Tag: NYTimes

Følg Irene live

Hvis man har den mindste snert nyhedsjunkie (og allerede er en smule træt af valg) – så er Irene en stor om gang smack. Et par tip til at følge godt og grundigt med:New York Times har en live twitter-stream, der pt. kun handler om orkanen – spillelister, billeder, advarsler: http://twitter.com/#!/nytlive 

Brugernes egne billeder på New York Times: http://www.nytimes.com/interactive/2011/08/28/us/20110828-hurricane-irene-reader-photos.html?src=tp#/all 

Dog ikke nær så sjov at følge som Instagram, hvor brugerne selv kan uploade billeder – og man dermed kan følge udviklingen real time. Det er muligt at  søge på emner, som fx. Irene eller Hurricane i app’en, men i bund og grund er det lettere at få overblik online på http://inkstagram.com/#/tag/irene (kræver desværre instagram login)

The Wall Steet Journal har implementeret billeder fra Instagram i deres dækning her: http://graphicsweb.wsj.com/documents/IRENELIVE1108/?mod=e2tw

På http://www.nytimes.com/projects/hurricanes/#!/2011/Irene?hp kan du følge orkanen på et kort, der opdaterer løbende.

Den amerikanske Weather Channel kører også live på nettet http://www.weather.com/tv/tvshows/Livestream (jeg kan dog ikke få det til at fungere pg.a. manglende plugin i Chrome)

New York Times har udover NYT-live også denne twitter-liste, hvor man kan følge vigtig info om orkanens udvikling http://twitter.com/#!/NYTMetro/irene-nyc

Og ikke mindst, så kan man følge Time Out New Yorks live stream cam fra deres kontor her: http://newyork.timeout.com/things-to-do/own-this-city-blog/1857175/watch-a-live-stream-of-hurricane-irene-from-the-tony-office?cmpid=twit …pt. regner det.

 

Tak til @pippipsi og @SiniPes for tip

Diaspora – sku vi ikke gi’ det en chance?

Cirka en gang hvert halve år dukker der en ny tjeneste op – fx. buzz, wave, friendfeed – nogle overlever andre dør ligeså hurtigt, som de blev hypede.

Denne gang hedder tjenesten Diaspora (udtales med tryk på A).

Hvad er Diaspora:

Diaspora er et socialt netværk, der er blevet lavet som et oprør mod Facebooks absolutte dominans på markedet – ikke mindst på grund af FB’s noget arrogante forvaltning af privacy og ophavsret. Diaspora blev lavet for at give brugerne deres rettigheder tilbage (læs evt. artiklen ”Four Nerds and a Cry to Arms Against Facebook” i NYtimes for flere detaljer)

For cirka to uger siden inviterede Diaspora de første alpha-brugere indenfor. Til en tynd kop te – og et tomt ekkokammer, men – hey! – det er en alpha-udgave, mon ikke væggene på Facebook også virkede temmelig nymalede, de første par uger.

Et socialt netværk består primært af to ting i min verden: 1. Indpakningen, 2. Det sociale.

1. Indpakningen: Når du add’er en ny kontakt i Diaspora, så vælger du hvilken gruppe (aspect) de hører til i. Jeg har for eksempel opdelt mine i ”venner” – dem, jeg fortæller, hvad jeg i VIRKELIGHEDEN har på hjerte, ”bekendte” – mange har jeg kun mødt få gange og kender perifært via fx twitter, ”arbejde” – de, der interesserer sig for de nørderier, der hører til mit arbejdsområde, eller som jeg har mødt i forbindelse med arbejde,”foreigners” – de, som jeg kun skriver på engelsk til + et par kategorier mere. Det er muligt at give hver kontakt flere mærkater – dvs. en ven også kan høre til på arbejdslisten – præcis ligesom de lister mange facebook-brugere har oprettet.

Jeg synes, det er en kæmpe fordel at få lov at starte forfra i dag, hvor jeg er mere vant til at manøvrere i sociale netværk, end jeg var, da jeg joinede Facebook for nogle år siden. Jeg er en langt mere bevidst bruger – og alt i alt for doven til at give mig til at lave lister, hvor jeg tager stilling til, hvor alle mine facebook-kontakter hører til i mit (social-)liv.
Modsat Facebook, har man i øjeblikket ikke sin egen væg. Man poster – ligesom på twitter – til ”alle”, eller rettere sagt til alle, kun venner, kun arbejdsrelateret – eller hvordan man nu har valgt at dele sine kontakter op. Dine kontakter har derefter mulighed for at kommentere på din post (det vil sige et mix af twitter og FB-comments).

2. Det sociale: en del af de brugere, der har fået adgang til Diaspora brokker sig over, at der er kedeligt. Til det, er der langt hen ad vejen kun at svare: så lav en fest! Selvfølgelig skal rammerne være i orden og pt. er brugeroplevelsen temmelig nedbarberet. Igen – hey! – det er en alpha-udgave.

Jeg har ingen anelse om, hvor vidt Diaspora bider sig fast – hvis jeg havde den slags indsigt i ny teknologi, ville jeg være en meget rig investor i dag. Men jeg har stor respekt for modreaktioner. Det er som oftest der, de gode produkter starter. Spørgsmålet er, om Diaspora drukner i brok, fordi de har inviteret for mange gæster for tidligt – og horderne rykker videre til næste fest, fordi denne ved første øjekast virkede dødkedelig? Muligvis ER den dødkedelig – muligvis lykkes det aldrig de fire knægte at lave en brugerflade, der tiltrækker andre end de nørder, der brændende ønsker at gøre oprør mod Facebook.

