og klogt. Det behøver ikke blive piftet op med duller (m/k) og quizzer (nej, hverken QI eller Mock the Week er en quiz efter som ingen aner, hvem der vandt #fact). Man kan sagtens være sjov på en begavet måde, hvor der er referencer, kontekst og dannelse. Hvor man ikke blot kipper med flaget for laveste fællesnævner.
I øjeblikket er min klare favorit Dara Ó Briain’s Science Club (første afsnit ligger her på YouTube) – det minder om nogle af de forsøg DR2 har lavet gennem tiden med forskningsprogrammer, blot med et langt højere budget.
Programmet er et miskmask af kemi-eksperimenter, populærvidenskabelig opdatering og debat, indimellem tenderer det fjolleri. Jeg havde for eksempel ikke behøvet ugens stand-up-komiker, men bliver alligevel altid opslugt – og har blandt andet glemt at stå af Tuben på den rigtige station, da jeg sneg mig til at se et af programmerne på min iPad. Programmet har en twitterkonto her ScienceClub
En anden favorit er Stargazing Live med fysikeren Brian Cox – ligeledes i selskab med Ó Briain. I Januar de sidste to år – og igen i 2013 – har Cox & Briain inviteret seerne med ud og kigge på stjerner. Interessen er så stor at man har lavet arrangementer på observatorier over hele landet – og jeg vil vædde med at salget af stjernekikkerter er steget væsentligt. Afsnittene ligger ligeledes på YouTube Stargazing Live
Ó Briain blev for alvor populær, da han i 2005 startede som vært på Mock The Week (jeg vil tro, det var det, TV2 forsøgte at lave, da de lavede Ugen der gak, men må indrømme, jeg aldrig har undersøgt det). Det kan være svært at følge referencerne, fordi de ofte er bundet op på politiske forviklinger og nyhedshistorier fra den seneste engelske uge. Men underholdningsværdien er dog stor, hvis man interesserer sig blot en smule engelsk politik. Alle afsnit kan findes på YouTube.
Et enkelt klip fra sæson 7: Deleted Lines From a Fantasy Film
I samme genrer som Science Club, er der’ selvfølgelig altid Stephen Fry’s QI (alle afsnit ligger på YouTube – også i den lange XL-udgave). Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt så begejstret for seneste sæson (kaldet J). De virker lidt matte, de fleste jokes er fyret af, og serien når sjældent samme højder som de tidligere sæsoner. Men det er stadig bedre end meget andet tv – og der er timevis af underholdning, hvis man begynder at søge efter det væld af programmer som gæsterne er med i. For eksempel Would I lie to You der kom til at fungere, da Rob Brydon blev vært fra sæson 3. David Mitchell, der både er fast gæst i QI og panelvært i Would I lie to You er et kapital for sig (og hvilket kapitel, jeg er stadig en smule skuffet over, han blev gift i sidste måned, men han har selvfølgelig aldrig mødt mig).
Fry laver i øjeblikket også programmet Gadget Man (det fjollede skæg skyldes, han i øjeblikket spiller Shakespeare på teateret, hvilket han også gør ganske fremragende). Efter min mening skulle han ha undladt lige præcis dette program, det er lige ved at ende i overeksponering – og jeg synes, det mangler reelt indhold. Men det er højst sandsynligt en smagssag. Jeg ville langt hellere gense The Secret Life of The Manic Depressive – der er en fremragende dokumentar (fremragende!) Eller tv-serien Kingdom, der er så britisk, at den minder om Folk og Fæ. Fry spiller landsby-sagføreren Peter Kingdom, for min skyld kunne man godt have skrevet de fleste biroller ud, men Fry gør det fremragende.
