Tag: politiken

Juhuu – brugerne kommer!

Bragt i Politiken den 15. november

Så længe medierne ikke for alvor respekterer brugerne, kommer de ikke til at respektere medierne.

For få år siden, talte vi i medierne en del om, hvordan brugerne ville komme til at producere store dele af indholdet i aviserne. Det kom aldrig for alvor til at ske. Men det handler næppe om brugerne, nærmere om medierne.

Forventninger var nok rigeligt høje. Specielt mediecheferne rundt omkring, så for sig, at lønudgifterne til de forgyldte journalister kunne reduceres væsentlig ved at lade de glade brugere levere linje efter linje til aviserne. Med god vilje kan det kaldes naivt, men var reelt set en ekstrem nedvurdering af de ansatte journalister.

En anden grund til, at det ikke for alvor skete, kunne også være mediernes tilgang til brugerne. Vi taler så ofte i mediebranchen om at være i øjenhøjde med læserne, men spørgsmålet er, om vi ved at bruge netop det udtryk, allerede ser ned på dem. Man kan næsten se det for sig, den alvidende journalist går lidt ned i knæ og taler et sprog, selv hr. og fru Jensen kan forstå – derude i udkantsdanmark.

I stedet burde vi måske tale om, hvordan journalisterne skal stå lidt på tæer, for at nå læserne?

Samtidig er det blevet almindeligt, at medierne, når de ønsker debat eller input fra læserne spørger til deres holdninger, hvilket som oftest får de mest højtråbende og markante brugere til at melde sig på banen – bare se kommentarfelterne på mediernes hjemmesider – desværre er det sjældent her, de interessante holdninger kommer frem.

Der hvor brugerinddragelse er relevant, er, når vi beder om deres erfaringer. For eksempel da Berlingske lavede den Cavling-vindende serie om politireformen, Forbrydelsen, stillede de læserne det simple spørgsmål: ”Kom politiet, da du ringede?”

Det affødte både tip og gode historier – præmissen for artikelserien var på plads – god, grundig og velresearchet journalistik – og respekt for læsernes viden.

Et af de udenlandske medier, der har haft størst succes med brugerinddragelse er The Guardian. For to år siden fik avisen retsligt forbud mod at omtale en rapport, der omhandlede oliekompagniet Trafiguras omfattende forurening på Elfenbenskysten. Guardian måtte hverken omtale rapporten, det parlamentsmedlem, der stillede spørgsmål ved hjælp af rapporten, hvad spørgsmålet var, hvilken minister spørgsmålet var rettet imod eller hvor dette spørgsmål eventuelt ville kunne findes.

Guardian valgte at omtale dommen – uden at nævne hvad den handlede om, blot, en forblommet sætning på Twitter om, at de ikke måtte nævne, en rapport, hvad den omhandlede og så videre. Herefter eksploderede Twitter. Brugerne fik lynhurtigt i fællesskab stykket historien sammen og i løbet af mindre end et døgn havde mere end 5.500 brugere nævnt navnet på oliekompagniet. Nettet giver fuldstændigt åbenlyse muligheder for at modtage tip om gode historier, hjælp til opklaring, i tilfælde, hvor der har været mange mennesker til stede.

Og selvfølgelig kan medierne, specielt i forbindelse med lokaljournalistik, få anmeldelser, foromtaler – og holdninger, fra brugerne. Det er lokalt, det giver mening, fordi brugerne ofte er tættere på arrangementerne og selv har noget på spil. Men når vi taler landsdækkende medier, så er vejen frem, at bruge læsernes erfaringer – og gøre det, der giver journalister, deres relevans: være kritiske, have etikken i orden og formidle godt og velfortalt.

Undr! Ytr! Ændr! – kære studerende – let røven!

Bragt i Politiken 8. nov. 2011

Fastholder journalistuddannelserne de studerende i roller, der hverken udvikler medierne eller journalistikken?

Hvis det ikke skurrede mod enhver journalistisk etik, ville jeg foreslå, at de journaliststuderende den første uge på studiet lærte at recitere den gamle Apple-reklame “Think different“. Reklamen, der er en hyldest til dem, der tør: Rebellerne, dem der ikke passer ind, dem, der ikke følger reglerne.

For stort set hver gang, jeg møder studerende fra de tre uddannelser, så slår det mig, hvor lidt oprør, der er i dem – og jeg skal ikke være hellig. Rebel, var sikkert heller ikke det første ord mine medstuderende, ville have hæftet på mig.

Men man belønner sjældent mod og oprør på uddannelserne – eller i det danske uddannelsessystem i al almindelighed. Og det har konsekvenser for den journalistik, vi møder i medierne.

