Og hva’ så, hvis du er i Føtex?

Bragt i Politiken 25. januar 2010

Det bedste jeg ved, er tilfældigt at møde en god ven på vej hjem fra arbejde, drikke en kop kaffe og nyde den sidste sol, mens vi taler om stort og småt. Derfor elsker jeg Foursquare. Dét digitale værktøj, der ændrer København til et gadekær, hvor man ikke længere mødes tilfældigvis, men sandsynligvis.

”Jeg bryder mig ikke om at folk holder øje med mig,” hvisler min ven konspiratorisk henover cafébordet, mens han skuler rundt på de andre gæster. Jeg har netop tjekket ind på Foursquare på min telefon – det vil sige: fortalt mine cirka 100 kontakter, at jeg pt. befinder mig på min yndlingscafé. Og at de er velkomne til at slutte sig til det nu noget paranoide selskab – hvis de skulle være i nærheden.
De sidste par år har geolocations-tjenester fået en fast brugerskare i Danmark. De fleste af os kender hinanden perifert fra Twitter, Facebook eller andre sociale netværk. Vi arbejder som oftest med kommunikation, it eller teknologi. Og havde formodentlig aldrig mødt hinanden, hvis ikke Tim Berners Lee havde opfundet world wide web. Vi er det, de fleste mennesker kalder… nørder. Hvilket har begrænset brugerskaren væsentligt.

Det har Facebook med lanceringen af Places forsøgt at ændre på. Ligesom de øvrige tjenester giver Places dig mulighed for at fortælle dine venner, hvor i verden du befinder dig ved, at du tjekker ind på en fysisk lokation – fx. din yndlingscafé – via din telefon.
Det giver et fremragende overblik over omgangskredsen, når du står klokken to om natten på kanten af Kødbyen og skal vælge den næste bar – pludselig ved du, hvor vennerne hænger ud – både dem du gerne vil møde – og indimellem også dem, du ikke lige er humør til at drikke den næste whisky med (det er jo ikke altid, man gider at møde ekskæresten, når man barcrawler hen ad Istedgade).

Men hvis du vælger at bruge Facebook Places, så gør dine venner – og mig – en tjeneste: lad være med at spamme med ligegyldigheder. Dine checkins fungerer som statusbeskeder – og hvis du gang på gang tjekker ind på metrostationer og indkøbssteder, så sletter jeg dig. Punktum. Jeg er revnende ligeglad med, om du er i Føtex – med mindre vi bor sammen, og det er mit køleskab, du køber varer til.
Til gengæld er du velkommen til at blære dig, hvis du står øverst i Eiffeltårnet, hvis vandet er gået, og du tjekker ind på fødegangen. Eller du netop har reddet ham den spændstige skønhed fra at blive ædt af en haj I Sharm El Sheik – og husk at poste et billede! Det er den slags, der gør dig værd at følge på Facebook.

Selv er jeg klart tilhænger af Foursquare, hvor jeg fra starten har valgt, hvem jeg har lyst til at møde i den virkelig verden – og ikke har et væld af gamle klassekammerater, perifere kolleger og forretningsforbindelser som kontakter – ligesom på Facebook.

Men selvfølgelig kan jeg lokkes i Places-fælden. I det øjeblik, der dukker fordelagtige kommercielle tilbud op – a la ”hvis du tjekker ind i vores butik, får du 25 % på alt + en drink og en sjov hat” – så lur mig, om jeg ikke straks generer venner og bekendte med at tjekke ind både her og der – skaden kan dog begrænses ved hjælp af lister, men det kræver en del vilje.

Og til de paranoide – for eksempel min gode ven, så sker der ikke noget ved at oprette sig som bruger på den type tjenester, hvis folk ikke må vide, hvor du er, så kan du blot lade være med at tjekke ind og leve livet helt inkognito – ligesom i de gode gamle dage.

iPad-app – og hvad så?

Bragt i Journalisten – december 2010

Siden iPad’en blev lanceret i april har et hvert medie med respekt for sig selv – og ikke mindst fremtiden – arbejdet på at lancere enten en applikation eller et website, der kunne leve op til tablet-computernes krav. I november kom iPad’en til Danmark, det har resulteret i lanceringer fra blandt andre Berlingske Business, Nordjyske Inside og webmagasinet Reflexx – der dog har valgt tre forskellige strategier.

