Tag: journalism

Den fantastiske, forunderlige, fænomenale iPad

Bragt i Politiken 22. marts 2011.

For kun et år siden lancerede Apple iPad’en. I dag er det umuligt at diskutere medier uden, den bliver nævnt – men hvad skal vi med den?

27. januar 2010 trådte Apples sortklædte CEO, Steve Jobs, for første gang op på scenen og lancerede iPad’en. Som sædvanlig var der ingen grænser for selvrosen, den var: fantastisk, forunderlig, fænomenal.

Når man ser lanceringen i dag, virker den overraskende banal. Jobs starter med at prale af, hvor tynd tablet’en er – og derefter fortæller han, at det er muligt at skifte billedet på skærmen, så den bliver personlig. Han fokuserer i lanceringen på, at man kan surfe på nettet, afspille video, tjekke mail og bruge kalenderen.

De skeptiske brugere var da også hurtige til at melde sig på banen: Hvem havde brug for endnu en gadget? Vi havde jo både smart phones og bærbare computere. Og så var der navnet, der lå lidt for tæt på det engelske ord for hygiejnebind.

Men da Apple to måneder efter lanceringen begyndte at sælge vidunderet, røg der cirka 300.000 stk. over disken den første dag. De næste måneder fortsatte hypen, og det blev til næsten 15 millioner eksemplarer i 2010 – og dermed kan der vist næppe være tvivl om at iPad’en blev en succes for Apple.

Men hvorfor blev den en succes? Den tynde skærm er let at have med overalt – og så er batteritiden – for at holde sig til Jobs retorik: Fænomenal. Tastaturet er stort nok til, at det er muligt at ramme tasterne – og websider er som oftest lette at navigere rundt i.

Steve Jobs lagde ikke skjul på, at noget af det, der interesserede Apple mest, var medierne. Kunne iPad’en sikre mediernes – særligt avisernes – overlevelse? – og dermed være en massiv indtjeningskilde for Apple (det sidste nævnte han dog ikke rigtig noget om).

Tjaeh… I bund og grund er tablet-computerne – lige meget, hvem der har produceret dem – ekstremt uinteressante. Det er det indhold, producenter leverer, der gør forskellen.

Et godt eksempel på innovativt brug af iPad’en blev i februar leveret af det amerikanske tv-network ABC, i samarbejde med analyseinstituttet Nielsen.

Nielsen har lavet et program til iPad’en – en såkaldt applikation, der synkroniserer med ABC tv-serien Grey’s Anatomy. Det vil sige, når den populære serie kører live i tv, så genkender programmet lyden fra udsendelsen og kan målrette indholdet på iPad’en til det, du ser på tv-skærmen netop nu. Det giver dig mulighed for at deltage aktivt, for eksempel ved at svare på quiz-spørgsmål eller chatte med andre seere på Facebook og Twitter.

Det er på ingen måde mærkeligt at et analyseinstitut er med til at lancere den type application. Tænk, al den viden om den brugeren, der bliver opsamlet i løbet af et afsnit af tv-serien. Det giver rig mulighed for målrettede reklamer og anbefaling af øvrigt medie-indhold. Og den viden kan – brugt rigtigt – blive mange penge værd.

Som forbruger glæder jeg mig til at slippe for reklamer for biler, sportsarrangementer og familieferier – tre områder, der rammer fuldstændigt forbi mine forbrugsmønstre.

Men om iPad’en kommer til at redde medierne? Det er umiddelbart op til medierne selv. Hvis de formår at ændre deres formidling, så den følger med den teknologiske – og sociale – udvikling. Så ja. Hvis de leverer pdf-aviser og streamer tv som om intet var hændt, så må svaret blive et rungende nej.

Fremtidens fitness er social

Bragt i Politiken den 8. marts 2011

De sociale medier har for længst bevæget sig fra computerskærmen og ud i virkeligheden – men hvornår mon fitnesscentrene opdager det?