På trods af, at underviserne af og til opfordrer til at udfordre rammer og journalistikken, så er det traditionelle lettere at måle og bedømme og derfor er det de traditionelle løsninger – eller det, der er lykkedes – i stedet for det modige, det, der kunne være lykkedes – der honoreres.

Journalistuddannelsen bør ikke være et sted med rammer og regler, et sted, hvor man går hjem klokken 16 hver dag. Men hvordan skaber man et kreativt miljø.

Hvis jeg skulle tilrettelægge en journalistuddannelse, så ville jeg tage udgangspunkt i, at de fleste unge i dag har evner og nysgerrighed til at tillære sig de digitale værktøjer og fortælleteknikker, de har brug for, for at få succes.

Det har aldrig været lettere eller billigere at producere journalistik professionelt. Billige videokameraer har aldrig været så knivskarpe, det har aldrig været lettere at lave kreative websites og adgangen til statistikker og data har aldrig været større. Det er optimale forhold for journalister.

Jeg ville sætte fokus på, hvordan den enkelte historie bedst fortælles og være revnende ligeglad med, om de studerende valgte at bruge print, lyd, levende billeder – eller for den sags skyld papirklip og 3D-tegnefilm – i stedet for at understøtte de traditionelle mediers måde at formidle på ved at lade de studerende vælge forløb, hvor man er fastlåst på print, web, levende billeder eller radio – som det ofte er tilfældet i dag.

I stedet for at lære dem rutinetænkning og dårlige vaner, ville jeg sætte fokus på, hvordan historien bedst formidles på historiens præmisser.

Det ville kræve en stillingtagen hos de studerende, som jeg ikke oplever, at de uddannes til i dag. Med lidt held kunne man uddanne unge journalister, der var i stand til at udfordre de konservative medier, der fortsat producerer journalistik, som de har gjort de sidste 30-40 år.

New York Times har valgt at åbne deres univers for de kandidatstuderende på New York University http://beta620.nytimes.com/ – for at tilbyde dem en adgang og en legeplads til at være kreative. Syddanske Universitet forsøger at lave et lignende projekt med deres J-lab – hvor ”Syddansk Universitet i Odense stiller hele arsenalet af evnestærke og engagerede forskere, undervisere og studerende til rådighed for mediebranchen.”

Gode initiativer, som forhåbentlig rusker op i de studerende, så de lærer at udfordre dem selv og de etablerede medier.

Kære journalister in spe, smid de journalistiske hæmninger, arbejd hele natten, sov på gulvet, flik et website sammen og nå deadline med få sekunder tilbage. Vær fandenivoldske – ikke kun af princip, men af sind. Hav allerhelvedes meget på hjerte – sats det hele – og lidt til. Gør det før i bliver kyniske, gør det før I er ligeså kedelige, fastansatte og tryghedssøgende som alle os andre.

God IT-politik er lig med godt demokrati

Bragt i Politiken den 18. oktober 2011

En god it-politik kræver indsigt, flair og digital forståelse, men har vores nye regering det?

I sidste uge skrev netmediet CNET om et computerprogram fra det amerikanske ministerium for Homeland Security, der er designet til ved hjælp af algoritmer at analysere en brugers data og forudsige om vedkommende kan tænkes at ville begå ulovligheder. Et såkaldt precrime system.

I samme uge kom det frem, at den amerikanske regering havde anmodet Google om at udlevere gmail-data fra en af de frivillige fra organisationen Wikileaks – uden at orientere brugeren og uden dommerkendelse. I følge Googles egen transparency rapport har de i anden halvdel af 2010 modtaget 4601 anmodninger om udlevering brugerdata fra den amerikanske regering enten med eller uden kendelse – i 94% af tilfældene, har de fået dataen – så det var langt fra et enkelt tilfælde.

Forhåbentlig kommer vi ikke til at se den slags ske i Danmark, men vi lever i et internationalt samfund med gmail-adresser, Facebook-konti, Dropboxes og så videre – én ting er, at vi ikke kan stole på virksomhederne, der har kommercielle interesser, men hvis vi heller ikke kan stole på, at vores regeringerne overholder for eksempel persondatalovgivningen, så er vores demokratiske samfund ekstremt kompromitteret.

De fleste kan blive enige om, at Iran og Kina er forkert på den, når de udfordrer ytringsfriheden ved at blokere adgangen til nyhedssider, som for eksempel BBC. Men hvad med Storbritannien? Premierminister David Cameron talte i august om, hvorvidt det var nødvendigt at blokere det sociale netværk Twitter for at få styr på de unge oprørske briter. Set i lyset af, at det knapt er et år siden, at både medier og politikere lovpriste det arabiske forår, der i høj grad brugte sociale medier, er det beskæmmende, at en sådan tanke kan opstå hos Cameron.

