Tag: comment

Kritisk eller skeptisk journalistik

Jeg sad i går i en interessant diskussion med en flok begavede unge journalister om transparens og kildebrug, en diskussion, der blandt andet tog udgangspunkt i David Weinbergers tekst Transparency is the new objectivity. Weinburger er, som altid, temmelig radikal, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for endnu en gang oplevede jeg journalister, der talte imod transparens i journalistikken og for (efter min mening hovedløs) kildebeskyttelse, hvilket i sidste ende kan gøre journalistikken utroværdig, fordi vi af og til er for hurtige på tasterne i behovet for og håbet om et scoop.

Men tilbage til den dårlige smag, da jeg kom hjem, slog det mig, at det jeg reagerede på i diskussionen var skepsis. Jeg oplever alt for ofte skeptiske journalister, der – uden tvivl – opfatter dem selv som kritisk, men som, særligt når det kommer til medie- og teknologisk udvikling er sure for en sikkerhedsskyld. I den bedste af alle verdener er journalisten drevet af nysgerrighed og kritisk sans, men alt for ofte ryger nysgerrigheden på bekostning af skeptisk sans. I stedet for de muligheder, der er i at arbejde med transparens (i metode, kildebrug og proces), der forhåbentlig kan være med til at understøtte journalistikkens troværdighed, så holder vi fast i de metoder, der virkede på print. Udfordringen er, at brugernes tro på medierne er dalende, og vi er nødt til at forandre den måde, vi arbejder på – eller rettere sagt – gøre det tydeligt, at vi har en troværdig proces. Jeg er fuldstændig med på, at der er udfordringer, når det kommer til kildebeskyttelse, men det bør ikke sætte en stopper for journalistikkens nødvendige udvikling.

Definitionen på kritisk er iøvrigt ifølge ordbogen.com, at være: bedømmende, undersøgende, vurderende, hvorimod hvis man er skeptisk, så er man: forbeholden, kritisk, mistroisk, mistænksom og tvivlende.

Skepsissen bliver især tydelig, når det kommer til det, vi, af en eller anden grund, bliver ved med at kalde nye medier – “det tager tid”, “det fjerner fokus”, “det stjæler vores marked”, “det ødelægger verden af i går”  – argumenter, som langt hen ad vejen kan være rigtige, men som ofte er mere skeptiske end kritiske – og derfor ukonstruktive.

Det samme sker, når det kommer til crowdsourcing og i det hele taget brugerinvolvering, der desværre stadig ofte i Danmark værfes af med argumenter i genren “brugerne er dumme” eller fra journalisternes side “cheferne vil have brugerne til at skrive, det vi skal tjene penge på – gratis”. Heldigvis er der medier – fx. Information, der udfordrer rammerne og laver fremragende projekter som fx. dette om Overvågning i Danmark

Der findes masser af ukritisk metajournalistik* om technologi i de traditionelle medier, det er selvfølgelig ikke den, jeg efterspørger – jf. fx de mange artikler om Apple-produkter og tonsvis af artikler med rubrikker a la “Facebook er pissefarligt og stjæler alt, hvad du ejer”, der alt for ofte er mere skeptiske end kritiske.

Så, kære kollega, næste gang, du finder nej-hatten frem, vil du så ikke, for branchens overlevelses skyld, tøve et sekund og spørge dig selv “er jeg skeptisk eller er jeg kritisk?” – for i det øjeblik skepsissen bliver en rygmarvsreaktion, så laver vi dårlig journalistik og sætter udviklingen i stå.

Hvis du vil læse mere om kilderbrug og kildebeskyttelse – og troværdighed i journalistik, så vil jeg endnu engang anbefale Felix Salmons klumme Why Journalists Need to Link, den stiller nogle rigtige spørgsmål, som en hver journalist burde kunne besvare.

*med metajournalistik mener jeg proces-orienteret journalistik a la Politiken artiklen Nu begynder iPhone 5-hypen – igen hvem er det lige, der starter/føjer til hypen, kære Politiken?

