Tag: scotland

Lismore og Skye 2015

Status (/forsinket postkort fra de indre hebrider).
De seneste to måneder, har jeg brugt utroligt megen tid på at glo – på får, på havet i håbet om at se en hval, på storkjover og -spover, på havoddere og ponton-tykke sæler, der feder den på tangbankerne i brændingen.
Jeg startede med at glo på Isle of Lismore, der ligger ved den skotske kyst lige ud for Oban. Efter to uger tog jeg til Isle of Skye, der ligger lidt længere nordpå. Og så til byfest i Dublin og The Frames 25 års jubilæums-koncert.
Jeg blev mindet om, at det bedste er at tilbringe juni midt ude i absolut ingenting, hvor bussen går en gang i døgnet, men naboen altid giver et lift, hvis man misser den. Og nætterne skifter fra absolut mørke, hvor man kortvarigt kan få den selvoptagede tanke at mordere og forbrydere har taget dén ene bus helt ud i ingenting for at slå én ihjel – og pludselig efter en ugen eller to, så fylder lyset hele sommernat, og man kan se, at det eneste, der faktisk står udenfor vinduet og kigger ind er får (fucking stalker får!).

De seneste to måneder har jeg ment utroligt lidt om utroligt meget (i forbindelse med folketingsvalget mente jeg kortvarigt en hel masse, men så gik jeg ud i baghaven og kiggede på havoddere igen og glemte det hurtigt).

Jeg har læst 20+ bøger – meget få var opbyggelige, endnu færre vil gå over i litteraturhistorien som væsentlige, men jeg har ikke destomindre været underholdt og fundet ud af at Sjöwall og Wahlöö er klassiske og lidt kedelige, hvorimod Hr. Hamilton stadig brager derudaf, og at jeg til en hver tid vil foretrække Carl Gilbert fremfor både Beck og Bond. Og så kom jeg endelig igennem Min Kamp 5 og 6 – det krævede åbenbart en måned alene i ødemarken.

Jeg har flere gange prist mig lykkelig for at ejendomsmæglere ikke har lavet “one click buy” på bondehuse på Fyn eller for den sags skyld Skye, for hvis de havde, så havde jeg ejet mindst tre gårde med medfølgende stokroser og sikkert op til flere k3-fejl.

Alt i alt burde alle mennesker have mulighed for at holde fri to måneder med det ene formål at nå dertil, hvor man sporadisk overvejer at rydde op i kælderen – uden at det dog kommer til andet end overvejelse – det kan virkelig anbefales.

Om en uge går turen for første gang til SDU (som underviser og ikke studerende) – og selvom jeg lige nu ikke aner, hvordan jeg skal klare mig uden to timers middagslur hver og hveranden dag, så glæder jeg mig.

Flere billeder fra Lismore & Skye

Aye we can?

I oktober 2008 var jeg i New York. Obamas valgkamp peakede, og der stod håb, forandring og ’Yes we can’ over det hele. I går ankom jeg til Edinburgh og havde fuldstændigt samme oplevelse. Det blå-hvide ja-skilt er overalt i byen, foran Scottish National Galleries har Radical Indepence Campaign stillet et hegn op, hvor de opfordrer folk til at skrive deres håb for et fremtidigt selvstændigt Skotland. Og håbet minder om det amerikanske fra 2008 – bedre rettigheder til de svage, højere løn til plejepersonale, bibehold sygesikringen gratis, gør food banks (gratis mad til fattige) overflødig. Gang på gang står der ’du’ og ’vi’, for ja-kampagnen er ført i samme ånd som Occupy-bevægelsen og for den sags skyld også det arabiske forår, selvom der trods alt nok er mindre på spil her i Skotland. I en kommentar i sidste uge i The Guardian udfoldes dette perspektiv. Valget handler langt fra om nationalisme, men er et symptom på mistilliden og den mistede tro på den siddende magt. Kommentaren fulgtes af en leder i avisen, hvor det blev understreget at ja-kampagnen, når den har været bedst, har indeholdt alt det der betyder mest for avisen og dens læsere – (politisk) engagement, demokrati og fællesskabsfølelse. Men The Guardian appellerer i lederen til at Skotland stemmer nej, og at Storbritannien i stedet står sammen om det fremtidige engagement – at forandringen styrkes i fællesskabet.

Men lige meget om det bliver et ja eller et nej, så vil cirka halvdelen af skotterne være frustrerede, når de vågner i morgen tidlig. Og lige meget hvad så er Skotland forandret, fordi ja-kampagnen har gjort så mange borgere bevidste om, både deres frustrationer og deres håb for fremtiden. Og nej-kampagnen gang på gang har været klodset, topstyret, egoistisk og dermed understreget hvorfor frustrationen over briterne er vokset så stor, at det kan resultere i løsrivelse.

Nej-kampagnen har i høj grad taget udgangspunkt i trusler – økonomiske-udfordringer ved løsrivelse (mistet pund), mistet EU-medlemskab (ingen euro), BBC (det risikerer at blive for dyrt for skotterne at bibeholde BBC) osv. Osv. Hvorimod ja-kampagnen har taget udgangspunkt i følelser og forandring (igen minder det om Obama-kampagnen).

Selvom det, selvsagt er med et satirisk, parodierende glimt i øjet, så rammer John Oliver som sædvanligt bullseye ret præcist i hans indslag om valget. Og satireprogrammet Mock The Week (s13e07) spurgte i sidste uge sig selv og seerne: Hvis vi ikke længere kan være Great Britain, kan vi så i det mindste være Good Britain? Hvis vi ikke længere er UK, er vi så i det mindste ok?

Udfordringen ved et ja (og sådan set også et nej) er, hvordan forandringen efterfølgende forløber. Lovede ja-kampagnen mere end den kunne holde, og står man derfor med en frustreret og desillusioneret nation – ligesom man i nogen grad gør post-Obamas præsident-perioder. Derfor handler dagens afstemning i høj grad om, hvorvidt skotterne ser en forandret fremtid begrænset af eller understøttet af fællesskabet i Storbritannien.

Lismore – sommeren 2013

I disse dage er det et år siden, at jeg slæbte hele mit materielle London til en lille ø i de indre Hebrider – en pludselig indskydelse formet af at være lige dele på røven og rastløs – og af at skulle have skrevet et speciale på King’s, som på ingen måde skrev sig selv (og det lykkedes da også næsten). Men det var på ingen måde den påtvungne academia, der gjorde størst indtryk, men derimod alt det, der distraherede mig fra at skrive: Fårebonden Archie, der gang på gang timede sine ture til købmanden, så jeg kunne få et lift. Og at det alligevel altid endte med at tage længere end beregnet, fordi fårene var stukket af og skulle drives hjem i firehjulstrækkeren, der lugtede af gammel mand og levet liv. Postbuddet Steve, der kørte mig hjem fra en fest klokken 2 om natten, og frøerne, der var over alt og splattede ud på den glatte vej, og jeg, der i forvejen havde kvalme og måtte bede ham stoppe bilen, så jeg kunne brække mig i grøften. Og da Murray vandt Wimbledon og jeg sad alene foran computeren og tudede lidt for mig selv af glæde. Og Andrea, der kom og besøgte mig den sidste uge og bekræftede, hvor fedt, det hele var. Seks uger blev det til i det lille stenhus på Lismore, men her er tid relativt, for øboernes nysgerrige gæstfrihed og naturen (Naturen, ikk’ oss’, der findes ikk’ noget lignen’ som den), har gjort, at der næppe er gået en dag, hvor jeg ikke smugkigget i kalenderen for at finde tid til at vende tilbage.