Også i Tyskland har der været røre om et program udviklet af regeringen, der kan skjules på en brugers computer og registrere alt, hvad denne foretager sig, hvilket i nutidens digitalsamfund ikke er meget mere odiøst end telefonaflytning. Problemet med programmet er, at det langt fra lever op til den krævede datasikkerhed og dermed i høj grad kan misbruges af kriminelle.

Under den danske valgkamp bebudede Venstre et Moderniseringsministerium. Formålet med ministeriet var at “bruge digitalisering og ny teknologi til at lave en mere effektiv offentlig sektor”. Hvis det var det eneste formål, så forstår jeg godt at den valgte regering undlod at oprette det. I stedet fordelte man it- og digital-politikken på de områder, hvor den bland andet skal fungere – nemlig de fire ministerier: Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervs- og vækstministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Intensionen er god, men jeg frygter, at den digitale fornyelse og bevidsthed drukner, når den splittes op.

It-politik kræver ikke blot gode rådgivere, det kræver reel interesse, det kræver vilje til at kunne nuancere et begreb som for eksempel hackere. Det kræver viden til ikke at lade sig skræmme til hovedløs ”terrorbekæmpelse”, selvom registrering af brugere sker med det gode som formål, og at man sikkert ikke bør frygte noget, som almindelig lovlydig borger, så bliver jeg bekymret, når jeg oplever de tiltag den amerikanske, tyske og britiske regering gør.

Derfor en appel til ministrene Bjarne Corydon, Nick Hækkerup, Ole Sohn og Margrethe Vestager, om ikke at tage let på området – ikke blot for borgernes retssikkerheds skyld, men for ytringsfriheden, og for det demokrati vores samfund bygger på.

Opdateret – 19. okt. 2011 kl. 20.10:
EPN: Thorning: Derfor opløste jeg it-styrelsen
Computerworld: Eksperter: Her er faldgruberne ved nyt cyber-forsvar

Maskinstorm i orkanstyrke

Bragt i Politiken 27. sept. 2011

Torsdag lancerede Facebook nyt layout, fredag kom automatreaktionen fra journalisterne: Facebook er onde

Da Facebook i torsdags lancerede et nyt design, var det tydeligt at se, at Felton – en af verdens dygtigste informations-grafikere – var manden bag.

I løbet af de næste par måneder forandrer Facebook din væg fra at være et rod-sammen af dine og dine venners opdateringer til at være en æstetisk tidslinje, der strækker sig fra du blev født – hvis du har skrevet det på Facebook vel at mærke – frem til i dag. En scrapbog, der giver overblik over hvilke job, du har haft, hvilke billeder du har lagt på Facebook, hvilke venner, du har fået og så videre.

Med lanceringen af tidslinjen, er det blevet væsentligt lettere at søge tilbage i gamle opdateringer, både på ens egen profil – og på andres, ja, det er blevet lettere at snage. Men der står ikke noget, du eller dine venner ikke selv har skrevet. Og du kan uden problemer slette det. Selvom det kan være svært at tro, når man læser mediernes dækning af lanceringen.

Man skal ikke underkende, hvor store muskler Facebook har. Og sund skepsis er… sundt. Men når danske medier skriver om Facebook – er det sjældent præget af sund skepsis, men af en nærmest maskinstormer-lignende tech-angst. Det er ikke blot kritisk, det minder om skræmmekampagner, som efter min mening intet gavner.

I Berlingske hed det overskriften: ”Facebook indfører automatisk overvågning af dig” fulgt af citater som: ”Når du lytter til en sang på Spotify, offentliggøres det helt automatisk på Facebook” og “Eksempelvis vil din chef kunne se, at du læser artikler om jobsøgning – bare for et nævne et enkelt eksempel.”

Berlingskes journalist glemmer blot i den sammenhænge at nævne en væsentlig præmis: Hvis du selv har givet Spotify og avisen lov til at offentliggøre sangen og artiklen, hvis du er venner med din chef og hvis du vælger – I det tilfælde, at du skulle være kommet til at poste artiklen på din væg at lade den stå i stedet for straks at slette den.

Politiken har ligeledes en rem af huden – men er dog langt tættere på den objektive sandhed, når de skriver: ”Nu vil Facebook have hele dit liv.”

Selvfølgelig forsøger Facebook at øge den tid, vi bruger på sitet – ligesom google gør, ligesom Politiken gør, ligesom alle med et website gør… det er bl.a. det, de tjener penge på.

Og der er et grundlæggende problem, når du ikke kan gennemskue, hvilke informationer, du lader eksterne parter – både kommercielle og ikke-kommercielle – få adgang til – det gælder ikke kun for Facebook. Selvom lige præcis Facebook har været ekstremt dårlige til at kommunikere, hvilke informationer de videregiver.