Jeg håber, at der hurtigst muligt bliver tilføjet detaljer på Diaspora, der gør brugeroplevelsen bedre – at der bliver lavet mobilapplikationer, tablet-interface osv. Men først og fremmest håber jeg, at holdet bag holder fast i deres idealer og forklarer de almindelige brugere, hvorfor oprøret er nødvendigt – og hvordan de kan sikre, deres rettigheder til både privatliv og ophav bedre fx. ved at bruge Diaspora.

Så – hey! – det er en alpha-udgave – hensigten er ædel – sku vi ikke give det en chance?

SXSW: Barbershop Punk (film)

Filmen Barbershop Punk handler om den lille mands kamp mod systemet – for freedom of speech – i bedste Michael Moore-stil.
Computernørden og barbershop-sangeren Robb Topolski sætter sig for at dele gamle barbershop-sange via p2p (torrents), så unge kan opdage denne vidundelige form for musik, og opdager, at hans udbyder Comcast begrænser hans download. Han giver sig til at dokumentere begrænsningerne og blogger om det. Historien eskalerer, AP og NYTimes samler den op – og det hele ender på bedste amerikanske vis i en retssag mod Comcast.
Jeg gik primært ind for at se filmen p.g.a. medvirkende som Henry Rollins, Janeane Garofalo og Damian Kulash fra OK GO – i det hele taget har filmen et imponerende lineup af kendte og mindre kendte, og selvom jeg synes, at kampen for freedom of speech bliver sat en smule på spidsen, så har filmen et par gode pointer.

Du kan læse mere om Barbershop Punk, samt se trailer for filmen her
Der findes også adskillige nyhedshistorier om Comcast-historien bl.a. hos NYTimes og TVtechnology

Søges: Avis med mod

Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*

Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.

Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.

Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed,  i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har  delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.

Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.

*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?

** læs evt. debatinlægget  “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.

Om godt 30 mio. sekunder er der atter polaroidfilm…

Der er alligevel håb for alle os polaroid-fans, selvom det har set sort ud på det seneste. En gruppe polaroid-entusiaster – bl.a. et par af de tidligere ansatte – har ifølge NYTimes sat sig for at genopfinde filmen.
Hvis jeg havde en bugnende bankkonto, så var “The impossible project” uden tvivl noget af det første, jeg ville støtte – se projektets fine retro-hjemmeside for flere oplysninger – og et ur, der tæller ned til filmens genkomst, sekund for sekund.

Obama’s People

Over de seneste to måneder har fotografen Nadav Kander taget i alt 52 portrætter af Barack Obamas “folk”.
Der er to serier i produktionen: Foran kameraet og bag kameraet. Begge med speak af Kander og NYTimes ansvarshavende fotograf Kathy Ryan.
Det er ikke alle portrætter, der fungerer lige godt, nogle bliver simpelthen FOR opstillede, men alligevel er det er fint indblik (og overblik) over de mennesker, der er ansat i det hvide hus de næste (fire?) år.

Husk, at se det i full screen – det er klart sådan, det kommer bedst til sin ret.

Brugerinvolvering hos klassiske medier

Selvom der er langt imellem, så sker det alligevel indimellem, at de ”traditionelle” medier udvikler interessante online initiativer. Da jeg skimmede ugens rss-feeds stødte jeg på disse to:
Al Jazeera har lavet sitet http://labs.aljazeera.net/warongaza/main# hvor brugere (og journalister) kan poste nyheder fra Gaza-striben. Jeg kan godt lide opdelingen i bekræftede og ikke bekræftede nyheder, men på trods af visualiseringen på kortet, så synes jeg stadig, at det er svært at få et reelt overblik. Fedt initiativ dog.

http://www.nytimes.com/marketing/election2008/facebookmicrosite.html
The New York Times har lavet dette mikrosite i samarbejde med Facebook, hvor de spørger deres Facebook-fans, hvad de mener Obama skal tage fat på, som det første.
Rent grafisk er siden æstetisk og lækker, men ligesom hos Al Jazeera, er det svært at få overblik, og jeg savner konklusioner og refleksioner på selve mikrositet.
Men igen et spændende initiativ, der kan udvikles i en retning, hvor brugerinvolvering for alvor kommer til at give mening på mediernes hjemmesider.

Målgruppeorienteret kommunikation med pip

I et forsøg på at forklare konflikten i gaza-striben, så alle kan følge med, valgte den israelske regering at holde en offentlig pressekonference via Twitter.

“Since the definition of war has changed, the definition of public diplomacy has to change as well,” said David Saranga, the head of media relations for the Israeli consulate in New York, which conducted the Twitter news conference on Tuesday.”

Og fortsætter:

Mr. Saranga said Tuesday’s online dialogue, which was open for questions from anyone with a Twitter account, was “the first governmental press conference ever held on Twitter.” And he made no apologies for using common text-messaging abbreviations — 2 for to, 4 for for, and r for are, and other shorthand like civ for civilian — in his answers. “I speak to every demographic in a language he understands,” he said. “If someone only speaks Spanish, I speak in Spanish; if someone is using a platform like Twitter, I want to tweet.”

Citateterne stammer fra en artikel i NYTimes om konferencen. Jeg synes, det er et spændende initiativ, der, om ikke andet, er et udmærket forsøg på at inddrage brugerne (udover de få der af sig selv ville komme forbi www.israelpolitik.org), men i og med at svarerne også barberes ned til Tweets, ender konferencen med at antage en nærmest pixibogs-agtig logik – og banalisere en konflikt, der ikke kan tages for alvorligt. Men modigt forsøg på at kommunikere udover den traditionelle målgruppe.

Spørgsmål og svar kan læses på http://www.israelpolitik.org/category/citizen-press-conference/