 

 

Lad være med at fedte for fortiden – vær loyal mod din tid

Robert Krulwich, den ene af værterne på programmet Radiolab er en af de bedste fortællere, jeg kender. I 2011 blev han inviteret til at holde dimissionstalen på UC Berkeley for de nyuddannede journalister. Talen burde vises til en hver ung journalist, der ønsker sig en karriere i mediebranchen – og hvis det ikke var blasfemi overfor en velskrevet og begavet opsang, så ville den kunne opsummeres i Nike-sloganet “just do it”.
Krulwich pointerer, at unge bør være loyale horisontalt – mod deres generation, mod deres tid, mod deres venner – drop den vertikale loyalitet, hvor fokus ligger på at stige i graderne ved at efterligne ældre generationer og virksomheders måder at agere på. Virksomhederne vil alligevel ikke være loyale mod de unge. Gør det, du brænder for, så skal du nok nå langt.
Det kan lyde som romantik, men jeg tror at Krulwich rammer hovedet på sømmet.

Se videoen med Krulwichs tale på Youtube

Udskrift af talen kan læses her

Juhuu – brugerne kommer!

Bragt i Politiken den 15. november

Så længe medierne ikke for alvor respekterer brugerne, kommer de ikke til at respektere medierne.

For få år siden, talte vi i medierne en del om, hvordan brugerne ville komme til at producere store dele af indholdet i aviserne. Det kom aldrig for alvor til at ske. Men det handler næppe om brugerne, nærmere om medierne.

Forventninger var nok rigeligt høje. Specielt mediecheferne rundt omkring, så for sig, at lønudgifterne til de forgyldte journalister kunne reduceres væsentlig ved at lade de glade brugere levere linje efter linje til aviserne. Med god vilje kan det kaldes naivt, men var reelt set en ekstrem nedvurdering af de ansatte journalister.

En anden grund til, at det ikke for alvor skete, kunne også være mediernes tilgang til brugerne. Vi taler så ofte i mediebranchen om at være i øjenhøjde med læserne, men spørgsmålet er, om vi ved at bruge netop det udtryk, allerede ser ned på dem. Man kan næsten se det for sig, den alvidende journalist går lidt ned i knæ og taler et sprog, selv hr. og fru Jensen kan forstå – derude i udkantsdanmark.

I stedet burde vi måske tale om, hvordan journalisterne skal stå lidt på tæer, for at nå læserne?

Samtidig er det blevet almindeligt, at medierne, når de ønsker debat eller input fra læserne spørger til deres holdninger, hvilket som oftest får de mest højtråbende og markante brugere til at melde sig på banen – bare se kommentarfelterne på mediernes hjemmesider – desværre er det sjældent her, de interessante holdninger kommer frem.

Der hvor brugerinddragelse er relevant, er, når vi beder om deres erfaringer. For eksempel da Berlingske lavede den Cavling-vindende serie om politireformen, Forbrydelsen, stillede de læserne det simple spørgsmål: ”Kom politiet, da du ringede?”

Det affødte både tip og gode historier – præmissen for artikelserien var på plads – god, grundig og velresearchet journalistik – og respekt for læsernes viden.

Et af de udenlandske medier, der har haft størst succes med brugerinddragelse er The Guardian. For to år siden fik avisen retsligt forbud mod at omtale en rapport, der omhandlede oliekompagniet Trafiguras omfattende forurening på Elfenbenskysten. Guardian måtte hverken omtale rapporten, det parlamentsmedlem, der stillede spørgsmål ved hjælp af rapporten, hvad spørgsmålet var, hvilken minister spørgsmålet var rettet imod eller hvor dette spørgsmål eventuelt ville kunne findes.

Guardian valgte at omtale dommen – uden at nævne hvad den handlede om, blot, en forblommet sætning på Twitter om, at de ikke måtte nævne, en rapport, hvad den omhandlede og så videre. Herefter eksploderede Twitter. Brugerne fik lynhurtigt i fællesskab stykket historien sammen og i løbet af mindre end et døgn havde mere end 5.500 brugere nævnt navnet på oliekompagniet. Nettet giver fuldstændigt åbenlyse muligheder for at modtage tip om gode historier, hjælp til opklaring, i tilfælde, hvor der har været mange mennesker til stede.