Berlingske Business-applikationen er en  klassiske nyheds-applikation. Den er gratis at downloade og artiklerne er ligeledes gratis – i øjeblikket – dog er det Berlingskes plan at gå over til betaling via abonnement på et senere tidspunkt.

Når man åbner den bliver man mødt af blandt andet ”seneste nyt”, ”fra avisen”, børstal og ”dagens billede”. Det tager lidt tid at vende sig til at navigere i undermenuerne, men applikationen benytter sig dog af en brugerflade, der minder så meget om et traditionelt website, at de fleste brugere vil lære at manøvrere relativt hurtigt.

Desværre opstod der flere fejl og døde links, da jeg klikkede rundt – det virker som om, det har hastet lidt rigeligt med at komme på markedet.

Kvaliteten af det tekstmæssige indhold er der ikke noget i vejen med – der er både længere ganske udmærkede artikler og korte nyhedsopdateringer i bedste Berlingske Business-stil. Dog generer det mig, at der er brugt relativt mange stockfoto – gab!

Nordjyske Medier har ligeledes lanceret en applikation med magasinet Inside. Selve applikationen er gratis, men hvert magasin koster 18 kroner – dog er de første fire gratis. Inside udkommer to gange om ugen og har hver gang tre hovedhistorier. Udover det, er der bl.a. et par oversatte historier fra The Economist i den seneste udgave – slet ikke dumt, hvis man skal nå et publikum udenfor det nordjyske.

En del af magasinets kilder og annoncører er dog fortsat nordjyske, det giver magasinet en snert af provins, der nok i sidste ende vil få mig til at investere i de internationale pendanter.

Dog trods alt stor ros til Nordjyske for at gøre et ambitiøst forsøg. Udover navigationen, der er nærmest umulig at gennemskue i starten, så er der lagt kræfter i udtrykket, der er brugt relativt velproduceret video – og tænkt i gennemført magasinproduktionen.

Online-magasinet Reflexx er lanceret som en del af forskningsprojektet Digital Urban Living. Magasinet er ikke en applikation, men et website, der er optimeret primært til tablet og indholdet kan opsummeres i ”lidt, men godt”.

Hver torsdag offentliggøres et tema – gennemarbejdede artikler – ofte med enten lyd eller video som en del af artiklerne. Dog er det overordnede indtryk temmelig teksttung – og ville have godt af et grafisk løft. Reflexx består desuden af et community, hvor brugerne kan ønske og diskutere temaer – brugernes kommentarer bliver flere steder brugt elegant i venstre side af artiklerne.

I og med at der ikke er de store grafiske eller indholdsmæssige svinkeærinder, så fungerer Reflexx ganske udmærket som site – ingen grund til at smide tusindvis af kroner i et udvikle en applikation.

Hvilket må være anmeldelsens vigtigste pointe ”hvorfor lave en applikation, hvis et site kan gøre det?” – og svaret giver nok trods alt sig selv – fordi det er lettere at kræve betaling for et abonnement, der indgår i en applikation end det er for et website. Det er dog ærgerligt at så få – både danske og internationale – medier formår at udnytte iPad’en til fulde. Der er alt for ofte tale om udvidede pdf’er, hvor der hverken er tænkt i digitale info-graphics, stills, video eller andet dynamisk visuelt indhold – for pokker, hvor er det ærgerligt!

Diaspora – sku vi ikke gi’ det en chance?

Cirka en gang hvert halve år dukker der en ny tjeneste op – fx. buzz, wave, friendfeed – nogle overlever andre dør ligeså hurtigt, som de blev hypede.

Denne gang hedder tjenesten Diaspora (udtales med tryk på A).

Hvad er Diaspora:

Diaspora er et socialt netværk, der er blevet lavet som et oprør mod Facebooks absolutte dominans på markedet – ikke mindst på grund af FB’s noget arrogante forvaltning af privacy og ophavsret. Diaspora blev lavet for at give brugerne deres rettigheder tilbage (læs evt. artiklen ”Four Nerds and a Cry to Arms Against Facebook” i NYtimes for flere detaljer)

For cirka to uger siden inviterede Diaspora de første alpha-brugere indenfor. Til en tynd kop te – og et tomt ekkokammer, men – hey! – det er en alpha-udgave, mon ikke væggene på Facebook også virkede temmelig nymalede, de første par uger.

Et socialt netværk består primært af to ting i min verden: 1. Indpakningen, 2. Det sociale.