Men målt op mod artikler, der er skrevet om, hvordan de potentielt kan misbruge dine oplysninger, dine billede og dine likes, så kan jeg ikke komme i tanke om en eneste historie, hvor det rent faktisk er sket, at en bruger har følt sig udnyttet for alvor.

Lad os slå ét fast: Facebook offentliggør ikke noget på din væg, som du ikke selv, har sagt ja til, at du eller dine venner må offentliggøre. Du kan altid fjerne det– og under indstillinger sørge for, at det ikke sker igen. Altid.

Hvis du ikke vil risikere noget, så gå ud fra at alt, hvad du skriver på Facebook er offentligt. Og hvis du ikke vil have, at din ekskæreste læser dine statusopdateringer, eller din chef følger med i dit privatliv, så er løsningen enkel: Lad være med at være venner med dem og sørg for at privatslivsindstillinger på Facebook holder din profil lukket.

Vild med politik?

Bragt i Politiken 23. august 2011

De næste uger løber Danmarks dyreste reality-show af stabelen: Valget 2011 – de store tabere? Vælgerne.

Den næste tid vil være fyldt med tusindvis af gentagelser og uendelige analyser. Journalister vil vælte over hinanden for at stille spørgsmål a la ”hvad føler du?” og politikkerne vil lire forudsigelige svar af sig, der hverken gør fra eller til – eller indeholder nærvær og følelse.

Én ting, er de platforme, der er styret af redaktører: tv, aviser og radio – men også de sociale medier er præget af klichéfyldte opdateringer af typen ”I dag besøgte jeg en børnehave, der er alt for få pædagoger til alt for mange børn”, eller af overfladiske angreb på den modsatte fløj.

I og med, det ser ud til at valget i mindre og mindre grad bliver afgjort på reel politik – men nærmere på velskårne tungebånd, udstråling og sympati, så kunne de sociale medier for alvor komme til deres ret – spørgsmålet er blot om politikkerne tør vove sig derud.

Folketingspolitikeren Özlem Sara Cekic, SF, skrev søndag aften på Facebook:

“Det er lidt stressende med Facebook opdateringer hver dag, der skal være relevante, sjove, kantede, personlige osv osv. Kan mærke jeg er løbet tør for opdateringer :-) Hvad har man som ven lyst til at læse om eller vil være foruden?”

Hendes Facebook-venner svarede beredvilligt og konklusionen var: Du behøver ikke skrive opdateringer hver dag, opdater, når du faktisk har noget på hjerte eller stil enkle relevante spørgsmål, som folk kan diskutere. En journalistisk vinklet konklusion kunne være: ”vi gider ikke mere bullshit, vis os mennesket bag”.

Det er de færreste politikere, der tager kommunikationen med vælgerne i egen hånd – selvom det i dag i høj grad er muligt – man kunne have en mistanke om, at deres rådgivere ikke for alvor har forstået, hvordan de sociale platforme kan anvendes. Mange politikere bruger kun blogs, Twitter og Facebook strategisk i de få uger, hvor valget for alvor er i gang, i stedet for at tage styringen selv – også til daglig. Den sporadiske brug gør, at det i stedet kommer det til at virke som en desperat gestus.

En af de politikere, der er ved at finde den sociale platform er de radikales leder Margrethe Vestager. Selvom der i starten gik lidt rigeligt poesibog i hendes Twitter-konto, så har hun efterhånden fundet sine ben og kommunikerer i dag troværdigt, vedholdende og personligt. På trods af, at hun i nogen grad sikkert prædiker for de frelste, så er Twitter en fremragende platform til både at lytte til vælgerne og vise taknemmelighed overfor dem, der bakker op. For selvom det næppe bliver på Facebook, Twitter, blogs eller Google Plus valget bliver vundet, så er de sociale platforme et af de få steder, hvor det er muligt at give slip og have personlighed.

En bruger skrev på Twitter for et dage siden efter en længere diskussion med venstres gruppeformand:

@appoulsen (Asbjørn Poulsen): I går hørte jeg noget jeg aldrig troede, jeg skulle høre: “kom nu i seng i stedet for at sidde der og skrive med @Kristian_Jensen”

Digitaliseringen har forandret adgangen til politikkerne endegyldigt, og selvom man ikke når millioner af vælgere på nettet, så når man ofte netop dem, der interesserer sig og engagerer sig og som derfor er gode ambassadører. Men kun hvis politikerne holder op med at lire ligegyldigheder og valgslogans af sig. Ellers styrker det hverken demokratiet eller interessen for politik – og så bliver vælgerne valgets reelle tabere.

