Selvom der er langt imellem, så sker det alligevel indimellem, at de ”traditionelle” medier udvikler interessante online initiativer. Da jeg skimmede ugens rss-feeds stødte jeg på disse to:
Al Jazeera har lavet sitet http://labs.aljazeera.net/warongaza/main# hvor brugere (og journalister) kan poste nyheder fra Gaza-striben. Jeg kan godt lide opdelingen i bekræftede og ikke bekræftede nyheder, men på trods af visualiseringen på kortet, så synes jeg stadig, at det er svært at få et reelt overblik. Fedt initiativ dog.

http://www.nytimes.com/marketing/election2008/facebookmicrosite.html
The New York Times har lavet dette mikrosite i samarbejde med Facebook, hvor de spørger deres Facebook-fans, hvad de mener Obama skal tage fat på, som det første.
Rent grafisk er siden æstetisk og lækker, men ligesom hos Al Jazeera, er det svært at få overblik, og jeg savner konklusioner og refleksioner på selve mikrositet.
Men igen et spændende initiativ, der kan udvikles i en retning, hvor brugerinvolvering for alvor kommer til … read on

Damn, hvem der bare havde nået at bytte sine facebook-venner for 50 whoppere… ensom men mæt (og overvægtig).… read on

Boqueria – great market by La Rambla – everything your heart desires in fruit, sweets, meat, fish etc. A bit too touristy, but it’s worth the visit anyway.… read on

http://ithoughtobamawouldgetmelaid.com/

Fuldstændig meningsløs side, som alligevel har fået mig til at klikke (fnisende) forbi igen og igen de seneste uger. Nogle håber at Obama løser finanskrisen, sikrer fred i verden eller får styr på den globale opvarmning, mens andre (fx. folkene bag siden) har valgt fokuserer på de nære ting – og de er tydeligvis allerede ekstremt skuffede over Obamas indsats, for, som de bl.a. proklamerer:

I thought Obama would bring my dog back.
I thought Obama would make my ex miss me.
I thought Obama would make life fair.
I thought Obama would let me crash at his place.

Og sidst men ikke mindst:

I thought Obama would get me laid!

Dog er der håb endnu for Obama – for andre stiller sig tilfreds med langt mindre, fx. to studerende fra Sverige, der citeres på NYtimes.com:

“We would have voted for him if we could have,” says Ms … read on

I et forsøg på at forklare konflikten i gaza-striben, så alle kan følge med, valgte den israelske regering at holde en offentlig pressekonference via Twitter.

“Since the definition of war has changed, the definition of public diplomacy has to change as well,” said David Saranga, the head of media relations for the Israeli consulate in New York, which conducted the Twitter news conference on Tuesday.”

Og fortsætter:

Mr. Saranga said Tuesday’s online dialogue, which was open for questions from anyone with a Twitter account, was “the first governmental press conference ever held on Twitter.” And he made no apologies for using common text-messaging abbreviations — 2 for to, 4 for for, and r for are, and other shorthand like civ for civilian — in his answers. “I speak to every demographic in a language he understands,” he said. “If someone only speaks Spanish, I speak in Spanish; if someone is … read on

Onsdag den 17. December blev dette års Cavling-nominerede offentliggjort. En masse spændende, dybdeborende og relevant journalistik – som altid. Og som altid tankevækkende, hvor skæv kønsfordelingen blandt de 15 nominerede er: 100% mænd og ingen kvinder.

Jeg stiller hverken spørgsmål til kvaliteten på den nominerede journalistik eller til Cavling-komitéens valg. Men ligesom foregående år, så undrer jeg mig over, hvilke barrierer der kan resultere i at kønsfordelingen bliver så skæv.

Hvis man kigger nærmere på fordelingen blandt de indstillede (alle er velkommen til at indstille, hvorefter komitéen nominerer), så ligger den ret præcis på 20 % kvinder og 80 % mænd* – det er stadig et godt stykke fra Dansk Journalistforbunds medlemsskare, der med runde tal består af godt 40 % kvinder.

Jeg tror desværre ikke, at der er tale om ren og skær tilfældigheder, men alligevel er det nærmest umuligt at sætte en finger på, hvor problemerne opstår.

Ifølge … read on

I en artikel i Columbia Journalism Review diskuterer journalisten Alissa Quart, hvad journalister kan lære af musikbranchen, hvis faget (de?) vil overleve.

Langt hen ad vejen, mener jeg, at artiklens pointer er banale. Eller rettere sagt allerede en realitet og hverdag for de fleste journalister. Men det er alligevel interessant at læse analysen, fordi hun er konkret og kommer med udmærkede eksempler.
I store træk mener hun, at journalisterne (måske også journalistikken? Jeg mener, at man i denne sammenhæng bør skelne) kan bruge de erfaringer musikbranchen har gjort på tre områder:

1. Hvis man giver noget væk og kvaliteten er høj nok, så vender brugerne (seerne, læserne, lytterne) tilbage og er villige til at betale for produktet. The first fix is free?

2. Monokultur skal erstattes af mikrokultur. Det vil sige, at nichemedier er vejen frem. Af flere grunde: for det første fordi det er lettere at skifte retning, hvis … read on

Kvaliteten i journalistik er, og bør være, stadigt oppe til diskussion. Og måske er vejen frem fondsstøttet journalistik. Jeff Jarvis tænker i dagens klumme i Guardian tanken lidt længere ud end de fleste, men det bliver den bestemt ikke mindre interessant af:
“Talk turned to another form of subsidy: if the BBC is a public trust, why not have it actively support quality journalism? At the meeting the idea was to rebuild newspapers on BBC technology. I’d go further: the BBC should link to and promote the best of British journalism. It should open its content to remixing by other media (and the public). It could use its global sales force to sell quality British sites’ foreign inventory. It should become a lab for shared innovation: the BBC as an open-source platform.”… read on