Status (/forsinket postkort fra de indre hebrider).
De seneste to måneder, har jeg brugt utroligt megen tid på at glo – på får, på havet i håbet om at se en hval, på storkjover og -spover, på havoddere og ponton-tykke sæler, der feder den på tangbankerne i brændingen. 
Jeg startede med at glo på Isle of Lismore, der ligger ved den skotske kyst lige ud for Oban. Efter to uger tog jeg til Isle of Skye, der ligger lidt længere nordpå. Og så til byfest i Dublin og The Frames 25 års jubilæums-koncert.
Jeg blev mindet om, at det bedste er at tilbringe juni midt ude i absolut ingenting, hvor bussen går en gang i døgnet, men naboen altid giver et lift, hvis man misser den. Og nætterne skifter fra absolut mørke, hvor man kortvarigt kan få den selvoptagede tanke at mordere og forbrydere har taget dén ene bus helt … read on

I oktober 2008 var jeg i New York. Obamas valgkamp peakede, og der stod håb, forandring og ’Yes we can’ over det hele. I går ankom jeg til Edinburgh og havde fuldstændigt samme oplevelse. Det blå-hvide ja-skilt er overalt i byen, foran Scottish National Galleries har Radical Indepence Campaign stillet et hegn op, hvor de opfordrer folk til at skrive deres håb for et fremtidigt selvstændigt Skotland. Og håbet minder om det amerikanske fra 2008 – bedre rettigheder til de svage, højere løn til plejepersonale, bibehold sygesikringen gratis, gør food banks (gratis mad til fattige) overflødig. Gang på gang står der ’du’ og ’vi’, for ja-kampagnen er ført i samme ånd som Occupy-bevægelsen og for den sags skyld også det arabiske forår, selvom der trods alt nok er mindre på spil her i Skotland. I en kommentar i sidste uge i The Guardian udfoldes dette perspektiv. Valget handler langt fra … read on

I disse dage er det et år siden, at jeg slæbte hele mit materielle London til en lille ø i de indre Hebrider – en pludselig indskydelse formet af at være lige dele på røven og rastløs – og af at skulle have skrevet et speciale på King’s, som på ingen måde skrev sig selv (og det lykkedes da også næsten). Men det var på ingen måde den påtvungne academia, der gjorde størst indtryk, men derimod alt det, der distraherede mig fra at skrive: Fårebonden Archie, der gang på gang timede sine ture til købmanden, så jeg kunne få et lift. Og at det alligevel altid endte med at tage længere end beregnet, fordi fårene var stukket af og skulle drives hjem i firehjulstrækkeren, der lugtede af gammel mand og levet liv. Postbuddet Steve, der kørte mig hjem fra en fest klokken 2 om natten, og frøerne, der var … read on