Tag: media

Blog: Jeg elsker (godt!) tv

Det er mange år siden, jeg har set så meget tv, som jeg har i 2012* men BBC har gjort sit for at lokke mig tilbage til skærmen.

Dette indlæg er dog primært en hyldest til de to mænd, der i 2012 har gjort mig klogere, fået mig til at hulke af grin og sikret mig en behagelig integration i England: Dara Ó Briain og Stephen Fry

Hvis jeg havde boet i England de sidste ti år, så var jeg muligvis ved at være træt af d’herrer, for de er sværere at undgå end Ulla Terkelsen, men gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor godt tv, de laver. Den slags tv, vi burde lave meget mere af i Danmark. Begavet (populær) videnskab.

Det jeg elsker ved dem begge, er, at de beviser TV kan sagtens være både sjovt og klogt. Det behøver ikke blive piftet op med duller (m/k) og quizzer (nej, hverken QI eller Mock the Week er en quiz efter som ingen aner, hvem der vandt #fact). Man kan sagtens være sjov på en begavet måde, hvor der er referencer, kontekst og dannelse. Hvor man ikke blot kipper med flaget for laveste fællesnævner.

I øjeblikket er min klare favorit Dara Ó Briain’s Science Club (første afsnit ligger her på YouTube) – det minder om nogle af de forsøg DR2 har lavet gennem tiden med forskningsprogrammer, blot med et langt højere budget.
Programmet er et miskmask af kemi-eksperimenter, populærvidenskabelig opdatering og debat, indimellem tenderer det fjolleri. Jeg havde for eksempel ikke behøvet ugens stand-up-komiker, men bliver alligevel altid opslugt – og har blandt andet glemt at stå af Tuben på den rigtige station, da jeg sneg mig til at se et af programmerne på min iPad. Programmet har en twitterkonto her ScienceClub

En anden favorit er Stargazing Live med fysikeren Brian Cox – ligeledes i selskab med Ó Briain. I Januar de sidste to år – og igen i 2013 – har Cox & Briain inviteret seerne med ud og kigge på stjerner. Interessen er så stor at man har lavet arrangementer på observatorier over hele landet – og jeg vil vædde med at salget af stjernekikkerter er steget væsentligt. Afsnittene ligger ligeledes på YouTube Stargazing Live

Ó Briain blev for alvor populær, da han i 2005 startede som vært på Mock The Week (jeg vil tro, det var det, TV2 forsøgte at lave, da de lavede Ugen der gak, men må indrømme, jeg aldrig har undersøgt det). Det kan være svært at følge referencerne, fordi de ofte er bundet op på politiske forviklinger og nyhedshistorier fra den seneste engelske uge. Men underholdningsværdien er dog stor, hvis man interesserer sig blot en smule engelsk politik. Alle afsnit kan findes på YouTube.
Et enkelt klip fra sæson 7: Deleted Lines From a Fantasy Film  

I samme genrer som Science Club, er der’ selvfølgelig altid Stephen Fry’s QI (alle afsnit ligger på YouTube – også i den lange XL-udgave). Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt så begejstret for seneste sæson (kaldet J). De virker lidt matte, de fleste jokes er fyret af, og serien når sjældent samme højder som de tidligere sæsoner. Men det er stadig bedre end meget andet tv – og der er timevis af underholdning, hvis man begynder at søge efter det væld af programmer som gæsterne er med i. For eksempel Would I lie to You  der kom til at fungere, da Rob Brydon blev vært fra sæson 3. David Mitchell, der både er fast gæst i QI og panelvært i Would I lie to You er et kapital for sig (og hvilket kapitel, jeg er stadig en smule skuffet over, han blev gift i sidste måned, men han har selvfølgelig aldrig mødt mig).

Fry laver i øjeblikket også programmet Gadget Man (det fjollede skæg skyldes, han i øjeblikket spiller Shakespeare på teateret, hvilket han også gør ganske fremragende). Efter min mening skulle han ha undladt lige præcis dette program, det er lige ved at ende i overeksponering – og jeg synes, det mangler reelt indhold. Men det er højst sandsynligt en smagssag. Jeg ville langt hellere gense The Secret Life of The Manic Depressive  – der er en fremragende dokumentar (fremragende!) Eller tv-serien Kingdom, der er så britisk, at den minder om Folk og Fæ. Fry spiller landsby-sagføreren Peter Kingdom, for min skyld kunne man godt have skrevet de fleste biroller ud, men Fry gør det fremragende.

Hvis man holder ligeså meget af Ó Briains humor, som jeg gør, så ligger tre af hans fuldlængde shows her:

This is the show fra 2010 (ligger pt. i fuld længde her  YouTube)

Dara o’ Briain Talks funny 2008 (linger pt. i fuld længde her YouTube)

Live at the Theatre Royal 2006 ((ligger pt. i fuld længde her  YouTube)

Hvis man er til tv-serier og holder af Mad Men og The Newsroom, så kan jeg kun anbefale The Hour. BBC sender sidste afsnit af sæson to i aften, jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg skal leve uden. Serien foregår på BBC i 1950’erne og har Ben Whishaw i hovedrollen – den nye lovende Q fra James Bond. The Hour er både langsommere og tungere end de to førstnævnte amerikanske serier, men det behøver bestemt ikke være negativt. Om jeg forstår danske tv-serier er så populære i England, når de har skuespillere som de ovennævnte. Om jeg forstår det…