1. Indpakningen: Når du add’er en ny kontakt i Diaspora, så vælger du hvilken gruppe (aspect) de hører til i. Jeg har for eksempel opdelt mine i ”venner” – dem, jeg fortæller, hvad jeg i VIRKELIGHEDEN har på hjerte, ”bekendte” – mange har jeg kun mødt få gange og kender perifært via fx twitter, ”arbejde” – de, der interesserer sig for de nørderier, der hører til mit arbejdsområde, eller som jeg har mødt i forbindelse med arbejde,”foreigners” – de, som jeg kun skriver på engelsk til + et par kategorier mere. Det er muligt at give hver kontakt flere mærkater – dvs. en ven også kan høre til på arbejdslisten – præcis ligesom de lister mange facebook-brugere har oprettet.

Jeg synes, det er en kæmpe fordel at få lov at starte forfra i dag, hvor jeg er mere vant til at manøvrere i sociale netværk, end jeg var, da jeg joinede Facebook for nogle år siden. Jeg er en langt mere bevidst bruger – og alt i alt for doven til at give mig til at lave lister, hvor jeg tager stilling til, hvor alle mine facebook-kontakter hører til i mit (social-)liv.
Modsat Facebook, har man i øjeblikket ikke sin egen væg. Man poster – ligesom på twitter – til ”alle”, eller rettere sagt til alle, kun venner, kun arbejdsrelateret – eller hvordan man nu har valgt at dele sine kontakter op. Dine kontakter har derefter mulighed for at kommentere på din post (det vil sige et mix af twitter og FB-comments).

2. Det sociale: en del af de brugere, der har fået adgang til Diaspora brokker sig over, at der er kedeligt. Til det, er der langt hen ad vejen kun at svare: så lav en fest! Selvfølgelig skal rammerne være i orden og pt. er brugeroplevelsen temmelig nedbarberet. Igen – hey! – det er en alpha-udgave.

Jeg har ingen anelse om, hvor vidt Diaspora bider sig fast – hvis jeg havde den slags indsigt i ny teknologi, ville jeg være en meget rig investor i dag. Men jeg har stor respekt for modreaktioner. Det er som oftest der, de gode produkter starter. Spørgsmålet er, om Diaspora drukner i brok, fordi de har inviteret for mange gæster for tidligt – og horderne rykker videre til næste fest, fordi denne ved første øjekast virkede dødkedelig? Muligvis ER den dødkedelig – muligvis lykkes det aldrig de fire knægte at lave en brugerflade, der tiltrækker andre end de nørder, der brændende ønsker at gøre oprør mod Facebook.

Jeg håber, at der hurtigst muligt bliver tilføjet detaljer på Diaspora, der gør brugeroplevelsen bedre – at der bliver lavet mobilapplikationer, tablet-interface osv. Men først og fremmest håber jeg, at holdet bag holder fast i deres idealer og forklarer de almindelige brugere, hvorfor oprøret er nødvendigt – og hvordan de kan sikre, deres rettigheder til både privatliv og ophav bedre fx. ved at bruge Diaspora.

Så – hey! – det er en alpha-udgave – hensigten er ædel – sku vi ikke give det en chance?

Baggrunden for 38 vi tror på

I tirsdags offentliggjorde vi på New Media Days navnene på “38 vi tror på” – det gjorde vi, fordi vi gerne ville sætte fokus på vækstlaget i branchen, dem, der laver en masse spændende projekter, som den etablerede branche ikke har fået øjnene op for. Der er så mange fantastiske unge mænd og kvinder, der rykker! Lad os hylde dem.

Det var en prøveballon fra vores side – vi havde set et lignende ”katalog” på den Hollandske konference Picnic og var nysgerrige på, om der ville være opbakning til noget lignende i Danmark. Derfor kastede vi os ud i det – måske lidt hovedkulds og naivt –  med en relativt kort deadline, fordi vi ønskede at offentliggøre kataloget i samspil med årets ærespris. Æresprisen bliver uddelt af New Media Days styregruppe på konferencen (juryens forslag til ærespris-modtagere blev brugt som inspiration, da styregruppen valgte årets vinder).

Efterfølgende har der været et væld af kritik. ”Kriterierne var ikke defineret skarpt nok”, ”hvorfor er der ikke flere kvinder?”, ”er de 38 de rigtige?”, ”hvorfor har I ikke lavet et katalog på mindst 100?” – og der er ingen tvivl om, at vi kunne have været skarpere i vores målsætning – det har vi lært til næste gang.