Tilføjelse: Faldt over Jens Rohdes FB-profil, da den var nævnt i en artikel på dr.dk – et af de få sociale fora, hvor politikeren deltager livligt i debatten.

(In)aktiv dødshjælp

Bragt i Politiken 21. juni

Hvordan skaber medierne værdi for brugerne? Ved at droppe den hovedløse nyhedsdækning og udvikle sig.

Gang på gang diskuterer medierne, hvordan de skal overleve. De påpeger, at det er en ulige og urimelig dødskamp. Det er internettes skyld, det er Googles skyld, det er bloggernes skyld, det er Facebooks skyld, – faktisk er det samfundets skyld – men ved I hvad, kære medier ? Tør øjnene og kom videre.

Lad os slå fast en gang for alle: I kommer aldrig til at tjene penge på lette nyheder og flok-journalistik. I er nødt til at udvikle jer, satse og tænke ud af boksen. Når I ser konkurrenter dække kongebryllupper, citere sensationslystne politikere eller hoppe ud over en klippe, så kan det undre, at I gør det samme. Indimellem virker det som om, at I ikke engang forsøger at tænke i nye vinkler, men blot tænker ”so ein Ding müssen wir auch haben”.

I en tid, hvor brugerne har adgang til uanede mængder dækning, så bliver det tydeligt, hvor ens der bliver tænkt på de enkelte redaktioner. Så ens, at der uden tvivl er nogen, der bliver i overflødige. I er nødt til at investere helhjertet i projekter, som er knald eller fald – enten resulterer de i, at I finder guldet eller også går I ned med et brag. For hvis I fortsætter i samme spor, som i dag – så dør I langsomt, lidende og sikkert.

Et af de mest vanvittige projekter et medie har sat i værk, er uden tvivl det norske svar på DR – NRK’s, dækning af Hurtigruten – 134 timers live-tv fra en færgetur. Om det kan betale sig? Sikkert ikke, hvis man kun tænker bundlinje, kroner og ører og seertal – her og nu. Men tv-stationen har fået så massiv omtale af projektet, at de optræder over hele verden med fortællingen om hurtigruten – det må trods alt også være noget værd på længere sigt. Det var samme station, der lavede udsendelsen fra Bergensbanen. Togturen, blev ligesom færgeturen, udsendt, og materialet blev tilgængeligt for brugerne til download, til remix, der kom skæve projekter ud af det, som brugerne havde lavet i deres fritid af ren og skær lyst. Det ejerskab brugerne fik til materialet og til NRK må være en hver public service-stations drøm.

En anden satsning er den danske avis Information, der i disse dage offentliggør et stort projekt – Tagger – der udvikler og forandrer den måde, der bliver tilføjet data til artiklerne på deres hjemmeside. De arbejder på at gøre de informationer, der omgiver den enkelte artikel relevante. Det banale eksempel er de reklamer, der dukker op på for eksempel Gmail, hvis du skriver rejseberetninger hjem fra New York, så kan du være sikker på, at du får tilbudt hoteller og andet godt fra byen. Den type data er det efterhånden muligt at forfine og forbedre, så den giver dig yderligere viden om de emner for eksempel en artikel handler om. Information bruger tagger til er at binde deres artikler sammen med baggrundsmateriale fra blandt andet Wikipedia, New York Times, Geonames, CIA Factbook osv. – samtidig er Tagger opensource, det vil sige at andre kan benytte den teknologi, de har udviklet.

Medierne er nødt til at se den teknologiske udvikling som en force – en måde at forbedre deres produkter på, i stedet for at lægge sig i fosterstilling under den nærmeste trykpresse. De får aldrig brugerne til at betale for noget, der kan fås gratis, det er et faktum, vi alle er nødt til at acceptere. I stedet skal vi turde satse og fokusere på, hvordan vi reelt skaber værdi. For medierne har værdi – for brugerne, for samfundet og for demokratiet – så længe de ikke hovedløst trykker det ene ligegyldige citat efter det andet.

Sshhh! vi har ikke tid til at udvikle os, vi laver nyheder!

Bragt i Politiken den 17. maj 2011

Løfter de traditionelle medier mon blikket fra tastaturet og udvikler sig – før det er for sent? Spændingen stiger…

Hvis man kigger sig omkring blandt de trykte medier kæmper de fleste for at genskabe de produkter, som de havde succes med i industrisamfundet – i stedet for at fokusere på, hvordan produkterne kan fornyes, så de passer til videns- og digitalsamfundet.

Det gælder fx. de ipad-udgivelser både Politiken og Berlingske indtil videre har lavet, mest af alt minder de om en pdf af den trykte avis.