Og selvfølgelig kan medierne, specielt i forbindelse med lokaljournalistik, få anmeldelser, foromtaler – og holdninger, fra brugerne. Det er lokalt, det giver mening, fordi brugerne ofte er tættere på arrangementerne og selv har noget på spil. Men når vi taler landsdækkende medier, så er vejen frem, at bruge læsernes erfaringer – og gøre det, der giver journalister, deres relevans: være kritiske, have etikken i orden og formidle godt og velfortalt.

Undr! Ytr! Ændr! – kære studerende – let røven!

Bragt i Politiken 8. nov. 2011

Fastholder journalistuddannelserne de studerende i roller, der hverken udvikler medierne eller journalistikken?

Hvis det ikke skurrede mod enhver journalistisk etik, ville jeg foreslå, at de journaliststuderende den første uge på studiet lærte at recitere den gamle Apple-reklame “Think different“. Reklamen, der er en hyldest til dem, der tør: Rebellerne, dem der ikke passer ind, dem, der ikke følger reglerne.

For stort set hver gang, jeg møder studerende fra de tre uddannelser, så slår det mig, hvor lidt oprør, der er i dem – og jeg skal ikke være hellig. Rebel, var sikkert heller ikke det første ord mine medstuderende, ville have hæftet på mig.

Men man belønner sjældent mod og oprør på uddannelserne – eller i det danske uddannelsessystem i al almindelighed. Og det har konsekvenser for den journalistik, vi møder i medierne.

På trods af, at underviserne af og til opfordrer til at udfordre rammer og journalistikken, så er det traditionelle lettere at måle og bedømme og derfor er det de traditionelle løsninger – eller det, der er lykkedes – i stedet for det modige, det, der kunne være lykkedes – der honoreres.

Journalistuddannelsen bør ikke være et sted med rammer og regler, et sted, hvor man går hjem klokken 16 hver dag. Men hvordan skaber man et kreativt miljø.

Hvis jeg skulle tilrettelægge en journalistuddannelse, så ville jeg tage udgangspunkt i, at de fleste unge i dag har evner og nysgerrighed til at tillære sig de digitale værktøjer og fortælleteknikker, de har brug for, for at få succes.

Det har aldrig været lettere eller billigere at producere journalistik professionelt. Billige videokameraer har aldrig været så knivskarpe, det har aldrig været lettere at lave kreative websites og adgangen til statistikker og data har aldrig været større. Det er optimale forhold for journalister.

Jeg ville sætte fokus på, hvordan den enkelte historie bedst fortælles og være revnende ligeglad med, om de studerende valgte at bruge print, lyd, levende billeder – eller for den sags skyld papirklip og 3D-tegnefilm – i stedet for at understøtte de traditionelle mediers måde at formidle på ved at lade de studerende vælge forløb, hvor man er fastlåst på print, web, levende billeder eller radio – som det ofte er tilfældet i dag.

I stedet for at lære dem rutinetænkning og dårlige vaner, ville jeg sætte fokus på, hvordan historien bedst formidles på historiens præmisser.

Det ville kræve en stillingtagen hos de studerende, som jeg ikke oplever, at de uddannes til i dag. Med lidt held kunne man uddanne unge journalister, der var i stand til at udfordre de konservative medier, der fortsat producerer journalistik, som de har gjort de sidste 30-40 år.

New York Times har valgt at åbne deres univers for de kandidatstuderende på New York University http://beta620.nytimes.com/ – for at tilbyde dem en adgang og en legeplads til at være kreative. Syddanske Universitet forsøger at lave et lignende projekt med deres J-lab – hvor ”Syddansk Universitet i Odense stiller hele arsenalet af evnestærke og engagerede forskere, undervisere og studerende til rådighed for mediebranchen.”