Et af de kritikpunkter, der har været mest udtalt, har været den skæve kønsfordeling blandt kandidaterne (34 mænd, 4 kvinder). Vi har ikke på noget tidspunkt været blinde for problemet, fx. sikrede vi at juryen bestod af seks mænd og seks kvinder –  vi valgte dog ikke at kønskvotere indstillingerne (ved fx. at bede juryen om at indstille 50/50) – og vi mener, at debatten er ekstrem vigtig (læs fx. Karen Mardahls indlæg på Geek Girl Meet Up)

Et andet kritikpunkt har været definitionen af ”ung”. Vi valgte bevidst ikke at sætte en aldersgrænse, ”ung” handlede mest for os om ikke at være for etableret – og state of mind. Vi sorterede enkelte navne fra, fordi vi vurderede, at de trods alt var for etablerede – og sendte derefter navnene forbi juryen, så de havde chance for at gøre indsigelser, hvis de var uenige i vores fravalg.

Det har været en opløftende proces, hvor vi fik mange spændende bud på unge mennesker, der kan udvikle den branche, vi arbejder i. Og vi skylder juryen en stor tak for at byde ind.

De seneste dage, er der kommet rigtig mange gode og konstruktive forslag til, hvordan vi kan forbedre processen næste gang – for eksempel ved at alle kan byde ind og en jury derefter kan være med til at vurdere, om de er de ”rigtige” – en form for crowdsourcing er oplagt.

Jeg håber, at vi i fællesskab kan fortsætte med at lede efter unge, der har modet, viljen og kreativiteten til at udvikle mediebranchen. At vi kan sætte fokus på dem og hjælpe både dem, og deres projekter til at få fodfæste.

For at der er helt åbenhed om kriterierne er hermed de mails, vi har sendt til jurymedlemmerne siden 4. Oktober – de er i nogen grad blev efterfulgt af telefonopkald.

Sendt 4. Oktober – til en del af jurymedlemmerne:

Kære XX

Vi har de seneste år altid haft en pris på New Media Days, den har, som I måske ved, været en hyldest til en enkelt person, der har gjort et ekstraordinært arbejde for at styrke de nye medier i det danske mediebillede.

I år vil vi gerne gøre en ekstra indsats for at understøtte de unge og innovative – dem, der er fremtiden – og som branchen endnu ikke har opdaget. Den hollandske konference Picnic har tidligere lavet et ”Hot one hundred”-katalog med 100 korte portrætter af unge, der er værd at holde øje med. Vi er ambitiøse, men ikke helt så ambitiøse, så vi forsøger blot at finde frem til måske 10? Måske 25? Måske…? Som RYKKER. Og derfor skriver vi til dig (og xx andre) – for har du lyst til at hjælpe os ved at pege på en  – eller gerne flere unge innovative danskere  – som branchen endnu ikke for alvor har fået øjnene op for, – og som du mener bør have et skulderklap.

Vi vil umiddelbart ikke udstikke regler for, hvilke profiler vi leder efter – det kan være alt fra traditionelle journalister til interaktionsdesignere, programmører eller…. Vi laver et katalog, alt efter hvor mange der kommer ind – enten trykt eller online.

Hvis du har lyst til at være med, så send os navnene og to linjer om hvorfor du peger på dem – inden den 13. oktober – så samler vi dem, tjekker for dubletter og sender navne + beskrivelser til hele juryen, så vi er helt sikre på, at I kan stå inde for dem som samlet jury. Derefter henvender vi os til de nominerede og får et par linjer til kataloget fra dem.

Men men men – vi vil stadig også gerne hylde én, der har gjort en indsats for at integrere nye medier i det traditionelle mediebillede – vi har tidligere givet prisen til bl.a. Henrik Føhns og Lisbeth Knudsen.

Derfor håber vi, at I vil være med at pege på én – I mener har gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Da vi vurderede at indstillingerne var for få og smalle tog vi en runde mere, hvor vi henvendte os til en lidt bredere skare:

Mail 26. oktober:

Kære xx

Vi har de seneste år altid haft en pris på New Media Days, den har, som I måske ved, været en hyldest til en enkelt person, der har gjort et ekstraordinært arbejde for at styrke de nye medier i det danske mediebillede.

