Tag: journalism

Ira Glass: what makes an interesting story

Listening to This American Life host Ira Glass talking about, what makes an interesting story makes me regret, we didn’t talk much more about this in journalism school:

Making stories that are constantly saying: look how different this is, than you would think, look how interesting this is, look how much more interesting, this is than you would think it, constantly searching for stories where there would be little surprises all the way through, all along, what that’s doing is reasserting that the world, it is reasserting the world to its proper size, you know, reasserting that the world is a place where surprise and pleasure and joy and humour exists, it makes things hopeful, you know. This is my problem with most radio and television news, it is that they make the world seem less interesting than they are.

If you for some weird reason haven’t listened to every single episode of This American Life and Radiolab – I sincerely envy you and promise you, you’re in for a treat!

Kritisk eller skeptisk journalistik

Jeg sad i går i en interessant diskussion med en flok begavede unge journalister om transparens og kildebrug, en diskussion, der blandt andet tog udgangspunkt i David Weinbergers tekst Transparency is the new objectivity. Weinburger er, som altid, temmelig radikal, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for endnu en gang oplevede jeg journalister, der talte imod transparens i journalistikken og for (efter min mening hovedløs) kildebeskyttelse, hvilket i sidste ende kan gøre journalistikken utroværdig, fordi vi af og til er for hurtige på tasterne i behovet for og håbet om et scoop.

Men tilbage til den dårlige smag, da jeg kom hjem, slog det mig, at det jeg reagerede på i diskussionen var skepsis. Jeg oplever alt for ofte skeptiske journalister, der – uden tvivl – opfatter dem selv som kritisk, men som, særligt når det kommer til medie- og teknologisk udvikling er sure for en sikkerhedsskyld. I den bedste af alle verdener er journalisten drevet af nysgerrighed og kritisk sans, men alt for ofte ryger nysgerrigheden på bekostning af skeptisk sans. I stedet for de muligheder, der er i at arbejde med transparens (i metode, kildebrug og proces), der forhåbentlig kan være med til at understøtte journalistikkens troværdighed, så holder vi fast i de metoder, der virkede på print. Udfordringen er, at brugernes tro på medierne er dalende, og vi er nødt til at forandre den måde, vi arbejder på – eller rettere sagt – gøre det tydeligt, at vi har en troværdig proces. Jeg er fuldstændig med på, at der er udfordringer, når det kommer til kildebeskyttelse, men det bør ikke sætte en stopper for journalistikkens nødvendige udvikling.

Definitionen på kritisk er iøvrigt ifølge ordbogen.com, at være: bedømmende, undersøgende, vurderende, hvorimod hvis man er skeptisk, så er man: forbeholden, kritisk, mistroisk, mistænksom og tvivlende.

Skepsissen bliver især tydelig, når det kommer til det, vi, af en eller anden grund, bliver ved med at kalde nye medier – “det tager tid”, “det fjerner fokus”, “det stjæler vores marked”, “det ødelægger verden af i går”  – argumenter, som langt hen ad vejen kan være rigtige, men som ofte er mere skeptiske end kritiske – og derfor ukonstruktive.

Det samme sker, når det kommer til crowdsourcing og i det hele taget brugerinvolvering, der desværre stadig ofte i Danmark værfes af med argumenter i genren “brugerne er dumme” eller fra journalisternes side “cheferne vil have brugerne til at skrive, det vi skal tjene penge på – gratis”. Heldigvis er der medier – fx. Information, der udfordrer rammerne og laver fremragende projekter som fx. dette om Overvågning i Danmark

Der findes masser af ukritisk metajournalistik* om technologi i de traditionelle medier, det er selvfølgelig ikke den, jeg efterspørger – jf. fx de mange artikler om Apple-produkter og tonsvis af artikler med rubrikker a la “Facebook er pissefarligt og stjæler alt, hvad du ejer”, der alt for ofte er mere skeptiske end kritiske.

Så, kære kollega, næste gang, du finder nej-hatten frem, vil du så ikke, for branchens overlevelses skyld, tøve et sekund og spørge dig selv “er jeg skeptisk eller er jeg kritisk?” – for i det øjeblik skepsissen bliver en rygmarvsreaktion, så laver vi dårlig journalistik og sætter udviklingen i stå.

Hvis du vil læse mere om kilderbrug og kildebeskyttelse – og troværdighed i journalistik, så vil jeg endnu engang anbefale Felix Salmons klumme Why Journalists Need to Link, den stiller nogle rigtige spørgsmål, som en hver journalist burde kunne besvare.

