Der dukker af og til et socialt medie op, der “bliver den nye Facebook killer” (twitter killer etc.), vi venter stadig på, det sker. Og jeg tvivler på at Clubhouse slår noget ihjel, men det ‘føles’ mere rigtigt, end de fleste andre nye sociale medier. For det første handler det om social “lyd”. Det er i sig selv nyt i den digitale verden.
Read MoreDet hele startede for seks dage siden. 8. marts kl. 8.22, hvor forfatteren Linda Grant skrev et uskyldigt feministisk tweet for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag:
Linda Grant havde længe været frustreret over, at unge er historieløse, når det kommer til feministernes betydning for samfundet. Men i løbet af dagen fik hun tusinder af svar – hun retweetede en del af de svar, hun fik – og projektet eskalerede og endte på den måde som et crowdsourcing-projekt om feminisme og sexisme. For et par dage siden tilbød en bruger at samle tweetsene som dokumentation for eftertiden på sitet A Thousand Reasons (why feminism is still relevant and nescessary).
Man kan mene om emnet, hvad man vil, men dette er et af de mest interessante og vidtrækkende crowdsourcing-projekter, jeg er faldet over, hvor almindelige brugere (ikke nørder med stor erfaring i data-behandling) har brændt nok for et emne til at byde ind og skabe en dokumentation ingen journalist havde formået at samle, om han eller hun så havde brugt uger på det.
Læs Linda Grants historie om tweetet og sitet her: Twitter’s tales of sexism
Bragt i Politiken den 15. november
Så længe medierne ikke for alvor respekterer brugerne, kommer de ikke til at respektere medierne.
For få år siden, talte vi i medierne en del om, hvordan brugerne ville komme til at producere store dele af indholdet i aviserne. Det kom aldrig for alvor til at ske. Men det handler næppe om brugerne, nærmere om medierne.
Forventninger var nok rigeligt høje. Specielt mediecheferne rundt omkring, så for sig, at lønudgifterne til de forgyldte journalister kunne reduceres væsentlig ved at lade de glade brugere levere linje efter linje til aviserne. Med god vilje kan det kaldes naivt, men var reelt set en ekstrem nedvurdering af de ansatte journalister.
En anden grund til, at det ikke for alvor skete, kunne også være mediernes tilgang til brugerne. Vi taler så ofte i mediebranchen om at være i øjenhøjde med læserne, men spørgsmålet er, om vi ved at bruge netop det udtryk, allerede ser ned på dem. Man kan næsten se det for sig, den alvidende journalist går lidt ned i knæ og taler et sprog, selv hr. og fru Jensen kan forstå – derude i udkantsdanmark.
I stedet burde vi måske tale om, hvordan journalisterne skal stå lidt på tæer, for at nå læserne?
Samtidig er det blevet almindeligt, at medierne, når de ønsker debat eller input fra læserne spørger til deres holdninger, hvilket som oftest får de mest højtråbende og markante brugere til at melde sig på banen – bare se kommentarfelterne på mediernes hjemmesider – desværre er det sjældent her, de interessante holdninger kommer frem.
Der hvor brugerinddragelse er relevant, er, når vi beder om deres erfaringer. For eksempel da Berlingske lavede den Cavling-vindende serie om politireformen, Forbrydelsen, stillede de læserne det simple spørgsmål: ”Kom politiet, da du ringede?”
Det affødte både tip og gode historier – præmissen for artikelserien var på plads – god, grundig og velresearchet journalistik – og respekt for læsernes viden.
Et af de udenlandske medier, der har haft størst succes med brugerinddragelse er The Guardian. For to år siden fik avisen retsligt forbud mod at omtale en rapport, der omhandlede oliekompagniet Trafiguras omfattende forurening på Elfenbenskysten. Guardian måtte hverken omtale rapporten, det parlamentsmedlem, der stillede spørgsmål ved hjælp af rapporten, hvad spørgsmålet var, hvilken minister spørgsmålet var rettet imod eller hvor dette spørgsmål eventuelt ville kunne findes.
Guardian valgte at omtale dommen – uden at nævne hvad den handlede om, blot, en forblommet sætning på Twitter om, at de ikke måtte nævne, en rapport, hvad den omhandlede og så videre. Herefter eksploderede Twitter. Brugerne fik lynhurtigt i fællesskab stykket historien sammen og i løbet af mindre end et døgn havde mere end 5.500 brugere nævnt navnet på oliekompagniet. Nettet giver fuldstændigt åbenlyse muligheder for at modtage tip om gode historier, hjælp til opklaring, i tilfælde, hvor der har været mange mennesker til stede.
Og selvfølgelig kan medierne, specielt i forbindelse med lokaljournalistik, få anmeldelser, foromtaler – og holdninger, fra brugerne. Det er lokalt, det giver mening, fordi brugerne ofte er tættere på arrangementerne og selv har noget på spil. Men når vi taler landsdækkende medier, så er vejen frem, at bruge læsernes erfaringer – og gøre det, der giver journalister, deres relevans: være kritiske, have etikken i orden og formidle godt og velfortalt.
Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*
Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.
Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.
Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed, i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.
Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.
*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?
** læs evt. debatinlægget “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.
I wish I had had this idea. Paul Smith is writing about media for the Guardian, and blog about radio, TV and tech for different websites. He decided, few days ago, to travel as far as he can in 30 days – with a little help from his twitter friends.
He has made up five rules, that he has to follow:
As he travels he collects money to support charity: water (the same charity that twestival is supporting).
So if you want to help Paul Smith travel around the world and collect money for a good course you’ll have to join Twitter and follow his journey @twitchhiker
You can read more about Twitchhiker at www.twitchhiker.com
I et forsøg på at forklare konflikten i gaza-striben, så alle kan følge med, valgte den israelske regering at holde en offentlig pressekonference via Twitter.
Og fortsætter:
Citateterne stammer fra en artikel i NYTimes om konferencen. Jeg synes, det er et spændende initiativ, der, om ikke andet, er et udmærket forsøg på at inddrage brugerne (udover de få der af sig selv ville komme forbi www.israelpolitik.org), men i og med at svarerne også barberes ned til Tweets, ender konferencen med at antage en nærmest pixibogs-agtig logik – og banalisere en konflikt, der ikke kan tages for alvorligt. Men modigt forsøg på at kommunikere udover den traditionelle målgruppe.
Spørgsmål og svar kan læses på http://www.israelpolitik.org/category/citizen-press-conference/