Forestil dig fremtidens fitnesscenter – musikken dunker. Pulsen stiger. Dagens første spinningtime er i gang:

Jeg hamrer pedalerne i bund – træd, træd, træd – sveden pibler, blænder mig – min puls rammer 194. Træd, træd, træd. Pludselig dukker en besked op på spinning-cyklens display – ”Peter vil konkurrere mod dig via Facebook – vil du give Peter adgang til din træning?” – jeg trykker ja, mister kortvarigt koncentrationen, da hans puls dukker op som en kurve på displayet, men da jeg kan se, at han indhenter mig, træder jeg hårdere i pedalerne. Min puls stiger et par slag til. Træd, træd, træd.

Desværre er fremtidens fitnesscenter langt fra nutidens.

De fleste sportsudøvere – fra motionister til topatleter – fokuserer benhårdt på at forbedre deres tider, få større muskler eller bedre kondition. Vi vil af med dellerne og den dårlige form. Vi vil motiveres – gerne via konkurrence – enten mod os selv eller endnu bedre mod de andre.

Det findes, der masser af gadgets, der understøtter: Mobil-applicationer og hjemmesider, der gør det muligt at holde styr på løbetider og cykelruter – Endomondo, C25K, 321Run – eller for den sags skyld garmins-pulsure og Nike+ løbe-chip til at lægge i skoen.

Også spilproducenterne har for længst fået øjnene op for markedet for motions-spil – vi hopper og danser til både Wii og Kinect.

Til gengæld virker udviklingen til at være gået fuldstændig hen over hovedet på fitness-centrene, hvor man er strandet i et scenarie af gammeldags jernvægte og sjippetov, der ikke har forandret sig stort de seneste 40 år.

Selvom en hver fitnesskæde med respekt for sig selv har et online bookingsystem , hvor man via sin telefon eller computer kan booke træningstider og lægge dem ind i ens kalender, så er det dét.

Hvorfor ikke gøre træningen social?

Et skridt på vejen kunne være, at brugerne fik adgang til at se, hvornår deres venner træner. Det kunne løses med en simpel Facebook-connect-funktion. At dømme på alle de piger, der kommer til træning to og to ville dét forbedre deres brugeroplevelse væsentligt.

Eller endnu bedre at åbne op for frivillig registrering af ens træning, så man kan bruge forbedring af kondital og fedtprocent som motivation fremover – eventuelt målt mod de andre brugeres.

Men hvorfor ikke gå fremtiden helhjertet i møde og give brugerne mulighed for at konkurrere live imod hinanden? Gaming-verdenen har kendt til netværksspil i mange år. Drenge og piger i mørke kældre, der kæmper med og mod hinanden via deres computer fra placeringer rundt omkring i verden. Teknologien er for længst opfundet – hvornår opdager fitness-kæderne at gaming ikke blot er leg?

For de fleste er resultater, fællesskab og konkurrence de primære grunde til at dyrke motion – hvis det lokale fitnesscenter formåede at understøtte det digitalt, ville de uden tvivl få mere engagerede brugere – og tjene flere penge.

Men i dag er det desværre langt fra muligt at konkurrere mod ”min ven Peter”, når jeg sidder på spinningcyklen, – faktisk, er jeg nødt til selv at medbringe et pulsur, hvis jeg vil registrere min træning. Men mon ikke, sport 2.0 kommer til fitnesscentrene indenfor få år? Og når det gør, så lover jeg Peter, at jeg giver ham baghjul på spinningcyklen.

Det ER jo bare en avis…

Bragt i Journalisten den 9. marts 2011

Hvis hypen omkring Rupert Murdochs seneste satsning The Daily – et magasin til iPad – havde svaret til produktet, så skulle applicationen have været en sand revolution, den digitale tidsalders svar på Gutenbergs trykpresse. Det blev den ikke. Men magasinet er dog et sympatisk forsøg på at videreudvikle de pdf-lignende aviser, der indtil nu har præget ipad-lanceringerne.

Størstedelen af indholdet er i artikelform – nyhedsartiklerne minder lidt om den journalistik, man kender fra magasiner som Time Magazine, forholdsvis grundige og interessante – og med magasinets op til 100 sider om dagen, er der masser af læsestof at tage fat på – de fleste er dog fyldt med lettere artikler om sladder og sport..
Men hvorfor overhovedet tale om sider i en application lanceret under sloganet ”new times demand new journalism”? – hvorfor ikke udfordre mediet og udnytte muligheden for at formidle i det format, der passer til den enkelte historie i stedet for at tage udgangspunkt i tekst?