I år vil vi gerne gøre en ekstra indsats for at understøtte de unge og innovative – dem, der er fremtiden – og som branchen endnu ikke har opdaget. Den hollandske konference Picnic har tidligere lavet et ”Hot one hundred”-katalog med 100 korte portrætter af unge, der er værd at holde øje med. Vi er ambitiøse, men ikke helt så ambitiøse, så vi forsøger blot at finde frem til omkring 25 Som RYKKER. Og derfor skriver vi til dig (og xx andre) – da vi tror du kan hjælpe os med at pege på 3 unge innovative danskere indenfor dit interessefelt – som branchen endnu ikke for alvor har fået øjnene op for.

Vi laver et katalog, alt efter hvor mange der kommer ind – enten trykt eller online, hvor det vil fremgå hvem de nominerede er og hvem juryen består af.

Så send os navnene og to linjer om hvorfor du peger på dem – inden den 28. oktober kl. 12 – så samler vi dem, tjekker for dubletter og sender navne + beskrivelser til hele juryen, så vi er helt sikre på, at I kan stå inde for dem som samlet jury. Derefter henvender vi os til de nominerede og får et par linjer til kataloget fra dem.

Men men men – vi vil stadig også gerne hylde én, der har gjort en indsats for at integrere nye medier i det traditionelle mediebillede – vi har tidligere givet prisen til bl.a. Henrik Føhns og Lisbeth Knudsen.

Derfor håber vi, at I vil være med at pege på én – I mener har gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Endelig sendte vi den 29. Oktober følgende mail til hele juryen – der var ingen, der henvendte sig med rettelser.

Kære jury,
Tak for alle jeres superinspirerende indspark – fedt, at få så mange spændende navne ind med så kort varsel.
Vi samler alle navnene – først med webpræsentation, der bliver klar til New Media Days – og siden i et katalog, som vi sender ud til alle deltagerne på NMD, hvis vi på nogen måde kan skaffe sponsorater, så vi kan få det trykt.

Nedenfor er en liste med alle navnene – vi tænker at bruge formuleringen, at I hver især er ”kommet med indstillinger til kataloget” – så behøver I ikke alle sammen at kende alle deltagerne, hvilket ville gøre, at vi var nødt til at frasortere for mange. Dog – hvis der er et navn – I under ingen omstændigheder kan se jer selv som medindstiller til, så hører vi selvfølgelig meget gerne fra jer – dog senest mandag den 1. november.

Profiler til kataloget:

Hakon Mosbech, Face the Climate
Filip Wallberg, Ekstra Bladet
Rune Michelsen, lektor SDU
Lærke Ullerup, TEDxCph
Steffen Tiedemann Christensen, 23video
Michael Friis, folketsting
Morten Just, Google
Kristoffer Solberg, Cph Twestival
Mark Jensen, Cph Twestival
Philip Kongsgaard Døssing, nyuddannet Kolding Design Skole
Marco de Mel Pedersen, nyuddannet Kolding Design Skole
Laila Truelsen, nyuddannet Kolding Design Skole
Mette Højgaard Jensen, nyuddannet Kolding Design Skole
Anders Højmose, studerende CIID
Sebastian Rønde Thielke, CIID
Ulrik A.  Hogrebe, CIID
Mads Viktor Hartvig Hansen, BA Mediehøjskolen
Stig Møller Hansen, lektor Mediehøjskolen
Max Møller, Drabssag/Melved (læringsspil)
Lars vilhelmsen, DR, udvikler af læringsspil
Mikael Stær, uddannet fra designskolen
Philip Battin, Dansk Dynamit
Rasmus A. Makwarth, Knaegt
Ron Cohen, Knaegt
Jeppe Morgenstjerne, Anybite
Philip Hahn, Kaospilot
Oskar Rough, Dansk Dynamit
Kristoffer Granov, atlasmag.dk
Tobias Havmand, atlasmag.dk
Frederik Trovatten (teori og praksis)
Christie Stauning Andersen, Netseeds
Wavesout – enkeltpersoner endnu ikke opklaret (svært at orientere sig i, hvem der er hvem på deres hjemmeside)
Kadaver – enkeltpersoner endnu ikke opklaret (svært at orientere sig i, hvem der er hvem på deres hjemmeside)

Vi har ikke medtaget alle indstillede profiler, bl.a. har vi fravalgt enkeltpersoner som vi på sekretariatet umiddelbart vurderer er for etablerede til at blive kaldt ”nye” i branchen (som nok nærmest ville tage det som en fornærmelse) – det er selvfølgelig ekstremt svært at sætte en præcis grænse på det – og flere af de ovenstående ville også kunne diskuteres, men vi håber, at I er enige i vores opdeling.