Gode initiativer, som forhåbentlig rusker op i de studerende, så de lærer at udfordre dem selv og de etablerede medier.

Kære journalister in spe, smid de journalistiske hæmninger, arbejd hele natten, sov på gulvet, flik et website sammen og nå deadline med få sekunder tilbage. Vær fandenivoldske – ikke kun af princip, men af sind. Hav allerhelvedes meget på hjerte – sats det hele – og lidt til. Gør det før i bliver kyniske, gør det før I er ligeså kedelige, fastansatte og tryghedssøgende som alle os andre.

God IT-politik er lig med godt demokrati

Bragt i Politiken den 18. oktober 2011

En god it-politik kræver indsigt, flair og digital forståelse, men har vores nye regering det?

I sidste uge skrev netmediet CNET om et computerprogram fra det amerikanske ministerium for Homeland Security, der er designet til ved hjælp af algoritmer at analysere en brugers data og forudsige om vedkommende kan tænkes at ville begå ulovligheder. Et såkaldt precrime system.

I samme uge kom det frem, at den amerikanske regering havde anmodet Google om at udlevere gmail-data fra en af de frivillige fra organisationen Wikileaks – uden at orientere brugeren og uden dommerkendelse. I følge Googles egen transparency rapport har de i anden halvdel af 2010 modtaget 4601 anmodninger om udlevering brugerdata fra den amerikanske regering enten med eller uden kendelse – i 94% af tilfældene, har de fået dataen – så det var langt fra et enkelt tilfælde.

Forhåbentlig kommer vi ikke til at se den slags ske i Danmark, men vi lever i et internationalt samfund med gmail-adresser, Facebook-konti, Dropboxes og så videre – én ting er, at vi ikke kan stole på virksomhederne, der har kommercielle interesser, men hvis vi heller ikke kan stole på, at vores regeringerne overholder for eksempel persondatalovgivningen, så er vores demokratiske samfund ekstremt kompromitteret.

De fleste kan blive enige om, at Iran og Kina er forkert på den, når de udfordrer ytringsfriheden ved at blokere adgangen til nyhedssider, som for eksempel BBC. Men hvad med Storbritannien? Premierminister David Cameron talte i august om, hvorvidt det var nødvendigt at blokere det sociale netværk Twitter for at få styr på de unge oprørske briter. Set i lyset af, at det knapt er et år siden, at både medier og politikere lovpriste det arabiske forår, der i høj grad brugte sociale medier, er det beskæmmende, at en sådan tanke kan opstå hos Cameron.

Også i Tyskland har der været røre om et program udviklet af regeringen, der kan skjules på en brugers computer og registrere alt, hvad denne foretager sig, hvilket i nutidens digitalsamfund ikke er meget mere odiøst end telefonaflytning. Problemet med programmet er, at det langt fra lever op til den krævede datasikkerhed og dermed i høj grad kan misbruges af kriminelle.

Under den danske valgkamp bebudede Venstre et Moderniseringsministerium. Formålet med ministeriet var at “bruge digitalisering og ny teknologi til at lave en mere effektiv offentlig sektor”. Hvis det var det eneste formål, så forstår jeg godt at den valgte regering undlod at oprette det. I stedet fordelte man it- og digital-politikken på de områder, hvor den bland andet skal fungere – nemlig de fire ministerier: Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervs- og vækstministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Intensionen er god, men jeg frygter, at den digitale fornyelse og bevidsthed drukner, når den splittes op.

It-politik kræver ikke blot gode rådgivere, det kræver reel interesse, det kræver vilje til at kunne nuancere et begreb som for eksempel hackere. Det kræver viden til ikke at lade sig skræmme til hovedløs ”terrorbekæmpelse”, selvom registrering af brugere sker med det gode som formål, og at man sikkert ikke bør frygte noget, som almindelig lovlydig borger, så bliver jeg bekymret, når jeg oplever de tiltag den amerikanske, tyske og britiske regering gør.