Flere steder er artiklerne suppleret med små velproducerede videoer, der dog ofte pixelerer heftigt. En del af artiklerne ligger også som lydfiler, men kvaliteten er ikke specielt høj, det kan være udmærket som afveksling, mens man laver aftensmad eller kører bil, men i længden bliver robot-stemmen anstrengende. Det svinger fra dag til dag, hvor mange kræfter, der er brugt på den visuelle formidling – både billeder og grafik – på gode dage er det over middel, men desværre foldes billedsiden slet ikke ud i en grad som iPad’en giver mulighed for.

Enhver, der er vant til at bruge nettets muligheder, vil undre sig over manglen på links – for eksempel, når de oscar-nominerede film er listet på et stort opslag, så savner jeg at dykke ned i ekstramateriale – eventuelt blot adgang til filmenes hjemmesider.

Eller i artiklen om datoerne for dette års NFL – hvorfor ikke lave links, så man kan plotte dem direkte ind i kalenderen på iPad’en?
The Daily opdateres løbende med for eksempel sportsresultater og tweets – og det gør den til en væsentligt bedre nyhedsavis end mange af de øvrige magasiner og aviser på det digitale marked. Og hvis man interesserer sig for amerikansk sport, kan man til en vis grad sikre, at ens yndlingshold bliver prioriteret på sportssiderne.

Den største ulempe ved de løbende opdateringer er, at man ikke kan vende tilbage til gamle artikler. Man skal huske at gemme de artikler, man vil genlæse – eller dele dem via twitter, mail eller facebook, hvilket er både let og gratis – for dagen efter er de væk. The Daily er en god, amerikansk, avis til prisen – 99 cent pr. uge eller 39.99 $ for et år. De første 14 dage var avisen dog gratis – sponsoreret af internet udbyderen Verizon – spændende om den type sponsorater kommer til at gribe om sig i fremtiden. På grund af tekniske problemer – blandt andet crasher application lidt for ofte – har The Daily valgt at forlænge gratisperioden til 21. marts 2011.

The Daily er en udmærket amerikansk avis, dog venter jeg stadig med længsel på det iPad-magasin, der ikke fokuserer på antallet af sider, men på mængden af data om et emne med dybe links, masser af billeder og fleksibel infografik.

Læs evt. også: Smuthul giver gratis adgang til The Daily på Journalisten.dk

Må jeg yamme til en ven?

Bragt i Politiken 15 februar 2011

Hvornår har du sidst haft tid til at diskutere livet, døden, kærligheden – hårfjerningsprodukter og politik en tirsdag formiddag?

Indimellem savner jeg teenage-tiden, hvor der var overskud til at sludre tøset i timevis med mine veninder på – fastnet – telefon. Vi vendte hele verden, diskuterede drenge, job, skole, drømme – spekulerede over, hvordan det ville være at blive voksen.

Og pludselig var vi fyldt 25-30-35 og havde haft pokkers travlt i flere år. Der var børn, der skulle fødes, ambitioner, der skulle indfries, maraton, der skulle løbes. Tiden blev mere og mere knap – og ofte var det samværet med veninderne, der blev nedprioriteret.

Indtil jeg opdagede Yammer.

Yammer er en webtjeneste, der i princippet fungerer ligesom Facebook og Twitter. Man skriver korte beskeder til hinanden – man kan vise links og billeder – det er dét. Men i takt med at Twitter og Facebook har fået flere og flere brugere, og vi alle sammen har et væld af kontakter, så er det ikke længere et privatrum (husk, det nu Ditte Okman). Yammer blev opfundet så medarbejdere i en virksomhed, kan skrive sammen om de opgaver, de arbejder på netop nu – i et lukket fora, for eksempel kan det, man skriver på Yammer ikke googles. Hvilket jeg er usandsynligt glad for.