Hvis man holder ligeså meget af Ó Briains humor, som jeg gør, så ligger tre af hans fuldlængde shows her:
This is the show fra 2010 (ligger pt. i fuld længde her YouTube)
Dara o’ Briain Talks funny 2008 (linger pt. i fuld længde her YouTube)
Live at the Theatre Royal 2006 ((ligger pt. i fuld længde her YouTube)
Hvis man er til tv-serier og holder af Mad Men og The Newsroom, så kan jeg kun anbefale The Hour. BBC sender sidste afsnit af sæson to i aften, jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg skal leve uden. Serien foregår på BBC i 1950’erne og har Ben Whishaw i hovedrollen – den nye lovende Q fra James Bond. The Hour er både langsommere og tungere end de to førstnævnte amerikanske serier, men det behøver bestemt ikke være negativt. Om jeg forstår danske tv-serier er så populære i England, når de har skuespillere som de ovennævnte. Om jeg forstår det…
*bare for en god ordens skyld: Ja, jeg mener stadig flow-tv er dødt på længere sigt, nej, jeg aner ikke, hvordan man betjener det tv, vi har stående i stuen, for når jeg ser tv foregår det ni ud af ti gange via BBCs ipad app / min browser. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg har set lyset…
Rdio – nyt layout og bedre funktionalitet
Da Rdio kom til Danmark skrev jeg indlægget Rdio – Hvad hører du…? Hvis du er ny bruger og vil vide, hvordan Rdio fungerer, så er det en god at starte med at læse dét indlæg. Få dage efter, jeg skrev indlægget, skiftede Rdio layout of fiksede et par af de kritikpunkter, jeg havde.
Layoutet er blevet mere visuelt, da man i dag mødes af en forside, der består af de album-covers ens kontakter har lyttet mest til. Mit ser fx. sådan ud pt.:
Udover det, så kan man – modsat tidligere:
Spille (shuffle) sin samling via telefonens application – det vil sige, man har en “radiostation”, der blander de sange, man har føjet til ens samling (det fungerer også i browser og program, men det er en ny funktionalitet i app’en).
Det er blevet lettere at lave spillelister, fordi man i dag kan tilføje hele plader – jeg har fx. lavet denne spilleliste, som jeg opdaterer løbende, med de koncerter jeg skal til i foråret: Concerts Coming Up ’12
En anden fiffig feature, hvis man hører musik via ens computer – fx. hjemme i stuen – og tænder app’en i telefonen, så spørger browseren om man ønsker at bruge telefonen som fjernbetjener… nice!
Kritisk eller skeptisk journalistik
Jeg sad i går i en interessant diskussion med en flok begavede unge journalister om transparens og kildebrug, en diskussion, der blandt andet tog udgangspunkt i David Weinbergers tekst Transparency is the new objectivity. Weinburger er, som altid, temmelig radikal, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for endnu en gang oplevede jeg journalister, der talte imod transparens i journalistikken og for (efter min mening hovedløs) kildebeskyttelse, hvilket i sidste ende kan gøre journalistikken utroværdig, fordi vi af og til er for hurtige på tasterne i behovet for og håbet om et scoop.
Men tilbage til den dårlige smag, da jeg kom hjem, slog det mig, at det jeg reagerede på i diskussionen var skepsis. Jeg oplever alt for ofte skeptiske journalister, der – uden tvivl – opfatter dem selv som kritisk, men som, særligt når det kommer til medie- og teknologisk udvikling er sure for en sikkerhedsskyld. I den bedste af alle verdener er journalisten drevet af nysgerrighed og kritisk sans, men alt for ofte ryger nysgerrigheden på bekostning af skeptisk sans. I stedet for de muligheder, der er i at arbejde med transparens (i metode, kildebrug og proces), der forhåbentlig kan være med til at understøtte journalistikkens troværdighed, så holder vi fast i de metoder, der virkede på print. Udfordringen er, at brugernes tro på medierne er dalende, og vi er nødt til at forandre den måde, vi arbejder på – eller rettere sagt – gøre det tydeligt, at vi har en troværdig proces. Jeg er fuldstændig med på, at der er udfordringer, når det kommer til kildebeskyttelse, men det bør ikke sætte en stopper for journalistikkens nødvendige udvikling.
Definitionen på kritisk er iøvrigt ifølge ordbogen.com, at være: bedømmende, undersøgende, vurderende, hvorimod hvis man er skeptisk, så er man: forbeholden, kritisk, mistroisk, mistænksom og tvivlende.
Skepsissen bliver især tydelig, når det kommer til det, vi, af en eller anden grund, bliver ved med at kalde nye medier – “det tager tid”, “det fjerner fokus”, “det stjæler vores marked”, “det ødelægger verden af i går” – argumenter, som langt hen ad vejen kan være rigtige, men som ofte er mere skeptiske end kritiske – og derfor ukonstruktive.