*med metajournalistik mener jeg proces-orienteret journalistik a la Politiken artiklen Nu begynder iPhone 5-hypen – igen hvem er det lige, der starter/føjer til hypen, kære Politiken?

 

 

Lad være med at fedte for fortiden – vær loyal mod din tid

Robert Krulwich, den ene af værterne på programmet Radiolab er en af de bedste fortællere, jeg kender. I 2011 blev han inviteret til at holde dimissionstalen på UC Berkeley for de nyuddannede journalister. Talen burde vises til en hver ung journalist, der ønsker sig en karriere i mediebranchen – og hvis det ikke var blasfemi overfor en velskrevet og begavet opsang, så ville den kunne opsummeres i Nike-sloganet “just do it”.
Krulwich pointerer, at unge bør være loyale horisontalt – mod deres generation, mod deres tid, mod deres venner – drop den vertikale loyalitet, hvor fokus ligger på at stige i graderne ved at efterligne ældre generationer og virksomheders måder at agere på. Virksomhederne vil alligevel ikke være loyale mod de unge. Gør det, du brænder for, så skal du nok nå langt.
Det kan lyde som romantik, men jeg tror at Krulwich rammer hovedet på sømmet.

Se videoen med Krulwichs tale på Youtube

Udskrift af talen kan læses her

Crowdsourcing ved et tilfælde

Det hele startede for seks dage siden. 8. marts kl. 8.22, hvor forfatteren Linda Grant skrev et uskyldigt feministisk tweet for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag:

Tweetiwd

Linda Grant havde længe været frustreret over, at unge er historieløse, når det kommer til feministernes betydning for samfundet. Men i løbet af dagen fik hun tusinder af svar – hun retweetede en del af de svar, hun fik – og projektet eskalerede og endte på den måde som et crowdsourcing-projekt om feminisme og sexisme. For et par dage siden tilbød en bruger at samle tweetsene som dokumentation for eftertiden på sitet A Thousand Reasons (why feminism is still relevant and nescessary).

Man kan mene om emnet, hvad man vil, men dette er et af de mest interessante og vidtrækkende crowdsourcing-projekter, jeg er faldet over, hvor almindelige brugere (ikke nørder med stor erfaring i data-behandling) har brændt nok for et emne til at byde ind og skabe en dokumentation ingen journalist havde formået at samle, om han eller hun så havde brugt uger på det.

Læs Linda Grants historie om tweetet og sitet her: Twitter’s tales of sexism

Ugens artikler II

Jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle mene om at bl.a. Politiken har valgt at validere deres debatindlæg ved hjælp af Facebook. Min umiddelbare tanke, har været, at det var en kortsigtet løsning, fordi det er svært at gennemskue, hvornår brugerne får nok af Facebook og skifter platform. Forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskolen, Lars Holmgaard Christensen, har skrevet et fremragende indlæg i debatten: Dræber netmedierne den demokratiske debat? Jeg er ikke tilhænger af de anonyme debatter, men tankevækkende, hvad Facebook-valideringen sker på bekostning af. Jeg er umiddelbart mere tilhænger af en uafhængig løsning og en profileret, stærk webredaktør, der har frie hænder til at moderere, der findes flere gode eksempler på, at det kan lade sig gøre for virksomheder (fx. SAS, TELMORE og OddsetDK*) – hvorfor så ikke hos medierne?

Endnu et godt indlæg i debatten om journalister og sociale medier er også skrevet af Lars Holmgaard Christiensen: Når journalister tæmmer de sociale medier. Artiklen er en fin understregning af, at medierne og dermed journalisterne fortsat ikke, har fundet deres rolle i det digitale mediebillede.

I samme genre er Felix Salmons artikel Why Journalists Need to LinkWired.com. Salmon skelner imellem links som godt gentlemanship og links som validering for sandhed. Han sætter fokus på, hvordan medierne bibeholder deres troværdighed ved at være bevidste om, hvordan de agerer online – og ikke mindst er artiklen en reminder (til danske medier) om, hvorfor diskussionen om deeplinking/ikke-deeplinking burde være død allerhelst før den var startet.

Hvis man interesserer sig for medier og brugerinvolvering, så er det også være at tjekke Guardians “How to get involved”-side. Hver dag laver de en oversigt over, hvordan brugerne kan interagere med avisen på aktuelle historier – kudos!