For det er på Yammer, jeg mødes med mine veninder. For godt et år siden oprettede jeg en yammer-konto for syv ”digitale” veninder – kvinder jeg havde mødt via arbejde, twitter, sociale-arrangementer. Vi var bekendte. Men det har ændret sig. I dag hører de til mine nærmeste. Det er der, jeg smider det professionelle filter, som gør, jeg tænker mig om en ekstra gang, når jeg skriver en status på Facebook eller et hurtigt tweet.

Min blufærdighed (og sans for kvalitet) ville til en hver tid få mig til at tøve ved en status a la:

”Velkommen på arbejde. Har cyklet mudder op til midt på livet OG spildt kaffe på mit ene bryst – en dag, jeg IKKE har sort på, på ”hov se hendes BRYSTER”-måden… Åh Gud, det bliver en lang dag.” – men jeg ved, at jeg skriver til syv veninder, i en sluttet kreds, som tilgiver mig – mangt og meget: platheder, usikkerhed, storhedsvanvid, glæde, pms – og det der er værre. Som gode veninder gør.

Yammer fungerer både i en browser og på smart phones som for eksempel iPhone. Det minder mest af alt om en lang chat med flere deltagere. Som du kan tjekke, når det passer dig – som oftest, mens man venter på metroen, til det kedelige møde eller på toilettet (ja, vi gør det jo alle sammen, ikke?!).

Og selvom det ofte er kække bemærkninger, der dominerer hverdagen, så diskuterer vi også alle de store spørgsmål som liv, død, lønforhandlinger, politik, kropsidealer. Vi opmuntrer hinanden, giver gode råd og revser. Tonen er bramfri – aldrig er jeg blevet kaldt en kost, så ofte og med så kærlig undertone.

En – stærkt forenklet – samtale kunne forløbe således:

Veninde1: Hey! Det her er jobopslag er lige noget for dig ”sender link til jobopslag”

Veninde2: Det er jeg overhovedet ikke kvalificeret til…. (ja, det er sådan noget kvinder altid siger).

Veninde3: Selvfølgelig er du det… Skriv nu bare den ansøgning.

Veninde4: Sig til, hvis jeg skal give feedback eller læse korrektur, når du har skrevet ansøgningen færdig.

Oftest er det samtaler, der tager få minutter at deltage i – men som giver en masse værdi i en hverdag, der både kan være travl og indimellem ensom, når arbejdet, ungerne, voksenlivet tager lidt for megen tid. Når der ikke er tid til at ringe til en ven, så kan man altid yamme til en veninde.

iPad-app – og hvad så?

Bragt i Journalisten – december 2010

Siden iPad’en blev lanceret i april har et hvert medie med respekt for sig selv – og ikke mindst fremtiden – arbejdet på at lancere enten en applikation eller et website, der kunne leve op til tablet-computernes krav. I november kom iPad’en til Danmark, det har resulteret i lanceringer fra blandt andre Berlingske Business, Nordjyske Inside og webmagasinet Reflexx – der dog har valgt tre forskellige strategier.

Berlingske Business-applikationen er en klassiske nyheds-applikation. Den er gratis at downloade og artiklerne er ligeledes gratis – i øjeblikket – dog er det Berlingskes plan at gå over til betaling via abonnement på et senere tidspunkt.

Når man åbner den bliver man mødt af blandt andet ”seneste nyt”, ”fra avisen”, børstal og ”dagens billede”. Det tager lidt tid at vende sig til at navigere i undermenuerne, men applikationen benytter sig dog af en brugerflade, der minder så meget om et traditionelt website, at de fleste brugere vil lære at manøvrere relativt hurtigt.

Desværre opstod der flere fejl og døde links, da jeg klikkede rundt – det virker som om, det har hastet lidt rigeligt med at komme på markedet.

Kvaliteten af det tekstmæssige indhold er der ikke noget i vejen med – der er både længere ganske udmærkede artikler og korte nyhedsopdateringer i bedste Berlingske Business-stil. Dog generer det mig, at der er brugt relativt mange stockfoto – gab!

Nordjyske Medier har ligeledes lanceret en applikation med magasinet Inside. Selve applikationen er gratis, men hvert magasin koster 18 kroner – dog er de første fire gratis. Inside udkommer to gange om ugen og har hver gang tre hovedhistorier. Udover det, er der bl.a. et par oversatte historier fra The Economist i den seneste udgave – slet ikke dumt, hvis man skal nå et publikum udenfor det nordjyske.