Derfor en appel til ministrene Bjarne Corydon, Nick Hækkerup, Ole Sohn og Margrethe Vestager, om ikke at tage let på området – ikke blot for borgernes retssikkerheds skyld, men for ytringsfriheden, og for det demokrati vores samfund bygger på.

Opdateret – 19. okt. 2011 kl. 20.10:
EPN: Thorning: Derfor opløste jeg it-styrelsen
Computerworld: Eksperter: Her er faldgruberne ved nyt cyber-forsvar

Maskinstorm i orkanstyrke

Bragt i Politiken 27. sept. 2011

Torsdag lancerede Facebook nyt layout, fredag kom automatreaktionen fra journalisterne: Facebook er onde

Da Facebook i torsdags lancerede et nyt design, var det tydeligt at se, at Felton – en af verdens dygtigste informations-grafikere – var manden bag.

I løbet af de næste par måneder forandrer Facebook din væg fra at være et rod-sammen af dine og dine venners opdateringer til at være en æstetisk tidslinje, der strækker sig fra du blev født – hvis du har skrevet det på Facebook vel at mærke – frem til i dag. En scrapbog, der giver overblik over hvilke job, du har haft, hvilke billeder du har lagt på Facebook, hvilke venner, du har fået og så videre.

Med lanceringen af tidslinjen, er det blevet væsentligt lettere at søge tilbage i gamle opdateringer, både på ens egen profil – og på andres, ja, det er blevet lettere at snage. Men der står ikke noget, du eller dine venner ikke selv har skrevet. Og du kan uden problemer slette det. Selvom det kan være svært at tro, når man læser mediernes dækning af lanceringen.

Man skal ikke underkende, hvor store muskler Facebook har. Og sund skepsis er… sundt. Men når danske medier skriver om Facebook – er det sjældent præget af sund skepsis, men af en nærmest maskinstormer-lignende tech-angst. Det er ikke blot kritisk, det minder om skræmmekampagner, som efter min mening intet gavner.

I Berlingske hed det overskriften: ”Facebook indfører automatisk overvågning af dig” fulgt af citater som:  ”Når du lytter til en sang på Spotify, offentliggøres det helt automatisk på Facebook” og “Eksempelvis vil din chef kunne se, at du læser artikler om jobsøgning – bare for et nævne et enkelt eksempel.”

Berlingskes journalist glemmer blot i den sammenhænge at nævne en væsentlig præmis: Hvis du selv har givet Spotify og avisen lov til at offentliggøre sangen og artiklen, hvis du er venner med din chef og hvis du vælger – I det tilfælde, at du skulle være kommet til at poste artiklen på din væg  at lade den stå i stedet for straks at slette den.

Politiken har ligeledes en rem af huden – men er dog langt tættere på den objektive sandhed, når de skriver: ”Nu vil Facebook have hele dit liv.”

Selvfølgelig forsøger Facebook at øge den tid, vi bruger på sitet – ligesom google gør, ligesom Politiken gør, ligesom alle med et website gør… det er bl.a. det, de tjener penge på.

Og der er et grundlæggende problem, når du ikke kan gennemskue, hvilke informationer, du lader eksterne parter – både kommercielle og ikke-kommercielle – få adgang til – det gælder ikke kun for Facebook. Selvom lige præcis Facebook har været ekstremt dårlige til at kommunikere, hvilke informationer de videregiver.

Men målt op mod artikler, der er skrevet om, hvordan de potentielt kan misbruge dine oplysninger, dine billede og  dine likes, så kan jeg ikke komme i tanke om en eneste historie, hvor det rent faktisk er sket,  at en bruger har følt sig udnyttet for alvor.

Lad os slå ét fast: Facebook offentliggør ikke noget på din væg, som du ikke selv, har sagt ja til, at du eller dine venner må offentliggøre. Du kan altid fjerne det– og under indstillinger sørge for, at det ikke sker igen. Altid.