PayPal sparks furor over limits on “obscene” e-books
I sidste uge bragte Reuters historien om at PayPal (online betalingsside) havde stillet krav til at e-bogs-distributorer forbød bøger “that contain “obscene” themes including rape, bestiality or incest”. Det er tankevækkende i hvor høj grad banker og betalingssider efterhånden har indflydelse på adgangen til indhold – og jeg tror langt fra vi er færdige med at diskutere grænserne for censur og ytringsfrihed – heller ikke i den vestlige verden – jf. de udfordringer Wikileaks fik, da blandt andet PayPal, Visa og Mastercard i sin tid lukkede for betalingen til sitet: PROSA støtter Wikileaks’ rettigheder eller fornylig da Danske Bank spærrede Roj-TVs konti

You are not running out of time

Har du nogensinde haft en mindre krise over, at en jævnaldrende eller en der er yngre end dig, havde opnået mere i livet: Gjort større opfindelser, bedre karriere eller haft større succes? Så er dette artiklen du bør læse. Egentlig er det banalt: lev i nuet, så bliver du højest sandsynligt lykkeligere. Men derfor er det nu alligevel rart at blive mindet om. Og forfatteren har et par tip til, hvordan man gør det. Carpe Diem.

Første gang, jeg selv tænkte tanken var, da det gik op for mig at Britney Spears er yngre end mig…

*Hos OddsetDK er det værd at læse denne tråd: OddsetDK – både pga. den venlige formaning i starten – og webmasterens venlige humor, da en bruger skriver til den barmfagre OddsetDK-pige, der er ansigt på kampagnen:

Allan Madsen: Det du ikke vi er tjæønt med……nej, det er kun jer der tjener…….hva med om du tog blusen af…….:)))))
Og Oddset svarer: Kære Allan Madsen, tak for tilbuddet, men det er ikke Oddset-Kath, der sidder og skriver. Jeg er en 36-årig mand med sul på sidebenene og hår på det meste af overkroppen – hvis du gerne vil se mig uden trøje på, regner jeg med, at sommerferien går til Samsø i år. Så kan vi jo tjekke hinanden ud på stranden … :-)
God stil!

Ugens artikler I

Første februar startede jeg på cand.public på Syddansk Universitet og pendler derfor til Odense hver anden uge. Det har gjort, at jeg pludselig har fået tid til at læse – og gang på gang falder jeg over artikler, som sætter mediebranchen, den digitale udvikling og journalistikken i perspektiv.

I dette og – forhåbentlig – kommende blogindlæg, vil jeg forsøge at samle links til et par af de artikler, så andre også kan få glæde af min tog-tid.

The Web is a Customer Service Medium af Paul Ford

Selvom Fords artikel uden problemer kunne have været delt i tre – fire vinkler/artikler, så er det interessant læsning. Han gør op med bog- og magasin-verdenens brok over at internettet stjæler deres forretning (her kan journalister også læse med uden for alvor at føle sig ekskluderet fra målgruppen…). Med udgangspunkt i, at brok ofte handler om, hvor vidt man føler sig hørt (han kalder det Why Wasn’t I Consulted?-problematikken), har han følgende anbefaling til udgiverne:

“Create a service experience around what you publish and sell. Whatever “customer service” means when it comes to books and authors, figure it out and do it. Do it in partnership with your readers. Turn your readers into members. Not visitors, not subscribers; you want members.”

Ford gennemgår en del af de medier/hjemmesider, der bygger deres forretning på “Why Wasn’t I Consulted”-problematikken – og hans pointe er, at hvert medie (radio, tv, print etc), har dets egne forcer – også internettet, der ifølge Ford er et “Costumer Service Medium”.

Hacker Monthly: It’s the best of the Internet, printed out, and it’s turning a profit

Hacker Montly er et månedligt magasin, der tjener penge på at finde de artikler om hacking, der er værd at læse på siden Hacker News – layoute dem og sælge dem som abonnement – enten på print eller digitalt som epub/pdf/mobi.
Artiklen beskriver deres forretningsmodel og metode. Jeg undrer mig til stadighed over, at der ikke er andre nyhedsmedier, der samler deres greatest hits og sælger dem i en ny indpakning. Jeg ville elske for eksempel at have mulighed for at købe alle Nils Thorsens artikler fra Politiken smækket sammen i en pdf.
Jeg har netop købt et abonnement på Hacker Monthly og produktet er lækkert – jeg vil glæder mig til at få hver udgave leveret direkte til min Kindle. Mit eneste kritikpunkt er, at de ikke betaler forfatterne til artiklerne: Det ville have været en fin anerkendelse – også selvom det blot var en tilkendegivelse, et mindre beløb – forfatterne får en trykt udgave af magasinet + et års digitalt abonnement, men er trods alt blevet spurgt, før magasinet røg i “trykken”.