Det samme sker, når det kommer til crowdsourcing og i det hele taget brugerinvolvering, der desværre stadig ofte i Danmark værfes af med argumenter i genren “brugerne er dumme” eller fra journalisternes side “cheferne vil have brugerne til at skrive, det vi skal tjene penge på – gratis”. Heldigvis er der medier – fx. Information, der udfordrer rammerne og laver fremragende projekter som fx. dette om Overvågning i Danmark
Der findes masser af ukritisk metajournalistik* om technologi i de traditionelle medier, det er selvfølgelig ikke den, jeg efterspørger – jf. fx de mange artikler om Apple-produkter og tonsvis af artikler med rubrikker a la “Facebook er pissefarligt og stjæler alt, hvad du ejer”, der alt for ofte er mere skeptiske end kritiske.
Så, kære kollega, næste gang, du finder nej-hatten frem, vil du så ikke, for branchens overlevelses skyld, tøve et sekund og spørge dig selv “er jeg skeptisk eller er jeg kritisk?” – for i det øjeblik skepsissen bliver en rygmarvsreaktion, så laver vi dårlig journalistik og sætter udviklingen i stå.
Hvis du vil læse mere om kilderbrug og kildebeskyttelse – og troværdighed i journalistik, så vil jeg endnu engang anbefale Felix Salmons klumme Why Journalists Need to Link, den stiller nogle rigtige spørgsmål, som en hver journalist burde kunne besvare.
*med metajournalistik mener jeg proces-orienteret journalistik a la Politiken artiklen Nu begynder iPhone 5-hypen – igen hvem er det lige, der starter/føjer til hypen, kære Politiken?
Lad være med at fedte for fortiden – vær loyal mod din tid
Robert Krulwich, den ene af værterne på programmet Radiolab er en af de bedste fortællere, jeg kender. I 2011 blev han inviteret til at holde dimissionstalen på UC Berkeley for de nyuddannede journalister. Talen burde vises til en hver ung journalist, der ønsker sig en karriere i mediebranchen – og hvis det ikke var blasfemi overfor en velskrevet og begavet opsang, så ville den kunne opsummeres i Nike-sloganet “just do it”.
Krulwich pointerer, at unge bør være loyale horisontalt – mod deres generation, mod deres tid, mod deres venner – drop den vertikale loyalitet, hvor fokus ligger på at stige i graderne ved at efterligne ældre generationer og virksomheders måder at agere på. Virksomhederne vil alligevel ikke være loyale mod de unge. Gør det, du brænder for, så skal du nok nå langt.
Det kan lyde som romantik, men jeg tror at Krulwich rammer hovedet på sømmet.
Se videoen med Krulwichs tale på Youtube
Udskrift af talen kan læses her
Crowdsourcing ved et tilfælde
Det hele startede for seks dage siden. 8. marts kl. 8.22, hvor forfatteren Linda Grant skrev et uskyldigt feministisk tweet for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag:
Linda Grant havde længe været frustreret over, at unge er historieløse, når det kommer til feministernes betydning for samfundet. Men i løbet af dagen fik hun tusinder af svar – hun retweetede en del af de svar, hun fik – og projektet eskalerede og endte på den måde som et crowdsourcing-projekt om feminisme og sexisme. For et par dage siden tilbød en bruger at samle tweetsene som dokumentation for eftertiden på sitet A Thousand Reasons (why feminism is still relevant and nescessary).
Man kan mene om emnet, hvad man vil, men dette er et af de mest interessante og vidtrækkende crowdsourcing-projekter, jeg er faldet over, hvor almindelige brugere (ikke nørder med stor erfaring i data-behandling) har brændt nok for et emne til at byde ind og skabe en dokumentation ingen journalist havde formået at samle, om han eller hun så havde brugt uger på det.
Læs Linda Grants historie om tweetet og sitet her: Twitter’s tales of sexism
Ugens artikler II
Jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle mene om at bl.a. Politiken har valgt at validere deres debatindlæg ved hjælp af Facebook. Min umiddelbare tanke, har været, at det var en kortsigtet løsning, fordi det er svært at gennemskue, hvornår brugerne får nok af Facebook og skifter platform. Forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskolen, Lars Holmgaard Christensen, har skrevet et fremragende indlæg i debatten: Dræber netmedierne den demokratiske debat? Jeg er ikke tilhænger af de anonyme debatter, men tankevækkende, hvad Facebook-valideringen sker på bekostning af. Jeg er umiddelbart mere tilhænger af en uafhængig løsning og en profileret, stærk webredaktør, der har frie hænder til at moderere, der findes flere gode eksempler på, at det kan lade sig gøre for virksomheder (fx. SAS, TELMORE og OddsetDK*) – hvorfor så ikke hos medierne?