En del af magasinets kilder og annoncører er dog fortsat nordjyske, det giver magasinet en snert af provins, der nok i sidste ende vil få mig til at investere i de internationale pendanter.

Dog trods alt stor ros til Nordjyske for at gøre et ambitiøst forsøg. Udover navigationen, der er nærmest umulig at gennemskue i starten, så er der lagt kræfter i udtrykket, der er brugt relativt velproduceret video – og tænkt i gennemført magasinproduktionen.

Online-magasinet Reflexx er lanceret som en del af forskningsprojektet Digital Urban Living. Magasinet er ikke en applikation, men et website, der er optimeret primært til tablet og indholdet kan opsummeres i ”lidt, men godt”.

Hver torsdag offentliggøres et tema – gennemarbejdede artikler – ofte med enten lyd eller video som en del af artiklerne. Dog er det overordnede indtryk temmelig teksttung – og ville have godt af et grafisk løft. Reflexx består desuden af et community, hvor brugerne kan ønske og diskutere temaer – brugernes kommentarer bliver flere steder brugt elegant i venstre side af artiklerne.

I og med at der ikke er de store grafiske eller indholdsmæssige svinkeærinder, så fungerer Reflexx ganske udmærket som site – ingen grund til at smide tusindvis af kroner i et udvikle en applikation.

Hvilket må være anmeldelsens vigtigste pointe ”hvorfor lave en applikation, hvis et site kan gøre det?” – og svaret giver nok trods alt sig selv – fordi det er lettere at kræve betaling for et abonnement, der indgår i en applikation end det er for et website. Det er dog ærgerligt at så få – både danske og internationale – medier formår at udnytte iPad’en til fulde. Der er alt for ofte tale om udvidede pdf’er, hvor der hverken er tænkt i digitale info-graphics, stills, video eller andet dynamisk visuelt indhold – for pokker, hvor er det ærgerligt!

Diaspora – sku vi ikke gi’ det en chance?

Cirka en gang hvert halve år dukker der en ny tjeneste op – fx. buzz, wave, friendfeed – nogle overlever andre dør ligeså hurtigt, som de blev hypede.

Denne gang hedder tjenesten Diaspora (udtales med tryk på A).

Hvad er Diaspora:

Diaspora er et socialt netværk, der er blevet lavet som et oprør mod Facebooks absolutte dominans på markedet – ikke mindst på grund af FB’s noget arrogante forvaltning af privacy og ophavsret. Diaspora blev lavet for at give brugerne deres rettigheder tilbage (læs evt. artiklen ”Four Nerds and a Cry to Arms Against Facebook” i NYtimes for flere detaljer)

For cirka to uger siden inviterede Diaspora de første alpha-brugere indenfor. Til en tynd kop te – og et tomt ekkokammer, men – hey! – det er en alpha-udgave, mon ikke væggene på Facebook også virkede temmelig nymalede, de første par uger.

Et socialt netværk består primært af to ting i min verden: 1. Indpakningen, 2. Det sociale.

1. Indpakningen: Når du add’er en ny kontakt i Diaspora, så vælger du hvilken gruppe (aspect) de hører til i. Jeg har for eksempel opdelt mine i ”venner” – dem, jeg fortæller, hvad jeg i VIRKELIGHEDEN har på hjerte, ”bekendte” – mange har jeg kun mødt få gange og kender perifært via fx twitter, ”arbejde” – de, der interesserer sig for de nørderier, der hører til mit arbejdsområde, eller som jeg har mødt i forbindelse med arbejde,”foreigners” – de, som jeg kun skriver på engelsk til + et par kategorier mere. Det er muligt at give hver kontakt flere mærkater – dvs. en ven også kan høre til på arbejdslisten – præcis ligesom de lister mange facebook-brugere har oprettet.