NPR Tries to Get its Pressthink Right

Jay Rosen, professor i journalistik på NYU, har kigget nærmere på NPRs nye håndbog i etik. Han sætter fokus på, hvordan de ved hjælp af mindre kunstgreb og større forandringer omstiller sig fra at tænke traditionelt til at forholde sig til, hvordan verden af i dag – og i morgen – ser ud i et (etisk og kvalitativt) medieperspektiv:

“It now commits itself to avoiding the worst excesses of “he said, she said” journalism. It says to itself that a report characterized by false balance is a false report. It introduces a new and potentially powerful concept of fairness: being “fair to the truth.” My verdict: Bravo, NPR.”

National Explainer: A Job for Journalists on the Demand Side of News

Et andet noget ældre indlæg af Rosen handler om journalistikkens rolle i det moderne samfund. Selvom indlægget er fra august 2008, er det, en ekstremt relevant analyse af journalistikkens udfordringer. Jo mere travlt journalisterne har, des mere irrelevant bliver deres journalistik. Vi er nødt til at finde tilbage til rollen, hvor vi forklarer og perspektiverer, så læserne forstår det større perspektiv, og ikke mindst, så vi selv forstår det. For demokratiets og samfundets skyld. Rosens indlæg er langt, gennemtænkt og begavet – ovenstående konklusion er blot en banal forkortelse, men læs indlægget, hvis du interesserer dig det mindste for journalistik og/eller det demokratiske samfund.

Juhuu – brugerne kommer!

Bragt i Politiken den 15. november

Så længe medierne ikke for alvor respekterer brugerne, kommer de ikke til at respektere medierne.

For få år siden, talte vi i medierne en del om, hvordan brugerne ville komme til at producere store dele af indholdet i aviserne. Det kom aldrig for alvor til at ske. Men det handler næppe om brugerne, nærmere om medierne.

Forventninger var nok rigeligt høje. Specielt mediecheferne rundt omkring, så for sig, at lønudgifterne til de forgyldte journalister kunne reduceres væsentlig ved at lade de glade brugere levere linje efter linje til aviserne. Med god vilje kan det kaldes naivt, men var reelt set en ekstrem nedvurdering af de ansatte journalister.

En anden grund til, at det ikke for alvor skete, kunne også være mediernes tilgang til brugerne. Vi taler så ofte i mediebranchen om at være i øjenhøjde med læserne, men spørgsmålet er, om vi ved at bruge netop det udtryk, allerede ser ned på dem. Man kan næsten se det for sig, den alvidende journalist går lidt ned i knæ og taler et sprog, selv hr. og fru Jensen kan forstå – derude i udkantsdanmark.

I stedet burde vi måske tale om, hvordan journalisterne skal stå lidt på tæer, for at nå læserne?

Samtidig er det blevet almindeligt, at medierne, når de ønsker debat eller input fra læserne spørger til deres holdninger, hvilket som oftest får de mest højtråbende og markante brugere til at melde sig på banen – bare se kommentarfelterne på mediernes hjemmesider – desværre er det sjældent her, de interessante holdninger kommer frem.

Der hvor brugerinddragelse er relevant, er, når vi beder om deres erfaringer. For eksempel da Berlingske lavede den Cavling-vindende serie om politireformen, Forbrydelsen, stillede de læserne det simple spørgsmål: ”Kom politiet, da du ringede?”

Det affødte både tip og gode historier – præmissen for artikelserien var på plads – god, grundig og velresearchet journalistik – og respekt for læsernes viden.

Et af de udenlandske medier, der har haft størst succes med brugerinddragelse er The Guardian. For to år siden fik avisen retsligt forbud mod at omtale en rapport, der omhandlede oliekompagniet Trafiguras omfattende forurening på Elfenbenskysten. Guardian måtte hverken omtale rapporten, det parlamentsmedlem, der stillede spørgsmål ved hjælp af rapporten, hvad spørgsmålet var, hvilken minister spørgsmålet var rettet imod eller hvor dette spørgsmål eventuelt ville kunne findes.

Guardian valgte at omtale dommen – uden at nævne hvad den handlede om, blot, en forblommet sætning på Twitter om, at de ikke måtte nævne, en rapport, hvad den omhandlede og så videre. Herefter eksploderede Twitter. Brugerne fik lynhurtigt i fællesskab stykket historien sammen og i løbet af mindre end et døgn havde mere end 5.500 brugere nævnt navnet på oliekompagniet. Nettet giver fuldstændigt åbenlyse muligheder for at modtage tip om gode historier, hjælp til opklaring, i tilfælde, hvor der har været mange mennesker til stede.