Endnu et godt indlæg i debatten om journalister og sociale medier er også skrevet af Lars Holmgaard Christiensen: Når journalister tæmmer de sociale medier. Artiklen er en fin understregning af, at medierne og dermed journalisterne fortsat ikke, har fundet deres rolle i det digitale mediebillede.
I samme genre er Felix Salmons artikel Why Journalists Need to Link på Wired.com. Salmon skelner imellem links som godt gentlemanship og links som validering for sandhed. Han sætter fokus på, hvordan medierne bibeholder deres troværdighed ved at være bevidste om, hvordan de agerer online – og ikke mindst er artiklen en reminder (til danske medier) om, hvorfor diskussionen om deeplinking/ikke-deeplinking burde være død allerhelst før den var startet.
Hvis man interesserer sig for medier og brugerinvolvering, så er det også være at tjekke Guardians “How to get involved”-side. Hver dag laver de en oversigt over, hvordan brugerne kan interagere med avisen på aktuelle historier – kudos!
PayPal sparks furor over limits on “obscene” e-books
I sidste uge bragte Reuters historien om at PayPal (online betalingsside) havde stillet krav til at e-bogs-distributorer forbød bøger “that contain “obscene” themes including rape, bestiality or incest”. Det er tankevækkende i hvor høj grad banker og betalingssider efterhånden har indflydelse på adgangen til indhold – og jeg tror langt fra vi er færdige med at diskutere grænserne for censur og ytringsfrihed – heller ikke i den vestlige verden – jf. de udfordringer Wikileaks fik, da blandt andet PayPal, Visa og Mastercard i sin tid lukkede for betalingen til sitet: PROSA støtter Wikileaks’ rettigheder eller fornylig da Danske Bank spærrede Roj-TVs konti
You are not running out of time
Har du nogensinde haft en mindre krise over, at en jævnaldrende eller en der er yngre end dig, havde opnået mere i livet: Gjort større opfindelser, bedre karriere eller haft større succes? Så er dette artiklen du bør læse. Egentlig er det banalt: lev i nuet, så bliver du højest sandsynligt lykkeligere. Men derfor er det nu alligevel rart at blive mindet om. Og forfatteren har et par tip til, hvordan man gør det. Carpe Diem.
Første gang, jeg selv tænkte tanken var, da det gik op for mig at Britney Spears er yngre end mig…
*Hos OddsetDK er det værd at læse denne tråd: OddsetDK – både pga. den venlige formaning i starten – og webmasterens venlige humor, da en bruger skriver til den barmfagre OddsetDK-pige, der er ansigt på kampagnen:
Allan Madsen: Det du ikke vi er tjæønt med……nej, det er kun jer der tjener…….hva med om du tog blusen af…….:)))))
Og Oddset svarer: Kære Allan Madsen, tak for tilbuddet, men det er ikke Oddset-Kath, der sidder og skriver. Jeg er en 36-årig mand med sul på sidebenene og hår på det meste af overkroppen – hvis du gerne vil se mig uden trøje på, regner jeg med, at sommerferien går til Samsø i år. Så kan vi jo tjekke hinanden ud på stranden … :-)
God stil!
RDIO – Hvad hører du…?
Når det kommer til Rdio, så er jeg gennemført fan-girl, jeg har været solgt siden, jeg første gang fik det op at køre for cirka et år siden og er stille og roligt holdt op med at bruge Spotify.
Rdio er en musiktjeneste, hvor man kan høre musik – streamet – på samme måde som Spotify, TDC Play og WIMP. Tjenesten blev lanceret i August 2010 af den danske Skype-mand Janus Friis i USA – og nu forlyder det at Rdio endelig er kommet til Danmark.
Fordele ved Rdio:
Rdio er ikke bundet op på Facebook – det vil sige, at man – for det første 100% selv kan bestemme, hvem man bliver “musikalske venner” med, og ikke er tvunget til at overgive data til Facebook.
Det sociale aspekt af Rdio fungerer langt bedre end Spotifys. Når man logger ind på Rdio møder man et “skrivebord”, hvor de 12 plader ens kontakter har hørt mest bliver præsenteret. Derfor kan det betale sig at følge folk (man bliver ikke automatisk venner, man følger folk, ligesom på twitter), der har god musiksmag.
Jeg opdager tit plader, jeg havde glemt eksisterede – fx. er der (jf. screendumpet nedenfor) en eller flere af dem, jeg følger, der har hørt Michael Jackson. Samtidig opdager jeg ofte plader, som jeg ikke kendte – det er langt lettere at finde inspiration til ny musik via Rdio end det er på Spotify.