Jeg synes, det er en kæmpe fordel at få lov at starte forfra i dag, hvor jeg er mere vant til at manøvrere i sociale netværk, end jeg var, da jeg joinede Facebook for nogle år siden. Jeg er en langt mere bevidst bruger – og alt i alt for doven til at give mig til at lave lister, hvor jeg tager stilling til, hvor alle mine facebook-kontakter hører til i mit (social-)liv.
Modsat Facebook, har man i øjeblikket ikke sin egen væg. Man poster – ligesom på twitter – til ”alle”, eller rettere sagt til alle, kun venner, kun arbejdsrelateret – eller hvordan man nu har valgt at dele sine kontakter op. Dine kontakter har derefter mulighed for at kommentere på din post (det vil sige et mix af twitter og FB-comments).

2. Det sociale: en del af de brugere, der har fået adgang til Diaspora brokker sig over, at der er kedeligt. Til det, er der langt hen ad vejen kun at svare: så lav en fest! Selvfølgelig skal rammerne være i orden og pt. er brugeroplevelsen temmelig nedbarberet. Igen – hey! – det er en alpha-udgave.

Jeg har ingen anelse om, hvor vidt Diaspora bider sig fast – hvis jeg havde den slags indsigt i ny teknologi, ville jeg være en meget rig investor i dag. Men jeg har stor respekt for modreaktioner. Det er som oftest der, de gode produkter starter. Spørgsmålet er, om Diaspora drukner i brok, fordi de har inviteret for mange gæster for tidligt – og horderne rykker videre til næste fest, fordi denne ved første øjekast virkede dødkedelig? Muligvis ER den dødkedelig – muligvis lykkes det aldrig de fire knægte at lave en brugerflade, der tiltrækker andre end de nørder, der brændende ønsker at gøre oprør mod Facebook.

Jeg håber, at der hurtigst muligt bliver tilføjet detaljer på Diaspora, der gør brugeroplevelsen bedre – at der bliver lavet mobilapplikationer, tablet-interface osv. Men først og fremmest håber jeg, at holdet bag holder fast i deres idealer og forklarer de almindelige brugere, hvorfor oprøret er nødvendigt – og hvordan de kan sikre, deres rettigheder til både privatliv og ophav bedre fx. ved at bruge Diaspora.

Så – hey! – det er en alpha-udgave – hensigten er ædel – sku vi ikke give det en chance?

Dårlig værkstedshumor

Cirka en gang om året hidser jeg mig op over den manglende diversitet rundt omkring på redaktionerne. For det meste sker det i forbindelse med offentliggørelsen af indstillede til Cavling-prisen, i år glemte jeg det simpelthen, men heldigvis har jeg fundet en anden anledning:

I morges skrev @neogeografen følgende tweet: http://twitter.com/neogeografen/status/12810948053

“Berlingske åbner det journalistiske værksted” Mon Pirelli kalenderen er tilladt at have hængende i værkstedet? http://tinyurl.com/3acr8qa

Linket fører hen til et blog-indlæg, om Berlingskes – i øvrigt spændende – forsøg med større åbenhed og transperens i forbindelse med undersøgende journalistik. Indlægget er illustreret med et billede af Berlingskes gravegruppe – ni nogenlunde jævnaldrende mænd. Og det er her kæden hopper af. Berlingskes gravegruppe har lavet fremragende projekter de seneste år – ingen tvivl om det. Men når man vælger at ansætte så homogen en gruppe mennesker, så vil jeg vove den påstand, at det i sidste ende går ud over den journalistiske kvalitet. Simpelthen fordi der er spørgsmål, man ikke kommer i tanke om at stille – og historier, man ikke har øje for.

Jeg nægter at tro, at kvinderne og medarbejdere over 45 ikke har det påkrævede talent. Og så er vi tilbage ved, det sædvanlige spørgsmål, hvilke barriere forhindrer diversiteten? Arbejdsforhold? Rip, Rap og Rup-effekt?

Come on Berlingske, det kan I simpelthen gøre bedre!

I morges skrev @neogeografen følgende tweet:

“Berlingske åbner det journalistiske værksted” Mon Pirelli kalenderen er tilladt at have hængende i værkstedet? http://tinyurl.com/3acr8qa

Come on Berlingske, det kan I simpelthen gøre bedre!