Og selvfølgelig kan medierne, specielt i forbindelse med lokaljournalistik, få anmeldelser, foromtaler – og holdninger, fra brugerne. Det er lokalt, det giver mening, fordi brugerne ofte er tættere på arrangementerne og selv har noget på spil. Men når vi taler landsdækkende medier, så er vejen frem, at bruge læsernes erfaringer – og gøre det, der giver journalister, deres relevans: være kritiske, have etikken i orden og formidle godt og velfortalt.

Undr! Ytr! Ændr! – kære studerende – let røven!

Bragt i Politiken 8. nov. 2011

Fastholder journalistuddannelserne de studerende i roller, der hverken udvikler medierne eller journalistikken?

Hvis det ikke skurrede mod enhver journalistisk etik, ville jeg foreslå, at de journaliststuderende den første uge på studiet lærte at recitere den gamle Apple-reklame “Think different“. Reklamen, der er en hyldest til dem, der tør: Rebellerne, dem der ikke passer ind, dem, der ikke følger reglerne.

For stort set hver gang, jeg møder studerende fra de tre uddannelser, så slår det mig, hvor lidt oprør, der er i dem – og jeg skal ikke være hellig. Rebel, var sikkert heller ikke det første ord mine medstuderende, ville have hæftet på mig.

Men man belønner sjældent mod og oprør på uddannelserne – eller i det danske uddannelsessystem i al almindelighed. Og det har konsekvenser for den journalistik, vi møder i medierne.

På trods af, at underviserne af og til opfordrer til at udfordre rammer og journalistikken, så er det traditionelle lettere at måle og bedømme og derfor er det de traditionelle løsninger – eller det, der er lykkedes – i stedet for det modige, det, der kunne være lykkedes – der honoreres.

Journalistuddannelsen bør ikke være et sted med rammer og regler, et sted, hvor man går hjem klokken 16 hver dag. Men hvordan skaber man et kreativt miljø.

Hvis jeg skulle tilrettelægge en journalistuddannelse, så ville jeg tage udgangspunkt i, at de fleste unge i dag har evner og nysgerrighed til at tillære sig de digitale værktøjer og fortælleteknikker, de har brug for, for at få succes.

Det har aldrig været lettere eller billigere at producere journalistik professionelt. Billige videokameraer har aldrig været så knivskarpe, det har aldrig været lettere at lave kreative websites og adgangen til statistikker og data har aldrig været større. Det er optimale forhold for journalister.

Jeg ville sætte fokus på, hvordan den enkelte historie bedst fortælles og være revnende ligeglad med, om de studerende valgte at bruge print, lyd, levende billeder – eller for den sags skyld papirklip og 3D-tegnefilm – i stedet for at understøtte de traditionelle mediers måde at formidle på ved at lade de studerende vælge forløb, hvor man er fastlåst på print, web, levende billeder eller radio – som det ofte er tilfældet i dag.

I stedet for at lære dem rutinetænkning og dårlige vaner, ville jeg sætte fokus på, hvordan historien bedst formidles på historiens præmisser.

Det ville kræve en stillingtagen hos de studerende, som jeg ikke oplever, at de uddannes til i dag. Med lidt held kunne man uddanne unge journalister, der var i stand til at udfordre de konservative medier, der fortsat producerer journalistik, som de har gjort de sidste 30-40 år.

New York Times har valgt at åbne deres univers for de kandidatstuderende på New York University http://beta620.nytimes.com/ – for at tilbyde dem en adgang og en legeplads til at være kreative. Syddanske Universitet forsøger at lave et lignende projekt med deres J-lab – hvor ”Syddansk Universitet i Odense stiller hele arsenalet af evnestærke og engagerede forskere, undervisere og studerende til rådighed for mediebranchen.”

Gode initiativer, som forhåbentlig rusker op i de studerende, så de lærer at udfordre dem selv og de etablerede medier.

Kære journalister in spe, smid de journalistiske hæmninger, arbejd hele natten, sov på gulvet, flik et website sammen og nå deadline med få sekunder tilbage. Vær fandenivoldske – ikke kun af princip, men af sind. Hav allerhelvedes meget på hjerte – sats det hele – og lidt til. Gør det før i bliver kyniske, gør det før I er ligeså kedelige, fastansatte og tryghedssøgende som alle os andre.