I det hele taget efterligner de fleste digitale medieprodukter stadig de trykte medier: der kan bladres, der linkes begrænset – hvis det overhovedet sker – og der skelnes mellem tekst, foto, lyd og video i en grad, der sjældent kommer formidlingen til gode. Det burde være en selvfølge, at man redefinerer produktet, så det passer til den enkelte platform – print, tablet, online og mobil – og udnytter dens forcer.

Måske handler den manglende udvikling af produkterne om medarbejdernes travlhed i hverdagen? Måske om ledelsens manglende opfindsomhed, og viden om de muligheder den digitale udvikling tilbyder? Måske handler det om journalistisk romantik? – rigtig nyheder kommer på papir!
Der bliver gang på gang lavet undersøgelser, som viser, at de fleste nyheder starter med at udkomme på print i de traditionelle medier – og efterfølgende breder sig til webmedierne. Det bliver ofte brugt som argument for at printmediet trods alt stadig har større værdi og gennemslagskraft end web, men så længe medierne ikke satser helhjertet på digitale løsninger, så er deres værdi selvsagt begrænset.

Der er overraskende mange medier, der tror på, at de kan gøre almindelige nyheder til en lukrativ forretning, at de kan genskabe værdien med deres oprindelige produkt. Men spørgsmålet er, om det ikke i større og større grad er nødvendigt at turde prioritere, hvilke nyhederne det enkelte medier bruger kræfter på at dække – hvor mange danske medier har brugerne interesse i dækker et bryllup i det britiske kongehus? Jeg savner bevidste vinkler og mindre lemminge-effekt – i en digital tid hvor adgangen til nyheder er ekstrem stor, mediehusene kan – skal! – prioritere anderledes.

Samtidig er indpakningen af nyhederne vigtigere end nogensinde før. Platforme, der synkroniserer på tværs af computere, mobiltelefoner og ipads. Indhold der formes efter den enkelte brugers interesser.
Ingen tvivl om, at vi som brugere fortsat er interesserede i at blive overrasket og oplyst om emner, som ikke har vores umiddelbare interesse. Det ville være trist og ensporet, hvis vi blot blev præsenteret for ting, vi i forvejen ved og interesserer os for. Men der er netop udkommet en rapport: ”Unge avislæsere – hvem er de og hvad vil de have” – der viser, at de unge ikke føler at aviserne prioriterer deres interesser og ønsker – en ting er, at de ikke gør det i de trykte medier, men det er der råd for online – det er relativt nemt at indrette et nyhedssite, der prioriterede efter alder og øvrige interesser – sandsynligheden for at unge læser om SU-nedskæringer før efterløn er stor.

Hvis ikke medierne udvikler sig, så de bliver digitalt tidssvarende, så er der nogle andre der gør det for dem og overtager markedet – for eksempel tjenester som Flipboard til ipad eller Mysocialnews, der arbejder dedikeret på at indrette et nyhedssite med udgangspunkt i anbefalinger fra ens venner.

Når medierne undlader at fokusere på den type digital udvikling er argumentet ofte, at det er dyrt og besværligt, men spørgsmål er, om de råd til at lade være?

Den digitale storby-ferie

Bragt i Politiken den 19. april 2011

For få år siden bestod min rejse-oppakning af krøllede guidebøger, tonstunge romaner og rejsedokumenter, der blev væk, før jeg nåede lufthavnen. I dag starter rejsen med en tur i Apples app-store eller Androids Market.

Allerede på vej til lufthavnen har jeg telefonen fremme for at købe min billet til metroen, samtidig tjekker jeg om flyet er forsinket ved hjælp af lufthavnens applikation “CPH Airport“. Den fortæller mig desuden, at jeg skal regne med to minutters kø ved sikkerhedskontrollen.

Da jeg ankommer ved checkin-skranken, er det igen telefonen, der kommer i brug. Jeg har for det meste sørget for at mit boardingkort ligger klar på telefonen – flere og flere flyselskaber tilbyder den service, selvom deres medarbejder desværre ofte ender med at printe billetten, fordi teknologien i lufthavnene stadig halter.
Derimod fungerer tjenesten Tripit upåklageligt. Man emailer sin rejseplan til tripit – og derefter har man, via sin telefon, let adgang til rejsetider, bookinginformation og flyselskabs-kontaktinfo.

I det øjeblik, jeg lander, slår jeg dataroaming fra, så jeg undgår, at telefonen henter mail eller lignende – det kan være en dyr fornøjelse, specielt hvis du rejser i USA.

Der findes et væld af applikationer, der guider dig rundt i de fleste storbyer. Hvis du ikke har nået at downloade dem før du tog af sted, så sæt dig på den nærmeste Starbucks, McDonalds eller et af de større kunstmuseer, der for det meste har gratis wifi. En ting er de officielle guides som Lonely Planet eller Turen går til, men der findes masser af små sjove tips og tricks til de bedste cocktailbarer, gratis wifi eller de mere spøjse – Trees near you, der gør det muligt at bestemme arten på de fleste træer i New York.

