Aye we can?
I oktober 2008 var jeg i New York. Obamas valgkamp peakede, og der stod håb, forandring og ’Yes we can’ over det hele. I går ankom jeg til Edinburgh og havde fuldstændigt samme oplevelse. Det blå-hvide ja-skilt er overalt i byen, foran Scottish National Galleries har Radical Indepence Campaign stillet et hegn op, hvor de opfordrer folk til at skrive deres håb for et fremtidigt selvstændigt Skotland. Og håbet minder om det amerikanske fra 2008 – bedre rettigheder til de svage, højere løn til plejepersonale, bibehold sygesikringen gratis, gør food banks (gratis mad til fattige) overflødig. Gang på gang står der ’du’ og ’vi’, for ja-kampagnen er ført i samme ånd som Occupy-bevægelsen og for den sags skyld også det arabiske forår, selvom der trods alt nok er mindre på spil her i Skotland. I en kommentar i sidste uge i The Guardian udfoldes dette perspektiv. Valget handler langt fra om nationalisme, men er et symptom på mistilliden og den mistede tro på den siddende magt. Kommentaren fulgtes af en leder i avisen, hvor det blev understreget at ja-kampagnen, når den har været bedst, har indeholdt alt det der betyder mest for avisen og dens læsere – (politisk) engagement, demokrati og fællesskabsfølelse. Men The Guardian appellerer i lederen til at Skotland stemmer nej, og at Storbritannien i stedet står sammen om det fremtidige engagement – at forandringen styrkes i fællesskabet.
Men lige meget om det bliver et ja eller et nej, så vil cirka halvdelen af skotterne være frustrerede, når de vågner i morgen tidlig. Og lige meget hvad så er Skotland forandret, fordi ja-kampagnen har gjort så mange borgere bevidste om, både deres frustrationer og deres håb for fremtiden. Og nej-kampagnen gang på gang har været klodset, topstyret, egoistisk og dermed understreget hvorfor frustrationen over briterne er vokset så stor, at det kan resultere i løsrivelse.
Nej-kampagnen har i høj grad taget udgangspunkt i trusler – økonomiske-udfordringer ved løsrivelse (mistet pund), mistet EU-medlemskab (ingen euro), BBC (det risikerer at blive for dyrt for skotterne at bibeholde BBC) osv. Osv. Hvorimod ja-kampagnen har taget udgangspunkt i følelser og forandring (igen minder det om Obama-kampagnen).
Selvom det, selvsagt er med et satirisk, parodierende glimt i øjet, så rammer John Oliver som sædvanligt bullseye ret præcist i hans indslag om valget. Og satireprogrammet Mock The Week (s13e07) spurgte i sidste uge sig selv og seerne: Hvis vi ikke længere kan være Great Britain, kan vi så i det mindste være Good Britain? Hvis vi ikke længere er UK, er vi så i det mindste ok?
Udfordringen ved et ja (og sådan set også et nej) er, hvordan forandringen efterfølgende forløber. Lovede ja-kampagnen mere end den kunne holde, og står man derfor med en frustreret og desillusioneret nation – ligesom man i nogen grad gør post-Obamas præsident-perioder. Derfor handler dagens afstemning i høj grad om, hvorvidt skotterne ser en forandret fremtid begrænset af eller understøttet af fællesskabet i Storbritannien.