De bedste hilsner

Dårlig værkstedshumor

Cirka en gang om året hidser jeg mig op over den manglende diversitet rundt omkring på redaktionerne. For det meste sker det i forbindelse med offentliggørelsen af indstillede til Cavling-prisen, i år glemte jeg det simpelthen, men heldigvis har jeg fundet en anden anledning:
I morges skrev @neogeografen følgende tweet: http://twitter.com/neogeografen/status/12810948053
“Berlingske åbner det journalistiske værksted” Mon Pirelli kalenderen er tilladt at have hængende i værkstedet? http://tinyurl.com/3acr8qa
Linket fører hen til et blog-indlæg, om Berlingskes – i øvrigt spændende – forsøg med større åbenhed og transperens i forbindelse med undersøgende journalistik. Indlægget er illustreret med et billede af Berlingskes gravegruppe – ni nogenlunde jævnaldrende mænd. Og det er her kæden hopper af. Berlingskes gravegruppe har lavet fremragende projekter de seneste år – ingen tvivl om det. Men når man vælger at ansætte så homogen en gruppe mennesker, så vil jeg vove den påstand, at det i sidste ende går ud over den journalistiske kvalitet. Simpelthen fordi der er spørgsmål, man ikke kommer i tanke om at stille – og historier, man ikke har øje for.
Jeg nægter at tro, at kvinderne og medarbejdere over 45 ikke har det påkrævede talent. Og så er vi tilbage ved, det sædvanlige spørgsmål, hvilke barriere forhindrer diversiteten? Arbejdsforhold? Rip, Rap og Rup-effekt?
Come on Berlingske, det kan I simpelthen gøre bedre!

Cirka en gang om året hidser jeg mig op over den manglende diversitet rundt omkring på redaktionerne. For det meste sker det i forbindelse med offentliggørelsen af indstillede til Cavling-prisen, i år glemte jeg det simpelthen, men heldigvis har jeg fundet en anden anledning:

I morges skrev @neogeografen følgende tweet:

“Berlingske åbner det journalistiske værksted” Mon Pirelli kalenderen er tilladt at have hængende i værkstedet? http://tinyurl.com/3acr8qa

Linket fører hen til et blog-indlæg, om Berlingskes – i øvrigt spændende – forsøg med større åbenhed og transperens i forbindelse med undersøgende journalistik. Indlægget er illustreret med et billede af Berlingskes gravegruppe – ni nogenlunde jævnaldrende mænd. Og det er her kæden hopper af. Berlingskes gravegruppe har lavet fremragende projekter de seneste år – ingen tvivl om det. Men når man vælger at ansætte så homogen en gruppe mennesker, så vil jeg vove den påstand, at det i sidste ende går ud over den journalistiske kvalitet. Simpelthen fordi der er spørgsmål, man ikke kommer i tanke om at stille – og historier, man ikke har øje for.

Jeg nægter at tro, at kvinderne og medarbejdere over 45 ikke har det påkrævede talent. Og så er vi tilbage ved, det sædvanlige spørgsmål, hvilke barriere forhindrer diversiteten? Arbejdsforhold? Rip, Rap og Rup-effekt?

Come on Berlingske, det kan I simpelthen gøre bedre!

SXSW: Barbershop Punk (film)

Filmen Barbershop Punk handler om den lille mands kamp mod systemet – for freedom of speech – i bedste Michael Moore-stil.
Computernørden og barbershop-sangeren Robb Topolski sætter sig for at dele gamle barbershop-sange via p2p (torrents), så unge kan opdage denne vidundelige form for musik, og opdager, at hans udbyder Comcast begrænser hans download. Han giver sig til at dokumentere begrænsningerne og blogger om det. Historien eskalerer, AP og NYTimes samler den op – og det hele ender på bedste amerikanske vis i en retssag mod Comcast.
Jeg gik primært ind for at se filmen p.g.a. medvirkende som Henry Rollins, Janeane Garofalo og Damian Kulash fra OK GO – i det hele taget har filmen et imponerende lineup af kendte og mindre kendte, og selvom jeg synes, at kampen for freedom of speech bliver sat en smule på spidsen, så har filmen et par gode pointer.

Du kan læse mere om Barbershop Punk, samt se trailer for filmen her
Der findes også adskillige nyhedshistorier om Comcast-historien bl.a. hos NYTimes og TVtechnology