Hvis jeg skulle give tre tip til storby-ferien ville det dog være: Google Maps, Soundswalks og Foodspotting.

Google maps har på det seneste for alvor fået styr på deres ruteplanlægning – det gælder både i Danmark og flere steder i udlandet. Når du søger på en rejseplan på maps, får du i de fleste storbyer oplyst både rute og pris på turen. Jeg har altid synes, det var besværligt og uoverskueligt at rejse med bybus, men i dag går det som en leg. Man kan endda følge med på kortet via gps på telefonen, hvis man har lavet søgningen, mens telefonen var tilsluttet wifi – uden, at det koster noget.

En anden tjeneste, der giver nogle fede oplevelser er Soundwalks. Guidede ture enten som podcast eller applikationer – det sidste dog kun i Paris og New York. Men det er ikke din typiske guide, der kommer med facts om kunstmuseer og afdøde skuespillere. Det er guiden for ludere og lommetyve, afdankede skuespillere og hiphop-kunstnere, der giver deres bedste tips og tricks til storbyen. Velproducerede og underholdende.

Et rigtigt madøre downloader selvfølgelig Michelins-guide til smartphone. Men deres kedelige brugerflade og tørre kommentarer kan det være svære at finde rundt i. Jeg vil til en hver tid foretrække de brugerdrevne Foodspotting, Yelp eller for den sags skyld Foursquare, der er ved at blive rigtig god, når det kommer til at anbefale restauranter og caféer i storbyerne. Dog er der flere bruger-uploadede billeder på Yelp og Foodspotting. Aldrig har det været så inspirerende at finde aftensmaden. Hundredevis af billeder af pandekager, morgenbrød, steaks og sushi – en hver madelskers drøm.

Eneste risiko ved den digitale rejse er, at du bliver så optaget af alle de fede applikationer, at du helt glemmer at kigge op og opleve omverdenen.

Den fantastiske, forunderlige, fænomenale iPad

Bragt i Politiken 22. marts 2011.

For kun et år siden lancerede Apple iPad’en. I dag er det umuligt at diskutere medier uden, den bliver nævnt – men hvad skal vi med den?

27. januar 2010 trådte Apples sortklædte CEO, Steve Jobs, for første gang op på scenen og lancerede iPad’en. Som sædvanlig var der ingen grænser for selvrosen, den var: fantastisk, forunderlig, fænomenal.

Når man ser lanceringen i dag, virker den overraskende banal. Jobs starter med at prale af, hvor tynd tablet’en er – og derefter fortæller han, at det er muligt at skifte billedet på skærmen, så den bliver personlig. Han fokuserer i lanceringen på, at man kan surfe på nettet, afspille video, tjekke mail og bruge kalenderen.

De skeptiske brugere var da også hurtige til at melde sig på banen: Hvem havde brug for endnu en gadget? Vi havde jo både smart phones og bærbare computere. Og så var der navnet, der lå lidt for tæt på det engelske ord for hygiejnebind.

Men da Apple to måneder efter lanceringen begyndte at sælge vidunderet, røg der cirka 300.000 stk. over disken den første dag. De næste måneder fortsatte hypen, og det blev til næsten 15 millioner eksemplarer i 2010 – og dermed kan der vist næppe være tvivl om at iPad’en blev en succes for Apple.

Men hvorfor blev den en succes? Den tynde skærm er let at have med overalt – og så er batteritiden – for at holde sig til Jobs retorik: Fænomenal. Tastaturet er stort nok til, at det er muligt at ramme tasterne – og websider er som oftest lette at navigere rundt i.

Steve Jobs lagde ikke skjul på, at noget af det, der interesserede Apple mest, var medierne. Kunne iPad’en sikre mediernes – særligt avisernes – overlevelse? – og dermed være en massiv indtjeningskilde for Apple (det sidste nævnte han dog ikke rigtig noget om).

Tjaeh… I bund og grund er tablet-computerne – lige meget, hvem der har produceret dem – ekstremt uinteressante. Det er det indhold, producenter leverer, der gør forskellen.

Et godt eksempel på innovativt brug af iPad’en blev i februar leveret af det amerikanske tv-network ABC, i samarbejde med analyseinstituttet Nielsen.

Nielsen har lavet et program til iPad’en – en såkaldt applikation, der synkroniserer med ABC tv-serien Grey’s Anatomy. Det vil sige, når den populære serie kører live i tv, så genkender programmet lyden fra udsendelsen og kan målrette indholdet på iPad’en til det, du ser på tv-skærmen netop nu. Det giver dig mulighed for at deltage aktivt, for eksempel ved at svare på quiz-spørgsmål eller chatte med andre seere på Facebook og Twitter.