Søges: Avis med mod

Jeg må med skam indrømme, at det er ved at være længe siden, at ”den daglige avis” har været en del af min hverdag. På trods af stor forkærlighed for de trykte medier og kæmpe respekt for deres demokratiske berettigelse, så er jeg for længst gået over til web, når det kommer til at holde mig opdateret. Den trykte avis er alligevel forældet, når jeg når ned fra 4. sal og får hentet den i postkassen.*

Giv mig kvalitet
Derfor tror jeg, at den eneste reelle redning for de trykte aviser, er at skifte fokus. Glem de hurtige nyheder. Gør det I er bedst til: Giv mig journalistisk bearbejdet baggrundsviden. Giv mig kvalitet. Giv mig godt fotografi og lækkert layout. Gør mig klogere. Fri mig for tomme kalorier, der bare skal fylde spalterne. Giv mig gerne kun tre aviser om ugen, hvis de er gode nok, så betaler jeg uden tøven det samme, som jeg giver i dag for syv middelmådige udgaver.

Ingen tvivl om at kvalitets-journalistik tager tid og kræver fokus og ikke mindst mod. Men jeg finder flag, champagne og pengepung frem den dag nogen tør satse og leverer varen. Det kræver dog, at den pågældende avis ikke blot ser ”tre udgaver om ugen”, som undskyldning for at skære medarbejder-staben ned.

Mod til at prioritere
Selv på nettet taber de etablerede medier kampen om min opmærksomhed. Jeg sorterer i højere og højere grad deres feeds fra i min reader. Primært fordi de sender for mange nyheder ud. Også her virker medierne bange for at prioritere og levere kvalitet frem for kvantitet.
En del større aviser har valgt kun at have ét feed, i stedet for at dele deres nyheder op efter genrer. Det mener jeg mildt sagt er en fejltagelse i og med, at det må være de færreste, der er interesserede i ALLE nyheder – store som små.
Men selvom fx. New York Times har delt deres feed op efter emner, så sender de stadig så mange nyheder ud, at jeg har opgivet at følge med – på trods af, at jeg kun følger teknologi og kultur. Det væsentlige drukner fuldstændig i uvæsentlige smånoter, når der i løbet af en dag kommer 20-30 artikler om kultur.

Nogle gange frygter jeg, at min selektive tilgang til feeds og nyheder gør mig til en fagnørd, der ved præcis hvornår Apple Store sidst har opdateret deres hjemmeside, men knapt ville opdage, hvis verden gik under. Men jeg oplever gang på gang, at de etablerede medier halter bagefter mit brogede portfolio af feeds og ikke mindst twitter-forbindelser. Som oftest vil det være via twitter, jeg først hører om et ministerskifte, en skudepisode på Nørrebro eller annonceringen af den næste Dylan-koncert.
Ikke blot vinder (blog-) feeds og tweets på hurtighed – de står som oftest også stærkere end de etablerede medierne, når det kommer til identifikation – for jeg holder lynhurtigt op med at følge opdateringer, hvis afsenderen misbruger min tillid og fejlinformerer, spammer eller intet har på hjerte.
Et af mine yndlingsfeeds pt. er den svenske udenrigsminister Carl Bildts blog. Han skriver personligt, ikke privat, han giver mig indblik i en verden, som jeg ikke har adgang til normalt, og han giver mig ny (aktuel) viden.** Og selvom han indimellem blot opremser mødeaktivitet, så indeholder hans posts stort set altid relevant information, hvis man vil holde sig opdateret på udenrigspolitik. Dét giver Bildt en fast plads i min daglige avis: Mine feeds.

*strøtanke: Mon de nye postkasseregler, der dikterer postkasser i stueetagen, slår endnu et søm i kisten hos aviserne, fordi folk skal hente avisen og ikke får den proppet ind af brevsprækken?

** læs evt. debatinlægget “Må ministre blogge?” af P1-vært Henrik Føhns for yderligere diskussion af Carl Bildts blog.

Valg af hovedbestyrelse i Dansk Journalistforbund 2009

Den 21. – 22. april er der delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ). Jeg har valgt endnu engang at stille op til forbundets hovedbestyrelse og har derfor skrevet følgende præsentation til DJ’s hjemmeside:

Jeg mener, at større selvtillid, bedre kvalitet og tidssvarende idealer bør være hovedoverskrifterne for DJ’s arbejde de næste tre år.

