post scriptum

Bragt i Politiken 21. juni

Hvordan skaber medierne værdi for brugerne? Ved at droppe den hovedløse nyhedsdækning og udvikle sig.

Gang på gang diskuterer medierne, hvordan de skal overleve. De påpeger, at det er en ulige og urimelig dødskamp. Det er internettes skyld, det er Googles skyld, det er bloggernes skyld, det er Facebooks skyld, – faktisk er det samfundets skyld – men ved I hvad, kære medier ? Tør øjnene og kom videre.

Lad os slå fast en gang for alle: I kommer aldrig til at tjene penge på lette nyheder og flok-journalistik. I er nødt til at udvikle jer, satse og tænke ud af boksen. Når I ser konkurrenter dække kongebryllupper, citere sensationslystne politikere eller hoppe ud over en klippe, så kan det undre, at I gør det samme. Indimellem virker det som om, at I ikke engang forsøger at tænke i nye vinkler, men blot tænker ”so ein Ding müssen wir auch haben”.

I en tid, hvor brugerne har adgang til uanede mængder dækning, så bliver det tydeligt, hvor ens der bliver tænkt på de enkelte redaktioner. Så ens, at der uden tvivl er nogen, der bliver i overflødige. I er nødt til at investere helhjertet i projekter, som er knald eller fald – enten resulterer de i, at I finder guldet eller også går I ned med et brag. For hvis I fortsætter i samme spor, som i dag – så dør I langsomt, lidende og sikkert.

Et af de mest vanvittige projekter et medie har sat i værk, er uden tvivl det norske svar på DR – NRK’s, dækning af Hurtigruten – 134 timers live-tv fra en færgetur. Om det kan betale sig? Sikkert ikke, hvis man kun tænker bundlinje, kroner og ører og seertal – her og nu. Men tv-stationen har fået så massiv omtale af projektet, at de optræder over hele verden med fortællingen om hurtigruten – det må trods alt også være noget værd på længere sigt. Det var samme station, der lavede udsendelsen fra Bergensbanen. Togturen, blev ligesom færgeturen, udsendt, og materialet blev tilgængeligt for brugerne til download, til remix, der kom skæve projekter ud af det, som brugerne havde lavet i deres fritid af ren og skær lyst. Det ejerskab brugerne fik til materialet og til NRK må være en hver public service-stations drøm.

En anden satsning er den danske avis Information, der i disse dage offentliggør et stort projekt – Tagger – der udvikler og forandrer den måde, der bliver tilføjet data til artiklerne på deres hjemmeside. De arbejder på at gøre de informationer, der omgiver den enkelte artikel relevante. Det banale eksempel er de reklamer, der dukker op på for eksempel Gmail, hvis du skriver rejseberetninger hjem fra New York, så kan du være sikker på, at du får tilbudt hoteller og andet godt fra byen. Den type data er det efterhånden muligt at forfine og forbedre, så den giver dig yderligere viden om de emner for eksempel en artikel handler om. Information bruger tagger til er at binde deres artikler sammen med baggrundsmateriale fra blandt andet Wikipedia, New York Times, Geonames, CIA Factbook osv. – samtidig er Tagger opensource, det vil sige at andre kan benytte den teknologi, de har udviklet.

Medierne er nødt til at se den teknologiske udvikling som en force – en måde at forbedre deres produkter på, i stedet for at lægge sig i fosterstilling under den nærmeste trykpresse. De får aldrig brugerne til at betale for noget, der kan fås gratis, det er et faktum, vi alle er nødt til at acceptere. I stedet skal vi turde satse og fokusere på, hvordan vi reelt skaber værdi. For medierne har værdi – for brugerne, for samfundet og for demokratiet – så længe de ikke hovedløst trykker det ene ligegyldige citat efter det andet.

Bragt i Politiken den 17. maj 2011

Løfter de traditionelle medier mon blikket fra tastaturet og udvikler sig – før det er for sent? Spændingen stiger…

Hvis man kigger sig omkring blandt de trykte medier kæmper de fleste for at genskabe de produkter, som de havde succes med i industrisamfundet – i stedet for at fokusere på, hvordan produkterne kan fornyes, så de passer til videns- og digitalsamfundet.

Det gælder fx. de ipad-udgivelser både Politiken og Berlingske indtil videre har lavet, mest af alt minder de om en pdf af den trykte avis.

I det hele taget efterligner de fleste digitale medieprodukter stadig de trykte medier: der kan bladres, der linkes begrænset – hvis det overhovedet sker – og der skelnes mellem tekst, foto, lyd og video i en grad, der sjældent kommer formidlingen til gode. Det burde være en selvfølge, at man redefinerer produktet, så det passer til den enkelte platform – print, tablet, online og mobil –  og udnytter dens forcer.

Måske handler den manglende udvikling af produkterne om medarbejdernes travlhed i hverdagen? Måske om ledelsens manglende opfindsomhed, og viden om de muligheder den digitale udvikling tilbyder? Måske handler det om journalistisk romantik? – rigtig nyheder kommer på papir!
Der bliver gang på gang lavet undersøgelser, som viser, at de fleste nyheder starter med at udkomme på print i de traditionelle medier – og efterfølgende breder sig til webmedierne. Det bliver ofte brugt som argument for at printmediet trods alt stadig har større værdi og gennemslagskraft end web, men så længe medierne ikke satser helhjertet på digitale løsninger, så er deres værdi selvsagt begrænset.

Der er overraskende mange medier, der tror på, at de kan gøre almindelige nyheder til en lukrativ forretning, at de kan genskabe værdien med deres oprindelige produkt. Men spørgsmålet er, om det ikke i større og større grad er nødvendigt at turde prioritere, hvilke nyhederne det enkelte medier bruger kræfter på at dække – hvor mange danske medier har brugerne interesse i dækker et bryllup i det britiske kongehus? Jeg savner bevidste vinkler og mindre lemminge-effekt – i en digital tid hvor adgangen til nyheder er ekstrem stor, mediehusene kan – skal! – prioritere anderledes.

Samtidig er indpakningen af nyhederne vigtigere end nogensinde før. Platforme, der synkroniserer på tværs af computere, mobiltelefoner og ipads. Indhold der formes efter den enkelte brugers interesser.
Ingen tvivl om, at vi som brugere fortsat er interesserede i at blive overrasket og oplyst om emner, som ikke har vores umiddelbare interesse. Det ville være trist og ensporet, hvis vi blot blev præsenteret for ting, vi i forvejen ved og interesserer os for. Men der er netop udkommet en rapport: ”Unge avislæsere – hvem er de og hvad vil de have” – der viser, at de unge ikke føler at aviserne prioriterer deres interesser og ønsker – en ting er, at de ikke gør det i de trykte medier, men det er der råd for online – det er relativt nemt at indrette et nyhedssite, der prioriterede efter alder og øvrige interesser – sandsynligheden for at unge læser om SU-nedskæringer før efterløn er stor.

Hvis ikke medierne udvikler sig, så de bliver digitalt tidssvarende, så er der nogle andre der gør det for dem og overtager markedet –  for eksempel tjenester som Flipboard til ipad eller Mysocialnews, der arbejder dedikeret på at indrette et nyhedssite med udgangspunkt i anbefalinger fra ens venner.

Når medierne undlader at fokusere på den type digital udvikling er argumentet ofte, at det er dyrt og besværligt, men spørgsmål er, om de råd til at lade være?