*bare for en god ordens skyld: Ja, jeg mener stadig flow-tv er dødt på længere sigt, nej, jeg aner ikke, hvordan man betjener det tv, vi har stående i stuen, for når jeg ser tv foregår det ni ud af ti gange via BBCs ipad app / min browser. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg har set lyset…

Kritisk eller skeptisk journalistik

Jeg sad i går i en interessant diskussion med en flok begavede unge journalister om transparens og kildebrug, en diskussion, der blandt andet tog udgangspunkt i David Weinbergers tekst Transparency is the new objectivity. Weinburger er, som altid, temmelig radikal, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for endnu en gang oplevede jeg journalister, der talte imod transparens i journalistikken og for (efter min mening hovedløs) kildebeskyttelse, hvilket i sidste ende kan gøre journalistikken utroværdig, fordi vi af og til er for hurtige på tasterne i behovet for og håbet om et scoop.

Men tilbage til den dårlige smag, da jeg kom hjem, slog det mig, at det jeg reagerede på i diskussionen var skepsis. Jeg oplever alt for ofte skeptiske journalister, der – uden tvivl – opfatter dem selv som kritisk, men som, særligt når det kommer til medie- og teknologisk udvikling er sure for en sikkerhedsskyld. I den bedste af alle verdener er journalisten drevet af nysgerrighed og kritisk sans, men alt for ofte ryger nysgerrigheden på bekostning af skeptisk sans. I stedet for de muligheder, der er i at arbejde med transparens (i metode, kildebrug og proces), der forhåbentlig kan være med til at understøtte journalistikkens troværdighed, så holder vi fast i de metoder, der virkede på print. Udfordringen er, at brugernes tro på medierne er dalende, og vi er nødt til at forandre den måde, vi arbejder på – eller rettere sagt – gøre det tydeligt, at vi har en troværdig proces. Jeg er fuldstændig med på, at der er udfordringer, når det kommer til kildebeskyttelse, men det bør ikke sætte en stopper for journalistikkens nødvendige udvikling.

Definitionen på kritisk er iøvrigt ifølge ordbogen.com, at være: bedømmende, undersøgende, vurderende, hvorimod hvis man er skeptisk, så er man: forbeholden, kritisk, mistroisk, mistænksom og tvivlende.

Skepsissen bliver især tydelig, når det kommer til det, vi, af en eller anden grund, bliver ved med at kalde nye medier – “det tager tid”, “det fjerner fokus”, “det stjæler vores marked”, “det ødelægger verden af i går”  – argumenter, som langt hen ad vejen kan være rigtige, men som ofte er mere skeptiske end kritiske – og derfor ukonstruktive.

Det samme sker, når det kommer til crowdsourcing og i det hele taget brugerinvolvering, der desværre stadig ofte i Danmark værfes af med argumenter i genren “brugerne er dumme” eller fra journalisternes side “cheferne vil have brugerne til at skrive, det vi skal tjene penge på – gratis”. Heldigvis er der medier – fx. Information, der udfordrer rammerne og laver fremragende projekter som fx. dette om Overvågning i Danmark

Der findes masser af ukritisk metajournalistik* om technologi i de traditionelle medier, det er selvfølgelig ikke den, jeg efterspørger – jf. fx de mange artikler om Apple-produkter og tonsvis af artikler med rubrikker a la “Facebook er pissefarligt og stjæler alt, hvad du ejer”, der alt for ofte er mere skeptiske end kritiske.

Så, kære kollega, næste gang, du finder nej-hatten frem, vil du så ikke, for branchens overlevelses skyld, tøve et sekund og spørge dig selv “er jeg skeptisk eller er jeg kritisk?” – for i det øjeblik skepsissen bliver en rygmarvsreaktion, så laver vi dårlig journalistik og sætter udviklingen i stå.

Hvis du vil læse mere om kilderbrug og kildebeskyttelse – og troværdighed i journalistik, så vil jeg endnu engang anbefale Felix Salmons klumme Why Journalists Need to Link, den stiller nogle rigtige spørgsmål, som en hver journalist burde kunne besvare.

*med metajournalistik mener jeg proces-orienteret journalistik a la Politiken artiklen Nu begynder iPhone 5-hypen – igen hvem er det lige, der starter/føjer til hypen, kære Politiken?

 

 

Lad være med at fedte for fortiden – vær loyal mod din tid

Robert Krulwich, den ene af værterne på programmet Radiolab er en af de bedste fortællere, jeg kender. I 2011 blev han inviteret til at holde dimissionstalen på UC Berkeley for de nyuddannede journalister. Talen burde vises til en hver ung journalist, der ønsker sig en karriere i mediebranchen – og hvis det ikke var blasfemi overfor en velskrevet og begavet opsang, så ville den kunne opsummeres i Nike-sloganet “just do it”.
Krulwich pointerer, at unge bør være loyale horisontalt – mod deres generation, mod deres tid, mod deres venner – drop den vertikale loyalitet, hvor fokus ligger på at stige i graderne ved at efterligne ældre generationer og virksomheders måder at agere på. Virksomhederne vil alligevel ikke være loyale mod de unge. Gør det, du brænder for, så skal du nok nå langt.
Det kan lyde som romantik, men jeg tror at Krulwich rammer hovedet på sømmet.

Se videoen med Krulwichs tale på Youtube

Udskrift af talen kan læses her