Rdio fungerer både i browseren (dvs. man slipper for at downloade et program – det er en fordel, hvis man for eksempel arbejder et sted, der har rigide regler for, hvad der må installeres på ens computer (hej DR)), der er et program, man kan downloade – og en application til telefonen (både iphone, android, windows phone 7, Blackberry).
Man kan desuden lave sin egen samling. Hvis man falder over en plade, man gerne vil have i sin “reol”, så tilføjer man den blot. Jeg synes, det er en fordel, fordi det bliver lettere at finde tilbage til noget man har hørt tidligere. Og man kan desuden shuffle sin samling og på den måde få en radiokanal, der spiller alle ens egne plader – og intet andet. Dette fungerer dog ikke i telefon-applicationen – desværre. Der skal man vælge en spilleliste eller en bestemt plade, man gerne vil høre.*
Hvis man søger på en sang eller en kunstner, får man en liste af sange, album, kunstnere – og andre brugeres spillelister, der indeholder den sang eller kunstner man har søgt på. Igen: god måde at blive inspireret på.
Til nørderne: ja, Rdio fungerer med SONOS. (opdateret: Og har ifølge @steffentchr et “blændende godt API” )
Ulemper ved Rdio:
Det er dødbesværligt at lave spillelister. Man skal klikke på en menu ved hvert af de numre, man ønsker at tilføje, og kan ikke tilføje hele album – med mindre man tilføjer hvert nummer – ét ad gangen.*
Udbuddet af skandinavisk musik er mere begrænset end på Spotify, til gengæld kommer de amerikanske plader umiddelbart hurtigere på Rdio.
Der mangler også en indbakke, a la den der er på Spotify (hvor der i øvrigt stadig mangler en udbakke, så man kan se, hvilke numre man allerede har sendt til folk). Man kan sende numre til hinanden præcis som på Spotify, men de bliver sendt som mail – og det er ikke helt optimalt, synes jeg.
Og som sagt, så er det også en stor ulempe, at man ikke kan shuffle hele sin samling – det ville være et kærkomment fix fra holdet bag Rdio.*
Der findes tre forskellige prisklasser:
web – hvor man kan streame via program og browser – 4.99 dollars
web og mobil – hvor man kan streame både fra web og mobiltelefon (og også kan synce til offline streaming) – 9.99 dollars
familieabonnement – ovenstående til to personer 17.99 dollars eller til tre personer for 22.99 dollars
Hvis Friis og co. lancerer video-udgaven af Rdio, Vdio, ligeså professionelt. som de har kørt Rdio, så tror jeg både Netflix og Hulu, skal overveje deres strategi i fremtiden. Måske lærte Friis alligevel noget af det lettere famlende Joost-eventyr.
Opdatering 10. marts:
Gode nyheder, der er nu kommet en mulighed for at spille ens musik-kollektion via app’en – spændende at se, hvad der bliver fikset i næste uge, hvor Rdio har varslet en større opdatering af servicen.
*Se indlægget Rdio – nyt layout og bedre funktionalitet for flere features
Ugens artikler I
Første februar startede jeg på cand.public på Syddansk Universitet og pendler derfor til Odense hver anden uge. Det har gjort, at jeg pludselig har fået tid til at læse – og gang på gang falder jeg over artikler, som sætter mediebranchen, den digitale udvikling og journalistikken i perspektiv.
I dette og – forhåbentlig – kommende blogindlæg, vil jeg forsøge at samle links til et par af de artikler, så andre også kan få glæde af min tog-tid.
The Web is a Customer Service Medium af Paul Ford
Selvom Fords artikel uden problemer kunne have været delt i tre – fire vinkler/artikler, så er det interessant læsning. Han gør op med bog- og magasin-verdenens brok over at internettet stjæler deres forretning (her kan journalister også læse med uden for alvor at føle sig ekskluderet fra målgruppen…). Med udgangspunkt i, at brok ofte handler om, hvor vidt man føler sig hørt (han kalder det Why Wasn’t I Consulted?-problematikken), har han følgende anbefaling til udgiverne:
“Create a service experience around what you publish and sell. Whatever “customer service” means when it comes to books and authors, figure it out and do it. Do it in partnership with your readers. Turn your readers into members. Not visitors, not subscribers; you want members.”
Ford gennemgår en del af de medier/hjemmesider, der bygger deres forretning på “Why Wasn’t I Consulted”-problematikken – og hans pointe er, at hvert medie (radio, tv, print etc), har dets egne forcer – også internettet, der ifølge Ford er et “Costumer Service Medium”.