Det er på ingen måde mærkeligt at et analyseinstitut er med til at lancere den type application. Tænk, al den viden om den brugeren, der bliver opsamlet i løbet af et afsnit af tv-serien. Det giver rig mulighed for målrettede reklamer og anbefaling af øvrigt medie-indhold. Og den viden kan – brugt rigtigt – blive mange penge værd.

Som forbruger glæder jeg mig til at slippe for reklamer for biler, sportsarrangementer og familieferier – tre områder, der rammer fuldstændigt forbi mine forbrugsmønstre.

Men om iPad’en kommer til at redde medierne? Det er umiddelbart op til medierne selv. Hvis de formår at ændre deres formidling, så den følger med den teknologiske – og sociale – udvikling. Så ja. Hvis de leverer pdf-aviser og streamer tv som om intet var hændt, så må svaret blive et rungende nej.

Fremtidens fitness er social

Bragt i Politiken den 8. marts 2011

De sociale medier har for længst bevæget sig fra computerskærmen og ud i virkeligheden – men hvornår mon fitnesscentrene opdager det?

Forestil dig fremtidens fitnesscenter – musikken dunker. Pulsen stiger. Dagens første spinningtime er i gang:

Jeg hamrer pedalerne i bund – træd, træd, træd – sveden pibler, blænder mig – min puls rammer 194. Træd, træd, træd. Pludselig dukker en besked op på spinning-cyklens display – ”Peter vil konkurrere mod dig via Facebook – vil du give Peter adgang til din træning?” – jeg trykker ja, mister kortvarigt koncentrationen, da hans puls dukker op som en kurve på displayet, men da jeg kan se, at han indhenter mig, træder jeg hårdere i pedalerne. Min puls stiger et par slag til. Træd, træd, træd.

Desværre er fremtidens fitnesscenter langt fra nutidens.

De fleste sportsudøvere – fra motionister til topatleter – fokuserer benhårdt på at forbedre deres tider, få større muskler eller bedre kondition. Vi vil af med dellerne og den dårlige form. Vi vil motiveres – gerne via konkurrence – enten mod os selv eller endnu bedre mod de andre.

Det findes, der masser af gadgets, der understøtter: Mobil-applicationer og hjemmesider, der gør det muligt at holde styr på løbetider og cykelruter – Endomondo, C25K, 321Run – eller for den sags skyld garmins-pulsure og Nike+ løbe-chip til at lægge i skoen.

Også spilproducenterne har for længst fået øjnene op for markedet for motions-spil – vi hopper og danser til både Wii og Kinect.

Til gengæld virker udviklingen til at være gået fuldstændig hen over hovedet på fitness-centrene, hvor man er strandet i et scenarie af gammeldags jernvægte og sjippetov, der ikke har forandret sig stort de seneste 40 år.

Selvom en hver fitnesskæde med respekt for sig selv har et online bookingsystem , hvor man via sin telefon eller computer kan booke træningstider og lægge dem ind i ens kalender, så er det dét.

Hvorfor ikke gøre træningen social?

Et skridt på vejen kunne være, at brugerne fik adgang til at se, hvornår deres venner træner. Det kunne løses med en simpel Facebook-connect-funktion. At dømme på alle de piger, der kommer til træning to og to ville dét forbedre deres brugeroplevelse væsentligt.

Eller endnu bedre at åbne op for frivillig registrering af ens træning, så man kan bruge forbedring af kondital og fedtprocent som motivation fremover – eventuelt målt mod de andre brugeres.

Men hvorfor ikke gå fremtiden helhjertet i møde og give brugerne mulighed for at konkurrere live imod hinanden? Gaming-verdenen har kendt til netværksspil i mange år. Drenge og piger i mørke kældre, der kæmper med og mod hinanden via deres computer fra placeringer rundt omkring i verden. Teknologien er for længst opfundet – hvornår opdager fitness-kæderne at gaming ikke blot er leg?

For de fleste er resultater, fællesskab og konkurrence de primære grunde til at dyrke motion – hvis det lokale fitnesscenter formåede at understøtte det digitalt, ville de uden tvivl få mere engagerede brugere – og tjene flere penge.

Men i dag er det desværre langt fra muligt at konkurrere mod ”min ven Peter”, når jeg sidder på spinningcyklen, – faktisk, er jeg nødt til selv at medbringe et pulsur, hvis jeg vil registrere min træning. Men mon ikke, sport 2.0 kommer til fitnesscentrene indenfor få år? Og når det gør, så lover jeg Peter, at jeg giver ham baghjul på spinningcyklen.