Hvis du ikke vil risikere noget, så gå ud fra at alt, hvad du skriver på Facebook er offentligt. Og hvis du ikke vil have, at din ekskæreste læser dine statusopdateringer, eller din chef følger med i dit privatliv, så er løsningen enkel: Lad være med at være venner med dem og sørg for at privatslivsindstillinger på Facebook holder din profil lukket.

Vild med politik?

Bragt i Politiken 23. august 2011

De næste uger løber Danmarks dyreste reality-show af stabelen: Valget 2011 – de store tabere? Vælgerne.

Den næste tid vil være fyldt med tusindvis af gentagelser og uendelige analyser. Journalister vil vælte over hinanden for at stille spørgsmål a la ”hvad føler du?” og politikkerne vil lire forudsigelige svar af sig, der hverken gør fra eller til – eller indeholder nærvær og følelse.

Én ting, er de platforme, der er styret af redaktører: tv, aviser og radio – men også de sociale medier er præget af klichéfyldte opdateringer af typen ”I dag besøgte jeg en børnehave, der er alt for få pædagoger til alt for mange børn”, eller af overfladiske angreb på den modsatte fløj.

I og med, det ser ud til at valget i mindre og mindre grad bliver afgjort på reel politik – men nærmere på velskårne tungebånd, udstråling og sympati, så kunne de sociale medier for alvor komme til deres ret – spørgsmålet er blot om politikkerne tør vove sig derud.

Folketingspolitikeren Özlem Sara Cekic, SF, skrev søndag aften på Facebook:

“Det er lidt stressende med Facebook opdateringer hver dag, der skal være relevante, sjove, kantede, personlige osv osv. Kan mærke jeg er løbet tør for opdateringer :-) Hvad har man som ven lyst til at læse om eller vil være foruden?”

Hendes Facebook-venner svarede beredvilligt og konklusionen var: Du behøver ikke skrive opdateringer hver dag, opdater, når du faktisk har noget på hjerte eller stil enkle relevante spørgsmål, som folk kan diskutere. En journalistisk vinklet konklusion kunne være: ”vi gider ikke mere bullshit, vis os mennesket bag”.

Det er de færreste politikere, der tager kommunikationen med vælgerne i egen hånd – selvom det i dag i høj grad er muligt – man kunne have en mistanke om, at deres rådgivere ikke for alvor har forstået, hvordan de sociale platforme kan anvendes. Mange politikere bruger kun blogs, Twitter og Facebook strategisk i de få uger, hvor valget for alvor er i gang, i stedet for at tage styringen selv – også til daglig. Den sporadiske brug gør, at det i stedet kommer det til at virke som en desperat gestus.

En af de politikere, der er ved at finde den sociale platform er de radikales leder Margrethe Vestager. Selvom der i starten gik lidt rigeligt poesibog i hendes Twitter-konto, så har hun efterhånden fundet sine ben og kommunikerer i dag troværdigt, vedholdende og personligt. På trods af, at hun i nogen grad sikkert prædiker for de frelste, så er Twitter en fremragende platform til både at lytte til vælgerne og vise taknemmelighed overfor dem, der bakker op. For selvom det næppe bliver på Facebook, Twitter, blogs eller Google Plus valget bliver vundet, så er de sociale platforme et af de få steder, hvor det er muligt at give slip og have personlighed.

En bruger skrev på Twitter for et dage siden efter en længere diskussion med venstres gruppeformand:

@appoulsen (Asbjørn Poulsen): I går hørte jeg noget jeg aldrig troede, jeg skulle høre: “kom nu i seng i stedet for at sidde der og skrive med @Kristian_Jensen”

Digitaliseringen har forandret adgangen til politikkerne endegyldigt, og selvom man ikke når millioner af vælgere på nettet, så når man ofte netop dem, der interesserer sig og engagerer sig og som derfor er gode ambassadører. Men kun hvis politikerne holder op med at lire ligegyldigheder og valgslogans af sig. Ellers styrker det hverken demokratiet eller interessen for politik – og så bliver vælgerne valgets reelle tabere.

