Tag: travels

Lismore – sommeren 2013

I disse dage er det et år siden, at jeg slæbte hele mit materielle London til en lille ø i de indre Hebrider – en pludselig indskydelse formet af at være lige dele på røven og rastløs – og af at skulle have skrevet et speciale på King’s, som på ingen måde skrev sig selv (og det lykkedes da også næsten). Men det var på ingen måde den påtvungne academia, der gjorde størst indtryk, men derimod alt det, der distraherede mig fra at skrive: Fårebonden Archie, der gang på gang timede sine ture til købmanden, så jeg kunne få et lift. Og at det alligevel altid endte med at tage længere end beregnet, fordi fårene var stukket af og skulle drives hjem i firehjulstrækkeren, der lugtede af gammel mand og levet liv. Postbuddet Steve, der kørte mig hjem fra en fest klokken 2 om natten, og frøerne, der var over alt og splattede ud på den glatte vej, og jeg, der i forvejen havde kvalme og måtte bede ham stoppe bilen, så jeg kunne brække mig i grøften. Og da Murray vandt Wimbledon og jeg sad alene foran computeren og tudede lidt for mig selv af glæde. Og Andrea, der kom og besøgte mig den sidste uge og bekræftede, hvor fedt, det hele var. Seks uger blev det til i det lille stenhus på Lismore, men her er tid relativt, for øboernes nysgerrige gæstfrihed og naturen (Naturen, ikk’ oss’, der findes ikk’ noget lignen’ som den), har gjort, at der næppe er gået en dag, hvor jeg ikke smugkigget i kalenderen for at finde tid til at vende tilbage.

IMG_2628 IMG_3594 IMG_3467 IMG_3326 IMG_3317 IMG_3256 IMG_3218 IMG_3166 IMG_3194 IMG_3197 IMG_9492 IMG_2960 IMG_2954 IMG_2901 IMG_2877 IMG_2830 IMG_9462 IMG_9456 IMG_9433 IMG_9412 IMG_3071 IMG_2720 IMG_2707 IMG_9380 IMG_2652 IMG_2634 IMG_2630 IMG_2550 IMG_2554

Den digitale storby-ferie

Bragt i Politiken den 19. april 2011

For få år siden bestod min rejse-oppakning af krøllede guidebøger, tonstunge romaner og rejsedokumenter, der blev væk, før jeg nåede lufthavnen. I dag starter rejsen med en tur i Apples app-store eller Androids Market.

Allerede på vej til lufthavnen har jeg telefonen fremme for at købe min billet til metroen, samtidig tjekker jeg om flyet er forsinket ved hjælp af lufthavnens applikation “CPH Airport“. Den fortæller mig desuden, at jeg skal regne med to minutters kø ved sikkerhedskontrollen.

Da jeg ankommer ved checkin-skranken, er det igen telefonen, der kommer i brug. Jeg har for det meste sørget for at mit boardingkort ligger klar på telefonen – flere og flere flyselskaber tilbyder den service, selvom deres medarbejder desværre ofte ender med at printe billetten, fordi teknologien i lufthavnene stadig halter.
Derimod fungerer tjenesten Tripit upåklageligt. Man emailer sin rejseplan til tripit – og derefter har man, via sin telefon, let adgang til rejsetider, bookinginformation og flyselskabs-kontaktinfo.

I det øjeblik, jeg lander, slår jeg dataroaming fra, så jeg undgår, at telefonen henter mail eller lignende – det kan være en dyr fornøjelse, specielt hvis du rejser i USA.

Der findes et væld af applikationer, der guider dig rundt i de fleste storbyer. Hvis du ikke har nået at downloade dem før du tog af sted, så sæt dig på den nærmeste Starbucks, McDonalds eller et af de større kunstmuseer, der for det meste har gratis wifi. En ting er de officielle guides som Lonely Planet eller Turen går til, men der findes masser af små sjove tips og tricks til de bedste cocktailbarer, gratis wifi eller de mere spøjse – Trees near you, der gør det muligt at bestemme arten på de fleste træer i New York.

Hvis jeg skulle give tre tip til storby-ferien ville det dog være: Google MapsSoundswalks og Foodspotting.

Google maps har på det seneste for alvor fået styr på deres ruteplanlægning – det gælder både i Danmark og flere steder i udlandet. Når du søger på en rejseplan på maps, får du i de fleste storbyer oplyst både rute og pris på turen. Jeg har altid synes, det var besværligt og uoverskueligt at rejse med bybus, men i dag går det som en leg. Man kan endda følge med på kortet via gps på telefonen, hvis man har lavet søgningen, mens telefonen var tilsluttet wifi – uden, at det koster noget.

En anden tjeneste, der giver nogle fede oplevelser er Soundwalks. Guidede ture enten som podcast eller applikationer – det sidste dog kun i Paris og New York. Men det er ikke din typiske guide, der kommer med facts om kunstmuseer og afdøde skuespillere. Det er guiden for ludere og lommetyve, afdankede skuespillere og hiphop-kunstnere, der giver deres bedste tips og tricks til storbyen. Velproducerede og underholdende.

Et rigtigt madøre downloader selvfølgelig Michelins-guide til smartphone. Men deres kedelige brugerflade og tørre kommentarer kan det være svære at finde rundt i. Jeg vil til en hver tid foretrække de brugerdrevne FoodspottingYelp eller for den sags skyld Foursquare, der er ved at blive rigtig god, når det kommer til at anbefale restauranter og caféer i storbyerne. Dog er der flere bruger-uploadede billeder på Yelp og Foodspotting. Aldrig har det været så inspirerende at finde aftensmaden. Hundredevis af billeder af pandekager, morgenbrød, steaks og sushi – en hver madelskers drøm.

Eneste risiko ved den digitale rejse er, at du bliver så optaget af alle de fede applikationer, at du helt glemmer at kigge op og opleve omverdenen.