Hacker Monthly: It’s the best of the Internet, printed out, and it’s turning a profit
Hacker Montly er et månedligt magasin, der tjener penge på at finde de artikler om hacking, der er værd at læse på siden Hacker News – layoute dem og sælge dem som abonnement – enten på print eller digitalt som epub/pdf/mobi.
Artiklen beskriver deres forretningsmodel og metode. Jeg undrer mig til stadighed over, at der ikke er andre nyhedsmedier, der samler deres greatest hits og sælger dem i en ny indpakning. Jeg ville elske for eksempel at have mulighed for at købe alle Nils Thorsens artikler fra Politiken smækket sammen i en pdf.
Jeg har netop købt et abonnement på Hacker Monthly og produktet er lækkert – jeg vil glæder mig til at få hver udgave leveret direkte til min Kindle. Mit eneste kritikpunkt er, at de ikke betaler forfatterne til artiklerne: Det ville have været en fin anerkendelse – også selvom det blot var en tilkendegivelse, et mindre beløb – forfatterne får en trykt udgave af magasinet + et års digitalt abonnement, men er trods alt blevet spurgt, før magasinet røg i “trykken”.
NPR Tries to Get its Pressthink Right
Jay Rosen, professor i journalistik på NYU, har kigget nærmere på NPRs nye håndbog i etik. Han sætter fokus på, hvordan de ved hjælp af mindre kunstgreb og større forandringer omstiller sig fra at tænke traditionelt til at forholde sig til, hvordan verden af i dag – og i morgen – ser ud i et (etisk og kvalitativt) medieperspektiv:
“It now commits itself to avoiding the worst excesses of “he said, she said” journalism. It says to itself that a report characterized by false balance is a false report. It introduces a new and potentially powerful concept of fairness: being “fair to the truth.” My verdict: Bravo, NPR.”
National Explainer: A Job for Journalists on the Demand Side of News
Et andet noget ældre indlæg af Rosen handler om journalistikkens rolle i det moderne samfund. Selvom indlægget er fra august 2008, er det, en ekstremt relevant analyse af journalistikkens udfordringer. Jo mere travlt journalisterne har, des mere irrelevant bliver deres journalistik. Vi er nødt til at finde tilbage til rollen, hvor vi forklarer og perspektiverer, så læserne forstår det større perspektiv, og ikke mindst, så vi selv forstår det. For demokratiets og samfundets skyld. Rosens indlæg er langt, gennemtænkt og begavet – ovenstående konklusion er blot en banal forkortelse, men læs indlægget, hvis du interesserer dig det mindste for journalistik og/eller det demokratiske samfund.
Kultur- og musikpodcasts
I går efterspurgte jeg gode kultur- og musikpodcasts på twitter. Det var ikke så mange, der kom ind – hvis jeg mangler nogen, så tilføj dem endelig som kommentarer:
Freakonomics Radio og All things considered (NPR) via @radikalagenda
Mark Kermode and Simon Mayo’s Film Reviews (BBC) via @lisbjerg
Kulturkontoret (DR) via @malenehald
Music Weekly (Guardian) via @hanneklintoe og @nielsfez
Desert Island Discs (BBC) via @hanneklintoe
ULTRA_FM : TRANSMISSIONS OF EXPLORATORY MUSIC og AMBIENT : EMISSIONS OF SONIC BEAUTY via @simounma
The Fader Podcast via @bossydk
Udover flere af ovenstående, så bruger jeg selv indimellem:
IndieFeed (fås i forskellige variationer: alternative, electronica, Indie pop osv – fælles er, at hver podcast er en sang med et nyt band)
NYTimes Music, Times Talks, book osv podcast
NPR har udover All songs considered også flere live-podcasts, der er værd at tjekke ud bl.a.live in concert og tiny desk concerts.
Sveriges Radio har P3 Live Session
Min favorit er Jarvis Cocker’s Sunday Service – den findes desværre ikke som podcast, men kan høres på BBC’s hjemmeside.
Både Informations podcasts WNYC’s Radiolab, This American Life og The Story Collider handler for mig også om kultur, men med et bredere perspektiv.
Ligeledes gør P1’s Harddisken, Guardians Media Talk, P1’s Mennesker og Medier, Third Ear osv. – Tak for input og hjælp – nu mangler jeg bare flere timer i døgnet, så jeg kan få hørt al den gode radio.