Tilføjelse: Faldt over Jens Rohdes FB-profil, da den var nævnt i en artikel på dr.dk – et af de få sociale fora, hvor politikeren deltager livligt i debatten.

 

(In)aktiv dødshjælp

Bragt i Politiken 21. juni

Hvordan skaber medierne værdi for brugerne? Ved at droppe den hovedløse nyhedsdækning og udvikle sig.

Gang på gang diskuterer medierne, hvordan de skal overleve. De påpeger, at det er en ulige og urimelig dødskamp. Det er internettes skyld, det er Googles skyld, det er bloggernes skyld, det er Facebooks skyld, – faktisk er det samfundets skyld – men ved I hvad, kære medier ? Tør øjnene og kom videre.

Lad os slå fast en gang for alle: I kommer aldrig til at tjene penge på lette nyheder og flok-journalistik. I er nødt til at udvikle jer, satse og tænke ud af boksen. Når I ser konkurrenter dække kongebryllupper, citere sensationslystne politikere eller hoppe ud over en klippe, så kan det undre, at I gør det samme. Indimellem virker det som om, at I ikke engang forsøger at tænke i nye vinkler, men blot tænker ”so ein Ding müssen wir auch haben”.

I en tid, hvor brugerne har adgang til uanede mængder dækning, så bliver det tydeligt, hvor ens der bliver tænkt på de enkelte redaktioner. Så ens, at der uden tvivl er nogen, der bliver i overflødige. I er nødt til at investere helhjertet i projekter, som er knald eller fald – enten resulterer de i, at I finder guldet eller også går I ned med et brag. For hvis I fortsætter i samme spor, som i dag – så dør I langsomt, lidende og sikkert.

Et af de mest vanvittige projekter et medie har sat i værk, er uden tvivl det norske svar på DR – NRK’s, dækning af Hurtigruten – 134 timers live-tv fra en færgetur. Om det kan betale sig? Sikkert ikke, hvis man kun tænker bundlinje, kroner og ører og seertal – her og nu. Men tv-stationen har fået så massiv omtale af projektet, at de optræder over hele verden med fortællingen om hurtigruten – det må trods alt også være noget værd på længere sigt. Det var samme station, der lavede udsendelsen fra Bergensbanen. Togturen, blev ligesom færgeturen, udsendt, og materialet blev tilgængeligt for brugerne til download, til remix, der kom skæve projekter ud af det, som brugerne havde lavet i deres fritid af ren og skær lyst. Det ejerskab brugerne fik til materialet og til NRK må være en hver public service-stations drøm.

En anden satsning er den danske avis Information, der i disse dage offentliggør et stort projekt – Tagger – der udvikler og forandrer den måde, der bliver tilføjet data til artiklerne på deres hjemmeside. De arbejder på at gøre de informationer, der omgiver den enkelte artikel relevante. Det banale eksempel er de reklamer, der dukker op på for eksempel Gmail, hvis du skriver rejseberetninger hjem fra New York, så kan du være sikker på, at du får tilbudt hoteller og andet godt fra byen. Den type data er det efterhånden muligt at forfine og forbedre, så den giver dig yderligere viden om de emner for eksempel en artikel handler om. Information bruger tagger til er at binde deres artikler sammen med baggrundsmateriale fra blandt andet Wikipedia, New York Times, Geonames, CIA Factbook osv. – samtidig er Tagger opensource, det vil sige at andre kan benytte den teknologi, de har udviklet.

Medierne er nødt til at se den teknologiske udvikling som en force – en måde at forbedre deres produkter på, i stedet for at lægge sig i fosterstilling under den nærmeste trykpresse. De får aldrig brugerne til at betale for noget, der kan fås gratis, det er et faktum, vi alle er nødt til at acceptere. I stedet skal vi turde satse og fokusere på, hvordan vi reelt skaber værdi. For medierne har værdi – for brugerne, for samfundet og for demokratiet – så længe de ikke hovedløst trykker det ene ligegyldige citat efter det andet.