Større selvtillid
Der har de seneste år været tendens til en vis pessimisme i mediebranchen. Forståeligt, men ikke altid berettiget. For på trods af, at den teknologiske udvikling har demokratiseret informations- og nyhedsformidlingen, så alle – både professionelle og uprofessionelle mediebrugere – kan ytre sig, har mediebranchen stadig et stærkt og kvalitativt fundament. Det mener jeg, at vi har tendens til at glemme. Vi skal holde fast i, at det produkt, vi leverer, er af så høj kvalitet, at det har en unik værdi – og dermed en demokratisk berettigelse.
Jeg mener, at en af DJ’s fornemmeste opgaver, er at skabe rammerne for, at vi som medlemmer kan levere det produkt.

Bedre kvalitet
Dermed bør et andet kerneområde være kvalitet. Vi er nødt til at have tydeligt definerede holdninger til kvaliteten af den uddannelse de studerende får, indholdet i medierne og lovgivningen på det mediepolitiske område. Ellers risikerer vi at devaluere faget.
Samtidig er det altafgørende for mig, at vi ikke ser forandringen, den digitale medierevolution, som en modsætning til kvalitet.
Vi skal have øje for, at teknologien aldrig kommer til at overskygge selve indholdet, og arbejde for at medlemmerne kan udnytte de teknologiske rammer fuldt ud – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi bør sætte fokus på, hvordan teknologien kan styrke vores fag, så vi giver brugerne, seerne, lytterne og læserne det bedste produkt.

Tidssvarende idealer
Derfor skal vi blive bedre til at medtænke markedets digitale udvikling i de politiske beslutninger vi tager, så vi ikke blindt kæmper for klassiske fagpolitiske idealer, men fokuserer på, hvordan vi strategisk kan skabe de bedste rammer for medlemmerne – også i fremtiden.
Dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at vi skal opgive de rettigheder, som vi har brugt årevis på at tilkæmpe os, men vi er nødt til hele tiden at udvikle vores strategi, så den forholder sig til, at markedet er under evig forandring.
Vi er nødt til at tage stilling til, hvad udviklingen gør ved idealerne – eksempelvis ophavsret. I den bedste af alle verdener er ophavsretten ukrænkelig, men realistisk set så forsvinder hverken internet, fildeling eller den lette adgang til digital kopiering, og det stiller konstant nye krav til vores strategi på området.

Bagggrund:

Arbejder freelance med web/tv/skrift

Medlem af hovedbestyrelsen siden 2005. Pt. medlem af forretningsudvalg, fagligt udvalg samt beskæftigelses- og uddannelsesudvalg.

Privat: 28 år gammel og bor på Vesterbro.

Facebook
Twitter
LinkedIn

Brugerinvolvering hos klassiske medier

Selvom der er langt imellem, så sker det alligevel indimellem, at de ”traditionelle” medier udvikler interessante online initiativer. Da jeg skimmede ugens rss-feeds stødte jeg på disse to:
Al Jazeera har lavet sitet http://labs.aljazeera.net/warongaza/main# hvor brugere (og journalister) kan poste nyheder fra Gaza-striben. Jeg kan godt lide opdelingen i bekræftede og ikke bekræftede nyheder, men på trods af visualiseringen på kortet, så synes jeg stadig, at det er svært at få et reelt overblik. Fedt initiativ dog.

http://www.nytimes.com/marketing/election2008/facebookmicrosite.html
The New York Times har lavet dette mikrosite i samarbejde med Facebook, hvor de spørger deres Facebook-fans, hvad de mener Obama skal tage fat på, som det første.
Rent grafisk er siden æstetisk og lækker, men ligesom hos Al Jazeera, er det svært at få overblik, og jeg savner konklusioner og refleksioner på selve mikrositet.
Men igen et spændende initiativ, der kan udvikles i en retning, hvor brugerinvolvering for alvor kommer til at give mening på mediernes hjemmesider.